Kevin Magnussen er ikke længere den unge dreng i Formel 1-klassen. Men den store drøm står uforandret her seks år, 103 løb og 157 point efter debuten. Det er verdensmesterskabet, der jagtes.
Foroverbøjet og med sine ben krydset indover hinanden og iklædt en racerdragt sidder Kevin Magnussen på et klinisk hvidt bord, der skyder ud i et lige så klinisk hvidt rum og danner tre gange hestesko med en Formel 1-bil i den midterste. Han viser sin holdkammerat Romain Grosjean noget på sin telefon. De fylder ikke meget, de to racerkørere, hvis navne står skrevet i gigastørrelse på væggen bag dem.
Kevin Magnussen, som af fans bliver omtalt med det lidt kækkere K-Mag, er blevet 27 år gammel. Vi skriver 2020, og det er dermed seks år siden, at han som purung, selvtillidspumpet gavflab suste ind i Formel 1-regi med en placering som nummer to og en tur på podiet i den årlige sæsonåbner i Australien og dermed skrev sig ind ved siden af den tidligere verdensmester Jacques Villeneuve på toppen af listen over de bedste placeringer for en debutant – nogensinde. Han har ikke siden overgået præstationen i Sydney, endsige stået på et podie igen, og drømmen om et sæde i ét af sportens topteams er heller ikke blevet indfriet.
I stedet kører han nu for det amerikanske team Haas, for hvem det går op og ned. Sidste år gik det hovedsagligt ned. Kun 28 point lykkedes det Magnussen og Grosjean at skrabe sammen – henholdsvis 20 og 8 hver – hvilket rakte til en placering som nummer ni ud af klassens 10 mandskaber. I toppen finder man trekløveret Mercedes, Ferrari og Red Bull. Hvis man gerne vil være verdensmester, skal man køre for et af dem – og det vil Magnussen. Så hvordan har han det egentlig med at duellere om sekundære placeringer?
Annonse
”Det er sindssygt hårdt og mentalt udmattende. Der er ikke nogen store gulerødder. Det er jo ikke … ” siger Magnussen, ledende efter noget, der vil give mening for én, som ikke selv bruger sine weekender på at køre om kap med mere end 300 kilometer i timen.
”I Formel 1 skal man være på toppen af sit game konstant,” fortsætter han.
”Helt indtil man får et sæde i et topteam. Resten af os konkurrerer om at være førstevalg til at hoppe op i ét af de seks sæder, hvis et bliver ledigt. Sådan foregår det.”
”Nej, det gør det jo ikke. Men drømmen om at komme i et topsæde og kæmpe om sejre og mesterskaber er så stærk, at det er det værd. Men det er svært, for i fodbold kan du som bundhold stadigvæk snuppe en sejr over Manchester United og Liverpool.”
”Ja, og sådan fungerer Formel 1 bare ikke.”
”Det giver lidt, ja, men jeg er ikke født til at kæmpe om syvendepladsen. Det er ikke motiverende for mig. Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg kan bare ikke overkomme det.”
Vi befinder os i Haas’ europæiske hovedkvarter i engelske Banbury, et par timers kørsel nordvest for London. Anledningen er anden sæson af Netflix-serien ’Drive to Survive’. En serie, der har været positiv for sporten, mener Magnussen.
”Det har helt klart været en god ting for Formel 1. Den har skabt en masse opmærksomhed, specielt i USA, hvor sporten ikke er lige så kendt og populær som for eksempel NFL og NBA. Men det begynder at blive bedre. Jeg tror, at serien har haft en god effekt – også på resten af verden.”
I sæson to følger man Formel 1-feltet på tæt hold gennem 2019, hvilket skulle vise sig at blive et ganske vanskeligt år for Haas. Bedst illustreret af Magnussen og Grosjean selv, da de kolliderede med hinanden på første omgang af det engelske grand prix og begge måtte udgå.
Forholdet mellem danskeren og fransk-schweizeren er ikke så slemt, som det til tider kan blive portrætteret af medierne. Tværtimod har de det ’rigtig godt sammen’, og Magnussen har ’stor respekt’ for sin kollega som kører.
Annonse
”Det var lidt en rutsjebanetur af en sæson,” siger Magnussen.
”Der var ikke så langt mellem op- og nedturene. Helt klart en sæson, vi har lagt bag os. Men der er også en masse læring, vi er nødt til at tage med videre, som vil gøre os stærkere i fremtiden.”
Magnussen har ikke altid været så god til at tage ved lære, lægge resultater på afstand, sortere det søde fra det sure, være realistisk. Selvom han endnu ikke er kommet overens med at kæmpe om syvendepladser eller det, der er værre, står det langt bedre til, end da han debuterede som 21-årig.
At stå på podiet i Australien er, når han kigger tilbage, hans største oplevelse – men det blev også en forbandelse.
”Det var næsten så overdrevet, at det var svært for hjernen at kapere,” siger han.
”Det var en underlig følelse. Jeg var næsten helt følelsestom. Min hjerne lukkede ned. Jeg havde drømt om det så længe. Hele mit liv. Jeg har jo været en knægt, der ikke har haft andet i sit liv. Det eneste, jeg kunne tænke på, var Formel 1 og motorsport. Jeg havde forestillet mig at stå på podiet så vanvittigt mange gange. Jeg tror, det blev for meget for mig. Jeg kunne slet ikke bearbejde det.”
”Ja, nu kan jeg jo tænke tilbage på, hvor vildt det var. At dét lige skete. Men jeg ville hellere have været på podiet i sæsonens sidste løb, for det fuckede min forventninger fuldstændig op.”
”Det tænkte jeg, ja. Men det tænkte jeg også på vej derud i flyveren. Jeg sad og tænkte: Jeg vinder sgu nok det her. Jeg fik den fornemmelse. Fuldstændigt urealistisk. Så kommer jeg derud og bliver nummer to, og det føltes næsten som en skuffelse. Jeg stod i hvert fald på podiet og kunne ikke finde ud af, hvad fanden der var op og ned. Mine forventninger var fuldstændig hjernedøde. Det var med til at ødelægge min evne til at sætte min forventninger realistisk.”
”Jeg fandt den ikke den sæson. Resten af sæsonen var lort oppe i mit hoved, selvom der tit var stærke kvalifikationer, og jeg var næsten i sidste runde af alle tidstagninger. Jeg lå til point i alle løb, men satte det over styr, fordi jeg inde i mit hoved var alt for langt bagud, selvom jeg lå på 5.-pladsen. Jeg kunne ikke finde nogen tilfredsstillelse i noget som helst andet end at vinde. Det var en kæmpe svaghed. Det er noget, jeg er kommet efter og har lært nu.”
”Du skal tænke på, at lige siden jeg startede med at køre seriøs motorsport omkring 10-års-alderen, har der hver eneste weekend været et nyt high. Man starter i en ny klasse, så vinder man sit første løb, så fører man mesterskabet for første gang, så vinder man mesterskabet, og så er man videre til en ny klasse og starter forfra.”
Annonse
”Ja, konstant. Et bjerg, man hele tiden kommer længere op ad. Det tror jeg, man bliver afhængig af. Når man så kommer til Formel 1, er man stadig afhængig af det. Man søger det hele tiden. Og lige pludselig,” siger Magnussen og knipser ud i luften, ”forsvinder det bare. Det er syv år siden, jeg har vundet mit sidste racerløb. Det har kraftedeme været en stor omvæltning i mit liv ikke at kunne se frem til det.”
Til dagligt bor Magnussen i London. Han er flyttet til den engelske hovedstad for at være tættere på Haas-hovedkvarteret her i Banbury, hvor ingeniørerne, der er med til løbsweekenderne, arbejder. Det er dem, han giver feedback efter hvert eneste løb for at forbedre bilens evner.
”Så godt som en fartbølle fra Roskilde uden en uddannelse nu kan forklare tingene,” siger han og smiler.
Uden for alverdens racerbaner blev Magnussen sidste år gift. En ’sindssygt meget større’ oplevelse, end han havde forventet. Han er også begyndt at sejle. Det giver ro, tempoet når bunden. Det er venner og familie, der investeres i, når tiden tillader det. Ingen dage i hans liv er ens. I går spiste han frokost med sin far (racerkører Jan Magnussen) i Gilleleje, og bagefter spillede han Counter-Strike med nogle venner, før han fløj hertil. I morgen ved han ikke, hvad han skal.
Tiden i motorsport varer ikke for evigt, det ved han. Og selvom tanker om børn fylder mere og mere, er motorsporten stadig førsteprioriteten. Drømmen om at blive verdensmester i Formel 1 lever hos Magnussen, før nogen endegyldigt slukker den for ham.
Eftersom et topteam endnu ikke har kastet snøren ud efter ham, så må vi for indeværende lege med denne tanke: Hvor ville Kevin Magnussen slutte, hvis alle biler var lige?
”Det kan jeg ikke svare på,” siger Magnussen og skuler lidt eftertænksomt ud over Haas-hovedkvarterets dødsyge kantine.
”Mange ting spiller ind. Selvom jeg er sindssygt dygtig til at køre racerbil, er der bare andre, der også er sindssygt dygtige, ellers kørte de ikke i Formel 1. Det er noget, jeg har lært. Men jeg kører stadig Formel 1, fordi jeg har bevaret drømmen om at blive verdensmester, og fordi jeg tror på, at jeg kan blive det. Hvis jeg får alt ud af mig selv og præsterer til mit ypperste, så tror jeg, at jeg kan slå hvem som helst. Det er svært at få det bedste ud af sig selv, men troen på, at det kan lade sig gøre, er der. Hvis jeg får chancen i ét af de store teams, vil jeg kunne løfte opgaven.”
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
