Finn Laudrup 75: Lige så vigtig som Godfather

Dynastier. Nogle er mere holdbare og værdige end Familien fra Bryggen, Fie og Boris Laursen, Kardashian og Trump. Amerikanerne har ingen royal familie, det nærmeste, de kommer, er Kennedy-klanen. Danmark har ingen Kennedy-klan, men vi har et dynasti, bare uden alle attentaterne og flystyrtene, beundret, stalket og kritiseret af offentligheden og af uvurderlig betydning for nationen.

Det er selvfølgelig hverken Mærsk, Auken, Mikkelsen, Skjern, Varnæs, Willerslev, Ellemann, Hækkerup, Beha/Kløvedal, Heick eller Zobel, der er tale om. Det er Familien Laudrup, den suverænt største sportsfamilie, Danmark har haft. Kun Kongehuset når Laudrup-huset til det lave tyngdepunkt ved hoften i glamour og genkendelighed. For et par år siden viste en undersøgelse, at cirka 117 (83) procent af alle danskere har brugt navnet ’Laudrup’ som ice-breaker i udlandet.

Laudrup-brødrene ligner oveni købet mere elegante og kønnere udgaver af Kennedy-brødrene med deres formstøbte, kraftige Laudrup-hår, skilning og kalkuleret fald, der har set sådan ud altid og altid vil se sådan ud, længe efter vi andre er døde. Michael og Brian Laudrup har tidløs klasse. Format. Værdighed. Som spillere og mennesker. Som forbilleder og ambassadører. Vi har ikke altid behandlet familien Laudrup ordentligt i Danmark, det har vi langtfra. Vi har været smålige. Men vi skylder dem for altid. Vi skylder.

Håret har Brian og Michael fra deres far. De har mange andre ting fra deres far. Et lavt tyngdepunkt, for eksempel. Finns finter. Boldbehandlingen. Teknikken. Driblingerne (især Michael, Brians var skarpere i trækkene). GPS-overblikket i nakken, afleveringerne i lige linje, på tværs eller diagonalt leveret med dronebombepræcision (især Michael), kattepoten i sukkerstøvlen. Elegancen. De har også meget fra deres mor, som var en rådyrhurtig (tænk Brian, semifinalen mod Holland, EM 1992) elitehåndboldspiller, og som er et venligt, positivt, bundsympatisk menneske.

Hvis Don Vito er Corleone-dynastiets stamfader, er Finn Laudrup Laudrup-dynastiets Don Finn. Det var ham, det hele startede med. Finns far kunne overhovedet ikke spille fodbold. Han var derimod prokurist i det samme firma i Sydhavnen hele sit liv, levede af at holde styr på regnskabet og forventede, at sønnen tog skridtet op på den sociale stige med en juridisk embedseksamen. Det interesserede ikke Finn, han ville kun spille bold.

Men noget havde sønnen lært af prokuristen, for Finn Laudrup blev en street-smart, næsten bondesnu consigliere/kontrakt-negotiator med pokerface og is i blodet i sin egen, kortvarige professionelle udlandskarriere Og især som sine sønners rådgiver, ’agent’, som vi ville kalde det i dag, i deres karrieres tidlige, afgørende år.

Finn vidste, hvad sønnerne indeholdt og var værd, menneskeligt og supertalentmæssigt, og han passede godt på sine drenge. Som en Don. Ingen tog røven på Finn Laudrup. Heller ikke Liverpool FC, der efter aftalen var indgået, lavede kontrakten med 18-årige Michael om, så den mest eftertragtede teenager i Europa, skulle spille gratis et år. Dén laver man ikke med Don Finn, og så skrev Michael Laudrup under med Juventus i stedet.

Finn Laudrup-Jensen, som han endnu hed, da han debuterede på A-landsholdet i 1967, blev født den 31. juli 1945. Han voksede op ved Damhussøen, Vanløse, tæt på Bjarne Reuter-territory anno præcis ’Zappa’- og ’Når snerlen blomstrer’-bøgerne i 1950’erne, kom i lære i et skotøjsfirma og spillede som nummer 8 (højre innerwing) i Vanløse IF’s uskyldigt hvide trøje, hvor han mødte holdkammeraten Ebbe Skovdahls søster, 16-årig Lone. Hun blev gravid og fødte sønnen Michael, der ifølge Lone Laudrup var så tæt på at være forblevet ufødt, som tænkes kan, for graviditeten var ikke ligefrem planlagt.

Ligesom denne sin berømte fodboldspillersøn 25-30 år senere i FC Barcelona ville Finn Laudrup tilsyneladende hellere lægge op til mål end score dem selv, selv om han med sin sparketeknik kunne ramme målhjørnet efter behov fra 25 meter. Finn Laudrup lagde op til de fleste og scorede selv tre i 14-2-massakren over Island i 1967 (tjek klippet fra YouTube herunder, og se en præinkarnation af Michael Laudrup, som burde være obligatorisk undervisningsvideomateriale i genetik), og han var så god, at han spillede samtlige Danmarks syv A-landskampe samme år, han debuterede.

Udenlandske klubber ringede, men unge Lone Laudrup ville ikke afsted. Til sidst tilbød østrigske Wiener Sport-Club, der tidligere i årtiet havde slået Juventus 7-0 i Europa Cuppen for mesterhold (nu Champions League) mange 1968-penge, mange. Finn Laudrup krævede beløbet næsten fordoblet. Og fik det. En rekordkontrakt. Men den følsomme, lunefulde superteknikers lovende udlandskarriere blev kort.

I 2008 var jeg medforfatter til bogen ’Laudrup – et fodbolddynasti’ og interviewede her en række af Finn Laudrups gamle venner, holdkammerater, klubejere, trænere og journalister, der havde kendt ham. Den notorisk introverte Finn Laudrup ønskede ikke selv at medvirke (men Brian Laudrup fortalte mig senere, at hans far havde læst bogen og var glad for afsnittet om ham selv, og så kan man som forfatter ikke ønske sig mere).

En af dem, der havde fulgt Finn Laudrup tættest, var den tidligere topspiller og mangeårige sportsredaktør ved Berlingske Tidende, nu afdøde Jens-Carl Kristensen. Han var den første, der gjorde offentligheden opmærksom på Finn Laudrups enorme talent som ungdomsspiller i 1961. I 2008 fortalte Jens-Carl Kristensen om årsagen til, at Laudrup vendte hjem efter kun to sæsoner som professionel i udlandet:

”Finn var stædig og gik ikke på kompromis. Finn ville ikke finde sig i en træner, han ikke kunne med, det kan han ikke holde til, for han er meget følsom.”

Finn Laudrup kunne efter eget udsagn være blevet millionær, og det var vildt dengang, hvis han var skiftet fra Wiener Sport-Club til Nice i 1970, men Lone Laudrup havde hjemve og ville hjem til Danmark med skoleparate Michael og etårige Brian. Finn Laudrup har senere antydet en vis fortrydelse: ”Men det kan jo ikke hjælpe noget, altså: skulle man have gjort det alligevel? En gang imellem strejfer tanken mig. Trods alt,” sagde han i 2008 i et sjældent interview med Michael Meyerheim.

I stedet for Europa Cup-kampe i 1970 vendte Finn Laudrup hjem til Brønshøj Boldklub, nummer syv i den danske 1. division og et job i Select. Efter års fravær (på grund af DBU’s tåbelige forbud mod professionelle) gjorde han comeback på landsholdet i 1971, men under landstræner Rudi Strittich spillede Danmark mere organiseret end ellers, og det passede ikke Finn Laudrup, som sagde til medierne i 1975, at hans tid på landsholdet var forbi, så længe Strittich var træner (fast forward to the future – 1990 – hvor 2.generation, Michael og Brian, sagde det samme offentligt om landstræner Richard Møller Nielsen).

To år tilbage i tiden igen. Aldrig før eller siden har en så stor boldbegavelse frivilligt valgt at spille på så lavt niveau, som da Finn Laudrup, 28 år, valgte at spille i Danmarksserien i 1973. Det var Brøndbys ’grundlægger’ Per Bjerregaard, der sensationelt overtalte berømtheden til at spille opkomlingene fra vestegnen op mod fremtiden.

Per Bjerregaard var bevæget, da vi sad en eftermiddag i Michael Laudrup Lounge i 2008, og han fortalte om Finn Laudrups betydning for, at Brøndby blev til Brøndby. ”Her, alle de mange år efter, er det Finns tankegang, der præger os. Det var ham, der grundlagde det i os,” sagde Mr. Brøndby dengang.

Efter to år i Brøndby var den gal igen. Finn Laudrup var karakteristisk raget uklar med medspillere og træner, og som han selv sagde i et stort interview med Politiken i 1975, efter han havde spillet Brøndby op til klubbens første divisionskampe:

”I holdsport må man i hvert fald helst ikke skille sig ud, men passe ind i kollektivet og indordne sig systemerne. Det er det, jeg har så vanskeligt ved. Jeg har min idé om, hvordan det skal spilles, og den harmonerer ofte ikke med trænerens eller kammeraternes. Jeg er stædig, og jeg har i tidens løb haft utallige problemer på grund af mit temperament. Men man kan nu ikke engang lave sig om.”

Den 30-årige amatør afslørede i samme interview, at han havde større ambitioner end 3. division:

”Jeg savner konkurrencemomentet og spændingen.”

Heldigvis. For Finn Laudrup havde gemt nogle af sine bedste kampe til sidst, da han skiftede til topholdet KB i 1976 på højeste danske niveau. Helt enestående var et symbiotisk sammenspil med målræven Torsten Andersen, hjemvendt efter nogle år i en af datidens storklubber, Anderlecht. Laudrup og Andersen var et makkerpar som Arnesen & Lerby, Starsky & Hutch, Yin & Yang, Casper & Frank. De hang sammen. Laudrup var den indesluttede, fåmælte, Andersen den udadvendte, hurtigsnakkende humørbombe. I sin private telefonlommebog havde han Finn Laudrup stående under ’D for ’Dametacklinger’. Laudrup lagde op. Andersen scorede. Og sådan blev det ved.

På banen var Finn Laudrup mindre stilfærdig. Han blev berygtet for at tilsvine mindre boldbegavede og langsomt opfattende holdkammerater, der ikke forstod hans højt anlagte spil. Alle fik The Finn Laudrup Treatment. Også dommere og linjevogtere fik det særlige temperament at mærke.

Ifølge Torsten Andersen blev Finn Laudrup ofte ”personlig over for holdkammeraterne”, men hans ry som arrogant er forkert: ”Kender man ham ikke, er han svær at komme ind på livet af, men kender man ham, er han et meget positivt menneske. Han var og er på ingen måde arrogant, snarere genert. Det med, at Finn havde et stort ego, er helt misforstået. Han var også meget sårbar over for kritik. Han blev ked af det, når han i pressen fik kritik for at spille dårligt.”

Jens-Carl Kristensen: ”Man skulle kende Finn, for han er indesluttet. Hvis man bebrejdede ham noget, gik han grassat. Det er en meget følsom, sensitiv natur, han har, og han glemte ikke, hvis man havde skrevet noget negativt.”

Finn Laudrup og hans KB, Kool & The Gang på en fodboldbane, blev også berygtet for at være uberegnelige, når det gjaldt spil og resultater. De sendte overlegent storfavoritter ud af UEFA Cup’en om onsdagen og spillede uforklarligt uinspireret uafgjort mod bundhold i den hjemlige 1. division om lørdagen. Men hvis Finn Laudrup var i humør til det, vandt KB 7-1 og 6-0. Han var dansk klubfodbolds mest elegante entertainer og en af de største publikumsfavoritter i 1977-79. Finn Laudrup kunne finde på at stoppe op og jonglere midt i et angreb.

Men ifølge Torsten Andersen var han allermest glad og personlig stolt, når en af hans afleveringer lykkedes. De afleveringer, som han ligesom en vis anden og yngre Laudrup, kunne få til at se så lette ud. Og som er alt andet end lette for alle andre at udføre.

Torsten Andersens og Finn Laudrups blinde indbyrdes forståelse blev berømt og også bemærket i udlandet, længe før internettet så alt.

Makkerparret blev også berømt for at varme op til træning ved at løbe et par gange rundt om midtercirklen, mens holdkammeraterne løb rundt om hele banen. Trods deres noget tilbagelænede indstilling blev duoen tilbudt store kontrakter i den amerikanske fodboldliga, der på dette tidspunkt havde hentet stjerner som Pelé, Franz Beckenbauer og Johan Cruyff. Samme Cruyff havde forsøgt at lokke Torsten Andersen til FC Barcelona nogle år før, men både Andersen og Laudrup havde fået nok af professionel fodbold og krav i udlandet.

Efter indførelsen af betalt fodbold i 1978 fik Finn Laudrup og hans holdkammerater 60.000 kroner brutto om året for at spille i KB. Ifølge Torsten Andersen var det Finn Laudrup, der lagde kimen til Spillerforeningen, som Andersen blev den første formand for, og som lever i bedste velgående i dag. Gennem hele sin karriere sloges Finn Laudrup mod alt, der kunne hæmme hans frihed som spiller, og et kardinalpunkt blev hans kamp mod benskinner. Finn Laudrup snød systemet ved at indsætte et sammenfoldet A4-papir på skinnebenet, for reglerne sagde ikke noget om, hvilket materiale benskinnerne skulle være lavet af.

Finn Laudrup betalte prisen for at være den største tekniske begavelse i dansk klubfodbold. Mange forsvarsspillere følte sig provokeret af ham. Publikum grinede, når Finn Laudrup lokkede dem ud i den blå luft eller til bogstaveligt talt at sætte sig på enden med en finte. Han kunne ikke lade være med at demonstrere sin tekniske overlegenhed ved at drible uden om fem spillere på tværs af banen.

”Der er dem, der bevidst prøver at ødelægge mig. Den værste, jeg har mødt, var en dansk amatør. Det er fantastisk, at han aldrig brækkede benene på mig,” sagde han i Alt om Sport i 1978.

Finn Laudrup havde gemt nogle af sine største kampe til slutningen af karrieren, og 1979 blev det mest sindsoprivende år med sublime højder og nærmest tragikomisk nedtur. KB’s spil i foråret 1979 anses for at være noget af det mest underholdende, et dansk klubhold har præsteret, og det var Finn Laudrup, der var strateg og entertainer bag den meget populære storoffensiv, som henrykkede fodboldinteresserede københavnere i Idrætsparken. Resten af landet blev for det meste snydt for Laudrups geni, for tv-dækningen var begrænset til fem minutters sammendrag i DR-monopolets storhedstid.

Finn Laudrup foldede sig helt ud i foråret 1979, og længe så det ud til at hans erklærede drøm om at blive dansk mester skulle gå i opfyldelse. KB (halvdelen af det senere FC København) bankede for eksempel Ikast (halvdelen af det senere FC Midtjylland) 8-1, Laudrup kreerede chancer til 25 mål, men Ikasts finske landsholdsmålmand stod en brandkamp. Med Laudrup i sit livs form blev KB’s offensiv elsket for sit fantasifulde, kreative og vildt underholdende spil, hvor bolden blev kørt rundt i trekanter foran mål på brasiliansk vis og for sjov.

Fem KB-spillere kom på landsholdet det forår, og efter syv års pause, i en alder af 33 år og 11 måneder gjorde Finn Laudrup comeback for Danmark i kampen mod Sovjetunionen den 27. juni 1979, som ovenikøbet blev vist i fjernsynet, så hele Danmark for en gangs skyld kunne nyde Laudrups lækkerier. Han satte sit aftryk på sin 20. og sidste landskamp med græsstråpræcise afleveringer og ved at tage frisparket, der førte til Torsten Andersens 1-0-scoring.

Finn Laudrup og KB’s forår i 1979 er gået over i historien, og det er efteråret også. Dengang blev den bedste danske række afsluttet i november, og ved sommerpausen førte KB med seks point (sejre gav to point, så det svarer til ni point).

Efter et historisk kollaps endte KB som nummer to, syv point efter Esbjerg, med Laudrups gamle nemesis (en af mange), tidligere landstræner Rudi Strittich som chef.

Finn Laudrup sprængte akillessenen få måneder senere i en indendørsturnering for oldboys-spillere, og trods en ihærdig genoptræning kom han aldrig tilbage på KB’s hold, der vandt mesterskabet i næste sæson under den ny træner John Kramer. Der var ikke længere plads til ’luksusspilleren’. Laudrup havde karakteristisk nok også kritiseret klubbens trænervalg i medierne.

Den tidligere anfører var degraderet til bænkevarmer, og i en af sæsonens sidste kampe havde Brøndbys formand Per Bjerregaard fra tilskuerpladserne set Finn Laudrup løbe og varme op i silende regn som 12. mand. Han fandt KB’s behandling af legenden uværdig. Og han savnede sin gamle nøglespiller. Som Bjerregaard sagde ude i Finn Laudrup Lounge, undskyld Michael Laudrup Lounge, i 2008:

”Jeg var jo ked af, at Finn ikke var i Brøndby, fordi jeg føler, at det var ham, der fik sat tanker i gang i hovedet på mig og mange andre herude, som førte til Brøndbys udvikling,” sagde Per Bjerregaard.

Dagen efter ringede Bjerregaard til Laudrup: ”Jeg sagde: ’Finn, sådan må du altså ikke slutte din karriere.”

Finn Laudrup kom ’hjem’ og var med til at spille Brøndby op i den øverste række i 1981. Han spillede sin sidste kamp nogensinde i november 1981, og i samme måned skiftede 17-årige Michael Laudrup fra KB til Brøndby. Forinden havde Michael Laudrup fået dispensation til at spille én kamp for Brøndby, Finlux Cup-finalen i 1981. Efter tre minutter spillede Finn Laudrup bolden hen over forsvaret. Michael Laudrup var løbet inden frispilningen og scorede sikkert.

Scenen var overladt til næste generation. Resten er danmarkshistorie, dynamit, Sommeren ’92.

Og resten er stilhed. Finn Laudrup har været bag scenen. Han har holdt sig for sig selv, som han altid har gjort. Men der er to drenge, der har set på deres far og lært både, hvordan man skal gøre, og også hvordan man måske ikke skal gøre. De blev verdensstjerner, af egen kraft, men også fordi de kunne stå på skuldrene af deres far. I april 2020 blev Finn Laudrups ældste søn igen kåret til Danmarks største sportsstjerne nogensinde i en stor meningsmåling, og det er langtfra sikkert, vi havde vundet EM i 1992 uden Finn Laudrups yngste søn på holdet.

Som Laudrups side-kick, topscorer Torsten Andersen sagde: ”Efter min opfattelse var Finn lige så suveræn, som Michael og Brian blev i deres karrierer. Det var et andet spil på Finns tid, men han var næsten mere suveræn i sin egen tid. Han blev aldrig verdensstjerne, men det kunne han godt være blevet. Det var ikke noget, han opsøgte. Jeg tror ikke, han gad. Jeg tror ikke, det var så vigtigt for ham, jeg tror ikke, han var så fokuseret på, hvor mange penge, han kunne tjene på det. Både han og Lone var mere optaget af, at de havde det godt. Jeg tror virkelig, at Lone og han havde snakket om, at det var bedre at satse på trivsel og familiesammenhold.”

At det hænger sådan sammen, har Lone Laudrup bekræftet ved flere lejligheder, og ud af den trygge base i parcelhuset i det mest klassiske, ensartede socialdemokratiske velfærdssamfundsdanske kvarter på Grønnemarksvej i Glostrup/Brøndbyvester i 1970’erne og 80’erne blev skabt den mest sublime verdensklasse i højeste, fineste og mest ophøjede luftlag: Brian og Michael Laudrup.

Sammenholdet holdt ikke. I 2017 blev Lone og Finn Laudrup skilt efter 53 års ægteskab. Finn Laudrup er, selv som oldefar, som han bliver nu, sin egen. Men sammen med Lone Laudrup skabte han noget enestående. Kald det et dynasti. Selv om Laudrup-familien er aldeles ligeglade med at være ’et dynasti’.

Og selv om de talentfulde sønnesønner, Mads og Andreas, ikke blev verdensstjerner, men derimod – oppe imod en offentlig interesse/nyfigenhed og et forventningspres, der kun kan måle sig med det, der er Kongehusets skæbne – helt i Laudrup-familiens ånd og, nok også ret dansk, fandt en balance mellem personlighed og succes i en ofte forrykt professionel fodboldverden. Og blev hele mennesker. For som Michael Laudrup også sagde, da han stod på toppen af karrieren: ”Det er jo kun fodbold.”

I 1978 sagde 33-årige Finn Laudrup, at han kunne have hævdet sig internationalt, hvis han havde gjort mere for det og ikke var raget uklar med omgivelserne de fleste steder: ”Det vil være en overdrivelse at påstå, at jeg har slidt i det for at dygtiggøre mig, fx gjorde jeg intet for at opnå en vis kunnen i hovedspil, og måske kunne jeg have prøvet at dæmpe det temperament, der af og til har sat mig i miskredit.”

Og som Berlingskes afdøde sportsredaktør Jens-Carl Kristensen, der selv havde været udlandsprofessionel og senere dækket utallige VM-slutrunder og Champions League-finaler, sagde i 2008:

”Finn har altid haft en speciel psyke. Han var så let at slå ud, og han kunne godt tabe modet, hvis der var noget, der gik ham imod. Han var meget sin egen, han var stædig og gik ikke på kompromis. Han ville hellere lege bold. Men Finns medfødte evner var så store, at han kunne have været helt fantastisk som professionel i udlandet og haft en lige så stor karriere som Michael.”

Til gengæld grundlagde han et dynasti af skønhed og storhed, format og værdighed. Ingen Brian og Michael uden Finn og Lone. Og så ville det hele have været kedeligere og grimmere. Så på hele nationens vegne af hjertet tak, Finn og Lone. Og tillykke, Finn.