Flosset moral og masser af penge: Sådan blev cykelsport et væddeløb mellem verdens oliestater

Det var et uforsigtigt felt, der i slutningen af september hastede over det savtakkede Flandern til herrernes linjeløb ved VM i landevejscykling. Allerede tidligt på dagen gjorde danskerne alvor af den proklamerede guerilla-taktik, senere satte Belgien sit godstog i omdrejninger og til sidst attakerede den tricolore-klædte Julian Alaphilippe ufortrødent. Rytterne gav det sammenstuvede publikum nøjagtigt, hvad de var kommet for: et vildt væddeløb mellem cykelsportens stolte nationer.

En uge senere køres Paris-Roubaix, der i denne udsatte ombæring forvandles til en efterårsdag i helvede, og her vil rytterne være tilbage i deres sædvanlige firma-trikoter. Plastret til med logoer fra alverdens virksomheder vil de nu dyste imod de landsmænd, der i Flandern for en stund var deres allierede. Men at VM’s regnbuejagt er ophørt og erstattet med lidelserne på de nordfranske brosten, betyder imidlertid ikke, at feltet tømmes for nationale dagsordener.

Gennem de senere år er cykelsportens fremmeste division, UCI WorldTour, nemlig blevet en stadig større kampplads for nationale interesser. Og her er det ikke cykelsportens traditionsrige lande, der er gået til angreb. Det er derimod lidet sadelvante nationer Kasakhstan, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.

Det oplagte spørgsmål er naturligvis, hvorfor verdens oliestater har kastet deres kærlighed over cykelsporten, og ikke mindst hvordan deres ambitioner går i spænd med sportens særprægede kultur?

Da Astana-holdet fra Kasakhstan allerede tilbage i 2007 rejste sig fra ruinerne af spanske Liberty Seguros, stod det hurtigt klart, at det olie- og gasrige land i Centralasien så cykelsporten som en passende national reklamesøjle. Finansieringen kom fra statsejede virksomheder og inspirationen til holdets navn fandt man i landets hovedstand. Alligevel blev initiativet fra Borats hjemland nok snarere opfattet som et lidt pudsigt særtilfælde i cykelsporten, hvis engagement til stadighed udsprang hovedsageligt fra Vesten.

Her en portion år senere har det dog vist sig, at Astanas model ingenlunde var en enlig udbryder. For med massiv støtte fra hjemlandene har WorldTour-mandskaberne Team Bahrain Victorious og UAE Team Emirates nu sat sig tungt på cykelsportens top, som de blev en del af i 2017. Særligt de seneste par år har holdenes ryttere pedaleret sig til succes. Mest markant har Tadej Pogacars sejre i Tour de France for UAE været, men også Bahrain Victorious har levet op til sit navn med store etapetriumfer, podieplaceringer i Vueltaen og Giroen, og generelt besnærende kørsel fra et bredt udvalg af ryttere.

Holdene har heller ikke holdt sig tilbage med at reklamere for deres fædrene ophav. Allerede da UAE-holdet blev præsenteret i 2017, talte den italienske manager, Giuseppe Saronni, eksempelvis i floromvundne vendinger om golfstatens overtagelse af det traditionsrige italienske Lampre-hold i La Gazzetta dello Sport:

”Vi er stolte. For første gang har vi ikke en sponsors navn på trøjen, men navnet på en nation (dengang hed holdet UAE Abu Dhabi red.). Vi gik fra at være en familie til et nationalt hold.”

Kritikere har da også hævdet, at det nu er blevet cykelsportens tur til at vaske golfstaternes beskidte undertøj rent, efter afsløringer om brud på menneskerettighederne fra Amnesty International og Human Rights Watch i årtier har sværtet det til.

Rationalet hos de mellemøstlige nationer synes i hvert fald klart: Med udsigt til en fremtid, hvor deres olieressourcer skrumper ind og desuden vil møde mindre efterspørgsmål, må de sikre andre indtægtskilder. Her er den kulturelle kapital et vigtigt middel. Og med milliardtunge investeringer i sporten søger landene nær Den Persiske Golf vedholdent at omforme den vestlige verdens opfattelse af dem. Soft power i sin reneste form.

Eksempelvis er én af de toneangivende ledelsesskikkelser på Bahrain Victorious det unge medlem af kongefamilien, Sheikh Nasser bin Hamad Al-Khalifa. Den selvsamme mand, der under det arabiske forår i 2011 blev beskyldt for at opfordre og medvirke til tortur og fængsling af mere end 150 sportsudøvere, der deltog i pro-demokratiske demonstrationer. Men med Bahrains nylige investeringer har Al-Khalifa nu fået mulighed for at trykke hånd med cykelsportens stjerner og således blankpolere sit eget og hele nationens renommé. En intention, der heller ikke ligefrem skjules på holdets egen hjemmeside. Her formuleres den blot i lunere vendinger.

”Transitionen til Bahrain Victorious i 2021 repræsenterer et spændende, nyt kapitel i holdets rejse, som vil fremskynde visionen om at fremvise det bahrainske kongeriges ambition og optimisme til verden.”

Det er egentlig ikke så underligt, at Kasakhstan, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og sågar også Saudi Arabien, der i sommer investerede sponsorkroner i Christopher Juul-Jensens Team BikeExchange, er ivrige efter at deltage i landevejens strabadser. Cykelsportens praksis med at navngive hold efter sponsorer efterlader nemlig den totale mulighed for eksponering af oliestaterne.

Men som Per Bausager, tidligere professionel cykelrytter og nuværende direktør i Empire Cycling, der blandt andet forhandler det traditionsrige brand Castelli, fortæller, så er cykelsporten også domineret af en særlig kultur, der kan have lettet oliestaternes indtog i sporten.

”Jeg plejer at sige, at boksning er den eneste sport, der rigtig ligner cykelsporten. Det er en sport og et miljø for baggårdskatte. Det betyder ikke, at der ikke er moral. For der er mange kodekser og uskrevne regler i cykelsporten. Men det er på baggårdsmåden. Det er ikke noget woke-miljø, og

rytterne var jo nok ikke blevet bogholdere, hvis de ikke var lykkedes som cykelryttere.”

Cykelsporten er altså ikke rundet af en friseret, politisk vækkelse, hvilket også har kunnet ses ved fremkomsten af de nye nationalpromoverende hold. For nok er de grå eminencer fra UAE, Bahrain og senest Saudi-Arabien blevet mødt med skepsis, men Per Bausager nikker også genkendende til, at kritikken ikke har haft samme tyngde som i eksempelvis fodboldens verden, hvor lignende overtagelser har fundet sted.

Cykelsportens aktører har nemlig aldrig været synderligt skræmt af sportens kommercielle dimension – ej heller dens sære afskygninger. Helt tilbage fra starten af det 20. århundrede, da løb som Tour de France og Giro d’Italia blev skabt af aviserne L’Auto (senere L’Equipe) og La Gazetta dello Sport for at øge oplaget, har sporten været dybt afhængig af pengenes strøm. Underholdningen skulle bankes i vejret, så flere læsere kom til.

Det bedste eksempel finder man nok tilbage i 1910, hvor ledelsen i Tour de France mente, at løbet var ved at blive for kedeligt, hvorfor man ville inkludere Pyrenæerne i ruten. Journalisten Alphonso Steinés fra L’Auto drog derfor ud på bjergene for at besigtige vejene, men da han i maj kom til Tourmalet, var toppen stadig dækket af sne og desuden rasede et voldsomt uvejr. Steinés forsøgte alligevel at bestige bjerget til fods, men for vild og blev fundet døden nær. Alligevel sendte han kort efter et telegram hjem til arrangøren Henri Desgrange med ordene: ”Krydset Tourmalet til fods. Vældig god vej. Fuldt passabel. Steinés.”

Som løbenes popularitet steg blev sponsorkronerne fra cykelfabrikanterne også større. Det betød, at flere hårdføre arbejdere så sporten som en vej ud af de sodede fabrikker – uanset at landevejen bestemt heller ikke var en zone fri for lidelse. Men det var alligevel først i efterkrigstiden, at pengene for alvor voksede. I takt med 1950’ernes og 1960’ernes økonomiske boom fik alskens virksomheder nemlig mod på at promovere sig gennem sport. Så nu måtte en rytter som Eddy Merckx køre rundt som en levende reklamesøjle for den norditalienske pølsefabrik Molteni, imens Paris-Roubaix-kongen Roger De Vlaeminck blev ambassadør for Brooklyn Chewing Gum.

Ifølge Per Bausager har cykelsportens aktører aldrig kunnet tillade sig at være synderligt selektive, når det kom til udvælgelsen af sponsorer. Dels fordi holdene er fuldstændig afhængige af sponsorerne i en verden, hvor tv-penge og andre løbsindtægter sluges af forbund og arrangører. Men mestendels fordi virksomhederne sjældent har stået i kø for at kæmpe om holdenes gunst.

”Cykelsportens forhold til det kommercielle er jo også stærkt præget af, at sporten altid har haft svært ved at skaffe sponsorer, og det har den stadigvæk. Hvis du ser på et land som Italien, som sammen med Belgien er cykelsportens land nummer ét, så har de ikke engang et WorldTour-hold længere. Derfor tror jeg også, at vaskeligheden ved at finde pengene har gjort, at der ikke er de store overvejelser omkring, hvor pengene kommer fra,” forklarer Bausager.

Mon ikke det lige netop har været tilfældet for førnævnte Giuseppe Saronni, den mangeårige manager på det ikoniske Lampre-mandskab, hvis licens i 2017 blev overtaget af UAE-holdet? Ligesom den danske holdejer Bjarne Riis efter flere års kamp for at finde finansiering måtte indlemme den excentriske, russiske rigmand Oleg Tinkov som sponsor i 2012 – for senere at sælge holdet til milliardæren, da forholdet mellem dem gik itu. Hvad gør man ikke for at beholde sit livsværk?

Herrerne fra De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain har i cykling fundet en sport, der både har brug for deres likvide midler og er befærdet med managers, der er opflasket i cykelsportens baggård, hvor alternative aftaler ikke bliver set på med foragt.

Med til historien hører dog også, at de to nationer har vundet ros for deres gelinde indtog i sporten. De har klogt overdraget ansvaret til erfarne og respekterede folk som Saronni, frem for at tage det på sig selv. De har heller ikke overdynget holdlisterne med ryttere fra egne land – snarere sminket dem med et enkelt nationalt islæt hver især. Og dertil kommer, at oliestaterne har forstået at bevæge sig ind sportens organer. Flere af de nye WorldTour-løb, der hvert år skydes i gang i oliestaterne ørkener, er således arrangeret af organisationerne bag Tour de France og Giro d’Italia. Og så opkøbte en investeringsfond baseret i De Forenede Arabiske Emirater tilmed det hæderkronede, italienske cykelbrand Colnago i maj 2020. Mærket, som UAE-holdet selvfølgelig kører på. Ved denne lejlighed lød meddelelsen fra fonden, at ”Mr. Colnago (Ernesto Colnago, skaber af Colnago red.) altid vil være ’the Godfather’ og den ledende kraft i nye udviklinger”.

Med andre ord har golfstaterne altså ikke bare kastet sig ind i væddeløbet på landevejen på kløgtig og sejrrig vis. Også det europæiske cykelarvegods har de nu kastet sig over i forsøget på at positionere sig forrest i feltet af kapitalstærke nationer.

Spørgsmålet er så, hvad cykelsportens baggårdskatte har i sinde at stille op med de nye indtrængende, der har vist sig at navigere glat i sportens særegne kultur? Landevejens magtbalance forrykker sig i hvert fald i de her år, og det er landene mod øst, der er fører den nationale kamp an. Særligt på de dage, hvor der ikke står VM på programmet.