Flosset moral og masser af penge: Sådan blev cykelsport et væddeløb mellem verdens oliestater
Cykelsporten har altid været befærdet af en særlig moral – og akut mangel på likvide midler. Euroman har undersøgt, hvordan lande som Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater er blevet magtfaktorer i international cykling.
Det var et uforsigtigt felt, der i slutningen af september hastede over det savtakkede Flandern til herrernes linjeløb ved VM i landevejscykling. Allerede tidligt på dagen gjorde danskerne alvor af den proklamerede guerilla-taktik, senere satte Belgien sit godstog i omdrejninger og til sidst attakerede den tricolore-klædte Julian Alaphilippe ufortrødent. Rytterne gav det sammenstuvede publikum nøjagtigt, hvad de var kommet for: et vildt væddeløb mellem cykelsportens stolte nationer.
En uge senere køres Paris-Roubaix, der i denne udsatte ombæring forvandles til en efterårsdag i helvede, og her vil rytterne være tilbage i deres sædvanlige firma-trikoter. Plastret til med logoer fra alverdens virksomheder vil de nu dyste imod de landsmænd, der i Flandern for en stund var deres allierede. Men at VM’s regnbuejagt er ophørt og erstattet med lidelserne på de nordfranske brosten, betyder imidlertid ikke, at feltet tømmes for nationale dagsordener.
Gennem de senere år er cykelsportens fremmeste division, UCI WorldTour, nemlig blevet en stadig større kampplads for nationale interesser. Og her er det ikke cykelsportens traditionsrige lande, der er gået til angreb. Det er derimod lidet sadelvante nationer Kasakhstan, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.
Det oplagte spørgsmål er naturligvis, hvorfor verdens oliestater har kastet deres kærlighed over cykelsporten, og ikke mindst hvordan deres ambitioner går i spænd med sportens særprægede kultur?
