Fodboldens superklubber har skabt et parallelsamfund uden indgang
Den professionelle topfodbold har altid bestået af både små, mellemstore og store klubber foruden storklubberne, der råder over de stærkeste mandskaber og de største økonomiske muskler. Men i dag har vi fået en helt ny kategori: superklubberne. Asker Hedegaard Boye skriver om den urørlige, internationale elite.
FC Barcelonas 6-1-sejr over Roma hjemme på Camp Nou i Champions League tidligere på ugen satte en tyk streg under tidens trend. Der findes store klubber og storklubber, og så findes der gigantiske superklubber, som tilsyneladende lever på en anden planet.
Vi kan sagtens lancere alle forbeholdene: Gæsterne manglede Gervinho og Mohamed Salahs fart og kunne derfor ikke true på kontra, ligesom man sikkert sagtens kunne have gjort brug af Daniele De Rossi og Francesco Tottis erfaring. Hjemme på Det Olympiske Stadion i Rom i september fik Rudi Garcías mænd 1-1 efter en stenhård fight, mens man kendte til det gunstige udfald af gruppens anden kamp, før man gik på banen.
Tyske Bayer Leverkusen havde kun fået 1-1 ude mod BATE, et resultat, der betød at Roma – uanset udfaldet af opgøret på Camp Nou – er sikker på at gå videre til forårets 1/8-finaler, hvis 'bare' man slår hviderusserne hjemme i den sjette og sidste puljekamp. Den slags kan forplante sig til spillet på banen. Man mangler måske lige de sidste ti procent. Tankegangen er venlig, men den rækker ikke.
Roma er en international storklub med en årlig omsætning på næsten en milliard. Ifølge revisionsfirmaet Deloitte er hovedstadsklubben den femtestørste fodboldforretning i Italien og den 24. største i verden. Anfører De Rossi er med en grundgage på knap 50 mio. kroner om året lønførende i Serie A, mens angriberen Edin Dzeko tjener et årligt beløb svarende til 34 mio. kroner. Det er ikke småpenge, det er big business. Alligevel lignede holdet en flok lilleputter i mødet med FC Barcelona.
Cataloniernes startopstilling mod Roma er med en samlet købspris på 1,99 mia. kroner en af fodboldhistoriens dyreste, til trods for at tre af spillerne er rekrutteret gratis fra La Masia, klubbens ungdomsakademi. FC Barcelonas omsætning er 3,7 gange større end Romas, mens forskellen på de to klubbers månedlige lønbudget er næsten 40 pct. Lionel Messi, Luis Suárez og Neymar tjener til sammen 332 mio. kroner om året i grundløn – et beløb, der modsvarer udbetalingen til hele Roma-truppen med undtagelse af de fem bedst lønnede. Tre spillere for det samme som 21 spillere.
Og der er fornuft i galskaben. De tre angribere har scoret 133 af Barças 160 mål i 2015. Dermed har trioen alene scoret mere end alle europæiske klubber i indeværende kalenderår. Til sammenligning har hele FC Bayern Münchens trup scoret 124 akkurat som Paris Saint-Germain, mens Real Madrid har nettet 116 gange. Den fjerdemest scorende FC Barcelona-spiller er Ivan Rakitic. Kroaten har scoret seks mål.
Annonse
Historien om Messi, Suárez og Neymar, bedre kendt som M-S-N, er historien om tidens superklubber. I Barcelona kaprede man Messi, da han var bare 13 år. Neymar endte med at koste 739 mio. kroner, da man hentede ham i brasilianske Santos i 2013. Suárez blev købt for 604 mio. kroner i Liverpool året efter. For det er det, giganterne kan. Trawle det internationale transfermarked for de største talenter og sprænge banken for at få fingre i de største profiler fra de bedste klubber i laget lige under.
Det sidste findes der snesevis af dugfriske eksempler på. Hvorfor skiftede Arturo Vidal fra Juventus til FC Bayern i juli i år, og hvorfor Douglas Costa fra Sjakhtar Donetsk til samme klub i samme måned? Hvorfor skiftede Edinson Cavani fra Napoli til Paris i 2013? Hvorfor skiftede Álvaro Negredo til Manchester City samme sommer efter fire flotte sæsoner i Sevilla, og hvorfor holdt han kun én sæson, før han blev vraget og skibet tilbage til spansk fodbold?
Arturo Vidal blliver præsenteret som Bayern Münchens nye midtbanespiller. Foto: Getty.
Fordi de bedste spillere vil spille i superklubberne, og fordi superklubberne kun vil have de bedste spillere. Aldrig tidligere har koncentrationen af verdensklassespillere været så stor i så få klubber. Real Madrid, Manchester United, FC Bayern, FC Barcelona, PSG, Manchester City og Chelsea har udgjort top 7 på Deloittes såkaldte Money League de sidste par år. Dertil kommer klubber som Arsenal, Juventus, Liverpool og AC Milan. Vi skal således tilbage til sæsonen 2010/11 for at finde en anden klub end de ti i top 10.
Annonse
Nu afdøde Stanley Matthews var en af Storbritanniens bedste spillere i 1940'erne og en af Europas største sportsstjerner i 1950'erne. Han blev kåret som Englands Bedste Fodboldspiller to gange med 15 års mellemrum (1948, 1963) og vandt den første Ballon d'Or, der uddeltes i 1956 til Europas bedste spiller. Han blev slået til ridder og adlet og optaget i Hall of Fame. Men han spillede hele sin karriere i Stoke City og Blackpool og vandt et enkelt trofæ, FA Cup'en i 1953.
Matthew Le Tissier sagde nej til storklubberne og blev i sit Southampton hele karrieren. Alan Shearer afviste Manchester United og Alex Ferguson to gange og valgte i stedet barndommens gade i Newcastle. Luigi Riva, den mest scorende italienske landsholdsspiller, gjorde Cagliari til mester i 1970 og blev på Sardinien, indtil han indstillede sit professionelle virke seks år senere. Kevin Keegan vandt Ballon d'Or i 1978, mens hans klub Hamburger SV lå og rodede rundt i midten af Bundesligaen. Det er kort og godt umuligt at forestille sig noget lignende i dag.
Fortidens storklubber havde også prangende faciliteter, mægtige stadions, mange fans, store profiler og flere penge end konkurrenterne. Men de var ikke i en position, hvor de kunne støvsuge markedet. Spredningen af talent var uundgåelig. De var bundet af loven, traditionerne og geografien. I dag er det anderledes. Chelsea appellerer i lige så høj grad til japanere og danskere, som til englændere.
Vor tids globale superklubber suger næring fra tre kilder: For det første Bosman-dommen, der fra 1996 sikrede spillernes frihed efter kontraktudløb og annullerede diskriminationen af EU-borgere på baggrund af nationalitet. For det andet den stødt stigende globale interesse for sport i almindelighed og fodbold i særdeleshed. Og for det tredje den vellykkede globale branding af få identitetsskabende turneringer, først og fremmest Premier League og Champions League.
Det europæiske fodboldforbund UEFA's regler om økonomisk fairplay tjener som en advarsel, men har vist sig fantastisk svære at håndhæve. Superklubberne kan fint overkomme at give en indrømmelse i ny og næ. De ved, at de har bukserne på. Champions League uden de otte-ti største ville være en lige så blodfattig turnering som Europa League.
Det stadigt større gab mellem supereliten og resten giver os nogle tegneserieresultater og forudsigelige turneringer. FC Bayern har vundet sine sidste syv hjemmekamp i Champions League med 4-0, 5-1, 5-0, 3-2, 6-1, 7-0 og 2-0. Cheftræner Josep Guardiola har ikke stillet med det samme hold to gange i træk i langt over et år. Han råder over formidable spillere fra den største profil til marginalspilleren på bænken. Han ville kunne stille tre hold, der alle ville have gode chancer for at gå videre fra Champions Leagues gruppespil.
Sydtyskerne har sikker kurs mod det fjerde mesterskab i streg, ligesom PSG i Frankrig. Det samme opnåede italienske Juventus i årene 2012-15, mens 10 af de seneste 11 titler i Spanien er gået til FC Barcelona (7) eller Real Madrid (3). Siden 2009 har Manchester City, Manchester United og Chelsea siddet tungt på Premier Leagues top 2 med kun to undtagelser (Liverpools andenpladser i 2009 og 2014). Superklubberne dominerer deres nationale turneringer, og sammen dominerer de Europa.
Hvad enten vi ser på merchandisesalg, seertal eller aktivitet på de sociale medier, er billedet det samme: Stadigt færre klubber løber med opmærksomheden. Det tvingende herredømme har betydet, at den mindste undtagelse fra reglen bliver udlagt som et mirakel eller en skandale. Mesterklubberne Chelseas og Juventus' svage starter i henholdsvis Premier League og Serie A har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Londonerne er 12 point efter den sidste Champions League-plads, Juventus 7. Vi kan ikke fatte det! Hvad sker der
Før i tiden var det ikke unormalt, at selv de største hold oplevede en mellemsæson indimellem. FC Barcelona blev nummer 4, 4 og 6 i årene 2001-03. Milan blev mester i 1996 efterfulgt af en 11.- og en 10.-plads. Den slags sker så godt som aldrig i dag. Sigende nok er Atlético Madrid og Dortmund blevet vores allesammens kæledægger, fordi de indimellem trodser de økonomiske lovmæssigheder og helt får os til at glemme, at også disse to klubber er store foretagender.
Ifølge flere engelske medier i denne uge skulle PSG angiveligt være parat til at lokke den utilfredse Cristiano Ronaldo fra Madrid til Paris med en lønpose på 2,6 mio. kroner. Om ugen vel at mærke. Fra samme boble kan vi rapportere, at FC Barcelona er nået frem til (mindst) kvartfinalen i Champions League de seneste otte år i træk. I samme periode kan FC Bayern fremvise seks kvartfinaler og Real Madrid, Chelsea og Manchester United fem. I de sidste tre år har så meget som halvdelen af kvartfinalisterne givet sig selv: Real Madrid, FC Barcelona, FC Bayern og PSG. Fodboldens super-rich har skabt et parallelsamfund uden indgang.
