Folkefest i Flandern: ”En belgier kan bedre lide cykling end sex”

Bussen er stuvefuld og luften tæt og varm. To dage tidligere har det på helt anormal vis sneet i den belgiske delstat Flandern. Det snedækkede forårslandskab har givet smukke billeder af heftigt indpakkede cykelryttere på rekognosceringsture forud for endagsklassikeren Flandern Rundt, det vigtigste cykelløb i Belgien og et af sportens fem monumenter.

Løbet skal køres i dag, og nu skinner solen atter i Flandern. Klokken nærmer sig middag, og luften er otte-ni grader varm. Vi befinder os i Oudenaarde, målby for løbet, og bussen fører os ud af byen, ud på landet i sydvestlig retning.

Jeg står i midtergangen, klinet op ad en anden mand, og forsøger at holde blikket stift mod kørebanen; en dåse Jupiler kombineret med et stort bæger fedtede pomfritter, købt på torvet i Oudenaarde, hvor der har været godt gang i øludskænkningen hele formiddagen, får det hele til at føles lidt spændende, mens bussen krænger sig ud ad de smalle veje.

Her er folk fra hele verden, fulde af løssluppen spændthed. En kvartet danskere, et hold amerikanere. Et par briter. Ved siden af mig et sjak belgiere. Jeg forstår ikke et hak, men velkendte navne skærer sig ud igennem den passionerede udveksling. Tiesj. Matej. Pogačar. Wout. Asgreen. Favoritterne bliver vurderet, scenarier vendt og drejet.

På en bred hovedvej bliver vi sat af og stavrer i samlet flok op ad en lille villavej. For enden af vejen er der opstillet telte og boder og toiletvogne. Her er allerede masser af mennesker i alle aldre, festen er for længst gået i gang. På en storskærm bliver tv-transmitteringen af løbet vist.

Rytterne, som i de tidlige formiddagstimer er blevet sendt afsted i Antwerpen mod nord, har nu cirka 180 kilometer tilbage af deres 275,5 kilometer lange ridt gennem Flandern, der anslås at tiltrække 750.000 tilskuere. Det betyder, at de om en times tid vil komme kørende op ad Oude Kwaremont, den 2.200 meter lange brostensvej, der står hegnet ind kun få meter længere oppe ad vejen.

En strækning, der har slukket mange drømme – stillet realiterne op foran rytternes øjne.

Det var på denne stigning, at danske Kasper Asgreen og hollandske Mathieu van der Poel sidste år plantede Wout van Aert fra Belgien og kørte sammen mod målstregen i Oudenaarde. Dér – på de afgørende meter af den lange og lige opløbsstrækning, som i pandemiens tid stod renset for mennesker – trak Asgreen marven ud på den hollandske superstjerne og krævede sit første monument.

I fredags var det blevet meldt ud, at Wout van Aert, belgiernes store håb, der siden sæsonens begyndelse i februar havde set endnu skarpere, endnu mere stålsat ud end vanligt, ikke ville være at finde på startstregen i Antwerpen; han var blevet smittet med covid-19.

”Væk fra vejen,” beordrer en politibetjent, da jeg sammen med min fotograf går op og ned ad brostensstrækningen og forsøger at begribe stejlheden og vanskeligheden.

Rytterne nærmer sig.

Vi hopper om bag hegnet i den ene side af vejen og tager plads bag flere rækker af mennesker, der forventningsfuldt står og venter. En gut med helt slukkede øjne møver sig halvvæltende ud gennem mængden for at pisse. To minutter senere skærer han sig halvvæltende ind i massen igen.

Der bliver sunget slagsange for rytterne – for den sympatiske hollænder Taco van der Hoorn, der er stukket i udbrud fra løbets begyndelse sammen med fire andre lykkesøgere, for forhåndsfavoritten Van der Poel, for den formstærke belgier Tiesj Benoot. Selv for Wout van Aert, den ulykkeligt fraværende topkandidat.

I luften hører vi nu lyden af helikopterne, der filmer løbet fra oven. Rytterne er nær. Kort efter dukker de første op: Fem ryttere, der i det store cykelregnskab ikke tegner sig for mange resultater, men som lige her fremstår virkeligt elegante og kraftfulde, stryger samarbejdsomt op gennem menneskekorridoren. Jublen bryder vildt ud. Er de fem begyndt at smage på smerten, må tilskuernes ufiltrerede engagement føles stærkt lindrende.

Cirka fire minutter senere kommer det samlede felt klatrende ad samme vej, anført af den store belgier Tim Declerq, der kører på hold sammen med Kasper Asgreen. I fjerde position sidder netop den forsvarende dansker og ser fokuseret ud.

Nogle placeringer længere nede dukker den tidligere danske verdensmester Mads Pedersen op. Van der Poel sidder i midten af feltet, helt ovre i højre side af vejen, mens vidunderrytteren og løbsdebutanten Tadej Pogačar fra Slovenien, der i en alder af 23 år allerede har vundet Tour de France to gange, sidder langt tilbage i feltet.

Under et halvt minut efter er de væk igen.

Senere på dagen, hele to gange, vil de vende retur til Oude Kwaremont. Men først ligger endnu 80 kilometer foran dem, så vi beslutter os for at stikke op ad vejen, der nu er åben igen.

På et åbent markområde, proppet med udskænkningssteder og storskærme, finder vi Andreas Odbjerg, cykelsportsgal popsmed, som vi på forhånd vidste var afsted med otte kammerater. Han bærer en sort dynejakke og markante, sorte og hvide briller, mens nogle fra selskabet bærer dannebrogsflag om skuldrene.

Odbjerg og tre af de andre – en kvartet bragt sammen af deres fælles fascination: cykelsporten – har i efteråret været til Paris-Roubaix, det store franske monument, der på grund af pandemien var flyttet væk fra dets vanlige plads i rækken af forårsklassikere.

”Det var noget helt andet end det her,” fortæller Odbjerg om Paris-Roubaix, hvor de havde stået på den makabre brostensstrækning Carrefour de l’Arbre i mudder op over anklerne og uden dette rabalder af storskærme, fadølsankre, pomfritter og tusindvis af andre tilskuere, og fortsatte:

”Franskmændene gider sgu ikke, når det regner.”

Bag os er der trukket op til en mærkværdig duel: En ung knægt midt i sit livs søndagsbrandert står og pruster og stamper på den udsultede mark under os, som var han en ilter tyr, selv om han i virkeligheden har et kokostume på med yver på maven.

Overfor står en joint-rygende fyr, også knejtet af udseende, med et elgehoved på. Han griber fat om sit skridt, ham elgen, ligesom for at markere, at tyren bare kan komme an. Hvilket den så gør, og de brager ganske uelegant sammen og tumler derefter rundt på jorden til særligt stor begejstring for deres venner.

”Er I altid til Flandern Rundt?” spørger jeg en af vennerne.

”Nej, vi plejer at se det derhjemme. Med fadølsanlæg og det hele. Det er første gang, vi ser det her,” svarer han.

”Er det sjovt, synes I?”

”Det er altid sjovt at drikke!”

En anden ven tilføjer:

”Sjovt er øl, og øl er sjovt.”

På storskærmen kan vi følge med i løbets første seriøse udspil. Mads Pedersen, en af dagens outsidere, er sluppet fri af feltet sammen med en række andre stærke ryttere. De største favoritter, Van der Poel, Pogačar og Asgreen, lader vente på sig.

En mand, måske i slutningen af 40’erne og med opadvendt cykelkasket på hovedet, prikker til mig. Han er belgier, og han vil gerne have en cigaret. Jeg spørger ham, hvem han tror på, når løbet skal afgøres.

”Wout,” svarer han og stirrer på mig. Så fortæller han, at han bor i samme by, som Wout van Aert, den uheldige belgier, er vokset op i. Han er helten.

Jeg spørger ham, om han ville have vundet, hvis han var med. Der går noget tid, før han svarer.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg begynder næsten at tude.”

”Hvad med Paris-Roubaix om to uger? Kan han ikke vinde det, tror du?”

”Det er lige meget,” siger han og vender sig om og går.

Nu er der ikke længe, før rytterne igen forcerer Oude Kwaremont. Sammen med Odbjerg-flokken går vi op af marken, der ligger på den østlige side af vejen, passerer nogle husdyr og kravler under et pigtrådshegn for at komme helt tæt på det sidste stykke op mod toppen af stigningen.

Her er langt mindre proppet end nede på det stejlere stykke, hvor vi stod for nogle timer siden. De fem udbrudsryttere, der hele dagen har ageret velvillige fortropper, er så småt blevet trukket i land af et felt, hvor situationen for hver kilometer spidser til i nervøsitet og anspændthed. Det er finaletid.

Hvem vil vi se først? Sidder Mads Pedersen stadig i gruppen foran feltet? Og hvad med Asgreen? Karavanen af biler og motorcykler lader os vide, at svarene snart kommer til syne hundrede meter længere nede ad vejen. Oppe på himlen svajer helikopteren mod øst. Det er nu.

Taco var der Hoorn, den hollandske optimist fra udbryderne, viser sig først, men lige bagved, med et helt andet tråd i pedalerne, kommer Tadej Pogačar farende med Pedersen og Asgreen i hjulet. Råben og klappen. Sikke et syn.

De ser godt ud, de to danskere, men Pogačar kører stærkt. Lidt efter viser Van der Poel sig. Er det ikke hans dag i dag? Nogle af de resterende ryttere, der stolt kæmper videre trods deres perifere roller i det store spil, kan ikke holde smilet tilbage, når tilråbene skyller ud over dem fra begge sider af vejen.

Vi kigger på hinanden med store øjne, vi danskere.

”Det lugter sgu lidt af en dansk vinder, hva’?” siger min fotograf.

Lige i disse minutter er jubeloptimismen svær at holde fra døren. Om tre kvarter vil rytterne vende tilbage hertil for en sidste opstigning. Nu bevæger de sig mod frygtede stigninger som Paterberg og Koppenberg, hvor man, hvis benene ikke er der, ikke kan gemme sig. I luften, ved at følge helikopteren, fornemmer man deres videre færd gennem landskabet.

Nogle minutter senere lykkes det os at få opdateringer på løbets gang, og det er ikke opmuntrende nyt. Det aggressive ridt op ad Oude Kwaremont, den ubarmhjertige udskilning, vi lige har bevidnet lige hér fra kanten af vejen, har sendt de to danskere ud over deres grænse, og på de følgende, barske brostensstigninger er regningen faldet.

Nu sidder Pogačar og Van der Poel, der har lukket afstanden op til sloveneren, i front med et par andre stærke ryttere. Over Steenbeekdries, Taaienberg og Kruisberg. Og nu, for en sidste gang, Oude Kwaremont. Helikopteren driver rundt i luften, der nu er blevet kold og fugtig.

Dér kommer de! Pogačar forrest med Van der Poel i sit hjul. I rød og grå røg fra en generator. Franskmanden Valentin Madouas som nærmeste, lidende forfølger. To store mestre i direkte duel.

Sloveneren med sin slanke overkrop og barnlige ansigt, tempodikterende med sine helt flade pedaltråd, og den bredskuldrede, intimiderende hollænder i hans skygge, der skyder underkæben frem i ren lidelse, vuggende og hakkende på cyklen. Så forsvinder de op over bakken, hvorfra de drejer ud på hovedvejen, videre hen til Paterberg, dagens sidste alvorlige prøvelse, før målstregen i Oudenaarde, der ligger og venter 15 kilometer forude.

Vi stryger tilbage under pigtråden og hen over marken, tilbage mod skærmene og øllene. De har allerede passeret Paterberg, de to kombattanter, da vi når frem. Nu gælder det et lige og ukompliceret indløb mod Oudenaarde. Det skal afgøres i en flad spurt. Fra himlen begynder det at dryppe, pludselig er her gråt. På storskærmen ser vi Van der Poel lede Pogačar ind på den sidste kilometer, ligesom han gjorde det i 2020 med Wout van Aert på hjul (og vandt) og i 2021 med Kasper Asgreen (og tabte).

Tempoet bliver taget ud, og bagfra nærmer forfølgerne sig med en helt anden fart. Med 250 meter igen åbner Van der Poel sin spurt, og på marken, hvor vi står, hujer folk, som stod de inde i Oudenaarde. Pogačar kan ikke svare, alt imens franske Madouas og Dylan van Baarle fra Holland passerer ham bagfra.

Van der Poel kan ingen røre ved. Flandern Rundt er endnu engang hans. Ikke længe efter er der oprejsning at hente for de cykelgale belgiere, da den belgiske mester Lotte Kopecky sprinter sig til sejr i kvindernes løb foran den hollandske stjerne Annemiek van Vleuten.

Vi slæber os op ad Oude Kwaremont. Nu, igen, bare en brostensvej. Anonym, som den er langt det meste af året. Vi krydser hovedvejen og går videre ad Ronde van Vlaanderenstraat, hvor caféen d’Oude Hoeve ligger. Udenfor falder jeg i snak med en midaldrende, lokal belgier, der køber os en øl. På en nabogrund spiller et tvivlsomt coverband op til fest. Vi skåler, og jeg nævner den vanvittige passion, belgierne udviser for cykelsport. Han tager en tår og siger så:

”En belgier kan bedre lide cykling end sex.”

Euroman var inviteret til Flandern af Visit Flanders. Holdninger i artiklen er skribentens egne.