Forfatter fulgte fodboldlandsholdet i fem år. Her er, hvad han lærte

Journalist og forfatter Kasper Steenbach har med bogen ’Holdet’ fulgt det danske fodboldlandshold tæt i fem år – fra Åge Hareides indtrædelse i 2016 og frem til 2021, hvor den norske pragmatiker i mellemtiden nåede at blive erstattet med Kasper Hjulmand. Her fortæller Steenbach om at vinde spillernes tillid, Hareides konflikt med DBU, og hvilket slagent hold han først mødte.

Forfatter fulgte fodboldlandsholdet i fem år. Her er, hvad han lærte
Offentliggjort

Hvad har været betingelserne for bogen?

”Der har ikke været nogle betingelser. Jeg havde et møde med Åge Hareide og DBU's kommunikationsafdeling i begyndelsen af 2016, hvor jeg præsenterede min idé om at følge Hareides opbygning af landsholdet over en årrække. De synes, at det var en god idé, og derfra har jeg ansøgt om interview og reportagemuligheder på samme måde som alle andre journalister, men nok med en større frekvens.”

Var der noget, du ikke måtte spørge om eller være en del af?

”Bogen er ikke en officiel DBU-udgivelse, så unionen har ikke kunnet præge den redaktionelle linje, og de har heller ikke forsøgt at påvirke de spørgsmål, jeg har villet stille aktørerne. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har fået nej til visse forespørgsler – for eksempel om at være fluen på væggen til et taktikmøde eller i omklædningsrummet efter en kamp. Spillerne og staben har insisteret på at beholde deres uforstyrrede zoner.”

Hvad var det for et landshold, du mødte i 2015, og hvor står de i dag?

”Det var et slagent hold, jeg mødte. Holdet havde netop tabt playoff-kampene til Sverige om kvalifikation til EM i 2016 og dermed misset sin anden slutrunde i træk. Det var også en slidt gruppe, for i takt med at resultaterne udeblev, svækkedes landsholdets renommé i befolkningen, ligesom landstræner Morten Olsen og visse af nøglespillernes forhold til DBU var ret anstrengt. Omvendt stod flere sultne spillere klar til at indtage større roller, da holdet skulle genopbygges - eksempelvis Kasper Schmeichel og Thomas Delaney.

Åge Hareide var fra start dygtig til at give plads til holdets nye ledere, og den tydelige spillerinvolvering har været med til at skabe en trup i trivsel. Holdet kom også i større og større sportslig trivsel, men selv med ottendedelsfinalen til VM i 2018 brændte landsholdet ikke igennem i befolkningen – dertil var det spillemæssige udtryk for endimensionelt og kedeligt.”

Hvilket udfald er du mest overrasket over? Fx en spiller, som ikke blev en så stor del af landsholdet, som du forventede i 2015?

”Det er et gennemgående drama i fortællingen, at Åge Hareide er i konflikt med sin arbejdsgiver - DBU - fra nærmest år ét. I den første tid handler det om, hvad han betegner som unionens manglende opbakning - faciliteter, planlægning, interesse - og i den sidste tid handler det om konflikten med fodbolddirektør Peter Møller, efter at unionen på Møllers foranledning har valgt Kasper Hjulmand til at føre projektet videre.

Hareide giver den i bogen fuld gas på den første del af konflikten, ligesom han også skruer op for den sidste konflikt med en række skærpede udtalelser om både Møller og DBU. Hareide var reelt i krig med sine omgivelser fra start til slut, og det, tror jeg, vil overraske de fleste. DBU endte i mere eller mindre åben krig med den trænerprofil, de havde håndplukket til at skabe ro på de indre linjer og stærkere relationer til den danske befolkning.

Bogen veksler i en række tids- og stedsindkapslede, dagbogsinspirerede kapitler mellem reportage, baggrund og interview. Det har været en klar ambition for mig at give spillerne – de komponenter, holdet skal bygges op om – ordet, fordi fodboldjournalistik alt for ofte handler om, at mere eller mindre kyndige folk udlægger teksten på bekostning af nogen, som i virkeligheden ved bedre.

Fodboldjournalister har selvfølgelig en opgave i at få de involverede til at udtrykke sig, og jeg er særligt glad for de kapitler, som portrætterer hovedpersonerne som det, moderne topatleter er i dag, nemlig projektledere for egne karrierer.

Det kan være kapitlet med William Kvist, der på en hemmelig træningslejr, orkestrerer sit eget, stærkt alternative genoptræningsforløb, efter at han punkterede sin lunge og brækkede to ribben under Danmarks første VM-slutrundekamp i 2018. Det kan være kapitlet med Yussuf Poulsen, der i samtale med sin mentalcoach fortæller om arbejdet med at blive en større egoist. Det kan være kapitlet om Jannik Vestergaard, der fortæller om at forsøge at finde sig til rette med det evindelige pres, spillere på det niveau lever under.”

Kasper Steenbach

Født i 1972. Er chefredaktør på magasinet Dossier og har tidligere haft samme ansvar her på Euroman. Desuden har han været Tipsbladets korrespondent i Italien og redaktør på Politikens weekendkultursektioner. 'Holdet' er hans anden bog. Han har før skrevet ‘Spillet om FCK' med Christian Thye-Petersen.

Hvad var det mest dramatiske, der skete på de fem år?

”Hareides opgør med DBU part 1 og 2, udnævnelsen af Hjulmand, corona-aflysningen af EM 2020 og dermed Hareides uforløste farvel.”

Sportsstjerner er ofte svære at interviewe. Hvordan greb du den udfordring an?

”Jeg brugte tid på og med dem. Både tid til at tale med dem, men også til at lede efter den særlige fortælling, de hver især bidrager med til holdet – og dermed min bog. Riza Durmisis historie er, at han spiller fodbold for at kunne forsørge sine forældre, søskende og bedsteforældre. Pione Sisto eksperimenterer med alskens alternative metoder. Robert Skov har samlet på bolde og øvet sit spark med dem, siden han var helt lille. Nogle af portrætterne tager udgangspunkt i en menneskelig drivkraft, andre i en faglig.”

Var du fluen på væggen, eller blev du også ven med nogle af spillerne?

”Hverken eller. Jeg har rejst med holdet til en del af kampene og vist, at jeg var interesseret i dem og deres projekt. Nogle af interviewene er lavet under samlinger på officielle aftaler gennem DBU, men langt de fleste interview er lavet mellem samlingerne, når jeg har vundet spillernes tillid.”

Hvilken spiller gjorde størst indtryk på dig?

”Jeg synes, at Jannik Vestergaard og Viktor Fischer er gode og modige til at fortælle om de svære sider af at være professionel fodboldspiller.”

Hvad var det sværeste for dig i bogens proces?

”Bogen var et touch på knappen fra at ryge i trykken i marts 2020, men så blev slutrunden udskudt, Hareide trådte af før tid – og jeg måtte forlænge bogen med et år mere. Det betød, at jeg helst skulle overtale Kasper Hjulmand til at deltage i bogen. Det lykkedes heldigvis.”

Hvad var den vildeste oplevelse for dig?

”Hareides umiddelbarhed og åbenhed.”

Hvilket eftermæle har Åge Hareide fået?

”Han bør hædres for at skabe et solidt, næsten uovervindeligt hold i en æra, hvor dansk landsholdsfodbold befandt sig i en bakkedal. Nøglespillerne hylder ham også for det dagen i dag. Men om han havde visioner og redskaber til at bygge videre på projektet, får vi aldrig svar på, for den chance fik han ikke. Men vi kan konstatere, at Hjulmand har formået at bygge dygtigt videre på det fundament, Hareide støbte.”

Hvor gode er Danmark egentlige?

”Danmark er gode, og holdet bliver kun bedre. Bredden er stor, og holdet har mange strenge at spille på. Men der er mange gode europæiske landshold, og Danmark er ikke blandt favoritterne til at vinde EM.”

Holdet forside.jpg

'Holdet - Fem år med det danske fodboldlandshold' udkom 17. maj.

Se, hvad vi ellers skriver om: EM, Fodbold, Interview, Bøger og Landsholdet