Fotograf Anders Kjærbye spiser og sover med landsholdet: ”Det er en fortælling, som man ikke kunne have drømt om”

ET PAR DAGE inden Finland-kampen stod Christian Eriksen og jeg og talte om vores børn. Jeg fortalte ham, at jeg havde endnu én på vej. Han havde selv fået en ny tidligere på året. Jeg har kendt Christian i mange år. Jeg fotograferede ham første gang, da han var 10-11 år gammel. Som fotograf for landsholdet lader spillerne mig komme tæt på, og vores forhold bygger på tillid.

Men ved EM 2020 fik jeg mulighed for at komme endnu tættere på, end jeg har prøvet før ved tidligere slutrunder. Jeg var omkring holdet hele tiden. Jeg boede på samme hotel, spiste med dem og var nede i omklædningsrummet til kampene. Normalt har jeg dækket landsholdet med den øvrige presse.

JEG HAVDE SELV STORE forventninger til det her hold inden EM. Jeg var vildt spændt på, hvordan det kunne gå. Vi var havnet i en pulje, hvor der var gode muligheder for at spille sig videre, og vi skulle endda spille på hjemmebane. Vi havde en trup, der var skadefri. Jeg har været til flere slutrunder, hvor der kom spillere hjem, som ikke spillede på deres klubhold og var småskadede, og så endte det også med dårlige oplevelser. Ved dette EM mødte alle drenge ind og var i topform. Vi havde spillet gode kampe i marts i VM-kvalen, så jeg drømte ligesom spillerne om noget stort.

PÅ FORHÅND havde jeg aftalt med DBU og Lindhardt og Ringhof at lave en bog. Der var dog ingen af os, der havde forestillet sig, at det skulle ende ud i sådan en bog dér. Til at starte med skulle det være en beskrivelse af den slutrunde, vi havde på hjemmebane. En god, fyldig dækning af det, og så vidste vi ikke rigtig, hvordan det ville gå. Og så gik det, som det gik, og så endte det med en bog, som starter med en traumatisk oplevelse under Finland-kampen, men som senere eksploderer i ren eufori og nærmest kærlighed. Det er en fortælling, som man ikke kunne have drømt om.