Fotograf Anders Kjærbye spiser og sover med landsholdet: ”Det er en fortælling, som man ikke kunne have drømt om”

ET PAR DAGE inden Finland-kampen stod Christian Eriksen og jeg og talte om vores børn. Jeg fortalte ham, at jeg havde endnu én på vej. Han havde selv fået en ny tidligere på året. Jeg har kendt Christian i mange år. Jeg fotograferede ham første gang, da han var 10-11 år gammel. Som fotograf for landsholdet lader spillerne mig komme tæt på, og vores forhold bygger på tillid.

Men ved EM 2020 fik jeg mulighed for at komme endnu tættere på, end jeg har prøvet før ved tidligere slutrunder. Jeg var omkring holdet hele tiden. Jeg boede på samme hotel, spiste med dem og var nede i omklædningsrummet til kampene. Normalt har jeg dækket landsholdet med den øvrige presse.

JEG HAVDE SELV STORE forventninger til det her hold inden EM. Jeg var vildt spændt på, hvordan det kunne gå. Vi var havnet i en pulje, hvor der var gode muligheder for at spille sig videre, og vi skulle endda spille på hjemmebane. Vi havde en trup, der var skadefri. Jeg har været til flere slutrunder, hvor der kom spillere hjem, som ikke spillede på deres klubhold og var småskadede, og så endte det også med dårlige oplevelser. Ved dette EM mødte alle drenge ind og var i topform. Vi havde spillet gode kampe i marts i VM-kvalen, så jeg drømte ligesom spillerne om noget stort.

PÅ FORHÅND havde jeg aftalt med DBU og Lindhardt og Ringhof at lave en bog. Der var dog ingen af os, der havde forestillet sig, at det skulle ende ud i sådan en bog dér. Til at starte med skulle det være en beskrivelse af den slutrunde, vi havde på hjemmebane. En god, fyldig dækning af det, og så vidste vi ikke rigtig, hvordan det ville gå. Og så gik det, som det gik, og så endte det med en bog, som starter med en traumatisk oplevelse under Finland-kampen, men som senere eksploderer i ren eufori og nærmest kærlighed. Det er en fortælling, som man ikke kunne have drømt om.

DA CHRISTIAN ERIKSEN KOLLAPSER mod Finland i slutningen af første halvleg, følger jeg ham med mit kamera. Jeg ser ham falde til jorden gennem mit objektiv. Jeg sad til venstre for målet. Dér, hvor Danmark angreb, og Christian faldt om til højre for målet. Jeg sad nok 50 meter derfra, hvor det skete. Jeg er glad for, at jeg ikke sad lige ud for. I begyndelsen slog det mig ikke, at han kunne være blevet ramt af et hjertestop. Hvis en spiller bliver skadet, skal jeg dokumentere det, og det lignede blot en skade.

Men jeg kunne alligevel hurtigt se, at det ikke var godt. Den måde, som Joakim Mæhle reagerede på og kaldte på lægerne. Den måde, som Simon Kjær reagerede på. Han spurtede over til sin kammerat. Jeg kunne også se, at Christian ikke bevægede sig. Han lå fuldstændig stille. Jeg fortsatte med at fotografere, da behandlerne kom ind. Det ligger så dybt i mig som fotograf. Man er til stede for at skildre det, som sker. Sådan har det altid været. Uanset om det er godt eller dårligt for vores landshold, så er jeg hyret ind til at fotografere, hvad der sker. Da baneløberen var på spil mod Sverige i 2007, skulle det også dokumenteres, selvom det var en skidt ting for landsholdet og DBU.

JEG STOPPEDE med at fotografere, da jeg så Christians kæreste, Sabrina, komme ind på banen. Jeg kunne se, at hun var fuldstændig ude af den. Samtidig så jeg på holdkammeraterne, som dannede mur rundt om Christian, og kunne følge i deres ansigtsudtryk, at det kørte op og ned på dem. Jeg har den største respekt for de spillere. Jeg lagde mit kamera væk, og så gik der lang tid, hvor de behandlede ham for at få ham tilbage til livet.

Da de begyndte at gå ud med Christian på båren, tog jeg mit kamera frem igen og kunne se, at han lå og holdt på iltmasken selv, men det var ikke noget, som jeg fotograferede. Jeg kunne se det, da de kom gående forbi, fordi de gik ud nede i det hjørne, hvor jeg sad. Det var livsbekræftende, men usikkerheden om, hvad det hele ville ende med, var der stadig.

DA HOLDET TOG NED i omklædningsrummet og skulle finde ud af, om kampen skulle stoppes eller sættes i gang igen, løb jeg i stedet hen til min far (Per Kjærbye, red.), som sad nede i den anden ende af banen. Jeg havde et behov for at gå ned og give min far en krammer. Sommeren forinden havde vi mistet min mor til noget, der mindede om et hjertestop, så følelserne blussede op i mig.

På det tidspunkt havde jeg lige fået at vide, at Christian var okay under omstændighederne, og det var en lettelse, at jeg kunne løbe ned og fortælle det til min far, så han også kunne få en lille smule ro på. Han sad også og rystede og var grædefærdig. Han har fotograferet landsholdet siden 1978 og har også kendt Christian igennem mange år.

JEG VAR MED nede i omklædningsrummet efter hver kamp. Undtagen mod Finland. Dér, holdt jeg mig ude. I timerne lige bagefter tænkte jeg slet ikke i arbejde. Jeg var selv helt ude af den og var ikke i stand til at fotografere, og det skulle jeg heller ikke. Der var nogle andre ting, der trådte i kraft. Jeg var 100 procent menneske og en god ven af Christian.

NATTEN VAR SVÆR at komme igennem. Jeg lå og snakkede med min kæreste i telefon om, hvad der var foregået, og hvordan jeg havde det. Jeg sov nok kun to timer den nat. Der var en kæmpe choktilstand blandt folk i lejren. Men heldigvis var der kommet en melding fra Christian til os om, at han havde det godt og havde insisteret på at se kampen færdig inde på Rigshospitalet. Vi snakkede også med ham på FaceTime dagen efter. Det lettede selvfølgelig på stemningen en smule, men det var stadig en mærket gruppe.

Jeg har altid haft et godt forhold til Kasper Schmeichel. Kasper har jeg kendt, siden han var en meget lille dreng på 4-5 år. Jeg var engang med min far på opgave på Brøndby Stadion, hvor han skulle fotografere Peter Schmeichel. Kasper var der også, og jeg fik til opgave at underholde ham. Jeg er tre år ældre end Kasper. Han havde allerede målmandshandsker og målmandstrøje på, og så fik jeg at vide, at jeg skulle stå og sparke på mål på ham. Jeg har også senere fotograferet ham til nogle familiære ting.

MIT KAMERA fandt jeg først frem igen dagen efter, hvor der var pressemøde i Helsingør. Hele verdenen fulgte med. Lægen Morten Boesen, som havde været med til at behandle Christian på banen, fodbolddirektør Peter Møller og kommunikationschef Jakob Høyer skulle fortælle seneste nyt, og det var klart det værste pressemøde, jeg nogensinde har været med til. De tre var tydeligvis meget påvirkede, og jeg havde slet ikke lyst til at arbejde, men blev nødt til at steppe op. Det var en begivenhed, som skulle skildres.

TO DAGE EFTER Finland-kampen samlede Kasper Hjulmand hele truppen før den første fælles træning. Der havde været mulighed for noget individuel træning, hvis man havde behov for det. Der er jo forskel på folks behov, og hvordan man vil bearbejde ting, og det skal man også respektere. Der er nogle, som har behov for at træne, selvom de har det skidt. Andre har brug for at være alene.

Det var første gang, at alle var samlet igen. Der blev lyttet, og spillerne var meget eftertænksomme. Og så blev man enige om at komme op på hesten igen. Vi havde en træning, hvor man kunne se, at der igen var smil på læben på alle spillerne, og det var ligesom dét, der skulle til for, at vi kunne komme videre, fordi der var stadigvæk en fornemmelse af, at vi altså ville videre fra gruppespillet. Det var ikke sådan, at folk bare havde sagt: ’Nu kapitulerer vi og tager hjem.’ Nu var der noget endnu større at spille for. For Christian.

BELGIEN VAR EN SINDSSYG følelsesladet kamp. Nationalmelodien er altid lidt følelsesladet, fordi det er vores store stolthed at synge den, men her kunne man se, at alle 11 spillere havde våde øjne. Det sad stadig meget dybt i dem, hvad der var sket fire dage forinden. Simon Kjær, der er et sindssygt sejt menneske, stod ved siden af Kasper Schmeichel. Kasper brølede nationalmelodien ud, hvilket der var mange af spillerne, som ikke kunne inden denne kamp. Det kan de ellers normalt. Kaptajnen Simon Kjær skulle virkelig samle sig, det var tydeligt at se. Men man vidste også, at når han havde meldt sig klar til kampen, skulle han nok levere alt, hvad han havde. Thomas Delaney var også nødt til at tørre øjnene efter nationalmelodien.

Jeg var på grund af corona den eneste fotograf under slutrunden, som havde fået lov til stå foran holdet til nationalmelodien og tage holdbilleder. Jeg måtte også tage mig selv i at trække vejret ekstra tungt.

Jeg havde ikke nogen forventninger til Belgien-kampen. Jeg tænkte, at nu måtte det gå, som det går, og hvis spillerne faldt fuldstændig sammen, havde jeg total forståelse for det. Og det var også den fornemmelse, man havde blandt folk i Parken. Selvom vi tabte 1-2, var det til stående bifald fra alle tilskuere. Der var ikke en følelse af, at vi havde tabt til Belgien.

CHRISTIAN KIGGEDE i virkeligheden forbi lejren to gange. Jeg tog billeder af hans andet besøg, som var kort før afgang mod Baku. Men faktisk havde han allerede været på besøg en uge forinden, som resten af pressen ikke fik nys om. Spillerne var vildt glade for at se ham. Til den første træning efter Belgien-kampen, hvor han kom forbi, var en gruppe spillere i gang med en træningsøvelse på banen, hvilket jeg tog billeder af. Pludselig stoppede de øvelsen og spurtede ned i anden ende af banen. Hjulmand nåede vist slet ikke at sige noget. De havde fået øje på Christian og havde omgående et behov for at sige hej til ham.

Selvom vi havde set og snakket med ham på FaceTime i lejren, var det noget helt andet at se ham direkte i øjnene og kunne give ham en krammer. Jeg sagde: ’Godt at se dig igen, Christian’ og så lod jeg ellers spillerne have momentet for dem selv. Han var lige så rolig og afslappet som altid. Det var, som om at der ikke var sket noget alvorligt. Jeg tog ikke billeder ved første besøg i respekt for Christian og spillerne.

Men jeg greb kameraet anden gang, at han var i lejren og lavede dejlige billeder af nogle glade spillere. Daniel Wass, der er en rigtig spøgefugl, kunne heller ikke lade være med at lave sjov med Christian, da de hilste på hinanden. Han lavede sjov med Christians påklædning.

INDEN DEN SIDSTE PULJEKAMP mod Rusland, vidste vi, at Danmark skulle vinde, og Belgien skulle slå Finland. Men internettet i Parken er så elendigt, så der var store problemer med at finde ud af resultatet fra Belgien-Finland-kampen. Efter sejren mod Rusland var kommet i hus, stod vi alle sammen inde i en klynge midt på banen og ventede på at få resultatet fra Belgien-kampen bekræftet. Internettet fungerede ikke.

Christian Nørkjær, der er teammanager, stod og prøvede hele tiden på at opdatere sin LiveScore på mobilen. Pierre-Emile Højbjerg var vildt utålmodig og var nødt til at komme og sige til Christian: ’Kom nu i gang.’ Der gik virkelig længe, før jublen for alvor kunne bryde ud. Det var en underlig limbo at stå i.

IMELLEM KAMPENE var der aktiviteter i lejren for at få et afbræk. Der var blandt andet lerdueskydning, og det foregik lige ude foran behandlerrummet, og der bliver man jo behandlet i tangatrusser, så Pierre-Emile Højbjerg så jo ingen grund til at skifte til noget andet tøj.

Som jeg også siger til ham; 'Pierre, du har sgu kroppen til at kunne bære sådan nogle tangatrusser.'

DEN SPECIELLE OPBAKNING og kærlighed, som de danske fans gav os, betød vildt meget for spillerne. Så stor en opbakning havde ingen af de danske spillere oplevet før i deres karrierer. Alle ville suge det til sig. Efter 1/8-finalesejren over Wales i Amsterdam, insisterede spillerne også på, at billedet skulle tages foran de danske fans, fordi der var så mange, som var rejst dertil. Vi havde nærmest hjemmebane i Amsterdam. Danmark ejede det hele.

For mig var det meget overvældende at mærke opbakningen. Jeg gik rundt i det samme tøj som spillerne, så når jeg kom ud fra hotellet, ville fansene også have, at jeg vinkede og sagde hej, hvilket bestemt ikke er noget, jeg er vant til i min dagligdag.

JEG SÅ IKKE Mikkel Damsgaards frisparksmål mod England i semifinalen på Wembley. Jeg kan fotografere sparket og efterfølgende reaktionen. Jeg sidder ikke og følger bolden ind i mål. Hvis jeg gjorde det, ville Damsgaard allerede være væk, og jeg ville ikke få hans umiddelbare glæde og reaktion. Og det er immervæk vigtigere at få et foto af sparket og spillerens reaktion end af en bold, der går i nettet.

FÅ DAGE efter slutrunden tog jeg billederne til Jens Stryger Larsens bryllup. Vi kom hjem om torsdagen, og han blev gift om lørdagen. At gå fra semifinale på Wembley til bryllup var noget af en kontrast. Det havde været underligt at sige farvel til spillerne og hele staben i lufthavnen. Man har blues efter sådan en slutrunde. Men jeg kom direkte hjem til en 2-årig, hvis institution var sommerferielukket, og en højgravid kæreste. Og skulle være på.

Anders Kjærbye – kort fortalt

Født i 1983 og opvokset i Gl. Holte. Er landsholdets officielle fotograf og driver virksomheden Fodboldbilleder med sin far Per Kjærbye. Dækkede sin første slutrunde ved EM 2004 i Portugal. Aktuel med fodboldbogen 'Vejen til Wembley', som han har lavet i samarbejde med forfatter Ole Sønnichsen.