Frederik Vesti er Danmarks mest lovende racerkører: “At køre bilen er kun halvdelen af jobbet. Resten er at finde sponsorer”

VINGERNE PÅ EN Formel-bil er ligesom på en flyvemaskine. Forskellen er, at de er omvendte på racerbilen, hvilket betyder, at bilen bliver skubbet ned i jorden i stedet for op i luften. Det øger vejgrebet i sådan en grad, at bilen vil være i stand til at køre i loftet af en tunnel uden at falde ned. Mange har svært ved at sætte sig ind i, hvor hårdt det er at køre sådan en bil, men når de ser mit træningsprogram, begynder de at forstå, hvor stærk jeg skal være for at håndtere den. For selvom jeg kører Formel 3, som er to klasser under Formel 1, har min bil stadig en topfart på over 300 km/t, og allerede nu træner jeg, som om at jeg kører Formel 2.

PÅ SILVERSTONE-BANEN i England kører Formel 1-bilerne igennem svingene med over 250 km/t og i de blødere sving med næsten 300 km/t. Det udsætter kroppen for en kraft på op mod 6G – mere end dobbelt så meget som de vildeste rutsjebaner. Her foregår det bare i to timer i træk i stedet for i to minutter. Det er benhårdt at håndtere så voldsomme kræfter. Under et normalt Formel 3-løb taber jeg op mod tre kilo kropsvægt (på grund af den ekstreme fysiske belastning, red.). I et to timer langt Formel 1-løb kan kørerne tabe op mod fem kilo. Det gælder om at være så stærk som muligt, samtidig med at man vejer så lidt som muligt. Jo mindre jeg vejer, desto hurtigere kan bilen sættes op. Men jeg skal stadig kunne håndtere bilen. For at kunne det har jeg 12 ugentlige træningspas med alt fra styrke, udstræk, bevægelse, interval-træning og udholdenhedstræning som eksempelvis cykling. Hver træningspas varer cirka halvanden time, og så cykler jeg op mod 200 kilometer om ugen. Min nakke er det vigtigste, jeg skal træne. Med de G-kræfter, der er på spil, vil ens hoved i en Formel 1-bil i de mest ekstreme tilfælde føles, som om at det vejer omkring 25 kilo mere end normalt. Derfor træner jeg min nakke hver gang, jeg laver styrketræning.

TEAMWORKET I MOTORSPORT er helt unikt, fordi det er i en skala, de færreste kan forholde sig til. De, der ikke følger racersport, ser oftest kun vinderen, men ikke holdindsatsen bag. På mit hold alene er vi 30 mennesker med alt fra ingeniører og mekanikere til fysiske og mentale trænere. Men det er et lille hold, for de bedste Formel 1-hold har op mod 1.500 mennesker ansat til deres to biler. Det er et helt enormt koordineringsarbejde, hvor alle skal kende deres opgaver til punkt og prikke for at få alting til at gå op i en højere enhed.

SPORTEN SER MÅSKE simpel ud. Den, der er hurtigst på kvalifikationsdagen, starter forrest i løbet. Den, der er hurtigst i løbet, vinder. Men bagved ligger der så meget mere, og derfor passer det ikke, når der bliver sagt, at Lewis Hamilton kun er blevet verdensmester, fordi han har den bedste bil. Bilen og køreren har lige stor betydning. Kører bilen ikke godt, får køreren ikke resultater og omvendt. Alting skal gå op i en højere enhed, og sådan er det også for mig. Jeg skal forstå bilen, og hvordan jeg skal tage svingene, og bilen skal være klar, når jeg kører ud af pitten. Hamilton har gjort sin bil stærk ved at give den nødvendige feedback, der gør, at han og bilen i dag er så god. Mercedes startede ikke som de bedste, og det tog dem tid at nå dertil, men da de så nåede det, har de vundet lige siden.

ALLE, DER KØRER Formel 1, har en tro på, at de kan blive verdensmester. Hvis man ikke har det, mister man de afgørende procenter og bør ikke køre Formel 1. Kører man i en bil, der ikke er god nok til at vinde VM, handler det om at vise, at man er god nok til at køre i en bedre bil, der kan give én muligheden for at blive verdensmester. Der er 20 biler med plads til én kører i hver. Det er ikke mange, og det gør dem til de mest eftertragtede sæder i motorsporten. Desværre er det ikke altid talentet, der afgør, hvem der får det, men derimod hvem, der kan tiltrække de bedste sponsorer.

Sådan er det heldigvis ikke i så høj grad hos Mercedes, Ferrari og Red Bull, men mere for holdene længere tilbage i gridden. Det er frustrerende, når det ikke er de bedste kørere, der får et af de få sæder. Omvendt er det også, hvad der holder vores sport i gang, for det er en dyr sport, og derfor er det at køre bilen også kun halvdelen af jobbet. Resten er at finde sponsorer. Men uanset hvad sidder man ikke i en Formel 1-bil, hvis man er en dårlig racerkører, men nogle dygtige kørere er nok blevet fravalgt i processen, fordi de ikke havde pengene til at finansiere deres karriere.

DET SVÆRESTE for mig, når jeg sidder i bilen, er balancen mellem at give max gas og skubbe bilen helt til og nogle gange også en tand over grænsen, samtidig med at jeg er konsistent, scorer point og ikke kører ind i problemer. Det er svært og handler om, at man er i stand til at give slip og køre på sit instinkt. Tænker du over, hvad der skal ske, er reaktionsevnen meget langsommere, end hvis man gør det per automatik. Inden mesterskabet i år testede vi i Barcelona, og jeg havde problemer i nogle enkelte sving, som gjorde jeg, at jeg ikke lå i top-3. Vi analyserede, hvor jeg tabte tid, og hvor jeg skulle presse på. Kort efter kørte jeg lige så hurtigt, hvis ikke stærkere, i de sving end de øvrige. Det handler i høj grad om at forstå koblingen mellem datapunkterne, hvad der sker i bilen, og om at få det ført ind i ens instinkter. Og vigtigst af alt: at kunne slå tankerne fra, så instinkterne tager over.