Efter Runes exit i Paris: Her er den analyse af danskerens kvartfinalenederlag, du ikke fik i går

Rune blev af medier og kommentatorer beskyldt for at lægge fra land mod Ruud uden en plan; for at spille med hovedet under armen. Det passer ikke: Han havde masser af planer. Det var dét, der fældede ham.

Helt i tråd med de indledende runder lægger Rune ud med en passiv plan A: afventende fra baglinjen for at se efter huller og fejl i modstanderens dagsform og repertoire. Over fire solide partier beviser Ruud, at der ikke er noget i den afdeling at komme efter. Tværtimod: Ruud spiller med 20 procent mere tæft fra sin elskede baglinje, end han plejer, og med imponerende margin til linjerne, hvorfor Rune bliver presset agterud. Plan A skrottes.

Plan B: Rune forsøger at slå sig fri; at ramme den forløsende for- eller baghånd, der ligesom kan løsne lidt af spændingen og åbne hans spil op. Det er set før. Senest i Rom mod selvsamme Ruud og ikke mindst i tredje sæt af München-finalen mod Van de Zandschulp, en kamp som han var på nippet til at tabe, indtil en feberdrøm af en redningsbaghånd på en af Van de Zandschulps matchbolde satte Rune fri og på sejrskurs.

Men forløsningen udebliver mod Ruud: Nordmandens førnævnte sikre, tunge baglinjespil giver ikke rigtig Rune mulighed for at slå sig fri. Rune forcerer samtidig de muligheder, han faktisk får. Dette i form af uovervejede stopbolde og anstrengte angreb mod nettet, der ikke kan bære frugt i en kvartfinale i en Grand Slam mod en træfsikker top-10-spiller. Plan B forkastes, og frustration bliver gødning til næste skud.