Fridykker Stig Severinsen kan holde vejret i 22 minutter: "Det er ikke farligt at drukne lidt"

Hårdt arbejde og repetition er kernen i min træning. Jeg kom på talentholdet i Aalborg Svømmeklub som femårig og lærte tidligt, at træningen kræver vedholdenhed, disciplin og dedikation. Jeg tror ikke på motivation. Motivation er sådan noget med at gøre noget for penge eller for at få en fed stilling eller sex. Det er fint nok, men det får dig ikke til at gå ud at løbe klokken fire om morgenen, når dine ben syrer til, du har minus på kontoen og kæresten lige er skredet. Jeg bruger inspiration i stedet. Jeg træner meget mentalt og har udviklet en skarp evne til at visualisere den virkelighed, jeg vil have, skal manifestere sig. Det hjælper mig til at holde fokus og giver mig en indre ild, som betyder, at jeg indretter alt efter at nå mit mål.

Fridykning giver mig den ultimative frihedsfølelse. Der er ingen fortid, ingen fremtid, og alle bekymringer er væk. Jeg er i flow, og tidsfornemmelsen forsvinder. Jeg kalder det meditation under vand, og jeg bruger mange elementer fra meditation, mindfulness og yoga i min træning. Jeg laver rigtig meget åndedrætstræning og bruger pranayama-øvelser (vejrtrækningsøvelser fra yoga, red.), hvor jeg blandt andet trækker vejret ind på tre, holder på to og puster ud på seks. Det får mit nervesystem til at falde til ro og sænker pulsen, så jeg bruger mindre ilt og ikke går i panik. Hvis jeg tvivler, når jeg for eksempel dykker under is, kan jeg risikere at gå hen og slå mig selv ihjel i stedet for at sætte en rekord. Jeg har også holdt vejret i over 20 minutter i en tank med hajer, og de kan godt mærke, hvis du er nervøs.

Konditionstræning er en stor del af mit program. Jeg løber, hvor jeg fokuserer på rytmerne, så bevægelserne følger åndedrættet og ikke omvendt. Jeg laver også smidighedstræning for mine skuldre og mine arme, fordi de skal kunne rotere. Normalt ville jeg ligge i en svømmehal og øve mig i at holde vejret, men de har været lukket under corona. I stedet har jeg dyrket hypoxitræning (træning med nedsat tilgængelighed af ilt, red.), hvor jeg har gået rundt på land og holdt vejret. Når du går og holder vejret, syrer musklerne helt til, og det er en god simulation af at svømme med min monofinne, som er den store hale, jeg bruger, når jeg fridykker. Og så svømmer jeg naturligvis en hel masse i havet.

Op til mine rekordforsøg træner jeg med et helt hold af sikkerhedspersonale og læger. Det er ikke farligt at drukne lidt, jeg har prøvet det, men der skal være nogen, som kan fiske dig op, hvis du besvimer. Jeg kan godt dykke 50 eller 80 meter alene, men jeg holder mig langt inden for min sikkerhedszone. Før min seneste rekord lavede jeg to lange træningsdyk, det der hedder maksimaldyk. Der lagde vi en line på 250 meter ned med bly og lavede en bane i havet og undersøgte strømforhold og sikkerhed. Under maksimaldyk lægger jeg mærke til alt fra teknik til, hvor mange slag jeg tager med halen, så jeg ved, hvor langt jeg er uden at behøve at kigge.