Her er alt, seriøst, alt, du skal vide om Danmarks EM-modstandere

På mange måder besidder denne gruppe C, som Danmark er en del af, en ret klassisk gruppelogik: et hold, der skal gå videre, to hold, der helst skal gå videre, og et hold, der virkelig håber at gå videre.

Holdet, for hvem intet andet end avancement tæller, er selvfølgelig England. De ankommer til slutrunden med en swagger og en trup, de færreste nationer kan matche målt på ren og skær talent. Særligt fra midtbanen og op er englænderne overdådige. Fra Bellingham, Rice og Foden til Kane, Saka og Grealish.

De to hold, der begge har forventninger om at gå videre, er Danmark og Serbien. Men begge nationer lider under nogle af de samme problemer. Mange af de profiler, der har tegnet de store linjer igennem flere år, har deres glimmerår bag sig. For danskerne: Eriksen, Kjær, Schmeichel. Og serberne: Mitrovic, Tadić, Milinković-Savić. Men rundt om de aldrende profiler er der talent nok til, at begge nationer med rette kan gå ind til slutrunden med en forventning om at gå videre. Særligt på angriberpositionen ligger der for begge hold mange drømme og hviler.

Og så er der Slovenien, gruppens lidt undertippede mandskab med den rolige ledestjerne mellem stængerne, Jan Oblak fra Atlético Madrid. De er ikke uden evner, de gode slovenere. Hvis englænderne og serberne ikke ved det, kan de bare spørge danskerne. I kvalifikationsgruppen voldte de os problemer i begge kampe, og det er lige nøjagtig, hvad de håber på at kunne gøre denne sommer også.

Ja, og således er gruppen vel i virkeligheden ganske åben.

England

Det engelske folk har en særlig evne til altid at få gejlet sig selv op både op til og under en slutrunde. Og bagefter, når fodbolden alligevel ikke kom hjem, ja, så er alt bare noget bras – for nu ikke at låne nogle af englændernes egne fraser for den slags.

Men alle vi andre må trods alt tilstå, at englænderne i disse dage råder over en ekstraordinært talentfuld trup. Og så er der noget, der er en smule anderledes denne gang. Vi er vant til, at de engelske stjerner er stjerner hjemme i egen fold. Men nu er Harry Kane topscorer i tysk fodbold, mens den endnu kun 20-årige (nej, det fatter vi heller ikke) Jude Bellingham har indtaget La Liga med en uhørt selvfølgelighed. På et tidspunkt i løbet af den forgangne klubsæson kunne man ligefrem påstå, at netop de to var verdens bedste fodboldspillere.

At Englands to bedste spillere ikke folder sig ud i den hjemlige liga, er en måske ikke helt uvæsentlig detalje. Især i 2000’erne så man en måske endnu mere talentfuld, engelsk generation gang på gang klokke i tingene, når de blev samlet på landsholdet. Langt størstedelen af dem spillede i hver deres engelske topklub, og de var ikke altid lige gode venner. For nu at sige det mildt.

Denne årgang virker anderledes harmonisk, bestående af rimelig milde og omgængelige typer, der ovenikøbet ved, hvordan man vinder de største trofæer. I hvert fald på klubplan. Ved sidste EM var englænderne enormt tæt på. Er det nu, det skal være? Når man kigger ned over truppen, får man under alle omstændigheder en fornemmelse af, at man kigger på et vinderhold.

Stjernen

Jude Bellingham

England ankommer med en stribe af topnavne. Alligevel peger vi på Jude Bellingham som englændernes fremmeste es. Den karismatiske midtbanemand er sportens måske varmeste navn, og det er bare, som om der bor en talisman-energi inden i Real Madrid-spilleren. Den aura, han har, er sådan en, der trækker hold mod store triumfer.

Hold øje med

Kobbie Mainoo

Kobbie Mainoo er blot 19 år. Det er en kendsgerning, man af og til tager sig selv i lige at dobbelttjekke, når man ser den unge mand spille fodbold. Mainoo brød i den forgangne sæson igennem på Manchester Uniteds førstehold i en alder af bare 18 år. Og det med en naturlighed, så man dårligt har troet sine egne øjne. Altid rolig, aldrig forhippet, teknisk vildt begavet. Hans rolle på det engelske landshold bliver stor de næste mange år. Spørgsmålet er, hvor stor den kan blive lige nu.

Legendarisk spiller

Alan Shearer (1970-)

Den legendariske 9’er var den helt store profil på det England-hold, der på hjemmebane i 1996 nåede frem til semifinalen, hvor de så røg ud på straffespark til de senere vindere fra Tyskland. Undervejs scorede Shearer fem mål, flest af alle, og i den engelske Premier League er han den mest scorende spiller nogensinde med 260 mål.

Slovenien

Ingen forventer, at det geografisk set lille, befolkningsmæssigt spinkle og i fodboldmæssig sammenhæng undseelige Slovenien går videre fra deres gruppe. På den måde går det slovenske landshold ind til slutrunden i den på sin vis behagelige situation, at det blotte faktum, at de overhovedet er med, på en eller anden måde er nok. At alt, der hedder en sejr, for slet ikke at tale om avancement, er en bonus.

Men prøv du at stille dig op på torvet Prešernov i hovedstaden Ljubljana den 20. juni ved aftenmadstid, og forklar de lokale, at det faktisk vil være ret flot med en uafgjort imod deres gamle nationsfæller fra Serbien. I hvert fald må du nok medregne selv at skulle betale for dine Laško den aften. Desuden har slovenerne en revanche, de skal have taget fra den smertelige 3-3-kamp ved EM i 2000. Dengang spillede Serbien under Jugoslavien, men der skal sandsynligvis mere til at få det minde til at forsvinde end et navneskifte. Slovenien førte 3-0 og var en mand i overtal, og så – alligevel, somehow – endte det hele med en deler i døren.

Tilbage til nutiden: Kan det lade sig gøre? Kan Slovenien skrabe point nok sammen mod Serbien, England og Danmark til at gå videre? Kun en uærlig person vil påstå, at det ikke vil blive svært. Men større overraskelser har før fundet sted ved de europæiske mesterskaber. Også meget større. Og med fine spillere på flere positioner ligger det ikke uden for det tænkelige, at Slovenien kan volde de tre andre hold problemer undervejs. Men meget hviler på stjernen Jan Oblak i målet og den unge Benjamin Šeško på toppen.

Stjernen

Jan Oblak

I en ung nations historie skiller Oblak sig i den grad ud fra mængden. Målmanden fra Atlético Madrid med de helt rolige øjne er en gigant i slovensk fodbold. Tag bare følgende årstalrække: 2015, 2016, 2017, 2018, 2020, 2021, 2023. Det er de år, hvor Jan Oblak er blevet kåret til Årets fodboldspiller i Slovenien. Årsagen er simpel: Oblak har, siden han i 2015 – kun 22 år gammel – blev fast mand i Atlético, været en af verdens mest formidable målmænd. Slovensk succes ved sommerens slutrunde er derfor uløseligt bundet op på store præstationer fra den store mand mellem stængerne.

Hold øje med

Benjamin Šeško

Kun 20 år er Šeško. Til gengæld er han en af de største grunde til, at Slovenien er med til deres anden EM-slutrunde. I kvalifikationen nettede den næsten to meter høje angriber fem gange i ni optrædener. Hvilket i parentes bemærket kun blevet overgået af en anden i kvalifikationsgruppe H – danske Rasmus Højlund. På klubplan har Benjamin Šeško siden 2019 været en del af Red Bull-organisationen. Først i østrigske Salzburg, siden i Leipzig i Tyskland. Således skal det blive spændende at se, om et år med tysk græs under støvlerne har været modning nok til, at Šeško kan sætte fut i netop de tyske arenaer.

Legendarisk spiller

Zlatko Zahovič (1971-)

Den venstrebenede 10’er stod for tre (og assisterede det sidste) ud af de fire mål, som det lykkedes Slovenien at score i deres hidtil eneste EM-slutrunde i 2000. En gammeldags kreatør med et godt træf på kuglen og en god hårpragt. Og et godt navn.

Serbien

Under eget selvstændige flag er Serbien debuterende i EM-regi. Utroligt nok er det ikke lykkedes det ellers kontinuerligt ganske stærke mandskab at komme med til en europæisk slutrunden, siden de i 2003 først blev til Serbien og Montenegro og i 2006 til Serbien. VM, derimod, er en anden snak: I 2006, 2010, 2018 og 2022 deltog de. Dog uden at gå videre fra gruppespillet en eneste gang.

Men nu er de altså med til EM, en turnering, hvor de med det gamle Jugoslavien ellers har en fornem historik. I både 1960 og 1968 blev de nummer to. I 1976 blev de nummer fire. Og i 2000 nåede de frem til kvartfinalerne mod Holland. Her viste de hollandske værter dog ingen nåde og kylede balkanholdet hjem med gule og blå mærker efter en 6-1-afklapsning.

Således historikken gennemgået. Og selv om Serbien nok ikke kan prale af helt samme styrke som førhen, træder de ikke ind i turneringen uden muligheder. For det første er de konsekvent møghamrende besværlige at have med at gøre. Det er nok lidt af en kliché, men de er brølstærke og til at slå sig på.

Og så har de et es af europæisk klasse oppe på toppen i form af Dušan Vlahović fra Juventus. Han ligner en filmstjerne, og nu er den 24-årige kleppert af en angriber også efterhånden ved at blive til den fodboldstjerne, som han længe har optrukket konturerne til at skulle være. Kan han entrere turneringen fuldstændig fit for fight, så kan der blive lidt af hvert at juble over hjemme i Beograd.

Stjernen

Dušan Vlahović

På et hold, hvor profiler som Sergej Milinković-Savić og Aleksandar Mitrović har indløst en badebillet til saudiarabisk fodbold, og en igennem mange år stor inspirator som Dušan Tadić efterhånden er blevet 35 år, ja, så er der unægtelig en stor, opsvulmet pil, der peger på Juventus-bomberen Vlahović, hvis serberne skal gøre sig forhåbninger om at vende hjem fra Tyskland til stor fanfare i Beograd. Vlahović er nemlig – efter et par svære indledende sæsoner hos Den Gamle Dame – langsomt ved at finde den pålidelige målform, han gav så seriøse prøvelser på i Fiorentina.

Hold øje med

Lazar Samardžić

Hvem kan stå for ranglede, venstrebenede kreatører? Og så ovenikøbet én, der altid går efter en kanal? Sådan en fyr er Lazar Samardžić. Til dagligt spiller den 22-årige midtbanespiller i italienske Udinese. Det har han gjort i et par år. Han er fast mand på holdkortet, og præstationerne i Serie A har også tiltrukket sig opmærksomhed fra større adresser rundt omkring i Europa. Det store gennembrud kan ikke være ret langt væk for den tyskfødte serber. En stærk slutrunde plejer ikke at være modarbejdende for den slags.

Legendarisk spiller

Savo Milošević (1973-)

Ved EM i 2000 scorede Milošević fem mål i bare fire kampe. Det sikrede ham titlen som topscorer ved turneringen. En titel, han delte med en anden brandvarm angriber, hollandske Patrick Kluivert. I alt 102 landskampe og 37 mål blev det til i regi af Jugoslavien, Serbien og Montenegro og til sidst bare Serbien.