Husker du det store sejlads-drama til OL i 2008? Her er de bedste danske OL-guldøjeblikke gennem tiden
Danmark står noteret for 49 guldmedaljer ved De Olympiske Sommerlege og er dermed den 26. mest vindende nation i legenes historie. Hver medalje betyder noget for atleten, der vandt den, men blandt de mange guldmedaljer gemmer der sig også højintense historier og dramaer, der har fået danskerne til at rykke sammen i stuerne, og som i dag står som fælles erindring. Vi har udvalgt fem af de bedste guldmedaljesejre fra nyere tid.
De danske håndboldkvinder havde i 90’erne og start-00’erne noget, der mindede om patent på guldmedaljer til de store slutrunder.
Annonse
Både i 1996 og 2000 blev det til en topplacering ved OL, men i 2004 skulle der et regulært drama til for at sikre titelforsvaret.
I opgøret mod Sydkorea var det så lige, som det overhovedet kan blive. Efter ordinær spilletid stod opgøret 25-25 og 34-34 efter to omgange ekstratid.
I straffekastskonkurrencen scorede de danske kvinder fire gange, mens en storspillende Karin Mortensen, der i kampen havde haft en redningsprocent på 41 procent, snuppede to af fire koreanske kast. Dermed sikrede de danske kvinder den tredje olympiske guldmedalje på stribe.
2008
Jonas Warrer og Martin Kirketerp
Sejlsport, 49’er
Annonse
Der er drama, og så er der historien om Jonas Warrer og Martin Kirketerps kamp for at vinde OL-guld i sejlladskategorien 49’er i Beijing i 2008.
En sjetteplads i det afgørende medaljerace var nok til, at den danske 49’er-båd med Jonas Warrer og Martin Kirketerp ville sikre sig guld i kapsejlads, men kort inden racet gik i gang, knækkede danskernes mast. Masten ville tage for lang tid at skifte, så da danskerne på land så en kroatisk båd, som kun krævede få justeringer for at sejle, tog de den uden tilladelse.
Den kroatiske båd med danske sejlere krydsede startlinjen tre sekunder inden tidsfristens udløb. Vejret i Beijing var hektisk, og den voldsomme vind og de store bølger gjorde, at de tre forreste både alle kæntrede mod slutningen af løbet.
Det samme gjorde den danske 49’er, men Warrer og Kirketerp endte akkurat med at krydse målstregen til at fastholde den samlede førsteplads.
Danskerne kom aldrig på podiet, fordi sølvvinderne fra Spanien og nummer fire, Italien, indgav en protest, der først blev afvist 15 timer senere.
2012
Lasse Norman Hansen
Annonse
Banecykling, omnium
Selvom den kun 20-årige Lasse Norman Hansen nogle få måneder inden OL havde vundet VM-bronze, lå det ikke i kortene, at den unge dansker skulle blive olympisk mester i omnium ved legene i London.
Inden den sidste af fem discipliner lå danskeren alligevel på en delt førsteplads med italieneren Elia Viviani og franske Bryan Coquard. Dagen inden var han ellers røget tidligt ud i udskilningsløbet, hvilket havde bragt ham helt ned som nummer fem.
En flot præstation i 4.000 meter forfølgelsesløb senere samme dag havde dog sendt ham tilbage på rette kurs, så̊ han gik ind til den afsluttende konkurrence, 1.000 meter på tid, med en god mulighed for senere at kunne stille sig øverst på sejrsskamlen.
Den mulighed greb han, da han kørte kilometeren på ét minut og to sekunder og dermed vandt guld med 0,764 sekunder ned til Coquard.
Ved OL i Tokyo i 2021 kunne han ligeledes iføre sig en guldmedalje, denne gang sammen med Michael Mørkøv i parløb-disciplinen.
2016
Pernille Blume
Svømning, 50 meter fri
Det var ikke, fordi Pernille Blume gik ind til kortdistancen 50 meter fri ved legene i 2016 i Rio de Janeiro med den store favoritrolle hængende som et gennemvådt håndklæde ned over sig.
Den dengang 22-årige svømmer var kvalificeret i blot tiendebedste tid, mindre end et år efter hun havde taget en frivillig pause fra sporten på grund af manglende motivation.
Blume fandt dog hurtigt storformen frem under OL og satte bedste tid i både indledende heat og i semifinalen.
I den afgørende finale vandt Blume med to hundrededele af et sekund over nummer to, slog dansk rekord på distancen og sikrede Danmark den første olympiske guldmedalje i svømning i 68 år – og den blot tredje nogensinde.
Kun en time senere var hun med til at sikre en bronzemedalje til Danmark i 4 x 100 meter medley.
2021
Viktor Axelsen
Badminton, herresingle
Uagtet om badminton kan få dig op af stolen eller ej, er det en hårrejsende oplevelse at se eller gense klippet af Viktor Axelsen i OL-finalen i Tokyo i 2021, der med sin baghånd vipper fjerbolden ned i Chen Longs forhåndshjørne og ser, at kineseren lader den sejle ned på stregen, hvilket i det øjeblik gør Viktor Axelsen til olympisk mester i herresingle i badminton – en præstation, som indtil da kun Poul-Erik Høyer havde formået.
Skiftet fra målløsheden i Axelsens ansigt, uforstående over bedriften, til et par sekunder efter at fatte præstationen og bryde fuldstændig sammen i gråd i favnen på træneren Kenneth Jonasson var mere end rigeligt til at fylde den ellers tomme hal med de følelser, der er med til at gøre en guldmedalje i OL så stor og unik.
Tårerne blev ved med at pøse ud af øjenkrogene på ham, da han efterfølgende blev fanget af den danske presse, og herhjemme startede det en reel debat om ’den bløde mand’. Herfra er der bare sige: Vi håber, Axelsen græder igen denne sommer.