Håndbold har gjort det utroligt nemt for haderne at hade den
Håndboldsporten er for mange forbundet med en lavkulturel, Volbeat-syngende provinsialisme. Omvendt er håndboldhallen for mange andre hjertet i lokalsamfundet og selve indbegrebet af det at være dansk. Hvorfor hader nogle håndbold, dens publikum og dens image, mens andre kæmper indædt for at forsvare dens særheder? Journalist og tidligere elitehåndboldspiller Mikkel Tofte Langerhuus er gået på jagt i håndboldsportens historie for at finde svar.
DER FINDES TO SLAGS MENNESKER: dem, der kan lide håndbold, og dem, der ikke kan. Sådan er det vel ret beset med alle sportsgrene. Og så alligevel ikke. Håndbold er nemlig en sportsgren, som mange herhjemme primært gør nar ad og helst ikke vil associeres med.
For mens hele den menneskelige skæbne angiveligt udfolder sig op ad Alpe d’Huez i Tour de France, når alverdens cykelskribenter beskriver rytternes lidelser på poetisk vis, mens Roger Federer fremstilles som en Jesus-agtig figur af forfatteren David Foster Wallace i The New York Times, mens der bliver skrevet hovedværker om det geniale i Pep Guardiolas taktiske dispositioner, ja, så har håndboldsporten bare ikke den samme mytiske tiltrækningskraft.
Og det kan hverken Niklas Landins akrobatiske evner i målet eller Mikkel Hansens nærmest overjordiske skudrepertoire ændre på.
Har du nogensinde befundet dig i en håndboldhal, så ved du, hvordan oplevelsen er: Her lugter indelukket og af sved, larmen fra ’Sweet Caroline’, ’For evigt’ og technoficerede radiobaskere i de ramponerede højttalere gør det umuligt at få ørenlyd, cafeteriet langer bølgefritter fra frost over disken, mens tilskuerne i langt overvejende grad er provinsforældre med maling i ansigtet, klaphatten spændt hårdt fast oven på hovedet og oppustelige plastikpølser mellem hænderne.
