Han hopper længere og drømmer større. Para-atleten Daniel Wagner udfordrer grænser ved de Paralympiske Lege

Et slag på venstre ben, et slag på hver skulder og et på hver kind. Blikket er seriøst, nærmest aggressivt, og vejtrækningen er hurtig. Daniel Wagner mimer et par opmuntringsord til sig selv og slår armene op over hovedet som for at gejle publikum op. Det er ved de Paralympiske Lege i Rio i 2016, og finalen i længdespring for de overbensamputerede er i gang.

Kroppen er let foroverbøjet, og han sætter fremad med et hop. Han er i spurt, og højre ben svinger om kap med den C-formede kulfiberprotese i et hastigt fremadrettet tempo. Farten intensiverer, og lige inden den hvide linje ryger ansigtet i vejret, og han sætter af med en kraftanstrengelse. I luften skyder han brystet frem, armene ud til siden, og da sandet nærmer sig fra neden, ryger arme og ben fremad.

Han lander hårdt og laver en enkelt siderulning, inden han let rejser sig og går ud mod tilskuerne. Blikket er spændt rettet over på dommerne, der viser, at han netop har hoppet 6,57 meter. Med et skævt smil klapper han ud mod publikum, inden han slår armene ud til siden i en form for nærmest undskyldende gestus. Daniel Wagner havde sat næsen op efter mere end bronze.

Fra ben til protese

Daniel Wagner var kun 14 år, da han vågnede op fra narkosen og indså, hvad gårsdagens mislykkede forlæns dobbeltsaltomotale havde haft af katastrofale konsekvenser. Han manglede det meste af sit højre ben og med ét var hans liv ændret.

”Da jeg mistede benet i min ulykke i 2008, fik jeg for første gang noget i mit liv at kæmpe for. Det var sporten. Jeg vidste ikke, hvad der var op og ned, men jeg holdt fast i sporten, og det var min vej tilbage til mit gamle liv."

Daniel Wagner fik efter ulykken en protese, og han gik op og bankede på hos atletiktræner Joachim Lund og spurgte, om han ville være hans træner. Det ville han gerne, og allerede fire år senere debuterede Daniel Wagner ved de Paralympiske Lege i London i 2012. Her vandt han overraskende en bronzemedalje i længdespring.

Succesen gav ham mod på mere, og drømmen ved PL i 2016 var at hjemtage guldet ved samme disciplin. Det blev kun til bronze, men til gengæld kunne han kalde sig sølvmedaljevinder i 100-meter løb. Siden har han opnået karrierens foreløbige højdepunkt ved at være den kun anden overbensamputerede længdespringer, der har sprunget over syv meter.

Para-atleten og bandagisten

Daniel Wagner er dybt afhængig af sin protese, og meget af hans succes skyldes ikke kun hårdt arbejde og slid, men også hans samarbejde med Daniels nære ven og bandagist, Toke Seir Novak. De to har arbejdet sammen i 11 år, og arbejdsforholdet er som mellem en racerkører og hans mekaniker.

”Mange tror, at det er løbeproteserne, der gør det hele, men det er et samarbejde mellem man and machine. Du skal have nogen at sparre med. Nogen, der ved noget om det tekniske, og der har Lars (Daniel Wagners træner, red.), Toke og jeg et godt samarbejde i forhold til, hvordan man laver den bedst mulige længespringsprotese.”

Det er ikke kun Daniel Wagner, der har gavn af Toke Seirs engagement og kompetence indenfor proteser. Daniel Wagner er også vigtig for Toke Seir i hans udviklingsarbejde omkring både hverdagsproteser og sportsproteser. Her fungerer Daniel Wagner som en slags prøvekanin i forhold til, hvordan de forskellige komponenter i protesen fungerer mellem hinanden.

”Jeg kan jo kun se, hvordan mit produkt virker. Og jeg kan også måle på det, men jeg har ikke en jordisk chance for at vide, hvordan det føles. Det er jo det, Daniel kan. Han er knaldhamrende dygtig til at give feedback, når han får nye produkter på, og det er også derfor, han er en god testperson,” siger Toke Seir.

Deres arbejdsforhold er præget af en gensidig lyst til at udfordre de gængse tanker om, hvad der er muligt for en para-atlet. De er begge ambitiøse, og de værdsætter hver især hinandens ukuelighed og positive syn på udfordringer:

”Han ved, jeg er en person, der godt kan lide at eksperimentere og have gang i en masse ting. Der er det vigtigt, at jeg har en som ham, der kan gøre idéerne konkrete og hjælpe mig med prøve dem af. Han siger aldrig nej til en udfordring. Vi har et positivt mindset, og vi prøver os frem, og forhåbentlig lykkes vi med vores idéer,” siger Daniel Wagner.

Med årene har de udviklet et venskab mellem sig, og det er bygget på deres fælles drøm om at udfordre grænserne. De kender til hinandens drømme, og de ved, at de skal arbejde hårdt i fællesskab for at udleve dem:

”Der ligger en stor grad af ærlighed mellem os, og vi ved godt, at der ikke er noget 8-16 for hverken ham eller jeg. Vi kender hinandens familier, vi ved, hvad der bliver ofret for det her hele vejen rundt,” siger Toke Seir.

Hverdagsproteser og sportsproteser er to meget forskellige redskaber. En hverdagsprotese er i dag så langt fremme i udviklingen, at man nærmest kan kalde den en computer. Den fungerer elektronisk og kan indlæse og reagere på den data, brugeren igennem bevægelserne sender til protesen.

”Der sidder et lille mikroprocessorstyret knæ i Daniels hverdagsprotese med en lille mikrochip, der styrer svingfasen, altså hvor hurtigt hans ben svinger, og hver gang Daniel tager et skridt, måler den det, og korrigerer hvordan benet svinger,” siger Toke Seir. En sportsprotese fungerer 100 procent mekanisk, idet den er underlagt regler om teknisk doping. For Toke Seir gælder det om at kende Daniel Wagner og hans bevægelser for at kunne sammensætte den bedst mulige protese:

”Mit arbejde er at finde de rigtige komponenter til ham. Der findes måske 150-200 fødder og en masse knæ. Det skal så bygges sammen, så det fungerer både i forhold til højde, og om knæet svinger rigtigt, og at foden har den rigtige tykkelse, og at balancen er optimal.”

Guldfeber

De Paralympiske Lege blev ligesom OL udskudt et år på grund af corona, og den ekstra ventetid har været hård for Daniel Wagner:

”Jeg har virkelig kørt på alle kedlerne det seneste år. Nu er jeg ved at være der, hvor jeg skal passe på, at jeg ikke brænder ud mentalt. Jeg kan mærke, at jeg glæder mig ufatteligt meget til Tokyo, men jeg glæder mig også til, at det er færdigt, så jeg kan begynde at slappe af. Det har jeg ikke kunne det sidste år.”

I 2021 formåede han at indfri det mål, han satte sig selv, da han startede som para-atlet. Nemlig at lave et længdespring på over syv meter. Det har skabt en vis ro og givet ham en tro på, at guldmedaljen endelig kan blive en realitet i år: ”Da jeg gik ind i sporten, sagde jeg, at jeg ville komme over de syv meter, og det gjorde jeg i år. Det har virkelig gjort meget for mig mentalt, fordi jeg føler, jeg kan kæmpe med om guldmedaljen igen.”