Har du svært ved at komme ud at løbe i vinterkulden? Så har William Sivert et godt tip til dig

På Frederiksberg ligger løbebutikken Distance Copenhagen, der har specialiseret sig i alt det løbeudstyr, du ikke finder i alle de andre butikker. Vi har spurgt bestyrer William Sivert om hans løbevaner, og hvad det vigtigste gear er, når du som løber, skal klare dig gennem de koldeste måneder.

Har du svært ved at komme ud at løbe i vinterkulden? Så har William Sivert et godt tip til dig
Offentliggjort

William, hvorfor kan du så godt lide at løbe?

”Ligesom mange andre begyndte det rigtigt, da jeg i den sene teenagealder stoppede med at spille fodbold. Jeg trænede fem gange om ugen, og det var rigtig vigtigt for mig at fortsætte med at holde mig i gang på en eller anden måde. Jeg prøvede forskellige ting af, men generelt var jeg træt af, at man skulle møde op et bestemt sted på et bestemt tidspunkt på ugen.

Løb er så fleksibelt. Man kan mere eller mindre gøre det, hvor man vil, og når man vil. Det kræver ikke så meget andet end et par løbesko, hvis man kapsler det helt ind. Det er friheden i det, der fascinerer mig. Og så er jeg glad for at sætte mig nogle specifikke mål og indfri dem. Derfor fik jeg, faktisk mens jeg stadig boede hjemme, ansat en løbetræner. Når jeg alligevel trænede fire gange om ugen, så synes jeg lige så godt, jeg kunne prøve at gøre det på den bedst mulige måde og optimere så godt, jeg kunne.”

Hvor meget løber du?

”Lige nu er jeg skadet, men i perioder, hvor jeg træner op imod noget – hvilket jeg som regel gør – så ligger jeg på mellem 80 og 100 kilometer om ugen.”

Hvad er det, det giver dig at løbe?

”Jeg tror faktisk først, det gik rigtigt op for mig forrige år, hvor jeg fik en knæskade og ikke kunne løbe i fire måneder hen over vinteren, hvor meget det faktisk betyder for mig. Pludselig manglede jeg endorfinerne og det frirum, det giver mig.”

Hvornår på dagen løber du?

”Jeg står jo i butikken hver dag fra 10-18, så i øjeblikket arbejder jeg nærmest alle døgnets lyse timer. Derfor kan jeg godt lide at løbe til og fra arbejde. Jeg er jo så heldig, at jeg godt kan rende rundt hernede i mit træningstøj, uden at det virker underligt. Så om vinteren, hvor man ikke sveder så meget, er det rimelig smart. Der bliver det til cirka 14 kilometer på en dag. Og så har jeg nogle kvalitetspas, som jeg oftest tager efter arbejde. Jeg synes godt, det kan være svært at løbe stærkt om morgenen. Der kan jeg godt finde på at løbe med NBRO, men jeg har efterhånden fået opbygget en så stor vennegruppe af løbere, at der næsten altid er nogen i mit netværk, der er klar på at tage en tur.”

Hvad er den vigtigste udefrakommende faktor for, at du kan præstere, når du løber?

”Det er vigtigt for mig at føle, jeg har gjort alt, hvad jeg kan, for at præstere optimalt, ellers kan jeg godt blive ret irriteret på mig selv. Og selvom man skal løbe 10 x 1.000 meter i et bestemt tempo, hvor man jo ikke nødvendigvis har så meget mulighed for at tale sammen, så er det vigtigt for mig at gøre det med nogen, jeg godt kan lide. Hvis ikke jeg havde det sociale aspekt i det, tror jeg ikke, jeg ville kunne få mig selv til at løbe så mange kilometer om ugen. Det er ikke noget, der er sat i struktur, men vi ved alle sammen, at vi løber stort set hver dag, så det er ret nemt at få det til at hænge sammen.”

Hvordan ændrer din træning sig i løbet af sæsonerne?

”Jeg løber flere kilometer om vinteren, men jeg gør det i et lavere tempo. For mig handler det bare om at komme ud ad døren og afsted om vinteren. Det handler om at få lagt sig et godt program, og hvis der står i programmet, at jeg skal løbe 15 kilometer, så løber jeg 15 kilometer, også selvom det pisser ned. Men jeg vil meget hellere løbe udenfor i kulden end på et løbebånd. Derfor er det også en god idé, i hvert fald for mig, at have et løb liggende i foråret, der venter på en til at holde motivationen oppe gennem mørket.”

Hvad er dit vigtigste udstyr, nu når vi går ind i vintersæsonen?

”Personligt er jeg blevet rigtig glad for at løbe i trackpants frem for tights, og så prøver jeg generelt at løbe i så få lag som muligt. En langærmet merinouldundertrøje og en god vindjakke er den bedste kombination for mig. Og altid halsedisse, så man kan regulere lidt efter, hvor varmt man får det.

Jeg løber altid i vores egne sokker, uanset årstid. Og så er det vigtigt at have en god allround-sko, som kan klare lidt af det hele. En sko, der hverken er for hård eller for blød. Den store tendens indenfor løbesko er, at sålen næsten ikke kan blive stor nok. Jeg er selv en kæmpe sucker for det, og det er rigtig rart, når man skal løbe lidt længere. De skal også gerne have et godt greb, så man står godt fast på de glatte fortove. Og derfra handler det jo så lidt om, hvilket look man er til.”

Kan du anbefale nogle gode modeller, der opfylder de krav til Euromans læsere?

”Det kan du tro.”

HOKA ONE ONE - CLIFTON 9 Gore-tex til 1.600,-

ASICS - NOVABLAST 4 TR til 1.250,-

ON X DISTANCE - CLOUDMONSTER 2 til 1.700,-

New Balance - Fresh Foam X 1080 V14 til 1.500.