Har tidens moral lagt boksningen i graven?

JEG INFORMERER: På lørdag er der professionel boksning i Musikteatret Albertslund. Sarah Mahfoud mod Lara Ochman, Oliver Meng mod Wallison Fagundes.

Det er en sjælden oplevelse.

Større boksestævner er ved at uddø, og boksningen er gennem en længere periode drevet ud i skyggerne. Ingen af de større danske tv-kanaler transmitterer fra kampene.

Boksningen er i takt med tidens tendenser under hårdt moralsk opsyn, og det virker, som om mange har vendt den gamle arbejdersport ryggen.

Faktum er, at ønsker man at nærstudere det kraftfulde og det voldsomme, en autentisk styrkeprøve, er der nu en mulighed. Kvinde mod kvinde. Mand mod mand.

Bokserne er interessante personligheder. Meget repetitivt og nærgående håndterer de frygt, smerte og overvindelse i deres tilværelse.

Det er Sarah Mahfoud, den 33-årige fjervægter født på Færøerne og opvokset i Hillerød, som skal bokse sidst på lørdag. Det er hendes første fight siden nederlaget til Amanda Serrano i Manchester sidste år. Hun skal rejse sig og arbejde sig tilbage mod en ny titelkamp. Jeg talte med hende i sidste uge om kampen, der nærmede sig.

“Enhver bokser gennemlever perioder med stor frygt. Enhver bokser er bange,” fortalte hun mig.

Jeg har læst, at Mike Tyson, som er blandt de mest hårdtslående og frygtede sværvægtsverdensmestre gennem historien, beskrev, at han på vej mod ringen altid var bange.

Mahfoud fortsatte og sagde:

“Det er ikke smerten. Det er spørgsmålet: Hvorfor har jeg sat mig selv i en situation, hvor jeg kan blive ydmyget, hvor jeg kan blive slået i gulvet for øjnene af alle, der presser sig på. Det giver mig selvtillid, at jeg kan bære denne frygt på min skuldre”.

Spændingsfeltet mellem modstanden og overvindelsen i boksningen åbenbarer et ældgammelt perspektiv. Middelalderdigteren Petrarch skrev i sine breve om at bestige Mont Ventoux i 1300-tallet, at mennesket, der ikke møder strid, heller ikke møder glæde. At striden og glæden er direkte forbundet.

Sejrens sødme vokser med kampens hårdhed. At overvære en boksekamp er et meget tydeligt vidnesbyrd om dette.

Mahfoud og Meng er i stald hos Bettina Palle, som står bag lørdagens stævne. Hun har overtaget virksomheden fra sin far, Mogens Palle, som har stået bag flere af de største danske boksebegivenheder i mere end fem årtier.

Boksningen dyrker ligesom cykelsporten, som jeg følger tæt, sin historie i et meget alvorligt og vigtigt lys. Legendariske navne som Tom Bogs, Christian ’Gentleman Chris’ Christensen, Jørgen ’Gamle’ Hansen og Ayub Kalule bærer de største historier i dansk boksning. Og alle er de i tæt forbindelse med Mogens Palle.

I nyere tid stod Palle bag Brian Nielsens kamp mod Mike Tyson i Parken – samt flere af Mikkel Kesslers titelkampe i Europa. Det er store minder.

Mogens Palle døde sidste år i en alder af 88 år. Han var boksepromotor i 65 af dem. Det efterlader et tomrum, som Bettina Palle nu skal forsøge at fylde ud. Jeg spurgte Bettina, hvad hun tænkte om dette, og hun forklarede mig, at det ikke altid er nemt.

Men at hun ville ære sin fars navn ved at føre stævnerne videre. Jeg tænker, at hun omfavner sin skæbne ved denne beslutning.

Bettinas liv er ganske usædvanligt. Siden barndommen har hun rejst til boksekampe på alle kontinenter. I hendes barndomshjem kom Bogs, ’Gamle’ Hansen og ’Gentleman Chris’ jævnligt på besøg. De var flinke folk, fortalte hun mig. Gode mænd.

Jeg viser hende et billede af ’Gentlemen Chris’, som hendes søn er opkaldt efter. Vi ser på det sammen. Han poserer foran kameraet med handskerne ved hovedet som ved en parade. Stadig klar til angreb.

Hans hår er sort og kort. Han har plaster på sit øjenbryn. Det er blevet syet. Hans næse er flad. Hans mine er bister.

Jeg siger, jeg synes, han ser barsk ud. Det kan hun ikke se. Hun husker ham som en venlig mand. Kun et menneske, der hele sit liv er blevet formet af boksningen og dens aktører, ser det venlige og ikke det barske i dette billede. Det viser et vigtigt perspektiv fra den indviedes verden. At i boksningen lever et væld af menneskelige nuancer.

For dem, der ikke har set en boksekamp før, tænker jeg, at der må være en del fordomme. Brogede og voldsomme hovedpersoner, selvdestruktive idealer, klichéprægede fortællinger om et problembarn, som møder en faderfigur, som bliver mentor i en historie.

At boksningen er indbegrebet af Den amerikanske drøm om intet at have og med hårdt arbejde opnå alt. Ja – dette findes i boksningen. Selv synes jeg ikke, at fordommene lyder værst.

Men at holde af boksning er en lektie i at skulle forklare sig over for folk, der ønsker, at det, man selv holder af, skal mildnes, standses eller forbydes. Spørgsmålet kommer ofte med en let dømmende tone: Hvordan kan du nyde en så brutal sport?

Det spørgsmål blev den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates også stillet, når hun udtalte sig om boksning. Hun beskrev svaret som komplekst. At hun ikke nød boksningen i ordets sædvanlige forstand, at boksning ikke kun er brutalt, og at hun slet ikke tænkte det som en sport.

Hun skrev i sin bog ’On Boxing’, at der i mange tilfælde hersker et ønske om at gøre sport til en metafor for livet. Men med boksningen er det anderledes. Det er livet, som er en metafor for boksning:

”For one of those bouts that go on and on, round following round, jabs, missed punches, clinches, nothing determined, again the bell and again and you and your opponent so evenly matched it’s impossible not to see that your opponent is you.”

JEG INFORMERER: På lørdag er der professionel boksning i Musikteatret Albertslund.

En mulighed for at studere mennesket i sin veltrænede form. Den ene skal nedkæmpe en anden. Jeg forestiller mig kampene for mit indre. Sveden, den susende lyd af farten i slagene, benarbejdet, paraderne, de skarpe, søgende mørke øjne.

Jeg tænker på Sarah Mahfoud og Oliver Meng. Meng skal bokse otte omgange mod en stærk brasilianer. Jeg ringede til ham og talte med ham og spurgte også, om han ser kampen for sig. Om han forestiller sig kampen, og hvordan han vil kæmpe.

”Jeg visualiserer det hele for mig. Min modstander. Sekvenser af serier. Af slag. Det farlige bliver et naturligt element. Det er det for alle. Jeg skal bare være i det. Jeg glæder mig til det,” svarede han.