Heinz Ehlers er træner for det OL-debuterende ishockeylandshold og far til to af holdets profiler: ”Hvis ikke jeg var landstræner, havde min søn fået chancen på landsholdet meget tidligere”

Hvad er det smukke ved ishockey?

”Skal jeg fremhæve én ting, er det farten. Når jeg tager folk med til deres første hockeykamp, kan de ikke følge med i, hvor pucken er. Det kræver et par gange, før man kommer ind i det, men så er man fanget. Det er en vanvittig kompleks sport. Du skal være god på skøjter, have god teknik og være i god fysisk form, samtidig med at holdet skal spille sammen og have styr på det taktiske. Der er virkelig meget taktik i hockey. Sporten er blevet meget hurtigere, end da jeg selv spillede. Begge mine drenge spiller jo på professionelt niveau, og når vi i familien ser klip fra min første turnering, er de ved at dø af grin. ‘I går jo rundt,’ siger de. Sådan føltes det ikke dengang, men jeg er ikke helt vildt stolt, når vi smider highlights på videoen derhjemme.”

Hvordan begyndte din ishockeykarriere?

”Jeg er vokset op omkring den gamle skøjtehal i Aalborg og startede til ishockey i 1972, da jeg var seks år gammel. Dengang var der to klubber i byen, og jeg spillede i IK Aalborg, den lille af de to. Alligevel endte vi med at blive dominerende i dansk hockey, fordi der var dygtige, ambitiøse ledere i klubben. Blandt andet min far, Jens Ehlers, der var træner, fra jeg var syv, til jeg blev 15 år. Jeg var en allround-spiller, fornuftig til det hele, og så var jeg i bedre fysisk form end de fleste andre. Flere på vores hold endte ligesom mig med at blive landsholdsspillere.”

Hvordan var det at have sin egen far som træner?

”Dengang var det ikke det fedeste i verden. Men når jeg nu ser tilbage på det, har det været godt for mig. Han var hård og havde høje ambitioner. Det gjorde, at vores hold blev bedre end de andre. Fremfor alt viste han, hvor langt man kan komme med hårdt arbejde. Men der har helt sikkert været gnidninger i vores relation, og der var kæmpe diskussioner rundt om middagsbordet, hvis jeg ikke havde gjort det godt nok. Ofte følte jeg, at han var mere træner end far. Men han så tidligt et talent i mig, der var større end de andres, og derfor pressede han mig. Også mere end de andre på holdet. Når jeg snakker med mine medspillere fra den tid, siger flere, at de ville ønske, at deres far havde presset lige så hårdt på, for så kunne de have opnået mere i deres karriere.”

Hvordan har du balanceret det at være far for dine sønner og samtidig presse dem til at få det maksimale ud af talentet?

”Det har jeg blandt andet gjort ved aldrig at være direkte træner for dem i ungdomsårene. For man skal virkelig passe på, at man ikke bliver for meget træner og for lidt far. Jeg har set for mange eksempler på forældre, der har haft en negativ effekt på deres børns sport. Særligt Nikolaj (Nikolaj Ehlers spiller for NHL-holdet Winnipeg Jets, red.) har mange gange været irriteret på mig. Jeg er hans største fan, men nok også hans største kritiker. Når han skal være sjov på min bekostning, ynder han at fortælle, at når der blev skruet ned for musikken i bilen på vej hjem fra kamp, så kom kritikken. Det sad han altid og ventede på.”

Hvad har været dine forventninger til dine sønner?

”Jeg ville ikke være blevet skuffet, hvis nogen af dem var blevet revisor. Det er drengenes egen interesse og motivation, der har gjort, at de er nået langt. Nikolaj har haft et talent, der forpligter, og den dag i dag er han taknemmelig for, at jeg mange gange har skruet ned for musikken i bilen og forklaret ham nogle ting. Jeg har motiveret både ham og Sebastian (Sebastian Ehlers spiller for Odense Bulldogs, red.) til at træne hårdt, for uden træning er talentet ligegyldigt.”

Som 16-årig flyttede du til Leksand i Sverige for at afprøve dit talent i en af Europas bedste ishockeynationer. Hvordan var det?

”Jeg var mutters alene, og der var hverken FaceTime, Skype eller andet. Når jeg skulle snakke med mine forældre, var det over telefonen, og det var så dyrt, at det blev til 5-10 minutter en gang om ugen. Det var tough de første par måneder, men jeg holdt ud. Jeg vidste, at skulle jeg blive til noget, var jeg nødt til at blive og kæmpe. Og man tager fandme kampen op, også når det er svært. Det er noget, der altid har kendetegnet mig.”

Hvordan klarede du ellers de første år i udlandet?

”Jeg blev hurtigt integreret. Det har også afspejlet sig i resten af min karriere. Om det så har været i Sverige, Schweiz eller Tyskland. For mig handler det om, at man interesserer sig for det land, man lever i, og forsøger at lære sproget — mit tysk er okay. I omklædningsrummet sætter man sig ind i regler og normer og behandler autoriteterne med respekt. Det gælder både trænere og spillere. Ofte begår unge mennesker den fejl, at når de mærker modgang, ringer de til mor og far, der synes, det er synd, at man sidder alene, og siger: ‘Kom hjem igen.’ Og pludselig opgiver man eventyret.”

Hvad var dine ambitioner, da du tog til Sverige?

”Det var at komme til at spille på førsteholdet i Leksand, og det nåede jeg i min tredje sæson som 18-årig.”

Samme år, som du fik din debut på førsteholdet, blev du også draftet til NHL-holdet New York Rangers. Men du tog aldrig afsted til USA. Hvorfor ikke?

”Jeg havde muligheden for at skrive kontrakt med dem, men det var en tovejs-kontrakt, hvor jeg fik et beløb for at spille i NHL og en tredjedel for at spille i AHL (den næstbedste række i Nordamerika, red.). På det tidspunkt havde jeg en fornuftig karriere i Sverige, jeg lavede mange point og tjente mere, end jeg potentielt ville kunne i AHL. Samtidig tænkte jeg, at der ville komme flere muligheder. Det gjorde der så bare ikke. I dag tænker jeg, at jeg burde have prøvet mig selv af. Men det gjorde jeg ikke, og det må jeg leve med.”

Hvordan var din transformation fra spiller til træner?

”Allerede som aktiv spiller tog jeg en masse trænerkurser, og trænergerningen har altid interesseret mig meget. Det har også altid været interessant for mig at se kampe, analysere og studere de taktiske lag i spillet. Som træner er jeg konsekvent. Jeg går meget op i, at man spiller organiseret og med stor disciplin, og at alle arbejder hårdt for hinanden.”

Hvorfor valgte du at takke ja til jobbet som landstræner?

”I 2018 var jeg med som assistenttræner for landsholdet ved VM i Herning, og der blev jeg efterfølgende opfordret til at blive landstræner af flere spillere. I Herning kunne jeg fra sidelinjen se, at der var ting, der kunne optimeres, og jeg tænkte, at hvis spillerne mente, at jeg kunne gøre holdet bedre, så burde jeg prøve det. Jeg følte, at der var behov for, at der kom ny energi ind, og at man ændrede spillestilen en smule. I de første to år var jeg både landstræner og på samme tid klubtræner i den schweiziske klub SC Langnau Tigers.”

Hvordan gik det?

”Når der var pause fra turneringen i Schweiz, skulle jeg afsted med landsholdet, og den dobbeltbelastning var hård, både professionelt og privat. I den periode fik jeg aldrig rigtig mulighed for at koble af fra hockey. I flere år i træk besøgte jeg ikke Nikolaj, og jeg fik heller ikke set ham spille. Jeg så også Sebastian og min datter for lidt. Samtidig havde jeg ikke tid til at tage ud og se kampe, så jeg udtog hold og spillere, jeg aldrig havde set spille live. Nu har jeg heldigvis fået tid til det, og i dag har jeg et helt andet kendskab til dansk ishockey.”

Hvordan har sporten herhjemme ændret sig, fra du var aktiv og frem til nu?

”Dansk hockey har nået et niveau, hvor det minder om det, jeg oplevede, da jeg flyttede til i Sverige i 1980’erne. Sporten i Danmark er blevet langt mere professionel. Overordnet set er der kommet meget mere fart på, og spillerne er i bedre fysisk form, end vi var. Der bliver spillet mange flere kampe, og du kan ikke være med på topniveau, hvis du ikke lever professionelt med den rigtige kost og træning. Kigger vi på det danske ishockeylandshold, står det stærkere end nogensinde. Jeg var meget stolt over selv at spille på landsholdet, men tit oplevede jeg det også som problematisk, fordi infrastrukturen ikke var i nærheden af, hvad jeg var vant til fra mine klubber i blandt andet Sverige og Schweiz. Der har vi taget nogle kæmpe skridt og nærmer os det topprofessionelle niveau, som spillerne er vant til fra deres klubber.”

Hvad har været dine vigtigste tiltag som landstræner?

”Vi har fået en professionel videocoach tilknyttet, og der er altid en fysisk træner med til landsholdssamlingerne, så spillerne er optimalt rustet til turneringerne. Jeg har professionelle folk omkring mig. Til kamp coacher jeg ikke, men har folk til at tage sig af vores forwards, backerne og målmanden. Der er ikke længere noget, spillerne kan brokke sig over. Vi står stærkt på alle parametre.”

Hvorfor er vi så stadig bagud i forhold til eksempelvis Rusland, USA og Sverige?

”Det handler simpelthen om mængden af spillere. I Danmark har vi lidt mere end 5.000 spillere, og hvis vi kigger på svenskerne, så har de omkring 75.000. Ishockey-kulturen er helt anderledes der, og jeg mener ikke, at vi nogensinde kan komme op på svenskernes niveau. Bare fordi vi slog dem til VM sidste år, så er vi ikke bedre end dem. Der kan sagtens gå 20 kampe, før vi slår dem igen. Vi hænger stadig langt bagefter.”

Hvad mangler der for, at det danske landshold kan blive endnu bedre?

”At flere kommer ud og spiller på højeste niveau. Helst i Sverige, for så ved man, at de er i gode hænder til dagligt, i topform og altid kan deltage ved VM. I Nordamerika varer turneringerne længere end i Europa. De har ofte ikke spillet færdig i maj, hvor VM begynder, og vi har dem derfor ikke til rådighed. Oveni har de spillet 82 kampe, så lysten og motivationen er måske ikke altid den største. Særligt set i lyset af, at de med landsholdet skal spille om overlevelse, ikke om medaljer. Vi håber altid, at alle stiller op, men vi har også forståelse for, at det kan være svært for nogle af dem.”

Går du ind med det mindset, at det handler om overlevelse, når vi deltager i de store turneringer?

”Når man kigger på sit line-up og modstanderne til eksempelvis VM, så ved man godt, om man spiller med om overlevelse eller skal forsøge at komme med i en kvartfinale. Vi ved godt, at vi er udfordret i de grupper, vi kommer i. Men hvis vi ser på VM i Letland sidste år, så havde vi en god tilgang til alle kampene. Vi gik virkelig ud med troen på, at det kunne lade sig gøre. Det er nyt, og det gør, at jeg føler, at der er sket en mentalitetsændring hos landsholdet.”

Hvordan forbereder I jer før en kamp?

”Det handler meget om at gennemgå video af modstanderen. I dag har man så meget videomateriale til rådighed, at man sjældent bliver overrasket. Personligt er jeg meget optaget af at se videoer af os selv. Jeg vil gerne have, at vi har et grundspil, som alle kender og kan finde ud af at løse. Sammen med spillerne gennemgår jeg landsholdets taktiske koncepter slavisk. Fokus er på, hvordan vi spiller uden puck. Når vi møder de bedste hold, så har vi ikke pucken lige så meget som dem. I vores spil skal vi gøre det svært for modstanderne at komme ind i vores defensive zone med pucken under kontrol. Vi vil gerne tvinge dem til at skyde pucken ind hver gang. Eller vi vil bryde spillet i midterzonen, så vi kan få en kontra. Det handler meget om, hvordan man bevæger sig og lukker rum.”

Nogle gange ender det i håndgemæng. Er ishockey en voldelig sport?

”Nej, absolut ikke. Men det er en hård sport. I og med at man er på skøjter, og at balancen er dårlig på isen, så kommer der aldrig den samme kraft i sammenstødene, som hvis man er i et ’rigtigt’ slagsmål. Når det sker, at spillerne ender i håndgemæng, skyldes det ofte, at én føler sig provokeret. Det kan være, at der sker noget for tæt på målmanden, eller at én har tacklet for hårdt. Vi ser mest fights i Nordamerika, hvor de er en integreret del af sporten. Her er det tit for at ændre kamprytmen. Hvis et hold føler sig underlegent, er slagsmålene en måde at intimidere modstanderen på. Det er ikke godt for sporten eller kampen, men sådan er det. For en del år siden blev reglerne i NHL dog ændret halv-radikalt, så der ikke kun er plads til spillere, der er store, tough og nærmest kun kan slås. Dermed vil slagsmålene med tiden forsvinde ud af spillet, tror jeg.”

Hvad er dine ambitioner som landstræner?

”At vi skal komme tættere på de gode hold, og at vi ikke taber stort, hver gang vi møder de bedste. Vi skal nærme os Letland, Schweiz og Norge, der ligger lige foran os på verdensranglisten. Ved det seneste VM tog vi et skridt i den rigtige retning. Vi vandt tre kampe, og udover nederlaget til Rusland, der endte 3-0, tabte vi kun de andre kampe med ét mål.”

Hvordan ser vejen mod at indfri de ambitioner ud?

”Den er svær. Jeg har kun spillerne til samling i en kort periode, og mange støder løbende til, alt efter hvornår de er slået ud af slutspillet i NHL. Så det handler om at have de bedste spillere til rådighed. Men det handler også rigtig meget om at have et godt kollektiv, hvor spillerne køber ind på konceptet, som de gjorde til både VM, og da vi kvalificerede os til OL i år. Jeg kan se, at drengene får en større og større tro på, at vi kan være med blandt de bedste.”

Hvad har været det største øjeblik i din karriere som landstræner?

”Det var uden tvivl, da vi slog Norge i den afgørende kamp for at kvalificere os til OL. Det er en kæmpe forløsning for dansk ishockey og for drengene endelig at komme med til de olympiske lege. Det er første gange nogensinde, at vi har kvalificeret os, og for mange af spillerne har det været lige ved og næsten et par gange. Det har gjort ondt på dem i rigtig lang tid, så det var en ufattelig stor glæde. Mange havde tårer i øjnene i omklædningsrummet efter den kamp. Derudover står vores heroiske fight mod Sverige ved VM, hvor vi vandt, højt på listen. Det var slet ikke noget, man troede var muligt, da jeg var aktiv. Dengang var det simpelthen urealistisk for os at kunne slå Sverige.”

Hvad betyder det for dansk ishockey, at vi har kvalificeret os til OL i Beijing?

”For de aktive er det utrolig stort, og der er ingen tvivl om, at det er vigtigt. I de seneste 18-19 år har vi spillet i A-gruppen ved VM, men kvalifikationen til OL er en anerkendelse af, at vi nu har nået det fine selskab. Fra dansk ishockeys side håber man, at det kan booste antallet af medlemmer og skaffe endnu flere sponsorer. Det er sgu stort at skulle stille op til OL.”

NHL-spillerne får ikke lov at deltage i vinter-OL grundet corona-pandemien. Hvilken betydning har det for Danmarks chancer?

”Det er frustrerende og ærgerligt, at de ikke kommer med. Fra både ledere og spilleres side ønskede vi virkelig, at vi kunne stille op med det stærkeste hold nogensinde. For en gangs skyld var der ikke en undskyldning om, at vi manglede den og den spiller, som det normalt ellers lyder ved VM. Men de andre nationer har jo de samme forudsætninger. Ser man på Rusland, så mister de 25 NHL-spillere på deres hold. For os drejer det sig om otte spillere.”

Har du haft nogle bekymringer i forhold til at blive beskyldt for nepotisme, når du har udtaget dine sønner til landsholdet?

”Ja, helt sikkert. I Nikolajs tilfælde skal man være meget uintelligent, hvis man vil beskylde mig for nepotisme. Med hans kvaliteter er det en no-brainer. Han er en af dem, der er længst oppe i hierarkiet, så det har aldrig været et problem, og der har heller aldrig været noget internt omkring det på holdet. Med Sebastian har det været anderledes. For tre år siden havde han en god sæson, og folk omkring mig begyndte at sige, at jeg burde udtage ham. Men det gjorde jeg ikke, fordi jeg ikke ville beskyldes for nepotisme. Ved kampene i november 2021 var Sebastian heller ikke med, selvom han havde spillet en god sæson. Der kom et afbud, og så tænkte jeg: ’Heinz, du må fandme tage dig sammen og give ham muligheden for at vise sig frem.’ Det fik han så, men hvis det ikke var fordi, at hans far er landstræner, så havde han fået chancen på landsholdet meget tidligere.”