Hemmeligheden bag Mikkel Hansens hårde skud

Vi har tidligere bragt et uddrag af singlen om Københavns mest populære og eksklusive natklub Sunday. Og nu kan vi i samarbejde med Zetland præsentere et uddrag af singlen 'Har Mikkel Hansen en fri vilje? – og andre vigtige spørgsmål'.

Mikkel Hansen er blandt verdens bedste håndboldspillere, men uanset hvor ekstraordinær han tager sig ud, er det vigtigt at huske, at selv han har gentagelsen som sin helt centrale kvalitet.

Det er endda sådan, hans historie begynder.

Ved OL i Beijing i 2008 var herrelandsholdet, der få måneder tidligere var blevet europamestre i Norge, haltet gennem turneringen og tvunget til at slå Rusland for at gå videre til de afgørende kampe.

Ved 24-24 løb tiden ud, men ikke helt, for tid er en relativ ting i håndbold (en fodboldkamp kan lige så vel afgøres af et mål i det første minut som i det sidste, men håndbold bliver altid afgjort af et slutfløjt.

Det betyder, at sekunderne ændrer betydning og bliver vigtigere og langsommere, som kampen skrider frem. De sidste fem minutter af en tæt håndboldkamp kan med afbræk, brok, frikast og gulvaftørring snildt tage et kvarter i realtid). Danmark fik en sidste mulighed, et frikast ved tremeterlinjen helt ude i venstre side. En ung mand trådte ind fra siden i tv-billedet og tog bolden.

I det græske drama, den kamp var, blev Mikkel Hansen hejst ned fra Himlen for at afslutte for-tællingen. Han var på dette tidspunkt 20 år gammel og med i OL-turneringen på et afbud.

Den russiske mur stimlede sammen og samlede hænderne til en tæt vifte. Mikkel Hansen tog armen tilbage i samme sekund, der blev fløjtet, og trak den ikke lige frem for sig, men nærmere i en 45 graders vinkel og slap bolden lige over fingrene på russernes to mindste spillere, der af uransagelige årsager havde taget opstilling yderst og dermed foræret Mikkel Hansen en snæver, men fri, passage.

Boldens fart gjorde den usynlig på tv-skærmen. Den lyd, det gav, da den forsvandt bag målmandens hånd og gled i nettet via overligger og stolpe, kan bedst gengives ved, at man spidser læberne og trækker luft ind i et hurtigt, kort stød.

Når jeg ser klippet igen og igen, er det først og fremmest Mikkel Hansens håndled, jeg lægger mærke til. Han vipper det, lige inden han slipper skuddet, og giver bolden både et yder- og overskru, som få andre, om nogen i verden, kan gøre det. Det er siden blevet hans varemærke.

Han er en kraftfuld skytte, når han får luft og tid, men luft og tid og det frie svæv er en luksusvare, der oftest kun er fløjspillerne forundt. En mand som Mikkel Hansen vil næsten aldrig få plads til at sætte kroppen op i en optimal skudposition.

(Som er: kroppen spændt ud som en flitsbue med let bøjede knæ, armen bagud og brystet skråt mod mål. Skuddet starter i maven, der trækker både ben og arm fremad, brystet drejes, så det ender vinkelret mod målrammen, og albuen giver det sidste svirp. Under optimale betingelser kan en veltrænet back få bolden op på lidt over 115 km/t.).

Det definerende for de største skytter er derfor ikke, hvordan de opfører sig i det frie svæv, men hvordan de reagerer på at blive skubbet ud af balance af et offensivt forsvar.

Langt de fleste, inklusive det sidste årtis mest komplette herrespiller, franskmanden Nikola Karabatić løser problemet ved at have lært sig selv at skyde med siden til målet. Stillingen er vanskelig. Frem for at kunne udnytte samtlige muskelgrupper, der er bundet sammen i kæder fra venstre ankel og hele vejen ud i højre håndled, til at få fart i bolden, bliver Karabatic i de pressede skud nødt til at føre armen ind foran si