Her er de fire bedste streetbaner i København

Sommeren er for mange lig med bold i byen. Man mødes med vennerne ud på formiddagen, og så står man ellers og brillerer med bolden, mens man diskuterer om Magurie nu rent faktisk er verdensklasse. Men hvor i København er det bedst at vise, at man rent faktisk har noget imellem fødderne, og hvor kan man på smukkeste vis kombinere fodboldglæde og ens videre planer for løsslupne aftenudskejelser? Vi guider til de fire bedste streetbaner i København.

Her er de fire bedste streetbaner i København
Offentliggjort

Kongens Have

Banen i Kongens Have ligger for de uindviede en smule skjult, idet en høj hæk omslutter den nærmest fuldstændigt. Hvis du dog alligevel finder vej forbi fulde folkeskoleelever og går igennem den lille indgang i hækken ved de offentlige toiletter, finder du en grus- og asfaltbeklædt oase, hvor enhver aspirerende boldkunstner bør prøve kræfterne af.

Banen er lille og omsluttet af et fire meter højt metalhegn og fungerer bedst til en 3 mod 3 kamp. Der er ikke plads til lange halvliggende afleveringer eller dommedagshug fra distancen. Her værdsættes teknik og evnen til at dække bolden af med kroppen over alt andet. Det gælder om at være hurtig i tanke og handling, og hvis du kan finde ud af at bruge bandespillet til din fordel, så er du godt på vej mod sejren. Eneste minus ved banen er, at hegnet rundt om simpelthen er for lavt.

Mangen en bold er røget over og endt i hækkens tætte netværk af grene og blade. Hvis det sker, og det gør det 100, så kan det være svært at lokalisere bolden i det grønne helvede. Se det som en fortjent straf for et dårligt skud eller en skidt berøring.

Havnegade

Omgivet af de mest ikoniske arkitektoniske landemærker, København har at byde på, er banen ved Havnegade et yndet sted for fodboldglade æstetikere. Børsens trehalede spir og Christianborgs himmelragende tårn danner kulisse for denne perle af en streetbane. Spærret inde i et metalbur får man som spiller følelsen af, at det sgu ikke er for sjov, når først bolden triller.

Det kan virke klaustrofobisk at have en mand i ryggen, mens man står presset nede i hjørnet og febrilsk kigger rundt efter en medspiller, man kan sende både bolden og ansvaret hen til. Som i Kongens Have er banen her bedst egnet til en 3 mod 3 eller måske en 4 mod 4, så der er ikke meget plads at boltre sig på, hvilket igen bekommer de hurtige fødder særligt godt.

Til gengæld skal man ikke undervurdere, hvad en stærk fysik betyder, når pladsen er trang, og kampen om bolden intensiveres. Som et ekstra krydderi kan banen her prale af at ligge lige ud til havnen. Og når man har tonset rundt i et par timer, og temperaturen i huden har nået kogepunktet, så er et hovedspring i havnen en velfortjent belønning.

Østre Anlæg

Her er for alvor tale om en skjult oase. Østre Anlæg er en park, der gør sig bemærket ved de snørklede stier, høje trækroner og for at huse Statens Museum for Kunst. Overfor det traditionsrige museum og på den anden side af søen, ligger der dog en streetbane som få andre. Banen er væsentlig større end andre baner, og det gør, at man som gruppe kan få gang i et helt andet spil, end streetbaner ellers fordrer.

Her er plads til Yaya Touré-dribleren. Godstoget, der ikke vender hurtigt, men buldrer derud af med fart og kraft i banens længderetning. Der er plads til de lange afleveringer, til skuddet og sågar til det dybe indlæg. Kvaliteter i spillet som ligger tættere op ad originalversionen af fodboldspillet. Man kan snildt spille en 7 mod 7, uden det føles trangt.

Banen i Østre Anlæg er til, når du har fået samlet det store hold af venner. Så glæder man sig, fordi man ved, det ikke bliver en fattig omgang. Det bliver en kamp, der minder om noget alvorligt, noget rigtigt og noget seriøst. Du behøver ikke bestemte kvaliteter for at være en succes her.

Litauens Plads

På ’Litty square’ er historien lidt den samme som i Østre Anlæg. Banen er stor og forståelsen for rum og bevægelser, der er essentiel i det smukke spil, kan rigtig komme til sin ret. Modsat banen i Østre Anlæg befinder vi os dog her i mere urbane omgivelser, og det giver unægtelig noget til stemningen. Den måde, banen er indrammet af bygninger og tilskuerpladser, forstærker lysten til showmanship, og man kan nemt komme til at gå mere efter publikums gunst gennem en drilsk tunnel end efter at score mål.

Litauens Plads er i løbet af de seneste somre blevet et yndet sted for naturvinsdrikkende Københavnere at vise sommergarderoben frem, og det giver omgivelserne et festligt lag, man med fordel kan dykke ned i, når kampen er afgjort. Hop ned i kiosken på Istedgade og køb nogle glas, en vodka og nogle Capri Sonne og sæt dig og nyd aftenen med dine venner. Hvis du har lyst til at falde mere i ét med tapetet, så hop på Riga bar og hent nogle iskolde drinks, der kan slukke tørsten og sætte gang i natten.