Hvad var der sket, hvis Danmark ikke havde vundet EM i 1992?

Hvor var du den sommeraften, da Danmark blev europamestre? Alle kan huske, hvordan de fejrede finalesejren over tyskerne. Selv kom jeg til København dagen efter finalen. Vi skulle tidligt afsted fra Bornholm, hvor jeg boede, så den store fejring bestod af en fransk hotdog på Limhamnsfærgen med den særligt søde sennep, som kun svenskerne elsker. Busturen til Hovedbanegården var uforglemmelig. Langs H. C. Andersens Boulevard og op mod Rådhuspladsen var der sort af mennesker. Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei-skrålen trængte igennem ruden. Alt kogte. Den sommer faldt der ikke en dråbe regn i 58 dage i træk. Man havde ikke nået at lave en ny landsholdssang, så Re-Sepp-Ten blev gravet frem igen. På et tidspunkt kørte landsholdet forbi os i en lille grøn bus med flag og truthorn. Kvinden overfor mig var ved at banke ruden ud af HT-bussen af bare begejstring. Det var min første tur til København, jeg var otte år gammel, og det hele virkede som noget, Willy Wonka havde skabt.

Kigger man i Danmarks Statistik, kan lykkerusen over EM-sejren, de lange aftener og liderligheden aflæses i fødselstallene. På ryggen af EM-sommeren lykkedes det vordende forældre i forårsmånederne 1993 at få vendt flere års nedgående fødselstal. Jo, kartoffelkuren havde virket. Blandt EM-børn tæller fodboldspiller Andreas Cornelius, politiker Isabella Arendt og supermodel Caroline Bille Brahe. Uden sejren i Göteborg ville de og mange andre forsvinde med et thanosk knips med fingrene.