Hvad var der sket, hvis Danmark ikke havde vundet EM i 1992?
Har EM-sejren i 1992 skadet vores selvforståelse, så vi i dag har et urealistisk billede af vores lands formåen? Ikke bare på fodboldbanen, men også i Europa? Måske det havde været sundere for os, hvis jævnheden stadig stod til troende, og tab og vind med samme sind kunne slå vores galoperende megalomani bare en smule ned? Vi tager en tur tilbage i tidsmaskinen og streger EM-triumfen fra historiebøgerne.
Hvor var du den sommeraften, da Danmark blev europamestre? Alle kan huske, hvordan de fejrede finalesejren over tyskerne. Selv kom jeg til København dagen efter finalen. Vi skulle tidligt afsted fra Bornholm, hvor jeg boede, så den store fejring bestod af en fransk hotdog på Limhamnsfærgen med den særligt søde sennep, som kun svenskerne elsker. Busturen til Hovedbanegården var uforglemmelig. Langs H. C. Andersens Boulevard og op mod Rådhuspladsen var der sort af mennesker. Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei-skrålen trængte igennem ruden. Alt kogte. Den sommer faldt der ikke en dråbe regn i 58 dage i træk. Man havde ikke nået at lave en ny landsholdssang, så Re-Sepp-Ten blev gravet frem igen. På et tidspunkt kørte landsholdet forbi os i en lille grøn bus med flag og truthorn. Kvinden overfor mig var ved at banke ruden ud af HT-bussen af bare begejstring. Det var min første tur til København, jeg var otte år gammel, og det hele virkede som noget, Willy Wonka havde skabt.
Kigger man i Danmarks Statistik, kan lykkerusen over EM-sejren, de lange aftener og liderligheden aflæses i fødselstallene. På ryggen af EM-sommeren lykkedes det vordende forældre i forårsmånederne 1993 at få vendt flere års nedgående fødselstal. Jo, kartoffelkuren havde virket. Blandt EM-børn tæller fodboldspiller Andreas Cornelius, politiker Isabella Arendt og supermodel Caroline Bille Brahe. Uden sejren i Göteborg ville de og mange andre forsvinde med et thanosk knips med fingrene.
Den 2. juni 1992, blot ni dage før første EM-kamp mod England, sneg Danmark en diskret langefinger ind på Europas gruppefoto og stemte et meget overraskende nej til Maastricht-traktaten. Man ønskede ikke at lade sig opsluge ubetinget af den europæiske union. Den ufortjente belønning for det usolidariske nej var en badebillet til EM i Sverige, da Jugoslavien samme aften blev udelukket på grund af borgerkrig. Året efter skulle vi til stemmeurnerne igen. Samme afstemning, dog med de berømte fire forbehold, og det blev et ja. Mon vi havde stemt nej igen i 1993 og sat to streger under vores EU-skepsis, hvis vi ikke havde oplevet den Europa-eufori, mesterskabet medførte?
Den nationale selvtillid fejlede intet. For selvom vi ikke juridisk ville binde os til Europa, ville vi gerne vise os mere frem for kontinentet. Man havde året før EM-triumfen vedtaget Øresundsbroen, der skulle forsegle fællesskabet med Sverige, der jo i øvrigt havde lagt grønsvær til vores EM-triumf. Mon de europæiske hoser også blev ekstra grønne i lyset af europamesterskabet, da København i 1992 blev tildelt titlen som Europæisk Kulturby fire år senere? Havde det ikke været for Kulturby 96, ville institutioner som VEGA, Arken og Øksnehallen i København, Kulturværftet i Helsingør og Forbrændingen i Albertslund ikke have set dagens lys. De var igangsatte projekter direkte affødt af den europæiske opmærksomhed, der alt andet lige var styrket på grund af EM-sejren.
