Fra corona-helvede til folkefest: I aften kan Atalanta slå PSG ud af Champions League
I den italienske by Bergamo kender de fleste nogen, som er omkommet af corona. Alligevel er der håb om en bedre fremtid. Og den fremtid må gerne begynde med en sejr til Atalanta i Champions League.
Foto: Getty Images & Ritzau Scanpix Atalanta-spillerne fejrer 5-0 sejren over AC Milan i december 2019.
Spoler vi tiden godt et år tilbage, til maj 2019, har Atalanta lige kvalificeret sig til Champions League for første gang i klubbens historie.
Klubben har hjemme i den norditalienske by Bergamo, der med et indbyggertal på størrelse med Aalborg ikke er vant til den slags triumfer, men ikke desto mindre elsker fodbold.
Da Atalanta samme år sikrede sig tredjepladsen i Serie A, brød en vild fest ud i Bergamo.
Annonse
”Byen var i oprør,” fortæller klubbens danske assistenttræner Jens Bangsbo.
Engang var det nok kun de mest inkarnerede fans, der turde håbe på, at holdet et år senere skulle være blandt de sidste otte i verdens største klubturnering. Ikke desto mindre er det virkeligheden.
Atalanta slog Dinamo Zagreb og Sjakhtar Donetsk ud af Champions League. I ottendedelsfinalen tævede de Valencia med 8-4 over to kampe, og nu er de med, når Champions League afgøres i en slutrunde fra 12. til 23. august i Portugal. I aften møder Atalanta de franske mestre fra Paris Saint-Germain i kvartfinalen.
Men vejen derhen har ikke kun været sjov.
Da corona-pandemien ramte, var Bergamo blandt de første epicentre for den farlige virus, og ifølge Jens Bangsbo har det i høj grad præget byen.
”Mange kender nogen, som er omkommet. Det har været en kaotisk tid, og en tid hvor mange mennesker har lidt meget. Hele Lombardiet er påvirket, men Bergamo er specielt hårdt ramt.”
Annonse
Selv fløj han direkte til Danmark efter Atalantas sidste kamp mod Valencia i Spanien, mens flere trænere og halvdelen af holdet nåede et af de sidste fly, der fløj til Italien, og endte med at bo i klubbens træningsanlæg i tre uger.
Nu er fodbolden tilbage på græsset, og byen begynder at se fremad. Fodbold har altid betydet meget her, fortæller Jens Bangsbo:
”Da vi spillede den første ottendedelsfinale mod Valencia, kom 40.000 fans fra Bergamo, selv om kampen blev spillet i Milano.”
Det svarer til en tredjedel af byens befolkning. Eller som Jens Bangsbo udtrykker det:
”Det vidner da om en vis interesse for fodbold.”
Håbet er, at Atalanta vil give Bergamo en grund til at feste igen. Stemningen i byen er generelt håbefuld, fornemmer Bangsbo, der for længst er tilbage i Italien. Han glæder sig personligt til kvartfinalen i Lissabon, og selv om den lille klub gerne påtager sig rollen som underdog i sammenligning med Europas fodboldmastodonter, vil han ikke høre tale om, at Atalanta er uden chancer.
”Vi har vist, at vi kan dominere mod de allerstørste, så der er ikke noget, der indikerer, at vi ikke har en fair chance.”
Annonse
Euroman har fanget ham på telefon, mens han forlader træningsanlægget i bil. Langs vejen har fans sat skilte op, fortæller Bangsbo. Med store bogstaver står der: ’Grazie ragazzi!’ Tak drenge!
”Det her betyder noget,” siger han.
Jens Bangbos blå bog
Født 1957.
Assistenttræner i Atalanta og professor i fysiologi ved Københavns Universitet.
Tidligere professionel fodboldspiller i bl.a. Lyngby og Kastrup.
Jens Bangsbo har tidligere været tilknyttet det danske herrelandshold i forbindelse med slutrunder og storklubben Juventus som assistenttræner for Marcello Lippi.
Han bor cirka halvdelen af året i København og halvdelen af året i Bergamo.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.