BOMBARDERENDE NED AD venstrekanten på vanlig vis. Tættere og tættere på tjekkernes felt, selvfølgelig. Og så papegøjen. Ubesværet med ydersiden, svævende mellem venner og fjender med kurs mod den ønskede destination: Kasper Dolbergs kølige inderside. Op i nettaget og videre mod EM-semifinalen. Målet blev scoret af Dolberg, men det var ikke hans, og det vidste den rigtige ejermand godt. Med armene udslået i en ’hva-sir-I-så’-positur cirklede han rundt om sig selv og lod sig omfavne af Thomas Delaney, der behørigt skød rosen det rette sted hen og på bramfrit nydansk sagde, hvad vi alle tænkte: ”Det er så sindssygt lavet, det der!”
Man må bruge, hvad man har. For selvom det er højrebenet, der skal slå et venstrefodsindlæg, kan det sagtens blive smukt alligevel. Selvom turneringen starter i elendighed, kan den godt ende i eufori, og selvom man ikke står forrest i køen til det professionelle fodboldliv, kan man stadig godt blive hele Danmarks fodbolddarling.
Indtil videre har Joakim Mæhles talent taget ham fra AaB’s ungdomsafdeling til førsteholdet i Superligaen, til en bærende rolle i belgiske Genk med et mesterskab til følge, og videre til Atalanta; den forholdsvist lille norditalienske klub, der tager sit navn efter gudinden, der, ligesom Mæhle selv, er kendt for sin mere end forrygende fart i fødderne. Klubben er beliggende i Bergamo, en billedskøn, nærmest bedårende lille bakkeby med brostensgader en masse og snørklede veje, der dufter af friskbrygget kaffe. Cirka 120.000 indbyggere, og som det sig hør og bør i Italien, er de alle fodboldfanatiske.
”10 ud af 10,” hvis man skal tro hovedpersonen selv.
