”I Danmark går folk amok, når de ser mig, og det er jeg egentlig lidt dårlig til”

BOMBARDERENDE NED AD venstrekanten på vanlig vis. Tættere og tættere på tjekkernes felt, selvfølgelig. Og så papegøjen. Ubesværet med ydersiden, svævende mellem venner og fjender med kurs mod den ønskede destination: Kasper Dolbergs kølige inderside. Op i nettaget og videre mod EM-semifinalen. Målet blev scoret af Dolberg, men det var ikke hans, og det vidste den rigtige ejermand godt. Med armene udslået i en ’hva-sir-I-så’-positur cirklede han rundt om sig selv og lod sig omfavne af Thomas Delaney, der behørigt skød rosen det rette sted hen og på bramfrit nydansk sagde, hvad vi alle tænkte: ”Det er så sindssygt lavet, det der!”

Man må bruge, hvad man har. For selvom det er højrebenet, der skal slå et venstrefodsindlæg, kan det sagtens blive smukt alligevel. Selvom turneringen starter i elendighed, kan den godt ende i eufori, og selvom man ikke står forrest i køen til det professionelle fodboldliv, kan man stadig godt blive hele Danmarks fodbolddarling.

Indtil videre har Joakim Mæhles talent taget ham fra AaB’s ungdomsafdeling til førsteholdet i Superligaen, til en bærende rolle i belgiske Genk med et mesterskab til følge, og videre til Atalanta; den forholdsvist lille norditalienske klub, der tager sit navn efter gudinden, der, ligesom Mæhle selv, er kendt for sin mere end forrygende fart i fødderne. Klubben er beliggende i Bergamo, en billedskøn, nærmest bedårende lille bakkeby med brostensgader en masse og snørklede veje, der dufter af friskbrygget kaffe. Cirka 120.000 indbyggere, og som det sig hør og bør i Italien, er de alle fodboldfanatiske.

”10 ud af 10,” hvis man skal tro hovedpersonen selv.

Kærligheden er da også til at tage og føle på, da vi bevæger os rundt i byen med Joakim Mæhle som turistguide. Vi når kun akkurat at lukke hans hoveddør, før der lyder et ’Ciao, ciao’ fra den modsatte side af gaden. Klædt i det klassiske ’jeg-er-fodboldspiller-men-jeg-har-fri-outfit’ bestående af bløde, sorte shorts og en neutral, grå hættetrøje går Mæhle over til den kvindelige caféejer, der læner sig op ad dørkarmen og præsterer et varmt, moderligt smil, som afslører, at vi er inviteret indenfor til kaffe og kage.

Caféen ligger lige over for Joakim Mæhles lejlighed i det centrale Bergamo. De to konverserer frit på flydende italiensk, mens caféejeren tænder et slags røgelsespapir, laver espresso og serverer små kager. ’No butter and no sugar,’ fremstammer hun på gebrokkent engelsk. Mæhle hapser derefter gladeligt en.

Der har været skrevet meget og ment endnu mere om Joakim Mæhles ophold i Atalanta. At de ville af med ham, fordi han ikke for alvor var slået igennem, og at han selv ville væk, fordi han ikke har nydt den samme succes i Serie A som på det danske landshold. Selv mener han, at kritikken er forfejlet.

”Jeg synes måske, folk i Danmark opfatter mit ophold her lidt for negativt. Alt i alt har det været og er rigtig godt, og jeg er meget glad for at være her. Man skal huske på, at jeg er kommet hertil i en periode, hvor Atalanta er bedre end nogensinde før, hvilket gør det naturligt svært at komme på holdet. Samtidig skiftede jeg under corona, og der var Bergamo jo virkelig hårdt ramt. Lastbilerne kørte rundt med lig bag i, der var en sorg lagt ned over byen, og alt var lukket. Der var intet at foretage sig. Jeg så nærmest ikke min familie det første år. Det var et nyt land, nyt sprog, ny træner og nye holdkammerater, der ikke talte engelsk, og alligevel spillede jeg meget helt fra starten af. Ja, jeg kunne godt have tænkt mig at have lavet flere mål og assists, selvfølgelig, men jeg synes, det er gået godt.”

JOAKIM MÆHLE BOR på Via Pignolo i en rummelig lejlighed i stueplan med to stuer, samtalekøkken, et par gæsteværelser, et soveværelse og et slags romersk bad i midten af det hele.

”Det ser federe ud, end det egentlig er. Det er nemlig ret koldt,” siger han, da Euromans udsendte måber af begejstring. Her emmer lidt af lejelejlighed; et par bogreoler er placeret i en af stuerne, og ingen af bøgerne tilhører Joakim Mæhle selv. Der er bart på væggene, og i det hele taget er indretningen minimalistisk og viser ikke meget personlighed.

Der er dog ting, der siger noget om mennesket, som bor her. På et stort fladskærms-tv i en af stuerne kører DR’s valgdækning på lydløs. På væggene rundt om en beige lædersofa hænger fire indrammede trøjer med Joakim Mæhles navn på. En fra AaB-tiden, en fra Atalanta, en fra Genk og en fra landsholdet. I modsatte side af rummet står en ergonomisk gamerstol, og på bordet foran lyser en computerskærm skarpt op, selvom den for nuværende kun er i dvaletilstand. Gamingen kan vente til senere.

Siden Joakim Mæhle skiftede til Atalanta, er det indtil nu blevet til 71 kampe, tre mål og fem assists. Hvilket for Mæhle er fornuftigt, lader han mig vide, men for mange danskere for lidt. I Danmark er han en af stjernerne. En af holdets mest velkendte ansigter, der, hvis folk ser ham på gaden, hylder og hædrer ham for hans præstationer i den rød/hvide-trøje.

Alligevel nyder han livet i Italien i fulde drag. Det både siger han, og det virker det ligeledes til, da vi, mens vi går på toppen af Bergamos Unesco-fredede forsvarsmur, møder Vespa-kørende mænd, som venligt hilser på ham.

Selvom han ofte bliver genkendt i Bergamo, sker det på en helt anden måde end hjemme i Danmark:

”Her er folk stille og rolige. Man skulle tro, det var anderledes, men det er i Danmark, at folk går helt amok, og det er jeg egentlig lidt dårlig til. Jeg har en anden status her i Bergamo, hvor jeg ikke på samme måde som i Danmark er en af de vigtigste spillere. Den status afleder en mindre opmærksomhed i det daglige, som jeg synes er dejligt. Jeg har ikke brug for at gå ud, blive set og mænge mig. Jeg elsker, at jeg kan tage til træning og så bare komme hjem i ro og fred, slappe af, spille computer, spise noget mad og så sove.”

Joakim Mæhle

(f. 20. maj 1997) Opvokset i Østervrå, der ligger cirka 43 kilometer nord for Aalborg. Spillede i AaB’s ungdomsafdeling indtil 2016, hvor han blev rykket fast op i førsteholdstruppen. Her spillede han en enkelt sæson, inden han blev solgt til belgiske Genk, med hvem han i løbet af tre en halv sæson vandt det belgiske mesterskab (2019), ligesom han nåede at være anfører for klubben ved flere lejligheder. Blev i januar 2021 solgt til italienske Atalanta. Fik i september 2020 debut for det danske landshold, som han har spillet 31 kampe for med ni mål til følge. Er aktiv på streamingplatformen Twitch, hvor han streamer sig selv spille diverse PlayStation- og computerspil. Er ambassadør for Unicef og for tøjmærket Shaping New Tomorrow.

LANDSHOLDET ER I disse år elsket som aldrig før, og få spillere, hvis nogen, fremkalder den samme ekstatiske eufori som Joakim Mæhle, når han stormer rundt på banen. ’Mæhle! Mæhle! Mæhle!’ lyder Parkens insisterende kærlighedserklæring til manden, der om nogen symboliserer det åndsfællesskab, som de seneste år er vokset mellem hold og befolkning.

Hvad der er fulgt siden hans debut mod Belgien i september 2020, vil i fremtiden stå som en af de mest markante epoker i nyere dansk landsholdshistorie. Begyndende med en legendarisk EM-slutrunde for Danmark og for Joakim Mæhle personligt, der konstant var tæt på de store øjeblikke. Desværre ikke kun positivt.

Det sitrede fra Store Heddinge til Skagen, da bolden blev givet op den 12. juni 2021 inde i Parken. Danmark mod Finland. Om man sad på bar, til storskærmsarrangement, hjemme i stuen, var barn eller voksen, sprittet eller blot euforisk af endorfiner, troede man på de tre point.

Vi var finnerne overlegne, måtte man forstå. På papiret og på banen. Eriksen trykkede den af fra 20 meter med et djævelsk skud, der akkurat blev reddet. Det skulle nok gå. Lige indtil det ikke gik længere. Joakim Mæhle var den, der tog indkastet til Christian Eriksen, før han faldt om, og han var første mand henne ved ham.

”Det gik fandeme hurtigt. Jeg kastede bolden til Christian, og så faldt han. Han lavede jo faktisk en rigtig god aflevering tilbage, der sad lige i skoen. Jeg hørte endda publikum bag mig grine lidt, for det så jo lidt komisk ud. Jeg stod med bolden og fik ud af øjenkrogen set, at Christians øjne var helt væk. Jeg stak fingrene i munden på ham, så han ikke slugte sin tunge, men han krampede og bed så hårdt, at jeg ikke kunne holde grebet.”

DET VAR DANMARKS KENNEDY-øjeblik. Alle kan huske, hvor de var, da det skete. Christian Eriksens hjerte stoppede, og alle holdt vejret. Joakim Mæhle og holdkammeraterne dannede cirkel om den faldne Eriksen. Vi, der så på, vidste ikke meget, det danske landshold en smule mere:

”Lægen og fysioterapeuterne lod os vide, at der var puls, og der tænkte vi, at det nok skulle gå. Men lige pludselig hørte vi bare: ’Der er ikke puls, der er ikke puls.’ Og så gik de i gang med hjertestarteren. Det var voldsomt, for jeg havde aldrig set sådan en blive brugt før. Christian vågnede med et sæt og sagde: ’Hvad fanden skete der lige der?’ Jeg kan slet ikke huske resten af kampen for at være ærlig. Jeg kan huske, Pierre brændte straffesparket, men hvordan det blev lavet, eller hvordan finnerne scorede, erindrer jeg ikke.”

På Strandhotel Marienlyst ventede krisepsykologer, og spillerne fik lov til at bryde den ellers tætomsluttede corona-boble for at mødes med deres kære. Noget, der i den grad hjalp på den mentale ligevægt, men som ikke just gav sejrsoptimismen tilbage. Mødet med menneskets dødelighed havde sat sine spor, og da næste kamp mod Belgien skulle spilles, var det ikke med tre point for øje.

”Kasper Hjulmand sagde, at resultatet var ligegyldigt. At vi kunne tabe 10-0, det ville ikke gøre noget. Han var stolt af os, alene fordi vi gik ud på banen. I første halvleg kørte vi dem over, og vi havde måske fortjent at få mere med hjem fra kampen. Hjemme på Marienlyst følte vi, at vi stod med det ene ben ude af turneringen, men folk var på ingen måde sure over det. Vi knappede et par øl op, fik os noget vin og slog hovedet lidt fra.”

Et langt mere traumatisk udgangspunkt, og dog er parallellerne til EM-heltene fra 1992 og deres famøse McDonalds-tur ikke til at overse. Uagtet om det er for at grine eller græde, befinder danskerne sig godt, når de kan udtrykke sig emotionelt. Og udtrykke sig må man sige, de gjorde. Med manér sågar. Næste kamp var mod Rusland, og hvis ikke Danmark vandt, kunne de glemme alt om videre avancement i turneringen.

”Den bedste kamp, jeg har været en del af,” siger Mæhle. ”Den satte fundamentet for, hvordan det danske landshold opfattes i dag. Og jeg lavede også en kasse. En ganske udmærket en af slagsen.”

Hverdagen i Italien

Det er et stramt skema, Joakim Mæhle kører i Atalanta. Hver lørdag eller søndag modtager han sit program for den kommende uge.

Først der ved han, hvornår han har fri, hvornår han skal arbejde, og hvad der ellers er tid til.

Oftest møder han ind klokken 12.30 til frokost for derefter at lægge sig op på et værelse på træningsanlægget, slå mave og afvente besked, om det er tid til enten styrketræning eller taktisk gennemgang i videorummet. Efter en af de to aktiviteter, venter der træning med bold, og klokken 18 vender han hjemad.

Aftenen består af et diætetisk stramt koreograferet måltid, gerne noget vegetarisk, eller noget med et lavt fedt- og sukkerindhold, computerspil, for tiden især CS:GO, med vennerne, og så ordentlig tid i seng, så han minimum får otte timers søvn.

Selv på fridage træner han, enten en løbetur eller styrketræning, og altid har han for øje, hvad han spiser, drikker, og hvor meget han sover. 

Hvad han elsker mest ved tilværelsen som professionel fodboldspiller? ’Friheden,’ lyder svaret:

”Jeg laver det, jeg elsker. Det kan godt være, at træneren nogle gange er åndssvag, og at træningstiderne kan irritere mig, men jeg elsker at komme til træning. Hver eneste dag uden undtagelse. Jeg har sagt farvel til en masse ting, som mange sætter pris på, men til gengæld har jeg fået mange oplevelser og mange muligheder, som de fleste ikke har,” siger Joakim Mæhle.

KAMPEN MOD RUSLAND var ren Fugl Fønix. Ren H.C. Andersen. Christian Eriksens afløser, Mikkel Damsgaard, var fra da af kendt som Damsinho. Der var symbolsk revanche for Jesper Olsens fatale fejl af en tilbagelægning fra 1986. Yussuf Poulsen skreg følelserne ud og blev genfødt i en regn af øl. Andreas ’AC’ Christensen fik taget til at løfte sig med et tordenskrald af et langskud, og Joakim Mæhle sluttede det hele af med et kraftfuldt løb og et veleksekveret spark i det korte hjørne.

’4, 4, 4, 4-0!’ blev det i kampen efter i Amsterdam mod Wales. Mæhle scorede igen, ligesom Double-Dolberg og Martin Braithwaite skrev sig ind i historiebøgerne. I kvartfinalen var tjekkerne mere end en formsag, men også de måtte bukke under for den danske fodboldmaskine, der smurt med levelyst virkede ustoppelig. England ventede på Wembley i semifinalen. 90.000 tilskuere og et stjernespækket landshold, der om muligt havde endnu mere storhedsvanvid og optimisme end Danmark.

”Has it ever been home?” Okay, danskernes selvtillid kunne vokse ind i himlen, og da Mikkel Damsgaard med sin magiske halvtliggende vrist krøllede bolden ind under overliggeren i det 29. minut, kunne vi alle ligeledes gå på vandet. 1-1 blev den desværre ikke lang tid efter, men hvad værre var, lod Raheem Sterling til kun at blive friskere og frækkere jo længere tid, der gik. Og så skete det.

”Straffesparket kan man diskutere. Der er en ekstra bold på banen et par meter fra, hvor vi kæmper om bolden, og kontakten er også tvivlsom. Jeg synes ikke, jeg lavede straffe, og jeg følte, det var meget uretfærdigt dømt,” siger Joakim Mæhle, mens vi går rundt i Bergamos gader. ”Et par gange i løbet af sæsonen får vi i klubberne besøg af dommerforbundet, der taler med os om nye regler og viser os videoer af forskellige kampsituationer, som skulle have været dømt anderledes. Og ofte viser de lige netop det straffespark, som et eksempel på en fejldom. Mine holdkammerater driller mig altid med det, men det kan jeg snildt tage. Det viser jo også bare, det ikke var min skyld. Men for helvede altså, hvor var det irriterende!”

DER ER 232 KILOMETER i fugleflugt, men en verden til forskel mellem Østerbro og Østervrå – Joakim Mæhles to hjemmebaner. I den nordjyske småby Østervrå ånder der fred og ro, dørene forbliver ulåste, og kvarterets unger render ind og ud ad carportindgange og huller i hækkene. Således voksede han op, Joakim Mæhle. I et kærligt hjem med en mor, Annemette, der var filialchef i den lokale Nordjyske Bank, en far, Kjeld, der var lastbilchauffør, og to brødre, Marko og Daniel, med seks år imellem dem alle tre. Trip, trap, trapsko – ren dansk idyl.

Man skulle tro, det var Morten Korch’sk nok, men næ nej. Familien Mæhle Petersens rødder gror dybt og bredt i den nordjyske flække. Der er onkler og tanter, fætre og kusiner, små børn at lege med og voksne at se op til. Uendelige veje at løbe på og grænseløse marker at forsvinde i.

”Alle kender alle i Østervrå. Jeg boede på vej med mine bedste venner. Skolen lå 100 meter fra, hvor jeg selv boede, og i det hele taget er det en meget familiær by, der gav mig en tryg og varm opvækst.”

Fodbolden blev sparket fra generation til generation. Farfaren, Ole, spillede i Østervrå IF, indtil han var 60 år, og Kjeld Mæhle holder den dag i dag stadig rekorden for flest førsteholdskampe for klubben. Storebror Daniel ville lege med, og det ville Joakim Mæhle også. Problemet var bare, at der ikke fandtes et fodboldhold til toårige, men da faren var træner for Daniels miniputhold, kunne det godt lade sig gøre. Og så rendte han rundt der, kun lige gående, dog boldsparkende, blandt fem-seksårige, der var hoveder højere end ham selv. Måske det sagde sig selv allerede dengang, at det hele kunne udvikle sig til noget specielt?

’Jeg kunne være blevet professionel,’ har snart sagt alle danske mænd, der ikke blev professionelle fodboldspillere, sagt igennem tiden. Men kvinder og sprut, fristelser og frihed og måske vigtigst af alt tendensen til at tvivle på sig selv, står imellem de fleste og de få, mellem Daniel Mæhle og Joakim Mæhle. For selvom hans storebror med Joakim Mæhles egne ord ”nok besad et lidt større talent,” er det i dag Daniel Mæhle, der arbejder i bankverdenen, og Joakim Mæhle, der dribler rundt på alverdens stadioner:

”Joakim var i 10-årsalderen ikke bedre end så mange andre. Han var god, havde et talent, men i den periode så vi mange andre fodboldspillere, der var mindst lige så gode. Men der var noget i ham tidligt. Noget, der fik ham til at tage mavebøjninger i gangen, mens vi andre brødre spillede PlayStation på værelset. Han havde bare en tro på, at uanset hvad andre sagde til ham, skulle det nok lykkes. Hvis nogen dengang sagde til mig, at jeg havde spillet en dårlig kamp, påvirkede det mig i flere dage. Det skete ikke for ham. Han lukkede bare de der ting ude,” siger Daniel Mæhle.

Hvor Daniel Mæhle tvivlede, stod Joakim Mæhle fast, og selv da det søde teenageliv lokkede med det ene og det andet, var den midterste Mæhle-bror stålsat i sin ambition:

”Jeg ved ikke, hvad der gjorde det, men jeg var lidt af en freak og meget kedelig,” siger Joakim Mæhle. ”Mine ambitioner kom helt naturligt, og jeg var meget fokuseret. Jeg deltog aldrig i nogen fester, og hvis jeg gjorde, tog jeg tidligt hjem. Jeg drak mig fuld første gang som 18-årig, og jeg har aldrig så meget som bare rørt en cigaret.”

Mødet med Ronaldo

En af de største oplevelser, Joakim Mæhle har haft med Atalanta, var, da han startede inde mod Manchester United i Champions League i gruppespillet i 2021. Det mægtige, engelske hold havde i sommerens transfervindue hentet Cristiano Ronaldo tilbage til klubben, og den portugisiske superstjerne var startet sæsonen i forrygende form.

Cristiano Ronaldo er Joakim Mæhles helt store forbillede. Ham, han kiggede til, når det var mørkt og koldt, og der alligevel skulle løbes en tur gennem Østervrå. Ham, hvis overmenneskelige træningsdedikation han prøvede at tilegne sig, når træningsbanen i Aalborg var sne- og vindblæst. At stå over for Cristiano Ronaldo var et bevis på, hvor langt han var nået.

Atalanta så længe ude til at vinde kampen. De havde ført 1-0, det var blevet til 1-1 ved en Cristiano Ronaldo-scoring og derefter til 2-1 til det norditalienske hjemmehold. Uret havde passeret det 90. minut, og det så umiddelbart ud til at blive en stor sejr. Men som så mange gange før ville Cristiano Ronaldo have det sidste ord. En flugter på en løs bold lige uden for feltets højre side fandt den inderste del af stolpen og den yderste del af målnettet. 2-2, mavepuster og tak for i aften.

”Det var sindssygt at spille mod Cristiano. Jeg stod lige ved siden af ham, da kampen blev fløjtet af, jeg fik hans trøje, og bagefter siger han så med smil ud over det hele: ’You know me. I always score. I always score, ha ha.’ Legendarisk,” siger Joakim Mæhle.

TIDEN SOM UNGDOMSSPILLER i AaB var en lang cha-cha-cha for Joakim Mæhle – et skridt frem og to tilbage. I lang tid så han alle sine holdkammerater og nærmeste venner blive tilbudt fuldtidskontrakter, mens han selv blev forbigået. Og da den første kontrakt endelig kom i en alder af 16 år, var det en kortlivet succes. De andre var bedre end ham, og bænken var ofte, hvor han befandt sig, når ungdomsholdet turnerede land og rige rundt.

Joakim Mæhle tog sagen i egen hånd. På det tidspunkt var han ikke den spiller, vi kender i dag. Han var angriber uden mål i støvlerne, og det måtte der gøres noget ved. Med usikker hånd og skælvende ben bankede han på døren hos sin U17-træner, Lars Knudsen:

”Jeg var lidt bange for at gå derind, for man har sindssygt meget respekt for sin træner som U17-spiller. Men det var godt, jeg gjorde det. Jeg spurgte, om jeg ikke kunne få lov til at spille back, for jeg ville bare gerne have nogle minutter på banen. ’Det kunne vi sagtens finde ud af,’ sagde han, vendte sig mod taktiktavlen og forklarede fire-fem vigtige ting om rollen. Fra da af havde jeg en ny position.”

Spilletiden fulgte, og ligeså gjorde oplæggene og målene. Det gik godt. Indtil det ikke gjorde det længere. Cam impingement. En typisk hofteskade inden for fodbold, som kan være svær at udbedre. Nogle gange lykkes det læger og fysioterapeuter at fixe det, og andre gange skal man lade det gå i sig selv. Sidstnævnte var tilfældet for Joakim Mæhle. Og tid tog det. Halvandet år faktisk. Utrolig lang tid at være væk fra banen i en formativ fodboldalder. AaB-karrieren så ud til at fordufte, før den overhovedet var begyndt.

Jacob Friis, der på det tidspunkt var U19-træner i AaB, havde i sin egen karriere spillet i USA og i Mexico, og Mæhle fik igennem Friis’ kontakter et scholarship i USA. En mulighed mange ville være glade for, men som ikke ligefrem kan betragtes som en direkte vej til europæisk topfodbold, grundet det noget lavere niveau over there. Men som så ofte før og siden i Joakim Mæhles karriere vendte det på mirakuløs vis.

Skaden gik i sig selv, hoften fungerede, scholarshippet blev annulleret, og ind på grønsværen trådte en anden Mæhle, der i sit skadesforløb havde brugt endog rigeligt med timer i styrketræningsrummet: større, stærkere, hurtigere. Fra kamp til kamp blev spillet bedre. Endda så godt, at der begyndte at komme invitationer til træningspas med Superliga-truppen. En anderledes størrelse med et strengere hierarki og ingen kære mor:

”På ungdomsholdet følges man ad med sin aldersgruppe i flere år, er sammen med dem hver eneste dag og opbygger et specielt bånd. På U19 var jeg en af de bedste, men i førsteholdstruppen var jeg vandbærer, en flaskedreng. Der var flere træninger, hvor jeg bagefter tænkte: ’Det her, det kan jeg ikke.’ Der var typer som Kasper Riisgård, der bare svinede mig til. Han så mig som den 18-årige knægt, der var kommet op på førsteholdet og troede, jeg var noget specielt. Jeg skulle bare smides under bussen og køres over. Det er hårdt at blive behandlet på den måde af en, man har så meget respekt for, men sådan er det bare, og jeg har intet ondt at sige om ham.”

DET VAR IKKE MANGE kampe, Joakim Mæhle nåede at spille på højeste niveau i AaB. 27, hvis man skal tro databasen Transfermarkt. En imponerende debutsæson havde affødt udenlandsk interesse, og den belgiske klub Genk havde fået et særligt godt øje til den eksplosive back.

”Jeg havde det skidegodt i AaB. Jeg boede for mig selv, var tæt på alle mine venner, og de fem andre spillere, jeg var rykket op med i Superligatruppen fra ungdomsholdet, var stadigvæk i truppen. Der var mange, der sagde, det var alt for tidligt, jeg tog afsted, men jeg vidste ikke, hvornår jeg ville få muligheden igen. For mig var det også at gå fra en, uden at lyde grisk, ’middelmådig kontrakt’ til at komme et sted hen, hvor pengene, for en som mig, der aldrig havde troet, jeg skulle tjene en krone på at spille fodbold, var helt vanvittige. Jeg havde bare lyst til at prøve udfordringen.”

Udlandsprofessionel fodboldspiller med millionkontrakt og livet foran sig. What’s not to like? Joakim Mæhles far, Kjeld, tog endda med derned den første uge, hjalp med at skaffe hus og holdt ham ved selskab. Men efter en uge tog han hjem, og så var Joakim Mæhle for sig selv. Mutters alene i et fremmed land hos en helt ny arbejdsgiver med et enormt præstationspres på sine skuldre. Der blev grædt en del den første tid, for var det nu det hele værd? Uden venner og familie og med følelsen af, at hvert træningspas gjaldt liv eller død:

”Jeg kom til Genk, lige da vi skulle til at starte pre-season, og jeg tænkte bare: ’Nu skal jeg give den en skalle, der skal køres hårdt på, og jeg skal vise mig godt frem.’ Da træningslejren var ovre, havde det været mega seriøst, og mine holdkammerater havde vist sig som gode fodboldspillere med et højt niveau, som jeg skulle kæmpe for at være med på. Efter den tur skulle jeg bare hjem og slappe af, så jeg var klar til træning igen nogle dage efter. Og så kom en af de ældre spillere over til mig og sagde: ’Nu skal vi ud og drikke.’ Og jeg tænkte bare: ’Hvaaa' fuck sker der her.’”

Erkendelsen af at fodboldlivet ikke udelukkende består af hårde træningspas, forventningspres og begrænset socialt samvær ramte ham som et koldt glas vand i et solforbrændt ansigt. Der var mere til det, mere kammeratskab og løssluppenhed. Afsted på restaurant røg de, og med maverne fulde strøg de videre på natklub, hvor holdets 37-årige, stærkt erfarne anfører, Thomas Buffel, sjaskede drinks op i glassene til dem. Forløsende og forfriskende, og aftenen var lige dele fuld af morskab og fuldskab.

”En sindssygt dejlig og uforudset velkomst,” siger Joakim Mæhle.

I hans anden sæson i Genk gik alting op i en højere enhed. Den nye træner, Philippe Clement, havde et særdeles godt øje til danskeren. ’Han bliver den bedste back i ligaen,’ spåede Clement om Mæhles evner, og med tillid følger oftest gode ting. For Joakim Mæhle var det hele 54 optrædener, fem mål, 10 assists og en position som et af det belgiske mesterholds vigtigste spillere. Et år med lige dele store resultater og eksplosiv udvikling:

”Jeg udviklede mig på stort set alle områder: teknisk, taktisk og fysisk, men vigtigst af alt blev jeg som spiller mere bevidst om mine kvaliteter. At jeg fysisk kan noget særligt. At jeg fra omkring det 70. minut og frem i de fleste tilfælde vil kunne løbe mere og kraftigere end min modstander.”

Hvad bringer fremtiden?

Ivan Marko Benes, agent for Joakim Mæhle

”Joakim Mæhle og Mikkel Damsgaard var jo nogle af Danmarks darlings ved EM i 2021. Hvis ikke alle i fodboldbranchen kendte Joakim inden EM, så gjorde de det i hvert fald bagefter. Der var selvfølgelig stor interesse for ham lige efter slutrunden, men i og med at han allerede der spillede for Atalanta, der er en klub på et virkeligt højt niveau, var det begrænset, hvilke klubber der kunne købe ham. Jeg håber og tror, han kan nå hele vejen til en absolut topklub i Europa. Jeg føler ikke, der er nogen øvre grænse. Han er kommet rigtig godt igennem i Atalanta, hvor de kører med et hårdt rotationsprincip, hvor spillere ofte skiftes ud fra kamp til kamp. Det har han klaret rigtig flot, synes jeg.”

Morten Bruun, fodboldekspert på TV 2

”Jeg er overrasket over, at det ikke er gået Joakim Mæhle bedre i Atalanta. Men når det nu er gået mindre godt, kunne det nok være godt for ham at søge væk fra de snærende taktiske bånd i Italien. For at få det optimale ud af hans kompetencer skal en klub være parat til at omfavne hans alternative og meget offensive fortolkning af wingback-positionen. Hvad med Borussia Dortmund eller RB Leipzig i Bundesligaen?”

Joakim Mæhle

”Jeg er på ingen måde utilfreds med at være i Atalanta. Jeg føler mig hjemme her. Som fodboldspiller vil man altid gerne spille og prøve sig af. Den tyske og den engelske liga har altid tiltalt mig. Fysikken og tempoet passer rigtig godt til, hvordan jeg godt kan lide at spille. Jeg kan godt lide udlandseventyret, og det vil jeg gerne fortsætte med. Det er svært at sige, om jeg i fremtiden kunne skifte til et fast Champions League-hold, da man ikke kan garantere, at holdet sæson efter sæson spiller i den turnering. Men hvis jeg på et tidspunkt skulle skifte, ville jeg håbe, det var til det niveau. Det betyder ikke noget for mig, om holdet spiller i en stor metropol, hvor man kan shoppe og gå ud i byen, eller om der er godt vejr og varmt eller ej. Det kommer meget an på træneren. Hvis jeg har tillid fra træneren, kan jeg spille hvor som helst.”

SELVOM JOAKIM MÆHLE allerede her havde lyst til at tage næste skridt i sin karriere, blev han et år mere. Genk skulle spille Champions League, og der lå ingen tilbud på bordet, som fik hovedet til at vende. Men efter den sæson, tre år efter skiftet fra AaB, var Joakim Mæhle fast besluttet.

Den store, franske klub Marseille var på transfervinduets sidste dag kommet med et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Klubberne forhandlede frem og tilbage, og 10 minutter i transfervinduets lukning så det hele ud til at gå igennem.

’Den er hjemme,’ skrev Joakim Mæhle til sin familie.

Men fodboldens verden er uforudsigelig, og fem minutter efter Mæhle havde skrevet på telefonen, blev handlen annulleret. Genks sportsdirektør havde trukket sin opbakning, og Joakim Mæhle sad skuffet tilbage.

”Jeg var så knust og havde mit livs værste nat. Jeg følte, jeg stod stille. Jeg havde prøvet det hele i Genk. Været anfører, vundet mesterskabet, og jeg havde spillet næsten alle minutter.”

Heldigvis for Joakim Mæhle var det næste transfervindue lige rundt om hjørnet. Det var i den coronaplagede 20/21-sæson, hvor sommerens transfervindue varede helt til oktober, hvilket betød, at der kun var omtrent tre måneder til næste mulige skifte.

Atalanta havde i en årrække fulgt den løbestærke nordjyde på nærmeste hold. Klubben havde sæsonen forinden blæst fodboldeuropa bagover med en innovativ og hyperoffensiv spillestil, der blandt andet resulterede i en kvartfinale i Champions League. De manglede en højreback, da de netop havde solgt belgieren Timothy Castagne videre til Leicester, og Joakim Mæhle manglede en udfordring.

I DEN LILLE, italienske klub kan man tidsmæssigt snakke om et ’F-G’ og et ’E-G’: ’Før-Gasperini’ og ’Efter-Gasperini’. Den iltre, italienske træner har gjort et intet mindre end sensationelt arbejde for Atalanta. Nedrykkere i 02/03, 04/05 og 09/10, og indimellem de katastrofesæsoner var det ofte meget middelmådigt eller decideret ringe.

Entrare Gasperini. Siden hans ansættelse i 2016 er klubben sluttet som nummer 4, 7, 3, 3, 3 og 8 i Serie A. Det er blevet til tre Champions League-deltagelser, der har budt på en kvartfinale og en ottendedelsfinale. I 19/20- sæsonen scorede Atalanta hele 98 mål i Serie A, endda uden at have en spiller, der alene havde stået for mere end 20 mål.

”Et taktisk geni,” siger Joakim Mæhle om den gråhårede sølvræv af en succestræner:

”Gasperini er en helt i Bergamo, og det er svært at kritisere ham for meget, selvom jeg nogle gange føler, han kun ser en som et nummer. Han er meget speciel, og han har et stort temperament. Jeg kan huske engang, vi havde spillet ude mod Fiorentina. Vi havde tabt, træneren havde fået rødt kort, og det havde bare været en rigtig lortekamp. Jeg havde siddet på bænken hele kampen, og til taktikmødet dagen efter skældte han alle ud. På et tidspunkt fangede han mit blik, pegede to fingre mod sine egne øjne, så mine, og så gik han helt amok. ’Jeg kan se i dine øjne, du ikke vil det her,’ og så videre. Og jeg havde ikke engang spillet kampen. Det vænner man sig til med tiden. Men han er den dårligste træner, mandskabsplejemæssigt, jeg har haft. Det tror jeg, alle, der har spillet for ham, kan skrive under på.”

I SKRIVENDE STUND er der et par kampe tilbage for Joakim Mæhle og Atalanta, inden VM i Qatar løber af stablen. Der har været skrevet mangt og meget om slutrunden. Om dens tilblivelsesgrundlag og om landet, den afholdes i. Om pengekufferter, korruption, slavelignende arbejdsforhold og middelalderlige syn på kvinders rettigheder og homoseksuelle. Men faktum er, at Danmark deltager og endda som mange eksperters bud på en dark horse til titlen.

”Jeg ville ønske, VM ikke skulle afholdes i Qatar, men det er ikke os spillere, der har besluttet det. Hvis vi boykottede VM som landshold, kunne vi risikere at få karantæne fra andre VM-slutrunder i mange år, og det er ikke nogen god løsning. Jeg håber og tror på, at vi ved vores deltagelse kan sætte fokus på og forbedre menneskerettighederne i Qatar,” siger Joakim Mæhle.

Han medgiver, at det ikke bliver den samme fodboldfest, som vi så ved EM i 2021. Hjemme i Danmark bliver mange storskærmsarrangementer droppet, og det danske vintervejr vil formentlig umuliggøre, at folk samles i store flokke udenfor. De danske byer bliver ikke malet røde denne gang, og de medrejsende fans i Qatar vil også være færre, end der kunne have været. Det er nemlig hundedyrt at rejse til ørkenstaten, hvilket udelukker mange fra arbejder- og middelklassen. Dem, som normalvis synger landsholdet frem. Dem, som i Parken skaber kulissen rundt om det danske landshold og deres nummer 5, som i de seneste år er blevet en af holdets vigtigste spillere – endda i en periode med uhørt meget succes.

Men Joakim Mæhle vil ikke medgive, at en eventuel VM-succes vil medføre en dårlig smag i munden for de danske spillere:

”Vi glæder os sindssygt meget, for uanset hvad er det en VM-slutrunde, som vi har arbejdet hårdt for at komme til. Jeg synes godt, vi kan tillade os at have store forventninger og forhåbninger. Lige siden Kasper Hjulmand tog over, har vi bevist, at vi er et sindssygt godt hold, og at vi kan slå de største. Vi har vundet over England, spillet op med Belgien og slået Frankrig flere gange. Vi kan ikke love noget, men vi kan love, at vi gør alt, hvad vi kan, for at vinde alle kampene. Konkret skal vi selvfølgelig videre fra gruppen, det er vores første målsætning, men man kan ikke forudse, hvem vi eventuelt møder senere i turneringen. Jeg vil dog mene, at vi godt kan tillade os at drømme stort og have store ambitioner.”

VM i Qatar bliver den anden slutrunde for Joakim Mæhle og den anden slutrunde for Kasper Hjulmands danske landshold. Sidst var det lige ved og næsten, og har man fulgt Joakim Mæhles historie med det danske landshold, ved man, at de er farligst, når de rejser sig efter et tilbageslag.