MENS DE FLESTE mediehuse er i knæ, og landets journalister træder hinanden over tæerne i køen til dagpengekontoret, er der én forgrening af journalistikken, der stortrives som aldrig før, og det er fodboldtransferjournalistikken. Opgaven for de såkaldte transferjournalister er lige så enkel, som den er tidskrævende: Afslør transfervinduets klubskifter, og vær den første, der gør det.
Ingen herhjemme har sat sig på titlen som transferguru som B.T.’s Farzam Abolhosseini. I sommermånederne og i januar – hvor de såkaldte transfervinduer er åbne, og spillerne kan skifte klub – er det på hans X-profil, danske Superliga-følgere søger tilflugt fra januarmørket. Køber Brøndby ikke snart en angriber? Hvad sker der med Kamil Grabara? Hvad har AGF’s nye back kostet?
Her fortæller Farzam Abolhosseini om sin rødglødende telefon, et asketisk arbejdsmiljø og sin forstående familie.
”I TRANSFERVINDUET SKER der mange flere ting, end der bliver skrevet om. Og der er også mange historier, jeg ikke fanger. Andre gange er der historier, jeg bruger ugevis på, men hvor et andet medie når at breake den før mig. Når det sker, bliver jeg da skuffet over mig selv. Irriteret. Men jeg respekterer også, at der er mange, også i Danmark, der gerne vil det samme som mig. Og jeg har efterhånden lært at leve med, at jeg har kun én telefon, og jeg kan kun tale med én person ad gangen. Det vigtigste er, at jeg giver alt, jeg har i mig, når transfervinduet er åbent.
MENS VI TO har talt sammen (i tre minutter, red.) har jeg fået ni beskeder på min telefon. Nej, 10 nu. Det er sindssygt stressende. Forfærdeligt, simpelthen. Jeg er i kontakt med trænere, scouts, agenter, sportsdirektører, spillere, spilleres kærester, venner til kærester, familier, journalister, kollegaer. Alle mulige.
JEG ARBEJDER NORMALT hjemmefra, men i går bad min redaktør mig om at komme ind på vores redaktion i forbindelse med en anden stor historie, vi arbejder på, der ikke handler om transfers. Det tog tre-fire timer, og jeg kunne bare mærke, at jeg blev så irriteret og skuffet. Det er ekstremt lang tid for mig. Der var mennesker, jeg ikke fik talt med, og andre medier kunne få et forspring på mig i de timer.
I GÅR MÅTTE jeg afbryde en samtale med en person, jeg virkelig respekterer, fordi jeg kunne mærke, at samtalen trak ud og blev længere end 20 minutter. Den samtale skal vi hellere tage i februar. Og det sagde jeg lige ud til ham. Heldigvis respekterer folk det. Men rent socialt er jeg ikke så fed at være i nærheden af de her dage. Mit hoved er et andet sted.
DET BEDSTE MILJØ for mig at være i, når transfervinduet er åbent, er i et dødkedeligt rum, hvor det bare er mig, min telefon og min computer. Hvor min kone og mine børn ikke forstyrrer mig. I dag, lørdag, startede min dag klokken 5.30, og så sidder jeg sådan set bare og taler i telefon og skriver fra morgen til aften. Måltiderne spiser jeg med min familie – det har vi lovet hinanden.
JEG AFLEVERER BØRNENE i hverdagene, selvom det kan være hektisk. Forleden afslørede jeg, at Mads Lyng ville blive ny assistenttræner i OB. Historien breakede klokken 7.45, klokken 8.00 var den ældste i skole, 8.10 var den yngste i børnehave, og 8.30 sad jeg foran computeren igen.
MIN FAMILIE ER indforstået med, at mit arbejdsliv er sådan her, så længe det ikke altid er sådan. Jeg aflyser alt i januar. Min nevøs 20-års fødselsdag 28. januar kommer jeg fx ikke til. Der måtte jeg sige til min søster, at jeg ville alligevel ikke være til stede. Mit hoved er fem tusind andre steder, og det er totalt dårlig stil, men jeg lover at komme en anden gang. Man er nødt til at være ekstrem, hvis man vil være den bedste. Og det vil jeg.
DET ER OGSÅ derfor, at jeg er så glad for, at vinduet lukker igen. For ellers var jeg blevet sindssyg. Hvis det var sådan her året rundt, var jeg blevet skilt med det samme, det er helt sikkert. Og jeg ville ikke have noget liv. Jeg ville ikke have nogen venner. Ingen familie.
JEG HAR JO ikke givet mig selv titlen ’transferguru’, men jeg forstår godt præmissen. Jeg er mere ekstrem end alle andre. Det er en livsstil for mig, det er ikke bare et arbejde. Der er mange, der synes, det er fedt – andre medier har virkelig også intensiveret deres transferdækning – men hvor langt vil de gå for at få historien? Der tror jeg, jeg er villig til at gå meget længere end alle andre. Ikke i forhold til den journalistiske etik, men i forhold til at lægge det arbejde i det, der skal til. Det er der, jeg tror, forskellen er. Jeg lever og ånder for det her, når vinduet er åbent.
LIGE SÅ SNART, vinduet lukker 1. februar, logger jeg af. I år rejser min familie og jeg til Mexico. Der er mange, der ikke tror på det, men min kone ved, at det passer: Så snart vi rammer Københavns Lufthavn, slukker jeg min telefon, så ingen kan kontakte mig. Nogle gange har jeg opkald fra ekstremt vigtige mennesker i den her branche, men jeg må bare sige til dem, at den her ferie er vigtigere for mig. Omvendt er jeg helt sikker på, at kilderne også nyder en pause fra mine opkald.
MIN KONE SPØRGER mig stadig: ’Hvordan kan du blive ved med at synes, det er fedt?’ Det ved jeg ikke! Jeg har lavet tusindvis af de her afsløringer, men jeg synes stadig, det er det fedeste i verden. Jeg kan simpelthen ikke give slip på det. Og så længe, jeg har det sådan her, vil jeg blive ved. Så tager jeg gerne de 100-200 opkald om dagen, jeg modtager.”
