Hundedyrt cykelgear er ikke for alle, og fred være med det. Men her kommer en kliché: Dit gode hoved kan du ikke sætte en pris på. Ja, det kan du så alligevel, i den forstand at du kan vælge at passe på det med en temmelig billig model, men så får du altså ikke – og her citerer vi – en teknologi, ’der kombinerer MIPS Air systemet med en EPS stødabsorberende struktur, forstærket med stødskjolde.’ Og den her detalje: Bagstykket har en åbning, der giver mere plads til en eventuel hestehale. Så er der ingen undskyldninger, cowboy.
Sweet Protection ’Falconer 2Vi Mips’til 1.849 kr. hos cykelgear.dk.
Annonse
Trygt
Når først man lige har fået styr på det med luftpatroner og udløsere, så er det en virkelig behagelig og ikke mindst nem måde at få noget luft tilbage i slangerne. Med den her såkaldte ’Gauge Trigger’ fra Specialized kan du løfte niveauet. Den viser nemlig også trykniveau, idet du pumper. Så får den hverken for lidt eller for meget, når du efter bagerstoppet i Tikøb står og gør dig den forbitrede erkendelse, at du har haft en siver.
Specialized ’Gauge Trigger CO2’ til 339 kr. hos cykelshoppen.dk.
Shut up and take my money
Vi er ude på gentagelsens overdrev, når vi siger, at Maap virkelig får noget vind på næsen, når det gælder feltet af cykeltøjsdesignere. Overvej fx lige de farver her. Selv helt stivbenet på vej ind efter basser kommer du til at se hurtig ud i denne mundering. Og når de så skriver, at trøjen indeholder ’moisture-wicking technology’, så er vi altså ved at være i godt og grundig shut up and take my money-stemning.
Maap ’Orbit Pro Air Jersey’til 1.268 kr. hos maap.cc.
Annonse
Tys-tys-ur
Okay, her har vi en af den slags udskrivninger, du gør klogest i ikke at nævne for nogen. De vil alligevel ikke forstå det. Til gengæld for udskrivningen får du i form af Garmins ’Forerunner 955’ verdens vel nok bedste sportsur. Vi kan dårligt komme i tanke om noget, det ikke kan. Her er et kort udpluk af dets generalieblad: VO2-max-måling, Body Battery Energy Monitor, uheldsdetektion, Group LiveTrack. Som sagt: bare et kort udpluk.
Garmin ’Forerunner 955’ til 3.831 kr. hos fcomputer.dk.
Lappelapper
Er du også en af dem, der føler dig forfulgt af punkteringer? Hot tip: Anskaf dig sådan nogle små lappeplastre her, så du kan få noget luft under dig, uden at den gamle slange bare skal byttes ud med en ny. Hvis du ikke orker at lappe on the go, så skift bare slangen, og udfør selve lappemanøvren derhjemme. Moder Jord siger tak!
Det er ikke alt i denne guide, der hører til i kategorien must have. Men her er en. Du skal have en vest. Der er ikke noget at rafle om. Og den her fra Pas Normal er alt, hvad du behøver. Til turene om morgenen, hvor temperaturerne langsomt stiger. Til det pludselige skydække. Til regnen. Til de dage, hvor du bare er i tvivl om vejret. Hvilket jo – og det ved de fleste nok alt om – er mere reglen end undtagelsen herhjemme.
Pas Normal Studios ’Mechanism Stow Away Gilet’ til 1.050 kr. hos pasnormalstudios.com.
Sjovt på belgisk!
Ridley er fra Belgien, og tror du så, at de ved, hvad de laver, når det kommer til cykling? Ja, selvfølgelig gør de det, de bindegale pomfritter. Og tror du så også, at de kan finde ud af at lave cykler, der kan tåle lidt tæsk ude i skoven? (Ja!) Det er blevet sagt mange gange, men enhver hobbycyklisttype bør unde sig selv at få en terrændygtig cykel i arsenalet. Ud og hen over den smattede bund. Og så straks hjem og åbne en belgisk post-race-øl, så du kan blive dejligt lykkelig, udmattet og søvnig på samme tid.
Ridley ’Grifn GRX600’ til 24.999 kr. hos fribikeshop.dk.
Klokkerent
Uanset hvor aero du forestiller dig selv, så bliver det aldrig rigtig godt at ankomme med høj vokal og bede en mor og hendes dreng, der er ude på cykelstien for at lære at køre uden støttehjul, om lige at give plads. Eller den mere passivt-aggressive version, hvor man regner med, at alle naturligvis registrerer lyden fra dit friløb. Nej, anskaf dig en ringeklokke ligesom alle andre. Denne fra XLC er – udover at være lige lovlig stram i elastikken – aldeles fin.
På deres hjemmeside skriver Rapha, at denne ’Core Winter Jacket’ er beregnet til temperaturer mellem en og otte grader celsius. Nu har dette års vinter også været ubønhørlig langstrakt, men selv i et mildere vejrår indbefatter dette temperaturspænd vel noget, der minder om tre-fire måneder af et dansk år. Hvad jeg prøver at sige, er, at ligesom med nogle andre genstande i denne guide, er det svært at komme uden om en ordentlig vinterjakke. Og når det ligesom bare skal være i orden, er Rapha aldrig dumme.
Rapha ‘Core Winter Jacket’ til 1.300 kr. hos rapha.cc.
Obligatoriske rør
Sådan helt grundlæggende skal man jo have to slags bibs: et langt og et kort par. Men ud over det grundlæggende, allermest nødvendige plan, findes der også det mere efterstræbelsesværdige. I virkeligheden bør man have tre farver at rotere imellem: sort, navy og så fx brun eller olivengrøn. Og hvis du er knaldhamrende virkelighedsfjern eller tilfældigvis har MVDP-lækre ben, skal du naturligvis også have et par i hvid. Men dem må du altså selv finde. Vi nøjes med at anbefale dette budgetvenlige par fra altid pålidelige Rapha.
Rapha ’Men’s Core Bib Shorts’ til 1.000 kr. hos rapha.cc.
Den vise mand
Castelli er ham den vise mand, der sidder ovre i hjørnet uden at sige så meget. Og som det så ofte er tilfældet med Castelli, er designet på denne trøje formentlig ikke noget, der får mange hjerter til at springe et slag over. Til gengæld er trøjen stille og roligt enormt elegant, og således kan man også være sikker på, at italienerne har lagt energien dér, hvor den trods alt bør lægges: i kvaliteten og komforten.
Hvis man nu har smag for en mere trimmet brillesilhuet end de biavleragtige modeller, man i disse år ser på en beklagelig stor andel af feltets ryttere – og det har vi, skulle der herske nogen tvivl – ja, så er Rudy Project ens ven. Deres ’Stratofly’-linje – eller deres ’Rydon’! – gør alt det, den skal. Linjerne er elegante og fremadrettede. Og så er der faktisk også det med den slags silhuet, at den – til afveksling fra de fleste andre briller – er pæn under en kasket.
Taget i betragtning af hvor 1) fed og 2) billig den er, så er der ifølge vores egenindsamlede empiri fra landevejene overraskende mange, der drager ud i vinterhalvåret uden en disse om halsen. Nej, sådan en må man altså have. Den er også nem at tage af og stikke i baglommen, hvis den bliver lidt fugtig undervejs. Denne Castelli bliver du glad for. Også rigtig fed, når du ikke cykler!
Castelli ’Pro Thermal Head Thingy’ til 149 kr. hos cykelexperten.dk.
Sølvpatroner
Man hører sommetider en frisk bemærkning falde om Pas Normal Studios’ markante indtog på cykeltøjsmarkedet; noget med hvordan indtoget har haft den medførte effekt, at der er blevet lagt et minimalistisk, jordfarvet filter ned over det meste af cykeldanmark. I så fald må vi sige, at Pas Normal med deres seneste Fizik-samarbejde giver kritikerne en skinnende kam til deres hår. Helt vidunderlig Cipollini-agtig energi har de her sølvpatroner.
Pas Normal Studios x Fizik ’Mechanism Road Shoe’ til 3.350 kr. hos pasnormalstudios.com.
Godt greb
Medmindre man fra fødslen er begunstiget med bizart varm og tyk hud, så er det en god idé med et par handsker til at stå imod det danske klima, når temperaturerne er encifrede, og det regner fra oven. (For der kører du vel også, ikke sandt?) Handskerne her fra danske GripGrab er suveræne til opgaven. De er i strik, men indeholder en membran, der holder både vand og vind for døren.
GripGrab ’Waterproof Knitted Winter Gloves’ til 450 kr. hos gripgrab.com.
Samvittighedsrens
Du skal slet ikke have det dårligt med din møgbeskidte kæde: Det er sket for os alle. Få ugers uopmærksomhed eller dovenskab – hvad man nu vil kalde det – og så ser kæden ud, som om den er blevet brugt som spændebånd på en utæt gyllespreder. Det findes der heldigvis råd for. Anskaf dig sådan en lille fætter her. Så behøver du heller ikke at pille kæden af eller noget som helst Og ja: Den dur også på din gamle havelåge.
Vi kan på stående fod komme på to rigtig gode grund til at købe en cykelundertrøje: Den er med til at holde din krop tør og luftig, selv når det er rimelig svedigt derude. Og så – og måske vigtigst – ser du ret godt ud, når du ved turens afslutning sætter dig ned, lyner din trøje op, siger tak for turen og fører negronien op til munden.