Jannik Vestergaard: ”Jeg fik taget fodbolduskylden, og det gik op for mig, at klubberne ikke er til for at varetage ens personlige drøm”

Det går da meget godt for tiden, gør det ikke?

”Jo, det synes jeg godt, at du kan sige. Siden årsskiftet har jeg spillemæssigt fundet et stabilt, højt niveau. Jeg har selvtillid og føler mig godt tilpas, og jeg synes selv, at jeg præstationsmæssigt er inde i den bedste periode i min karriere.”

Hvad er det, der gør, at det hele går op i en højere enhed lige nu?

”Jeg har nogle kvaliteter, som jeg formår at kombinere på bedst mulig vis på banen. Det, jeg sætter mest pris på, er spillet på bolden. At sætte spillet op nede fra egne rækker og udstråle en ro, der gerne skal gå igennem hele holdet. Som forsvarsspiller er det en balancegang, og man skal selvfølgelig ikke løbe unødvendige risici, for konsekvenserne er store, når man spiller på en position som min. Men jeg har fundet en god balance nu, og jeg hviler i det. Jeg synes, at jeg er den bedste version af mig selv.”

Du tog til Hoffenheim som 17-årig og har boet i udlandet i snart 11 år. Historien er fyldt med flere fiaskoer end successer. Hvorfor er det lykkedes for dig?

”Det er først og fremmest vigtigt at huske på, at historien også er fyldt med fiaskoer for folk, der ikke tog afsted. Generelt er det svært at nå til tops i fodbold, og uanset om man tager ud tidligt, eller om man bliver hjemme i det danske talentsystem, er sandsynligheden for, at man bliver til en succes, forsvindende lille. Personligt ville jeg gøre det igen, hvis jeg stod i samme situation. Jeg er ikke i tvivl om, at det gav mig utroligt meget at komme ud på dybt vand og stå på egne ben – både som fodboldspiller og som et ungt menneske. Det modnede mig til den kyniske verden, som fodbold er i dag, og jeg lærte hurtigt at omfavne den kynisme.”

Har vi en tendens til at passe for meget på hinanden herhjemme?

”Nej, det synes jeg ikke. Jeg trives i den danske ordentlighed og respekt for hinanden. Jeg kan godt lide, at vi kan tale om tingene på en anden måde, end man måske gør i andre lande. Selvom man ikke er firmaets chef, betyder ens holdning noget alligevel, og jeg oplever, at flere herhjemme tør ytre, hvad de mener, end tilfældet er i eksempelvis Tyskland. Men nogle gange er verden mere kynisk og uretfærdig, end vi oplever den herhjemme, og der tror jeg, at det har hjulpet mig at komme væk fra Danmark i en tidlig alder og bo for mig selv.”

Hvordan blev du opdaget af Hoffenheim?

”Da jeg spillede i Brøndby, var de forbi for at se på nogle andre spillere. Vi mente alle selv, at vi var guds gave til fodbolden, men jeg var ikke anerkendt som et af de største talenter i min årgang. Jeg kom også sent ind på U-landsholdene. Men jeg endte med at spille en god kamp og gøre talentspejderne opmærksomme på mig. På den måde handler fodbold også om held, for de var ikke rejst til Danmark for at se mig. Men det var med til at skabe en eller anden form for trods inden i mig og et ønske om at bevise mig selv over for andre, som har været en drivkraft for mig i mange år. Brøndby endte med ikke at gøre særlig meget for at beholde mig, da Hoffenheim tilbød mig en kontrakt, men det var alligevel en svær beslutning at stå der som 17-årig og beslutte sig for at rejse fra familie og venner for at tage alene til Tyskland.”

Var du ensom?

”Jeg fortæller mig selv i dag, at det var fint, og at jeg lærte en masse af det. I virkeligheden syntes jeg jo ikke altid, at det var lige sjovt at sidde mutters alene i en lejlighed i det sydlige Tyskland med lang vej hjem til familie og venner.”

Hvad er det vigtigste, du har lært?

”På mange måder har jeg oplevet mere end mine jævnaldrende venner. Men der har også været perioder og livslektier, som jeg har sprunget over og ikke har lært. Vi bliver som spillere båret på hænder og fødder, og man sidder i omklædningsrum med folk, der tjener millioner af kroner om året. Det gør, at man skal lære nogle nye sociale koder. Klubberne er så fokuserede på, at der ikke er noget, som skal forstyrre spillerne i hverdagen. Det betyder, at der er helt almindelige ting, som mange fodboldspillere ikke ved, hvordan fungerer eller hænger sammen. Der har mine venner og familie hjulpet mig til ikke at miste jordforbindelsen. Men jeg tager mig da stadigvæk i at tænke over, at der er basale ting, som jeg ikke har lært. Ikke fordi det er en katastrofe – det er bare sådan, det er.”

I fodboldprogrammet ’Sat Af’ fortæller du, at du ikke har planer om at fortsætte i fodboldverdenen, når du stopper med at spille. Hvad kan du mindst lide ved fodboldlivet?

”Fodbolden fylder bare meget af ens liv, når man er i det. Det er en drænende verden at være i, for man er til eksamen hver dag hos sine kollegaer og fans, og man får karakterer i aviserne efter hver kamp. Det skal ikke misforstås; jeg elsker det liv, jeg lever nu, og jeg nyder det adrenalinkick, der følger med. Jeg har bare ikke et behov for, at det fortsætter for altid.”

Hvad gør du for at håndtere det mentale pres, der følger med alt det, du beskriver her?

”Jeg har faktisk ikke nogen faste rutiner, og jeg benytter mig hverken af meditation eller psykolog. Til gengæld taler jeg meget med min familie, og så læser jeg bøger.”

Hvad læser du?

”Lige nu læser jeg ’Jeg løb mod Nilen’ af Alaa Al-Aswany, der handler om Det Arabiske Forår. Den fortæller om et anderledes liv, end det jeg selv kender, og det er ofte de bøger, jeg kaster mig over.”

Hvordan kan det være?

”Fodbold går meget hurtigt hen og bliver navlepillende og ’mig, mig, mig’ på mange områder. Der er kampen for vores egen succes, og så er der opmærksomheden fra fans og medier, som man søger bekræftelse i. I stedet for at køre sig selv helt ned under gulvtæppet, fordi man har lavet en fejl, så er det rart at bruge litteraturen til at komme op i fugleperspektiv og få det hele lidt på afstand og se, at så er jeg heller ikke vigtigere, og at en dårlig træning eller kamp heller ikke betyder mere end det. At læse om andre karakterer og deres liv, valg og skæbner får mig til at reflektere over mine egne valg og fravalg, som jeg tager i mit liv. Det hjælper mig til at komme tilbage til en sindstilstand, hvor toppræstationer er mulige, og det skal de jo helst være hver uge.”

Hvordan opstod din interesse for bøger?

”Da jeg var 10 år, ville jeg rigtig gerne have fingrene i den nye Adidas ’Predator’-model, som David Beckham spillede i. Min far lovede mig, at han ville give mig dem, hvis jeg læste de første fire Harry Potter-bøger. Jeg blev faktisk meget glad for at læse med det samme, og jeg endte da også med at få støvlerne. Siden har jeg læst resten af Harry Potter-bøgerne.”

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig?

”’Vi, de druknede’ af Carsten Jensen rykkede virkelig noget i mig. Bogen skildrer unge mennesker med helt andre skæbner, end dem jeg kender til, og den har virkelig været med til at minde mig om, at livet er godt, når jeg ellers har følt, at det har været uretfærdigt. Tor Nørretranders’ ’Mærk Verden’ har også været med til at sætte nogle tanker i gang omkring det bevidste og det ubevidste. Der er tidspunkter i fodbold, hvor jeg godt kan overtænke nogle situationer, og det kan ende med, at jeg træffer nogle dårligere valg i stedet for at tro på min intuition og det ubevidste. Den italienske film ’Mine aftener i Paradis’ har også gjort et utrolig stort indtryk på mig. Her følger man en ung dreng, der i en tidlig alder bliver forelsket i film og siden opnår store ting med filmmediet gennem livet. Den barnlige glæde ved noget, der ender med at blive hele ens liv, kunne jeg virkelig relatere til.”

Er den barnlige glæde forsvundet for dig?

”Det gik ret tidligt op for mig, at drømmen om fodbold og hele den verden omkring fodbold ikke var så rosenrød, som jeg gennem min barndom og ungdom havde tænkt, at den var. Jeg havde en periode i Hoffenheim, hvor jeg var uenig med træneren i nogle ting. Når jeg ser tilbage på det, så var det ikke værre end som så, men dengang føltes det meget afgørende. Da hans interesse for mig faldt i takt med vores stigende antal af uenigheder, mærkede jeg hurtigt, at jeg ikke var noget værd for klubben. Man kan vel godt sige, at jeg fik taget fodbolduskylden, og det gik op for mig, at klubberne ikke er til for at varetage ens personlige drøm, hvilket selvfølgelig er helt naturligt. De har deres egne interesser, og vi spillere er blot en vare, der skal levere et produkt. Så længe jeg er god, og jeg gør det godt, bringer jeg værdi. Hvis jeg ikke bringer den værdi, så er det jo bare ud og videre.”

Hvornår vidste du, at du var god?

”Jeg kan huske, at jeg var relativt ny i førsteholdstruppen i Hoffenheim, og vi havde en kamp mod Schalke 04. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle spille fra start, men jeg sad med i analyserummet. Raúl (González Blanco, red.) spillede for Schalke 04 på det tidspunkt, og jeg havde været stor fan af ham som barn – jeg havde endda et halstørklæde med hans autograf hængende på barndomsværelset. Nu skulle jeg måske ud på samme fodboldbane som ham.”

Du er godt nok ikke blevet til Raúl 2.0, men du er blevet en etableret Premier League-spiller, du har været på rundens hold flere gange, og EM venter lige om hjørnet. Husker du at nyde det?

”Alle fodboldspillere kan godt have en tendens til at kigge frem mod næste mål. Det er i hvert fald nemt at blive fartblind og falde i den fælde. Men jeg forsøger virkelig at stoppe op nogle gange for at prøve at nyde det, fx når jeg går ind på et fuldt stadion, hvilket selvfølgelig ligger langt tilbage i tiden nu. Jeg har talt med tidligere spillere, der syntes, at det gik lynhurtigt, og at de undervejs ikke nåede at nyde det, og sådan har jeg ikke lyst til at have det. Før i tiden havde jeg meget travlt med at nå det hele, men med tiden er jeg blevet mere bekymringsfri. Jeg er inde i den bedste periode af min karriere, og jeg tror da helt sikkert, at det har noget at gøre med, at jeg er blevet voksen, og jeg har fået et barn. Jeg har ikke længere behov for at bevise noget over for nogen, for jeg kan lide den spiller, jeg er, og jeg lever virkelig fodbold i øjeblikket.”

Du er en af få fodboldspillere, man ikke ved, om er højre- eller venstrebenet. Hvordan kan det være?

”Jeg sætter en ære i at være lige god med begge ben. Det kommer fra min far, der gik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som pianist, hvor det er meget vigtigt at have to stærke hænder – eller i hvert fald ikke at tænke for meget over, hvilken hånd man bruger. Det førte han videre til mig. Hvis jeg stod som barn og skød på mål med højre tre gange, så skulle jeg også gøre det tre gange med venstre. Det er blevet en del af mit spil, at jeg ikke tænker over, hvilket ben jeg bruger, og det er jeg meget taknemmelig for i dag. Jeg er blevet noteret som venstrebenet i FIFA-spillene og på Transfermarkt (fodboldside med fokus på markedsværdi og statistikker, red.) i en del år, og jeg har også haft holdkammerater, der ikke kunne regne det ud. Men hvis jeg skal sparke et straffespark, så sparker jeg med højre, for det er mit foretrukne ben.”