JEG ER RIMELIG pacifistisk anlagt. Jeg bryder mig ikke om vold, og jeg synes ikke, det er sejt, når jeg hører om venner og bekendtes erfaringer med alkoholinduceret fysisk håndgemæng. Og nej, mine venner er ikke de traditionelle slagsbrødre, der besøger beverdinger med løse næver, men mange mennesker har på en eller anden måde oplevet eller deltaget i en form for slåskamp. Mine venner inklusiv. Men ikke mig, og lad det blive ved det.
Og nu kommer paradokset, for hver tirsdag og torsdag bukker jeg min stive ryg, inden jeg bevæger mig ind i en lille sal med bare fødder, klar til at blive undervist i kickboksning.
Det har jeg gjort i et halvt års tid, og jeg elsker det, men i lang tid har idéen om at blive undervist i at kaste min næver og ben rundt virket yderst fjern. For i mine øjne kampsport altid været noget … bøvet, hvis jeg skal være helt ærlig. Bøvet og brutalt. En sport for dem med konfronterende blikke, store overarme, skæve næser, blomkålsører og talebesvær. Ikke noget for sådan en som mig.
Lysten til at gå til kampsport kom, da jeg tilfældigvis en sen aftentime for nogle år tilbage overværede en af de seneste års allerbedste boksekampe. Det var Anthony Joshua mod Wladimir Klitschko på Wembley.
Joshua – bygget som en græsk gud med otte synligt spændte mavemuskler og en kilometerbred brystkasse med 90.000 stive englændere i ryggen – besejrede den ukrainske sværvægterlegende Klitschko i en sand gyser, der bølgede frem og tilbage og først blev afgjort i 11. runde.
Jeg følte, jeg havde set en kamp til døden, og jeg blev betaget af den træning, der lå bag deres tekniske excellence og fysiske formåen.
I FLERE ÅR blev det ved idéen. Når mit dvaske korpus plagede min samvittighed, varmede jeg mig ved den ærlige intention om på et tidspunkt at begynde til en form for kampsport. Jeg fortærede højdepunkter fra nye og gamle boksekampe og så andre højdepunkter for den stadigt mere populære MMA-organisation UFC.
Jeg analyserede og researchede og fandt frem til, at kickboksning skulle være kampsporten, jeg en dag begyndte til. Men årene gik, hæve-sænkebordet fik krammet på mig, og min core kom i stadig værre forfatning.
Men som Leonardo DiCapio lærte mig i ’Inception’, kan man ikke dræbe en idé. Så da vinterkulden sidste december havde fået tag i mig og gjort mine bevægelser stive, og jeg fandt mig selv siddende i min lejlighed bekvem og luddoven i stearinlysets skær, kunne jeg bare mærke, at noget måtte ske.
Jeg måtte ud af min komfortzone og med en vis mængde frygt, cyklede jeg en kold vinteraften ud til Svanemøllehallen til en gratis prøvetime hos Zen-To Kickboxing. Og hvilken time, det skulle vise sig at blive.
KLOKKEN 18.00 TRÅDTE jeg ind i træningssalen og så, at mit hold allerede var i gang med opvarmningen. ”Du kommer for sent,” sagde sensei til mig. ”Jeg kommer da lige til tiden,” svarede jeg dumt tilbage og så den afgrundsdybe skuffelse i senseis øjne. Så var vi ligesom i gang.
I løbet af den næste time var der ikke megen nåde vist mig. Eller de andre for den sags skyld. Træningen bestod hovedsaligt af intervaløvelser med små, korte spurter, kun afbrudt af grueligt mange mave- eller armbøjninger.
20 minutter inde i træningen satte jeg mig ned på gulvet for at trække luft, men knapt nåede mine lunger at arbejde, før jeg stirrede ind i de nu endnu mere skuffede øjne, der leverede det klare budskab, at jeg netop havde begået endnu en dødssynd.
Jeg rejste mig op, og de næste 40 minutter blev min krop og mit sind tæsket igennem, mens vi lavede den ene vederstyggelige øvelse efter den anden. Med 10 minutter igen stod det klart for mig, at der var en reel risiko for, at jeg ville blive nødt til at kapitulere og kaste op.
Jeg fandt ud af flere ting i løbet af den prøvetime. For det første: Hvis man kommer lige til tiden, så kommer man for sent. For det andet: Senseis ord er lov, og de tåler ikke at blive prøvet. Og for det tredje – og vigtigst af alt: Kampsport er ikke kun er for prøveløsladte, overtatoverede hidsigpropper.
Dem, jeg trænede med, var helt almindelige mennesker. Unge mænd på min alder, der kom lige fra arbejde, yngre drenge, der i omklædningen talte om, hvor mange afleveringer de havde for til den kommende uge, og ældre, mere erfarne herrer, der på stoisk manér gennemførte den grufulde træning og delte ud af tips til de nyankomne som jeg selv.
SELVE SLÅSKAMPSDELEN fylder ikke meget på det endnu spæde begynderstadie, mit hold og jeg er på. Vi laver selvfølgelig tekniske øvelser, som består af slå- og sparkekombinationer på store pudder, og selvom der er en stor tilfredsstillelse i at ramme puden rigtigt – så den smælder højt og klart – så er det ikke hovedattraktionen.
Jeg går ikke til kickboksning for at lære at slås, ej heller så meget for at forsvare mig. Jeg gør det, fordi det er god træning, og fordi jeg nyder den stramme disciplin og det fokuserede rum, jeg træder ind i både fysisk og mentalt. Nogen rigtig slagsbror kan det ikke gøre mig til.
Se, hvad vi ellers skriver om: Boksning
