Jesper Nøddesbo: "Jeg vil gerne turde indrømme, at livet også kan være hårdt"

Du har skrevet en bog om dit håndboldliv, men også mere personligt om machokultur og selvværd. Hvorfor har du haft lyst til at skrive den bog?

”Jeg har i en længere periode arbejdet med mig selv – først med en sportspsykolog i Barcelona og siden igennem en uddannelse som coach – som jeg er ved at gennemføre. En af de ting, jeg har arbejdet meget med, er min usikkerhed, og jeg havde lyst til at give folk et indblik i det arbejde, lade facaden krakelere en smule, og forhåbentligt kan folk spejle sig i de sprækker.”

Hvad henviser titlen til?

”’Yes Man’ er noget, min ven Bo Spellerberg har døbt mig. Det er en henvisning til, at jeg har et stort pleaser-gen, og han har været lidt efter mig på grund af det, og navnet er nok hans måde at sige, at jeg også skal huske mig selv.”

Da du ved en pressekonference skulle meddele, at du stoppede i Barcelona, begyndte du at græde, og du virker generelt som et tænksomt og følsomt menneske – har det nogle gange været svært i håndboldverdenen?

”Herresport er generelt en machokultur, hvor der ikke er plads til sårbarhed. Jeg har gået med en masse følelser og tanker uden at dele dem offentligt, fordi jeg har haft den tilgang, at det var noget, jeg skulle ordne selv. Men det gjorde så også, at jeg ikke kunne bede om hjælp. ’Yes Man’ skal ikke være en klynkebog. Men jeg vil gerne turde indrømme, at livet også kan være hårdt.”

Du beskriver i bogen, hvordan du får at vide af din agent over telefonen, at du er uønsket i Barcelona efter to år i klubben. Hvorfor endte du alligevel med at blive i Barcelona i 10 år?

”Jeg nægtede at stoppe. Det startede et arbejdsraseri. Jeg skulle fandeme vise dem – og mig selv – at jeg var god nok. Usikkerheden blev til trodsighed. Det var ekstremt hårdt. Men jeg ville være klar, hvis der kom en mulighed for at spille, og det gjorde der så heldigvis. I Barcelona handlede det kun om at vinde. Der blev ikke taget hensyn til personen. Der var en ekstrem vinderkultur og machokultur, og det var en af de gange, hvor jeg virkeligt slog mig.”

Hvordan påvirkede den næsten-fyring dig?

”Jeg tog det personligt, og jeg lod mig selv blive ramt i stedet for blot at lade det ramme min faglighed. De slag var med til, at jeg blev mere indelukket, jeg havde skyklapper på, og min verden blev sort-hvid. Det handlede om at kæmpe sig tilbage. Der var ikke plads til nuancer. Jeg fik fanget mig selv i et følelseskviksand, hvor der ikke var mange bevægelsesmuligheder, og jeg holdt fast i en offerrolle, hvor det var de andres skyld, hvis jeg ikke spillede eller ikke spillede godt.”

Hvad med uden for banen?

”Jeg forsøgte at lukke døren til håndboldhallen, når jeg gik. De her følelser blev i hallen. Jeg ville ikke belemre min kone. Det gjorde jo så, at jeg fortsatte i det her spor alene. Jeg har haft en klar følelse af, at jeg ikke var den bedste udgave af mig selv, men jeg tror egentlig, jeg var en okay kæreste, selv om der var meget på spil i den tid.”

Hvad har sportspsykologen kunnet hjælpe dig med?

”Det der med, at nogen prikkede lidt til mig, betød, at jeg begyndte at få lidt luft. Jeg begyndte at se, at der var mange sandheder. Jeg begyndte at forstå, at meget af det, jeg sloges med, bundede i en usikkerhed, både som håndboldspiller og som menneske, en antagelse dybt i mig selv om, at jeg ikke er god nok.”

Hvad har du lært ved at arbejde med din usikkerhed?

”Det er vigtigt at pointere, at bogen udgøres af øjebliksbilleder og situationer, hvor jeg har haft det svært. Jeg er ikke usikker i min dagligdag. Men i nogle perioder – specielt i Barcelona – har usikkerheden fyldt meget. Man kunne også sige tvivlen. Men på den anden side kan jeg også se nu, når jeg kigger tilbage på mit håndboldliv, at havde jeg ikke haft den usikkerhed, var jeg ikke kommet så langt. Usikkerheden er også med til at skubbe til dig, når det bliver for mageligt.

Usikkerheden er med til at få mig til at arbejde ekstra. Og det er afgørende, for det er én ting at nå toppen, det er en anden ting at bide sig fast. Havde jeg ikke haft usikkerheden, havde jeg ikke tvivlet på, om jeg var god nok, og jeg havde ikke trænet det ekstra. Usikkerheden kan også være en styrke, men det handler om at kunne dosere den.”

Hvad vil du gerne opnå med at udgive en bog?

”Mine tanker om maskulinitet, sårbarhed og præstationer håber jeg, at andre kan tage med sig og bruge til noget. For mig har det været befriende at få en større bevidsthed om, hvad det er, der er på spil. Jeg tror ikke, det er unikt for håndboldverdenen, men følelser bliver sat på spidsen i elitesport.

I en håndboldhal bliver du vurderet af 8.000 mennesker. Det er i sig selv med til at sætte ting på spidsen, samtidig er der alle dem, der ser det på tv, hele presset udefra. Især i Barcelona oplevede jeg også, at der ikke var plads til hensyn. Gjorde jeg ikke mit arbejde godt nok, stod der altid en klar i kulissen. Man bliver nødt til at få de indre mekanismer under kontrol.”

Er Spanien mere macho end Danmark?

”Det er svært at svare på. Jeg har spillet sammen med holdkammerater, der bare skulle have en kvinde, som skulle stå hjemme i køkkenet, mens de gik ud og vandt trofæer. Det kan man også møde i Danmark, men jeg blev alligevel chokeret over at møde den kultur. Der er stadig nogle, der tænker lidt gammeldags. Men først og fremmest er den spanske kultur lidt mere varmblodet, temperamenterne blusser let op. Til gengæld er de også hurtigt nede igen. Hvis jeg for op og råbte eller sådan noget, ville det virkeligt betyde noget. I Barcelona betød det ikke så meget, og det skulle jeg lige vænne mig til.”

Hvad kan vi danskere så lære af den catalanske levevis?

”I Barcelona er de gode til at mødes på en mere uformel måde, end vi gør i Danmark. Man skal selvfølgelig passe på med at generalisere, men generelt er spaniere nok lidt mere åbne, det er mere noget med at mødes spontant i parker eller på gaden, og det behøver ikke nødvendigvis blive det der store projekt.”

Du er flyttet fra FC Barcelona til Bjerringbro-Silkeborg. Ud over fra det nationale skifte er der vel også tale om et skifte fra storby til noget markant mindre. Hvordan har det været?

”Min kone og jeg kunne hurtigt se, at det skift ville blive for drastisk. Vi ville komme til at mangle noget by, så vi har valgt at bo i Aarhus.”

Hvordan har det været at komme tilbage til Danmark efter 10 år i udlandet?

”For børnenes vedkommende har det været nemt. De er superglade. Og den del af det har været lettere, end vi turde håbe på. Som familie havde vi en vanvittigt god tid i Barcelona. Vi var vilde med den tid, vi havde sammen. I Barcelona skulle jeg kun spille håndbold, det var det. Resten af tiden var sammen med familien. Lige da vi kom tilbage til Danmark, havde jeg den her bog, en dokumentar og kommercielle interesser, og samtidig skulle jeg spille håndbold og være familiefar. På et tidspunkt var buen spændt for hårdt. Jeg har måttet trappe ret markant ned.”

Savner du dit simplere liv i Barcelona?

”Både ja og nej. Vi har selv været med til at sætte farten op, da vi kom til Danmark. Min kone har taget et arbejde. Jeg har søsat alle de her projekter. Pludselig bliver tiden noget andet. Det hele går meget hurtigere. Det har også noget at gøre med, at man er tilgængelig på en anden måde. Der er mange ting, vi gerne vil med til, familiefester og den slags, som vi før ikke var del af. Det er jo godt, men vi bliver nødt til at forholde os til, hvordan vi gør det som familie, uden at tiden løber fra os. I Barcelona levede vi i en boble.”

Hvorfor ville du tilbage til Danmark?

”Min tid i Barcelona var forbi. Jeg må også være realistisk i forhold til min alder.”

Hvad byder fremtiden på for Yes Man?

”På holdet er vi selvfølgelig bitre over, at det ikke lykkedes os at vinde mesterskabet sidste år. Men forhåbentlig kan den bitterhed bruges positivt, så vi kan få det mesterskab i hus. Personligt byder de næste år på et farvel til livet som håndboldspiller, og jeg håber at få afsluttet min uddannelse. Og så må jeg se derfra. Coaching bliver forhåbentlig noget, jeg kommer til at bruge, og jeg vil gerne i kontakt med erhvervslivet og høre, hvad de kan bruge sådan en som mig til.”

Er der noget, du fortryder?

”Når man taler om at fortryde, så lyder det som om, man går og ærgrer sig, og det har jeg ikke lyst til. Når det er sagt, ville jeg gerne være gået i gang med det her mentale arbejde før, men ting tager sin tid. Som du siger, er jeg nok en lidt tænksom type, jeg grubler over tingene, og det har været ekstremt navlepillende. Derfor har det været godt, at nogen kom og prikkede til det. Det har givet noget luft. Nogle flere nuancer. Det kunne jeg måske godt tænke mig at have tjekket ind i noget før.” ■