Jesper Skibbys årelange misbrug: ”Da det var værst, åd jeg 80 mg stesolid om dagen. Så er man altså fucked”

Du er aktuel med ’Engang var jeg Jesper Skibby’, din anden selvbiografi. Hvorfor var det ikke nok med den første?

”Jeg ville gerne lave en bog, hvor der ikke var mere at komme efter. Jeg skal ikke lave otte selvbiografier, men jeg ville gerne lave en mere, der satte et ordenligt punktum. For mig er det det rigtige tidspunkt at fortælle om, hvem jeg egentlig er, og hvordan jeg mistede min identitet, efter jeg stoppede med at køre cykelløb. Bogen er noget af det sværeste, jeg har lavet, og handler om noget af det sværeste, jeg har været igennem – fordi jeg har været ude i et stofmisbrug og ikke kunne finde ud af at være til stede i samfundet.”

Hvordan startede dit stofmisbrug?

”Jeg blev afhængig af stesolid i 1995. Set i bakspejlet har jeg altid hungret efter anerkendelse. Jeg har måske ikke altid fået den, men det har bare betydet, at jeg har hungret endnu mere efter den, og så kom jeg endnu længere ud. Det var en glidebane, og der endte med, at jeg begyndte at tage stoffer. Det hele skred for mig. Da det var værst, åd jeg 80 mg stesolid om dagen. Så er man altså fucked.”

Har det altid været vigtigt for dig at blive anerkendt?

”Ja. For at være helt ærlig, så var jeg vanvittigt selvdestruktiv – både da jeg kørte cykelløb, og da jeg holdt op med køre cykelløb. Da jeg kørte som professionel, havde jeg brug for anerkendelse i, at jeg var god. Det skete ofte med materialistiske ting. Jeg sagde til mig selv: ’Hold kæft, hvor er du god, du har fortjent en ny bil.’ Men den bil blev jeg træt af efter en uge, og så sad jeg der og tænkte, at det hele egentlig var fuldstændig ligegyldigt.

Når man er sportsstjerne, tror man, at pengene er det vigtigste. I virkeligheden vil man bare gerne have klappet på skulderen. Da jeg stoppede med at cykle, handlede det om, at jeg skulle bekræftes i, at jeg var god nok – og egentlig også, at jeg var en my bedre end andre mennesker, selvom jeg jo slet ikke var det. I dag søger jeg stadig efter anerkendelsen, men jeg øver mig i at sige til mig selv: ’Jesper, du er god nok.’ Og det er jeg. Jeg glemmer det bare en gang imellem.”

Hvad kan gøre dig i tvivl om, at du er god nok?

”Min kone, Mette, styrer min Facebook og Instagram. Hvis jeg selv skulle begynde på det, ville jeg blive sindssyg, fordi jeg helt klart ville begynde at gå op i, hvor mange følgere jeg har, eller hvad der bliver skrevet om mig på Facebook. Jeg er bange for, at jeg ville tabe mig selv igen, fordi det netop bliver en jagt på anerkendelse for mig.”

Hvad skete der, da du stoppede din karriere?

”Jeg mistede min identitet fuldstændigt – og hvordan kompenserer man så for det? Jeg hakkede piller ned, så jeg til sidst ikke vidste, hvad jeg selv hed. Hvis jeg var hjemme, sad jeg bare i en sofa og savlede. Det var ikke kønt. Jeg havde mistet jordforbindelsen, og det var frygteligt. Jeg var bedrevidende, og alle skulle indrette sig efter mig. Hvis nogen sagde til mig, at jeg havde et problem, svarede jeg: ’Hvad snakker I om? Det er da ikke mig, der har et problem, det er jer, der har det.’ Det fortryder jeg inderligt. Jeg ville ønske, at nogen havde sagt til mig: ’Jesper, nu lukker du kraftedme røven.’

Hvordan blev du så dygtig en cykelrytter, som du var?

”Jeg er meget stædig. Jeg har sagt til mig selv: ’Jeg vil gennemføre Touren.’ Samtidig er jeg også meget ustruktureret og impulsstyret. Da jeg vandt 5. etape i Touren i 1993, havde jeg lavet det samme nummer tre dage i træk, hvor jeg forsøgte at stikke af 1.000 meter før mål. Jeg fik den største skideballe af min sportsdirektør. Han svinede mig til. Men jeg tænkte bare: ’Nå, det skal han sgu da ikke bestemme,’ så jeg gjorde det igen, og så vandt jeg. Da jeg mødte ham bagefter, klappede han mig på skulderen og sagde: ’Se, hvad sagde jeg,’ og så gik han videre.”

Det er et tema i din bog, at du taler dine egne evner ned. Hvor kommer det fra?

”Selvhad vil jeg kalde det. Jeg hadede mig selv. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg talte mig selv ned, kunne jeg kun overraske. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler, at jeg har en masse uforløst potentiale.”

Kan du sætte en finger på, hvor du ikke fik forløst dit potentiale?

”Jeg har altid fået at vide, at jeg kunne være blevet verdensmester. Jeg er den eneste dansker, der kun har fuldført ét VM, men som samtidig har deltaget 11 gange. Jeg havde ikke psyken til at køre rundt på den rundstrækning og tænke: ’Nå, så er der 28 omgange igen.’ Jeg ville egentlig hellere bare tilbage til hotellet. Og så trak jeg mig eller fandt på undskyldninger. Jeg er utrolig følsom, og følsomhed og professionel cykelsport går ikke altid hånd i hånd.”

Der er et sammenstød i din fortælling om dig selv som en impulsstyret rytter og fortællingen i din bog, hvor flere af dine tidligere holdkammerater kalder dig en meget seriøs sportsmand. Er det her ikke bare et eksempel på, at du taler dine egne evner ned?

”Det tror jeg ikke. Jeg er aldrig startet i Tour de France med intentionen om at vinde en etape. Det kan godt være, at jeg har sagt det til pressen, men det har jeg aldrig tænkt. Når man fik oversigten med de 22 etaper udleveret, kiggede jeg altid bare på den side med den etape, vi var kommet til. Jeg gik den aldrig igennem og besluttede, hvilke etaper jeg skulle satse på. Tilfældigheder fik mig dertil.

Den røde tråd i mit liv om, at jeg skulle være cykelrytter og professionel sportsudøver var ikkeeksisterende. Hvis jeg havde lagt en plan på forhånd om, at jeg skulle være cykelrytter, havde jeg nok ikke haft lyst til at følge den alligevel.”

Jeg fornemmer, at du ikke bryder dig om at gøre, hvad andre gerne vil have?

”Jeg er en person, der gør det, jeg ikke må. Sådan en rod er jeg. Da jeg ville være professionel cykelrytter, begyndte jeg at snakke om doping, og min far sagde til mig: ’Det gør du bare ikke, glem alt det der lort.’ Og hvad var så det første, jeg gjorde? Jeg stak en nål i røven på mig selv for at prøve det. Hvis nogen – og især min far – siger, at jeg ikke må, så gør jeg det. Den kamp har der altid været mellem os, og den har ikke været sjov for nogen af os.”

Har dit forhold til din far (Willy Skibby, red.) ændret sig siden dengang?

”Jeg har ledt meget efter anerkendelse hos min far. Det var fordi, han ikke sagde: ’Jesper, du er god nok’ eller: ’Jeg elsker dig, skat.’ Men det er jo ikke det, der betyder noget i bund og grund. Han har sgu altid været god nok. Jeg har bandet ham langt væk, og vi havde virkelig vores kampe. Jeg har testet ham af. Han har flere gange sagt til mig: ’Jesper, nu stopper du med de der biler.’ Og så købte jeg da bare en bil mere. Han sagde til mig: ’Lad nu være med at købe en Porsche.’ Så købte jeg en Porsche.

Nu tænker jeg, hvad fanden har jeg haft gang i. Han har elsket mig betingelsesløst, selvom han ikke viste det. Det kan jeg se nu. Hvis mine døtre opførte sig, som jeg havde gjort, ville jeg da blive helt utroligt ked af det. Men jeg ville også holde min kæft og tænke: ’So be it, de kommer tilbage en dag.’”

Hvordan er du selv som far?

”For mig handler det om at slappe af med ambitionerne. Det er helt ligegyldigt. Min datter på 15 har lige farvet sit hår rødt, hun går i Dr. Martens, og så vil hun være tatovør, når hun er færdig med gymnasiet. Hvis det er det, hun vil, er det da bare fedt.”

Hvad var din største oplevelse i din karriere?

”Nu tror mange nok, at jeg vil nævne en etapesejr eller sådan noget. Men det var faktisk, da Bjarne (Riis, red.) vandt Touren i 1996. At køre ind på Champs-Élysées og se, hvor mange danskere, der var … Det føltes som om, at alt var rødt og hvidt. Det var en kæmpestor oplevelse for mig.”

Hvilken cykelrytter har du set mest op til?

”Miguel Indurain. Jeg så sindssygt meget op til ham og den måde, han tacklede alting på. Jeg kørte med ham, og han havde en ro, som jeg beundrede. Han var aldrig vred, aldrig sur. Altid afbalanceret, smilende og glad. Han var god mod mennesker, og han var et forbillede for mig.”

Hvilket bjerg er det værste at køre op ad?

”Col de la Croix de Fer. Alle snakker om Alpe d’Huez eller Tourmalet. Men Col de la Croix de Fer … Det stod bare foran dig. Bum. Jeg har altid hadet det. Det var et frygteligt bjerg.”

Brian Holm kalder dig for cykelsportens Dirch Passer. Kan du identificere dig med det?

”Det kan jeg vel. Dengang følte jeg mig fanget i, at folk forventede, at jeg kunne levere en sjov oneliner. Det er noget, jeg gør, når jeg bliver usikker. Så kan man altid lige fyre et eller andet lort af, ikke? Så griner folk, og så slipper jeg for at blotte mig.

Hvis TV 2 spurgte mig om noget, kunne jeg sige, at jeg håbede, at bjergene flyttede sig eller sådan noget pis. Så sagde folk: ’Ih, hvor er det sjovt’, og det var det sikkert også, men jeg brugte det som en måde at skubbe folk væk på. Nu er jeg nået frem til, at det er bedre at være alvorlig og tage en dialog. Man kan ikke bare sidde og fyre oneliners af hele tiden. Det har altid været en rolle, jeg påtog mig.”

Det bliver i ’Engang var jeg Jesper Skibby’ beskrevet som om, at du havde to sider. Er det rigtigt?

”Ja, det havde jeg. En chefredaktør på en stor avis skrev engang en klumme, hvor han beskrev, at jeg var på én måde, når jeg var i medierne, men at jeg i virkeligheden var et indadvendt og surt menneske med primadonnanykker. Hvis jeg skal være helt ærlig, så blev jeg utrolig glad for den artikel, fordi jeg følte, at der var én, der gennemskuede mig og opdagede, at jeg ikke kun var den sjove Jesper.”

Du deltager stadig i tv- og realityprogrammer, hvor det vel også forventes af dig, at du er manden med de hurtige replikker. Er det så bare en rolle, du spiller?

”Nej. Man skal ikke tage fejl af, at jeg er en glad og sjov fyr. Jeg er bare ikke den lalleglade fyr mere, og der er altså en forskel. Jeg er jo som sagt et impulsivt menneske, og jeg gør ting, fordi jeg synes, det er sjovt.

Når jeg deltager i sådan noget, er det fordi, jeg tænker, at det bliver skideskægt. Det ender det så ikke altid med at være. Jeg var jo fx med i ’Vild med Dans’, og det var ikke særlig sjovt. Men i den periode var jeg også helt blæst og på stoffer. Jeg er lige nu med i et nyt program, der hedder ’Stjerner i trøjen’, og det er det bedste, jeg nogensinde har været med til. Der er jeg bare mig selv.”

Har du genopfundet dig selv?

”Man skal finde sin hylde. Jeg har fundet min i mit arbejde, for jeg skal have noget at stå op til, og jeg skal have noget at gå op i. Hos HC Container, hvor jeg arbejder som miljøkonsulent, har jeg fundet ud af, hvor jeg hører til i livet. For mig handler det om, hvor jeg føler mig hjemme, og hvor jeg har mine ligemænd.

Og jeg har så fundet ud af, at mine ligemænd er i affalds- og containerbranchen, hvor en spade er en spade, og en skovl er en skovl. No bullshit. De siger til mig, hvis jeg har lavet noget lort, og de siger til mig, hvis jeg har gjort noget godt. Vi kan jo ikke alle sammen være topchefer hos Mærsk.”

Din selvbiografi begynder med, at du ligger på et værelse på Amager og forsøger at begå selvmord halvandet år efter, din karriere sluttede. Hvad skete der?

”Da jeg stoppede som cykelrytter, havde jeg det sådan, at jeg lige så godt kunne sige vaya con dios og lægge mig over på Assistens Kirkegård. Det var en vanvittigt selvdestruktiv følelse, men der er jo ikke noget frygteligere end at have udlevet sit livs ambitioner som 38-årig. Det var som om, at jeg var havnet i en stor spand lort, som jeg svømmede rundt i. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle. Det var også derfor, jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne tage livet af mig selv. Så var det i det mindste slut.”

Du endte med ikke at gennemføre dit selvmordsforsøg. Hvorfor?

”Fordi jeg var en tøsedreng. Jeg turde ikke alligevel, da det kom til stykket. Lige der gik op for mig, at jeg var en fucking narkoman.”

Hvad tænkte du, da du vågnede morgenen efter?

”Jeg tænkte som en narkoman. Jeg rystede det af mig, åd nogle flere piller og skyllede dem ned med en slurk vodka.”

Hvornår stoppede du?

”Da jeg mødte min kone, Mette. Da vi lærte hinanden at kende, var jeg egentlig bare en velfungerende narkoman. Man kunne ikke se det på mig, men det var jeg. Et par måneder efter, at vi havde mødt hinanden i 2005, tog jeg til Pau for at være kommentator på Touren. Jeg var på stoffer, og så drak jeg en masse vin til en middag. Det slog mig helt ud, og da jeg vågnede igen, var jeg omgivet af ambulancefolk. Jeg er bare vanvittigt heldig, at jeg blev reddet på det hotelværelse. Ellers var jeg død.

Jeg har altid benægtet over for mig selv, at det var et selvmordsforsøg, men det var det jo nok, for jeg kunne ikke overskue tilværelsen. Mette fløj ned til mig i Pau, og hold kæft, hvor var hun sur. Der tænkte jeg: ’Okay, så stopper det.’ Og så bad jeg om hjælp.”

Føler du dig nogensinde fristet til at tage piller igen?

”Ja, det gør jeg. Det, der altid har tiltrukket mig ved pillerne, er, at de fik mig til at lukke helt ned følelsesmæssigt. Det er sådan en rus, man ikke bare glemmer. Så hvis jeg kommer ud, hvor jeg er presset … Mit fandens problem er, at jeg jo godt ved, hvad der skal til for, at jeg er pisseligeglad. Jeg ved godt, hvad det er for nogle piller, jeg skal tage. Almindelige mennesker siger måske, at livet er noget lort lige nu, og så snakker de med venner og familie om det. Men jeg lukkede mig inde og tog piller i stedet. Og så sad jeg bare som en zombie. Det skal jeg ikke igen.

Nu kommer bogen her. Bliver det hårdt for mig? Ja, det gør det. Men jeg må bare leve med og mærke det – i stedet for at bedøve mig selv med piller.”