Jonas Vingegaard gik fra fiskeauktioner til podiet i Paris. Til sommer vil Suset fra Glyngøre vinde det hele

Det lille skilt i vejsiden viser to kilometer til toppen, da Jonas Vingegaard pludselig rejser sig i cyklen. Iklædt den hvide ungdomstrøje hugger han i pedalerne. Mens forhjulet sluger asfalten under den franske sol, rasler konkurrenterne af bagved og bliver en efter en plantet i den golde kalkstensørken på det mytologiske bjerg.

”Nu angriber han, Vingegaard!” råber Dennis Ritter fra kommentatorboksen: “Jonas Vingegaard, han åbner simpelthen ballet!”

I stolen ved siden af hopper og springer Rolf Sørensen med barnlig begejstring: “Sådan der, Vingegaard, sådan der, Vingegaard!”

”Det er Jonas Vingegaard, der svinger pisken nu,” fortsætter Dennis Ritter.

Udsigten ud over Mont Ventoux virker uendelig. Længere oppe på bjerget svæver en stor, oppustelig gul førertrøje. Bag Jonas Vingegaard må den ecuadorianske klatrer Richard Carapaz give slip, så det nu kun er netop manden i gult, Tadej Pogačar, der fortsat hænger i med kløerne. Det får kun Rolf Sørensen til at råbe endnu mere ivrigt:

”Kom nu, fortsæt Vingegaard, kom nu!”

Med observationsposten på toppen af bjerget i syne drejer Jonas Vingegaard hovedet og kigger et øjeblik på Tadej Pogačar. Den unge slovenske sensation er forsvarende Tour de France-vinder og har også dette år virket uden sidestykke i det prestigefyldte etapeløbs første 10 etaper.

”Se det blik, det er altså dræberblik, han har i øjnene lige nu. Pogačar ligner en, der er en lille smule presset for første gang,” konstaterer Rolf Sørensen.

Jonas Vingegaard har set det samme. Siddende i sadlen strammer han skruen endnu en gang.

”Han bliver sat nu! Jonas Vingegaard sætter Tadej Pogačar! Hvad er det, der sker, mine damer og herrer!” udbryder Dennis Ritter.

”Det er altså Jonas Vingegaard, der sætter Pogačar,” konstaterer Chris Anker Sørensen på sin vanlige, afdæmpede facon, der ikke tager noget fra den underliggende storhed i udsagnet.

”Jeg er målløs,” siger Dennis Ritter så, mens kameraet bevæger sig fra Jonas Vingegaard i ensom majestæt mod toppen og videre til den ellers uovervindelige Tadej Pogačar, der lidende må se sig efterladt på Det skaldede bjerg: “Det er første gang, vi ser den her mand sådan for alvor presset.”

Et halvt år senere trækker Jonas Vingegaard racercyklen ud ad indkørslen i hjemmet i Glyngøre. Det er en kold decemberdag, der ligger tunge snedriver rundt omkring, og grå og hvide skyer farer over himlen. Han triller ud på vejen iført sin gule og sorte træningsdragt fra det hollandske cykelhold Jumbo-Visma, hvor han siden 2019 har været på kontrakt, og kører forbi byens ældrecenter, der har hjemme i en stor, rød murstensbygning, som engang var en fiskefabrik, forbi linedance-klubben Skive Country Liners og den lokale skole. Kort efter åbenbarer Limfjorden sig, og det samme gør Sallingsundbroen, der forbinder halvøen Salling med Mors, hvor det ryger fra store skorstene.

Lidt efter passerer Jonas Vingegaard tre stenskulpturer, der forestiller træer, to store indianertippier af træpæle og en lille badebro, snart efter industrikvarteret i byens udkant med fragtfirmaer og elektronikproducenter, og så er han ude i det åbne landskab, hvor det river og rusker i det høje krat, pukkelryggede træer forsøger at stå imod vinden, og vindmøller spæner afsted på markerne.

Selvom Glyngøre i det nordvestlige Jylland med Jonas Vingegaards egne ord ”måske ikke er det bedste sted for en bjergrytter,” holder han meget af at træne i disse omgivelser. Den 175 centimeter høje og knap 60 kilo lette rytter er i forvejen så meget i udlandet i løbet af et år, at det i øvrigt ikke gør den store forskel, som han selv ser det. Da han tidligere på året kørte over målstregen i Paris efter sit første Tour de France i slutningen af juli, havde han således kun tilbragt omkring 40 dage i Danmark i årets første syv måneder.

Ved hjemkomsten i Glyngøre blev Jonas Vingegaard dengang fejret af flere hundrede borgere for sin podieplacering i verdens største etapeløb, og dagen efter var der skruet yderligere op til den officielle hyldest foran Det Gamle Rådhus i Skive, hvor det nærmede sig en form for folkefest. Han blev også nomineret til Årets Sportsnavn i Danmark. Men som sportsmand kan man ikke hvile for længe på laurbærrene. Her, i starten af december, er Vingegaard ved at bygge sin form op på ny frem mod næste sæson.

”Det er også en vigtig periode for skadesforebyggelse, for når først sæsonen er i gang, handler det mest af alt om at slukke ildebrande. Det er nu, man har mulighed for at bygge kroppen op, så man ikke får de samme problemer igen. Og samtidig er det her, man kan slappe lidt af mentalt,” siger han på sin stilfærdige, nordvestjyske facon.

Få dage forinden er Jonas Vingegaard hjemvendt fra en tur til Den Bosch i Holland, hvor Jumbo-Vismas træningscenter ligger. Her har han været igennem både det obligatoriske lægetjek og trænet i vindtunnel i forsøget på at forbedre sin enkeltstartspræstation. Holdet fandt nogle små forbedringer, og det er bedre end ingenting. For allerede nu går det hele ud på én ting, nemlig forberedelsen til Tour de France.

”Vi skal være så gode som muligt til det her ene løb. Derfor gør vi alt, hvad vi overhovedet kan for at forberede os.”

Jonas Vingegaard

Født 10 december 1996 og opvokset i Hillerslev i Thy. Som 10-årig begyndte han at cykle i Thy Cykelring. Siden gik turen til Aalborg Cykelklub og Odder Cykelklub, før han kom på kontinentalholdet Team coloQuick i 2016. To år senere skrev han kontrakt med det hollandske cykelhold Team Jumbo-Visma. Efter sidste års Tour de France forlængede Vingegaard sin kontrakt med holdet med tre år. Det medførte en væsentlig forbedring af indtjeningen, så han nu, ifølge diverse cykelsites, tjener omkring 13 millioner kroner årligt.Til daglig bor han i Glyngøre med sin kæreste Trine Marie og datteren Frida. 

Det er endnu ikke blevet gjort kendt for den brede offentlighed, men et par uger forinden har Jonas Vingegaard selv fået beskeden om, at han også skal køre det franske etapeløb i 2022. Tilmed som sidestillet kaptajn med holdets slovenske stjerne, Primož Roglič. Hans sportsdirektør mente, at den 25-årige dansker havde fortjent det, og at det desuden ville være det logiske valg.

Selvom der er langt til de franske landeveje på en mørk og kold vinterdag i Glyngøre, er de sjældent særlig langt væk i Jonas Vingegaards tanker. Han drømmer sig ofte til hårnålesving og høje tinder. Ikke mindst fordi Grand Départ bliver i Danmark for første gang nogensinde. Først går prologen rundt i de københavnske gader, dernæst danner Vestsjælland ramme for 2. etape, og til sidst går turen fra Vejle til Sønderborg på 3. etape. I alt 394 kilometer på dansk landevej.

”Det lå i kortene, at jeg skulle køre Touren næste år, men når man så endelig får det bekræftet, er det umuligt ikke at glæde sig helt sindssygt til det. Også fordi det starter i København. Præsentationen bliver i Tivoli foran 10.000 mennesker. Jeg tror, det bliver kæmpestort,” siger han.

Da Jonas Vingegaard stillede til start i Tour de France i 2021, vidste han, at han var i god form. Han havde kørt de bedste watt nogensinde i forudgående test, hvilket også hans trænere og holdkammerater havde hæftet sig ved. Flere var begyndt at snakke om, at han kunne lave noget specielt, måske ligefrem havde niveauet til at køre på podiet.

“Når de andre sagde det, tænkte jeg: ‘Rolig nu.’ Det var mit første Tour de France. Selvfølgelig ville jeg da elske at køre på podiet, men måske jeg lige skulle starte med at prøve at gennemføre det’,” siger han.

Året forinden havde han kørt sin første Grand Tour. Det var det store spanske etapeløb Vuelta a España, der det år foregik over 18 etaper. På næstsidste etape var han så udmattet, at han måtte slæbe sig selv i mål. Derfor tænkte han: ’Hvordan bliver det lige, når der er 21 etaper?’ Men Jonas Vingegaard blev kun stærkere, som Touren skred frem. Det anerkendte internationale cykelmagasin Rouleur kaldte ham for ’Tour de Frances åbenbaring’. Kort efter forlængede han sin kontrakt med Jumbo-Visma frem til 2024, hvilket kun cementerede holdets ambitioner på hans vegne.

Det er dog en ny æra, Jonas Vingegaard har taget hul på. Alene af den årsag, at han ikke længere kan tage fusen på alle andre. Men selvom han ved, at øjnene nu hviler på ham, føler han ikke det helt store pres.

”Det er ikke sådan, at jeg forventer, at jeg bare smadrer alle og vinder Tour de France uden problemer. Jeg ved godt, at der er rigtig mange ting, der skal gå rigtigt, før det lykkes. Men hvis de gør det, så er jeg med til at kæmpe om sejren. Det tror jeg på. Jeg glæder mig til at køre cykelløb,” siger han.

Måske skyldes det mest af alt, at presset fra andre aldrig rigtig har fyldt det helt store for Jonas Vingegaard. Det er altid blegnet sammenlignet med det, han har lagt på sig selv. Den seneste tid er han dog blevet ved med at overraske sig selv positivt.

”Helt generelt tror jeg meget på mig selv, men engang i mellem stikker det alligevel af. Jeg har nogle gange hevet kaniner op af hatten, der er kommet bag på mig selv. Sådan var det flere gange i Touren, specielt på Mont Ventoux, hvor jeg tænkte: ’Hvor kom det lige fra?’”

Det siger meget omJonas Vingegaard, at han som barn drømte om at blive bankmand. Det var en håndgribelig drøm, der havde formuleret sig i hans hoved af logiske årsager: Han havde altid været god til tal, og bankfolk var gode til tal.

På den måde blev der aldrig slået større brød op, end der kunne bages, i barndomshjemmet i Hillerslev tæt på Hanstholm i det nordvestlige Jylland. Hans far er VVS’er, og hans mor er sekretær, og selv var Jonas Vingegaard lidt af en sportsnørd, hvilket var heldigt, da idrætshallen, foruden kirken og Brugsen, var det naturlige omdrejningspunkt i den lille landsby med 360 indbyggere. I årenes løb blev der prøvet kræfter med svømning, håndbold, badminton og mest af alt fodbold, selvom han ikke var noget udpræget talent. Det gjorde det ikke nemmere, at han var født i december og at de trænede med årgangen over. Når man er lille og langsom, er der grænser for, hvad talentet rækker til.

Jonas Vingegaards far fornemmede, at sønnen trængte til en ny hobby. Derfor hev han ham en sommerdag i 2007 med til Thisted, hvor årets udgave af Post Danmark Rundt skulle lægge fra land. Der var præsentation af feltet på Thisted Havn, hvor både pølsevogne og forskellige boder var stillet op i dagens anledning. Thy Cykelring havde en stand, hvor man kunne forsøge sig på en cykelsimulator. Det gjorde 10-årige Jonas Vingegaard.

”De der folk i klubben roste mig helt vildt og sagde, at jeg var mega dygtig. Det har de nok bare sagt til alle for at få flere medlemmer. Jeg tror ikke, det var noget specielt,” siger han.

Men det var alligevel smiger, der gik rent ind. Kort efter troppede han op til sin første træning i Thy Cykelring, en enkeltstartstræning, hvor særligt en 15-årig knægt ved navn Michael Valgren imponerede det nyeste medlem af klubben.

Derhjemme begyndte Jonas Vingegaard at drømme om andet end at blive bankmand. Når hans far tændte for flimmerkassen til de store cykelløb, fulgte han med på sidelinjen. Han spærrede øjnene op, når italienske Riccardo Riccò, der senere blev dopingdømt og udskammet, lavede sine famøse slangehug på stigningerne. Og når den vævre spanier Alberto Contador med hjertet udenpå cykeltrøjen forsøgte sig med det spektakulære. Det stod for ham i skærende kontrast til de ryttere, der altid lurepassede for blot at køre hjem til en syvendeplads.

”Jeg kan lide, når man kommer ud over stepperne, når man ikke er bange for at køre cykelløb, men tør gribe ud efter sejren. Sådan har jeg altid selv forsøgt at være. Måske så man kun lidt af det fra min side sidste år, men det var også første gang, jeg skulle prøve at køre klassement i Tour de France,” siger han.

Kort efter sin første træning i Thy Cykelring tog Jonas Vingegaards far ham med til et pokalløb lidt uden for Skive. De var seks deltagere, og han blev selv nummer tre efter to piger. Med sig hjem fik han sit livs første medalje. Han var ikke til at skyde igennem.

Det efterfølgende forår begyndte Jonas Vingegaard at tilbringe hver en ledig stund på jernhesten. Han elskede at sidde alene på cyklen i timevis og skære sig gennem blæsten fra Vesterhavet. Der var dog heller ikke her noget, der tydede på, at han var gjort af et særligt talent. Mens andre håbefulde unge ryttere hurtigt rykkede op i A-klassen i juniorårene, måtte han selv slide og slæbe sig hele vejen fra C-klassen.

”Der var nogle, der var meget hurtigere end mig, og jeg havde problemer med at følge med. Jeg tror, at mange knækker halsen på det, hvis man bliver sat hver weekend. For det er sgu ikke fedt. Jeg var ham, der blev sat hver weekend, så jeg ved, hvad det vil sige. Jeg var ikke specielt god, og jeg måtte kæmpe rigtig meget for det,” siger han.

Langsomt blev det dog bedre. Det ene år begyndte Jonas Vingegaard pludselig at køre med feltet hjem til de lidt større løb. Da han vendte tilbage efter sommerferien, kunne han pludselig sidde med, når der blev angrebet. Og da de nåede det efterfølgende forår, var det ofte ham, der ligefrem initierede udbruddene. I hans andet år som junior kom han også ind omkring juniorlandsholdet, og til et A-løb i Aalborg i 2016 trillede han over målstregen på tredjepladsen. Men den første helt store indikation på, at der måske var mere i gære, kom til Hammel Grand Prix i foråret 2016, da han en bagende varm pinsedag satte alt på plads på den legendariske Pøt Mølle og kørte alene i mål.

Efter sin første tid i Thy Cykelring var turen gået til først Aalborg Cykelklub og siden Odder Cykelklub. Men løbet på den jyske hede, der var et af få herhjemme med mere seriøse stigninger, vakte opsigt, og kort efter blev han kontaktet af det danske kontinentalhold Team coloQuick, der ville have ham på holdet.

Sportsdirektøren og træneren på holdet var Christian Andersen, en sand mester i at udvikle unge talenter, der 10 år tidligere havde bragt Jakob Fuglsang frem i rampelyset. Nu havde han tænkt sig at lave samme nummer med den unge Jonas Vingegaard. I ham så han nemlig et talent i samme størrelsesorden.

Den garvede sportsdirektør var ikke den eneste, der drømte stort. Selvom 19-årige Jonas Vingegaard havde ry for at være en ordknap, ydmyg fyr, var der begyndt at spire forhåbninger om en stor fremtid inde i ham selv:

”Det er, som om nogle tror, at bare fordi man er ydmyg, kan man ikke have ambitioner. Men jeg har ambitioner. Jeg har et ego. Jeg gider bare ikke være den, der sidder og plaprer højt om det. Så vil jeg hellere lade benene tale.”

I foråret 2018 kørte Jonas Vingegaards liv efter en fast skabelon. Hver morgen klokken fem ringede hans alarm. Præcis en time senere mødte han ind i Chrisfish, en stor, grå kasse af en bygning på Auktionsgade på havnen i Hanstholm, hvor han kappede haler over, skinnede fisk og vejede op. Når klokken slog 12, var arbejdsdagen slut, så tog han hjem, fandt cyklen frem og kørte ud på Kystvejen for at blive blæst igennem et par timer eller fire. Bagefter spiste han aftensmad, slappede af og gik i seng. Og gjorde det hele forfra næste dag.

Da Jonas Vingegaard et lille års tid tidligere var gået ud af Handelsskolen, tænkte han egentlig: ’Fedt, nu skal jeg satse 100 procent på cyklingen.’ Men efter to uger begyndte han at kede sig ad Pommern til. For hvad skulle han bruge de resterende syv-otte-ni timer af døgnet på? Derfor fandt han sig et arbejde på Danmarks største fiskerihavn målt på konsumfisk. Lige ved siden af Hanstholm Fiskeauktion, og rundt om hjørnet fra Det Gamle Røgeri, der serverer Danmarks største stjerneskud, og bunkeren, hvor filmklassikeren ’Olsen-Banden i Jylland’ i sin tid blev optaget.

Der løber fiskerblod i årene, hans bedstefar var selv fisker mange år tidligere, og det passede ham godt at være sammen med havnens folk, der i mange tilfælde var bedøvende ligeglade med cykelløb, så han ikke udelukkende behøvede at være cykelrytter dagen lang.

Mest af alt gav det dog Jonas Vingegaard en daglig rytme og en afgørende disciplin i forhold til at planlægge sin træning.

”Det er jo sådan et sted, hvor man lærer at knokle for tingene. Det kan man altid bruge i cykelverdenen,” siger han.

Det havde der i høj grad også været brug for på det seneste. I sin første sæson på Team coloQuick var Jonas Vingegaard ganske vidst blevet nier på en bjergenkeltstart i Rumænien med en tid, der var på niveau med erfarne ryttere som Davide Rebellin og Franco Pellizotti. Det havde resulteret i en udtagelse til Post Danmark Rundt, hvor han som eneste kontinentalrytter på sidste etape var repræsenteret i et udbrud, der gav feltet kamp til stregen. Et par af de professionelle cykelhold havde følehornene ude, men så brækkede han lårbenet under et løb i Stavanger i Norge. Det kostede en operation og en skadespause på ni måneder.

Først tidligere samme forår gjorde Jonas Vingegaard comeback i et løb i Nordtyskland. Han var opsat på at vise sig frem og kom tidligt med i et stort udbrud. Med 25 kilometer tilbage stak en af de andre ryttere, den unge dansker gik med, og ved målstregen kunne han løfte begge arme i vejret:

”Det betød meget at vende tilbage på den måde. Jeg havde fået meget mere fokus på min krop, efter jeg brækkede benet, og jeg var begyndt at styrketræne ordentligt. Jeg var blevet stærkere af at komme tilbage på den måde.”

På vej op ad det frodige Gubałówka-bjerg fortsætter Jonas Vingegaard med at skrue tempoet i vejret. Det er sjette etape ud af syv i Polen Rundt i 2019, og tidligere på dagen er starten gået i Zakopane ved foden af de sneklædte Tatra-bjerge i den sydligste del af landet. Nu befinder de forreste ryttere sig på den sidste af seks kategori 1-stigninger, og det står skrevet i sol og vind, at den unge dansker bliver første mand over målstregen.

Det er Jonas Vingegaards første år på hollandske Team Jumbo-Visma. Han var egentlig startet etapeløbet som hjælperytter, og på dagens etape havde han sat sig for at ofre sig i den større sags tjeneste ved at træde hårdt i pedalerne allerede på næstsidste stigning.

”Det var for kaptajnen, jeg førte, men på toppen kunne jeg konstatere, at jeg havde sat ham. Det var lidt noget lort. Så begyndte folk at rykke hele tiden, men jeg kørte bare med på det hele. Jeg kunne mærke, at jeg kørte virkelig stærkt den dag. Til sidst kom jeg afsted med to andre, og så vidste jeg, at ingen andre ville kunne slå mig,” siger han.

På opløbsstrækningen i landsbyen Kościelisko tæt på den slovakiske grænse rejste Jonas Vingegaard sig med et sammenbidt ansigtsudtryk og gled forbi russiske Pavel Sivakov og australske Jai Hindley. Kort efter kunne han løfte højre arm mod himlen og fejre karrierens største resultat, der tilmed indbragte ham løbets førertrøje før sidste etape.

Han var lykkelig over sin indsats, en euforisk følelse, han bar med sig, indtil han ud på aftenen lå i sin seng. Så ville øjenlågene ikke klappe ordentligt i. Det var ikke så ualmindeligt for ham at have svært ved at sove efter en sejr, hvor tankerne kører rundt i hovedet, men denne aften kunne han overhovedet ikke sove. Først efter klokken havde passeret to om natten, lykkedes det ham at finde ind i noget, der bare mindede om en søvn. Men klokken seks var han lysvågen igen:

”Jeg kan huske, jeg tænkte: ’Det er ikke så godt det her.’ Jeg havde nærmest ikke sovet, og så begyndte det at rulle derudad. Jeg blev mere og mere nervøs, og da jeg stod op, havde jeg så meget kvalme, at jeg intet kunne få ned.”

Da Jonas Vingegaard lidt senere stod ved startlinjen i sin førertrøje, var han modløs og afkræftet. Han vidste, at det ville blive en ulidelig tur på cyklen, for han havde prøvet det før. Til verdensmesterskabet for U23-ryttere i Østrig året forinden havde han udset sig medaljer, men alene tanken havde gjort ham så rystende nervøs, at han nærmest ikke havde sovet, slet ikke havde spist og i sidste ende havde kørt som et udmattet nervebundt. Hjernen var blevet hans egen bøddel, der straffede benene. Det var et tidligt varsel om, hvad der siden kom til at ske adskillige gange, hvor formen ellers indikerede, at han kunne lave store numre.

”Hvis det gik mega godt, og jeg kørte sindssygt gode watt, begyndte jeg at tænke: ‘Hvis ikke jeg vinder cykelløb nu, er jeg en fiasko.’ Jeg blev vildt nervøs for at fejle. Det var så galt, jeg kunne ikke spise morgenmad før løbene, og jeg kunne ofte heller ikke spise undervejs på cyklen. Hvis man begynder at tænke for meget over det, bliver det værre og værre. Man kan tænke sig så meget til dårlige ben, at det kommer til at gøre mere ondt, end det egentlig er. Så handler det udelukkende om at prøve at kæmpe sig igennem. Det er virkelig ikke sjovt,” siger han.

I Polen Rundt i 2019 måtte Jonas Vingegaard endnu engang sande, at man kan træde nok så mange watt, men hvis ikke man kan tale nerverne til ro, kan det hele være lige meget. Iført førertrøjen blev han trukket over målstregen i den lille landsby Bukowina Tatrzańska af holdkammeraten Lennard Hofstede hele 14 minutter og 30 sekunder efter den slovenske etapevinder på en placering som nummer 81.

”Dagen inden havde jeg tænkt: ’Fedt, nu skal jeg bare vinde det lort her.’ Men så gik jeg helt ned, fordi jeg ikke kunne holde til det pres, jeg lagde på mig selv. Jeg var hamrende nervøs, jeg kunne ikke noget som helst. Fra starten tænkte jeg: ’Det er sgu noget lort i dag.’ På en måde havde jeg allerede givet op. Jeg havde ikke det mentale overskud til at prøve at kæmpe lidt for det, så da de andre begyndte at køre lidt stærkt, gav jeg op. Jeg bukkede under for mit eget pres,” siger han.

Efter etapeløbet i Polen var Jonas Vingegaard både frustreret og ked af det. Han havde endnu engang besejret sig selv, og det var begyndt at gå op for ham, at det måske ville blive den største udfordring af dem alle.

”Jeg er ligeglad med andres forventninger, men jeg har haft svært ved at kapere mine egne forventninger til mig selv. Den største modstand har været mig selv. Det her var første gang, at jeg på det her niveau indså, at jeg rent faktisk havde et problem med det, som jeg var nødt til at arbejde med. For jeg kunne ikke håndtere det, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.”

Hvis ikke man vidste, at Jonas Vingegaard boede i Glyngøre, ville man højest sandsynligt aldrig finde ud af det. Der skiltes ingen vegne med, at byen huser en decideret sportsstjerne. Intet banner over hovedgaden, intet billede af ham i et butiksvindue, ikke engang et underfundigt navn på menukortet på det lokale pizzeria.

”Det, synes jeg, er fedt. Jeg tror, jeg ville hade, hvis der hang plakater over det hele. Hvis jeg kommer til Skive, er der nogle gange nogen, der går hen til mig, men her i Glyngøre er det mere lowkey. Alle kender hinanden,” siger han samme decemberdag i 2021.

Solen prøver at trænge gennem skydækket, hvilket kaster et nærmest bibelsk skær ned over havnefronten, hvor skulpturen Sallingpigen står og skuer udover Limfjorden. Hernede ligger også Danish Oyster Bar, røgeriet Limfjordens Hus i en stor, sort bygning og det røde ’Æ Kassehus’, byens forsamlingshus, der har ligget her i over 100 år.

Lige da Jonas Vingegaard havde underskrevet sin første kontrakt som professionel cykelrytter med Jumbo-Visma i sommeren 2018, overvejede han og kæresten Trine Marie faktisk at flytte til Spanien. De var i Girona i det nordlige Catalonien for at kigge, men det blev hurtigt skudt til side. Han ville bare gerne hjem igen. Derfor har deres største boligeventyr til dato været et kortvarigt ophold i en lejlighed i Aarhus. Men der var alt for mange mennesker og alt for meget trafik, og i stedet købte de huset i Glyngøre.

”Jeg er ikke et storbymenneske. Jeg kan lide, at man kender de fleste i byen. Det er hyggeligt at være her,” konstaterer han.

Det var, mens Jonas Vingegaard kørte for Team coloQuick, at han mødte Trine Marie, der var ansat i det firma, der ejede cykelholdet, og blandt andet havde til opgave at agere pressechef til de større løb. Hun var 10 år ældre end ham og ikke specielt imponeret over de splejsede cykelryttere.

”Hun har efterfølgende fortalt mig, at da hun kom ind på cykelholdet og fik at vide, at det var et talentudviklingshold, kiggede hun sig omkring og tænkte: ’Ja ja, det er godt med jer,’” siger han.

Derfor var det også den unge cykelrytter, der først udviste interesse. Han troede, han var diskret, men hun havde for længst luret, at han løb i cirkler om sig selv, når hun trådte ind i lokalet. Til sidst måtte også hun overgive sig trods sine indledende forbehold på grund af aldersforskellen. For Jonas Vingegaard fik det skelsættende betydning.

”Det er helt klart mødet med Trine Marie, der har formet mig mest som menneske og hjulpet mig mest som cykelrytter. Hun har virkelig gjort, at jeg har fået en masse hår på brystet. Før jeg mødte hende, var jeg meget stille og meget, meget genert. Jeg troede ikke så meget på mig selv, og jeg var bange for at sige, hvad jeg gerne ville. Det har hun virkelig ændret. Hvis der er noget, jeg gerne vil have i dag, så siger jeg det.”

Efter det var gået op for Jonas Vingegaard, at han var nødt til at arbejde med sine nerver, hvis han skulle indfri sit potentiale, begyndte han at opsøge hjælp. Det meste af 2020 gik med at snakke med specialister, men uanset hvem han talte med, blev han ved med at vågne alt for tidligt på løbsdage med en knugende mavefornemmelse. Så lå han der og havde ondt af sig selv over ikke at kunne sove, hvilket naturligvis bare gjorde det værre og værre. Og når han så endelig skulle spise, havde han ingen appetit.

En morgen foreslog Trine Marie ham, at de prøvede at stå op i stedet for. Hun sagde: ”Lad os høre noget musik, du bliver glad af, og lad os bare komme i gang.” Så gjorde de det. Og det virkede.

”Med nogle af de der sportspsykologer handlede det om hele tiden at snakke og snakke om problemerne i stedet for at gøre noget ved det. Hun tænkte anderledes: Lad os prøve at gøre noget ved det, så vi kan se, om vi kan forhindre det,” siger han.

I dag er det ikke længere noget problem for Jonas Vingegaard. Under Tour de France havde han slet ikke samme nervøsitet som tidligere. Selv på de sidste etaper, hvor han mærkede spændingen over, hvordan det ville gå, havde han ingen problemer med hverken at sove eller spise. Trine Marie har i det hele taget kunne tilbyde ham noget, som han ikke har kunne få af de professionelle sportspsykologer.

Hvis Jonas Vingegaard stadig i ny og næ kommer til at tænke i worst case-scenarier, spørger hun: ”Hvad er det værste, der kan ske?” Og det kan hun have ret i. Den tilgang kom ham også til gode i Tour de France, der ifølge ham ikke kan sammenlignes med noget andet cykelløb.

”Man kan tage medieopmærksomheden i andre cykelløb og gange med mindst 10. Det gør, at feltet er mere stresset. Det er det største cykelløb i verden, alle vil sidde fremme hele tiden, så stressen starter tidligere end i andre cykelløb. Det er så meget anderledes end alle andre cykelløb. Man er totalt alert hele tiden, det bliver man simpelthen nødt til det, for ellers ender man med at miste det hele på den ene dag, hvor man ikke lige er opmærksom,” siger han.

På forhånd havde Jonas Vingegaard og Trine Marie lagt en slagplan. Blandt andet skiftede han sit nummer for ikke at blive kontaktet af alt fra journalister til gamle bekendte. De aftalte desuden, at han skulle modstå fristelsen til at læse, hvad der blev skrevet om hans præstationer i pressen, og at hun ville overtage styringen af hans sociale medier.

”Det er også lidt spild af tid med sociale medier. Man ender med at kigge på de andre ryttere, og det gør jo ikke mig til en bedre cykelrytter. Vi prøvede at tage så mange faktorer væk, der kunne skabe uopmærksomhed. Det fungerede rigtig godt. Trine Marie er rigtig god til at læse mennesker og se, hvad man har brug for. Hun har været sindssygt god for mig, og jeg er blevet mere voksen sammen med hende. Jeg tror ikke, jeg havde været, hvor jeg er i dag, uden hende.”

Det er en sjældent overskyet dag på Tenerife. Selvom kalenderen kun viser februar 2022, sniger temperaturen sig alligevel op omkring de 20 grader. For Jonas Vingegaard er det en af de rolige dage på årets højdetræningslejr, en slags hviledag, hvor den kun står på halvanden times cykling og dernæst massage og afslapning på hotelværelset i Santiago del Teide. Den lille landsby, der ligger som tabt for oven i det bjergrige landskab på øens vestside, er det ideelle sted at forberede sæsonen for en bjergrytter.

Størstedelen af træningen foregår på den næsten fire kilometer høje Pico del Teide-vulkan, der er Spaniens højeste punkt. Jonas Vingegaard har allerede været der i to uger og skal være der en uge yderligere som forberedelse til sæsonens første løb. Det har været en hård omgang, for man er der udelukkende af den grund, at man skal komme i topform, så man træner hårdt og presser hinanden – som regel mellem tre og syv timer om dagen.

Det er nødvendigt for at blive helt klar til en forhåbentlig stor sæson.

I løbet af årets første syv uger har Jonas Vingegaard kun tilbragt en enkelt dag hjemme i Glyngøre. Det var 1. januar. Dagen efter rejste han til Malaga med familien for at træne en måneds tid, før de tog hjem, og han selv fortsatte videre til de kanariske øer.

”Når jeg tager afsted, så glæder jeg mig til at komme hjem allerede fra første dag. Jeg savner mine to piger helt vildt meget. Det er desværre bagsiden af medaljen, at man bliver nødt til at savne dem, man allerhelst vil være sammen med,” siger han.

I efteråret 2020 blev Jonas Vingegaard og Trine Marie forældre til datteren Frida. Mere end noget andet har faderrollen været med til at rodfæste ham. For paradoksalt nok er det også det, der har gjort ham stærk nok til at tage afsted.

”Jeg føler, at jeg er vokset sindssygt meget som menneske. Det vigtigste for mig er at være en god kæreste og en god far, det er meget vigtigere end cykelløb, og hvis ikke jeg har deres opbakning, kan det være lige meget at være cykelrytter. Jeg tror, det har spillet ind, i forhold til at jeg er blevet bedre til at håndtere min nervøsitet. For det er jo bare et cykelløb. Der er ikke noget at være nervøs for.”

”Livet er kort, og Tour de France er langt,” som den britiske sportsjournalist Giles Smith engang formulerede det. Men det har kun gjort Jonas Vingegaard endnu mere forhåbningsfuld for fremtiden, at han nærmest helt naturstridigt virker til at blive stærkere, jo længere og mere opslidende løbene er.

Der er sket meget det seneste års tid. I marts 2021 blev han udvalgt til kaptajn for ryttere fra Jumbo-Vismas udviklingshold til det talentspækkede italienske etapeløb Coppi e Bartali. Det var sportsdirektørens måde at tvinge ham ind i rollen som ham, der svinger dirigentstokken. Foruden to etapesejre ud af fem mulige vandt han det samlede klassement.

”Det har også været en del af rejsen at lære at være den, der siger: ’Nu kører I for mig, så derfor gør vi sådan her.’ For det ligger helt klart ikke til mig fra naturens side. Det var ikke dårlige ryttere, jeg var oppe mod, så jeg var sindssygt glad for at vinde. Det var en af de gange, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde taget et ekstra skridt op,” siger han.

Blot et par uger senere tog Jonas Vingegaard den samlede andenplads i det bjergrige etapeløb Baskerlandet Rundt, 52 sekunder efter sin egen kaptajn, Primož Roglič, og 15 sekunder foran en vis Tadej Pogačar. Det var her, der for alvor begyndte at komme hvisken i krogene om den unge dansker:

”Det er sjovt, for i et etapeløb er folk ofte sindssygt gode den første dag, og så går det ned ad bakke resten af dagene. Jeg føler nærmest, at jeg bliver bedre. Det kunne jeg også se her. Til at begynde med var vi vel 10 ryttere i gruppen lige under Roglič og Pogačar. På sidstedagen kunne jeg som den eneste sidde alene med de to hele dagen. Der var de ikke bedre, end jeg var.”

Det cementerede Jonas Vingegaard, da han i sin debut i verdens største etapeløb kørte sig på podiet som den første dansker i 25 år. Når Tour de France i år starter i København, er han ikke længere et ubeskrevet blad, der kun kan overraske. Han er en af favoritterne til den gule trøje, og der hviler et tungt pres på hans skuldre som den måske største udfordrer af dem alle til slovenske Tadej Pogačar, der længe har set næsten uovervindelig ud. Men også kun næsten. For der var rent faktisk én, der lykkedes med at sætte ham i de franske alper sidste år.

”Pogačar ser sindssygt stærk ud. Han bliver svær at slå, men Mont Ventoux-etapen gav mig troen på, at det kan lade sig gøre. Selvfølgelig er der så meget, der skal gå op i en højere enhed, men jeg tror helt klart på det. Den dag viste mig nemlig, at han ikke er udødelig. Han er til at slå … Og det har jeg tænkt mig at forsøge at gøre.”