I tre år har Guardiola haft fred for Mourinho - nu mødes fodboldens to største trænerrivaler igen

Det var på sidstedagen af de 18 måske mest intense døgn i europæisk klubfodbolds historie, at flere iagttagere mente at kunne høre et stille, næsten hviskende suk fra Josep Guardiola i Camp Nous korridorer.

»Nu er det snart ovre!

Kalenderen viste maj 2011, og den daværende FC Barcelona-træner lignede ikke længere sig selv. Det solbrændte ansigt var uden udtryk. Forud var gået tre kampe i tre turneringer og tre ugers smertefuld konflikt med verden som vidne.

En stressende periode, der havde samlet og delt fodboldpublikummet og isnet rivaliseringen mellem de to storklubber, Real Madrid og FC Barcelona, til et historisk nulpunkt.

Fem dage forinden og før den første af to Champions League-semifinaler havde Guardiola fået nok, træt af sin modstander José Mourinhos evindelige ævl og kævl tog han bladet fra munden.

»Her på dette sted (i Real Madrids presserum, red.) er han chefen, en fandens karl. Han er den fucking bedste, og jeg kan og vil ikke forsøge at konkurrere med ham, spruttede FC Barcelona-træneren, der blev mødt med stående bifald, da han senere så sine spillere.

I Real Madrid-lejren betragtede man Guardiolas udfald som et vigtigt tegn på, at Mourinho var krøbet ind under huden på ham.

Det var efter samme kamp, at Mourinho fremførte sin berygtede por qué-tale, hvor han mildest talt antydede, at det europæiske fodboldforbund, UEFA, og hele dommerstanden var i lommen på FC Barcelona.

»Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor Øvrebø? Hvorfor Busacca? Hvorfor De Bleeckere? Hvorfor Stark? Hvorfor? jamrede Mourinho.

Det fjerde Clásico-møde – og den anden semifinale i Champions League – endte uafgjort, og FC Barcelona var dermed klar til en europæisk finale for anden gang på bare tre sæsoner. Det var en triumf, men Guardiola var træt. Efter 3-1-sejren over Manchester United på Wembley senere samme måned gik han på sommerferie. Han overvejede at stoppe. Ikke for en kort bemærkning, men helt. Trække sig fra fodbolden.

Var det virkelig det værd? Han havde skabt et af alle tiders største fodboldhold. Han havde opnåede større succes som cheftræner end som feteret spiller i samme klub. Han havde vundet alt. Orkede han endnu en sæson i duel med Mourinho, der synes anderledes antændt af fejden?

Guardiola slog tanken væk og tog hul på et nyt fodboldår. Der gik ikke mange uger, før han fortrød, velvidende at det nu var for sent. Forud for begyndelsen på den egentlige sæson mødtes FC Barcelona og Real Madrid i den spanske Super Cup. Returkampen blev endnu ondere end de fire i foråret.

Catalonierne vandt 3-2 på en sen scoring af Lionel Messi, men det er de tre udvisninger, ni advarsler og ikke mindst Mourinhos fingerprik i øjet på Barça-assistenten Tito Vilanova, der står tilbage.

Guardiola var ædt op indefra. I Pep Guardiola beskriver den spanske sportsjournalist Guillem Balague, hvordan FC Barcelona-træneren var nødt til at dulme uroen med store mængder sovepiller. Sæsonen 2011/12 skulle bare overstås. Fodbolden var for en gangs skyld underordnet, det handlede om ikke at miste sig selv.

Mourinhos Real Madrid blev mester med 100 point, ni flere end catalonierne, og vandt på Camp Nou i april 2012. Få uger senere meddelte Guardiola, at han tog et sabbatår fra fodbolden. Han og familien flyttede til New York. Bare væk.

Siden har Guardiola haft fred for Mourinho, næsten. For i hans første internationale kamp som cheftræner for FC Bayern München – den europæiske Super Cup mod Chelsea i august 2013 – krydsedes de tos spor nok en gang. At der var tale om andet end en tam prestigekamp, kan vi der var til stede på det lille Eden Arena i Prag bevidne.

Mourinho var assistent for først Bobby Robson og siden Louis van Gaal i FC Barcelona, mens Guardiola var spiller og anfører samme sted. Her Guardiola yderst t.h. med Mourinho ved siden af i sæsonen 1996/1997. Foto: All Over Press.

Begge trænere løb og dansede og råbte og skreg på sidelinjen, indtil straffesparkskonkurrencens sidste spark. FC Bayern og Guardiola vandt, mens Mourinho brokkede sig over dommer Jonas Erikssons udvisning af Ramires. I den forstand var alt ved det gamle.

I de seneste tre år har fodboldens to største trænernavne ikke stået over for hinanden. Guardiola har ikke talt om Mourinho, der kun i få pip har drillet sin rival.

»Måske jeg i fremtiden vil være lidt smartere og vælge en klub i et land, hvor alle kan blive mester. Måske vil jeg vælge et land, hvor selv den trøjeansvarlige kan være træner og vinde mesterskabet, sagde Mourinho i maj sidste år med adresse til Guardiola og FC Bayern.

Lørdag mødes de to duellanter igen, når Mourinhos United og Guardiolas City tørner sammen i det store Manchester-derby. Begge klubber har maksimumpoint efter tre kampe. Lokalopgøret har ikke været omgærdet af større forventninger og opmærksomhed siden april 2012, da Citys sejr tippede mesterskabet i de blås favør.

»Det største derby jeg kan huske, kaldte Alex Ferguson kampen.

Vi er deroppe igen. Billetterne til lørdagens kamp på Old Trafford har været udsolgt gennem de officielle kanaler i flere uger, og på nettets mange videresalgssider er stykprisen så høj som 800 pund.

Guardiola og Mourinhos personlige hærfærd kulminerede med de fire onde kampe i foråret 2011. Herefter var der ingen vej tilbage. I Duellanti (2016), der kredser om de 18 dage for mere end fem år siden, sammenligner den italienske sportsjournalist Paolo Condò duellen med selveste Iliaden, Homers klassiske digterværk, der beskriver nogle få uger i det tiende år af Den Trojanske Krig.

Alt er kondenseret, alt får betydning. »Æstetikken mod pragmatismen, idealerne mod betonen, en duel, der afspejler modstridende værdier og fornyes hver eneste dag, skriver Condò.

Men spørgsmålet er, hvornår fodboldens største rivalisering begyndte. Hvornår blev det første frø sået? Var det med Mourinho og Inters samlede sejr over Guardiola og FC Barcelona i Champions Leagues semifinaler i 2010?

Dengang portugiseren benyttede lejligheden til at håne FC Barcelona, for hvem »Champions League ikke er en drøm, men en besættelse. Eller var det med Guardiola og FC Barcelonas lammende 5-0-sejr over Mourinhos Real Madrid et halvt år senere?

Vi ved, at de to havde et ganske tæt forhold i de år, hvor Mourinho var assistent for først Bobby Robson og siden Louis van Gaal i FC Barcelona, og Guardiola var spiller og anfører samme sted.

»Jeg vil gerne minde alle om, at vi arbejdede sammen i fire år. Han kender mig, og jeg kender ham, sagde Guardiola for nogle år siden.

Vi ved, at de tilbragte timer sammen på banen, hvor de udvekslede idéer, og vi ved, at Guardiola havde den største respekt for Mourinhos evner som taktiker.

Vi ved også, at Mourinho frygtelig gerne ville have haft jobbet som FC Barcelona-træner. Da Frank Rijkaard forlod klubben i 2008, inviterede portugiseren sig selv til jobsamtale.

Her demonstrerede han sine idéer i en storslået Powerpoint-præsentation for vicepræsident Marc Ingla og foreslog Guardiola som mulig assistent. I sidste ende valgte sportsdirektør Txiki Begiristain dog reserveholdstræneren og klublegenden.

Det turde være klart, at det er svært at finde to trænere – og mennesker – der er mere forskellige end Guardiola og Mourinho. Uden for banen er catalonieren høflig og venlig, på banen er han stærkt eksperimenterende. Lige så afmålt og privat han fremstår i civil, lige så innovativ og nysgerrig er han på træningsbanen.

Josep Guardiola og José Mourinho giver hinanden hånd forud for kampen mellem Barcelona og Real Madrid i 2011. Foto: All Over Press.

Portugiseren, derimod, er flabet og provokerende, nogle gang med et glimt i øjet, andre gange helt uden. Han er fuld af overskud uden for banen, en vidunderlig retoriker, men inde på banen sikrer han sig med livrem og seler. Den ene er fattet i nederlagets stund, den anden kan ikke være i sig selv.

Guardiola har ofte sat Mourinho på plads. Han har vundet 7 ud af 16 indbyrdes møder, og kun tabt 3. Men Mourinho skubber Guardiola ud, hvor han ikke kan bunde. Det første er en sportslig sejr, det sidste er et spørgsmål om eksistensen. Mourinho, overklassehvalpen fra Setúbal, ved med sig selv, at han er overlegen og elsker konfrontationen. Guardiola, murersønnen fra Santpedor, kan ikke fordrage den.

Men i vores iver efter at finde modsætninger, overser vi ofte lighederne. Eidur Gudjohnsen, der har spillet under begge trænere, blev af BBC tidligere på ugen bedt om at ridse forskellene op. Islændingen ledte og fandt, at Mourinho er mere pragmatisk end Guardiola, der »aldrig går på kompromis med sin spillestil.

Men derudover mente Gudjohnsen interessant nok, at de to mindede meget om hinanden i det daglige arbejde. Begge har de en klar idé om, hvad de vil.

Guardiola har kun været i Manchester City i få måneder, men har allerede sat sit tydelige præg på holdet. Han har ændret taktikken (og bl.a. indført en midtbane med to offensive 8'ere i David Silva og Kevin De Bruyne) og udskibet store navne som Joe Hart, Samir Nasri og Eliaquim Mangala.

Karakteristisk nok uden at fortælle verden hvorfor. Vi har i stedet måttet gætte os til, at det nok skyldes Harts dårlige fødder, Nasris svære sind og Mangalas ubalancerede spil. Mourinho har gjort det samme i Manchester United.

Han har frosset gamle Bastian Schweinsteiger ud, og så er han i færd med at teste Juan Matas mentale styrke. Spanieren, som Mourinho ikke kunne bruge i sit andet ophold i Chelsea, blev skiftet både ind og ud i Community Shield-kampen mod Leicester.

Før weekendens lokalopgør på Old Trafford har der været usædvanligt stille omkring de to hovedpersoner.

Guardiola har helt undladt at forholde sig til sin rival, mens Mourinho var sjældent diplomatisk tidligere på ugen:

»At tale om en anden manager, en anden klub og en – jeg bryder mig ikke om ordet – fjende er ikke det rette at gøre. I Premier League giver det ingen mening. Hvis du fokuserer på ét hold eller én modstander, vil alle andre grine af dig, så det agter jeg ikke at gøre, sagde han.

Det er ikke mange voksne mænd forundt at være på kælenavn med en hel verden. Men det gælder for 45-årige Pep og 53-årige Mou, der har vundet 44 trofæer tilsammen, heraf 14 mesterskaber og fire Champions League-titler.

De to skulle have mødtes i sommer i en træningskamp i Kina, men de lokale vejrguder ville det anderledes. Nationalstadionet i Beijing var oversvømmet af enorme vandmængder, og Manchester-klubberne måtte strække våben. Det ville næsten også have været for tarvelig en fortsættelse. Nu får vi i stedet en ægte af slagsen. Alt er på spil. Igen.

LÆS OGSÅ: Zlatan sender stikpille til ærkerivalerne fra Manchester City forud for weekendens derby

LÆS OGSÅ: Eksperternes dom: Her er verdens 7 hårdeste sportsgrene

LÆS OGSÅ: Her er kvinden der lokkede verdensstjernen til FCM