Alle kigger på Kasper Asgreen: Derfor er han en af verdens bedste cykelryttere

Køb magasinet med Kasper Asgreen på forsiden her.

Etsted lige uden for Kolding – i baggården til et kafferisteri – cykler Kasper Asgreen rundt i aflange cirkler. Rundt og rundt. I midten af cirklen står dette magasins udsendte fotograf og fotograferer løs. Forårssolen glimter i Asgreens langtrukne, ultratrimmede lægmuskler.

Den tidligere cykelrytter Matti Breschel har engang sagt, at den rytter, der påstår, han ikke har kigget ned ad sine lægge og tænkt: ’Hold kæft, hvor er de smukke,’ han lyver. Hvis en undtagelse eksisterer til den teori, må den beskedne Asgreen være et godt bud.

Der er under tre uger til, at Asgreen skal forsøge at gentage sin sejr fra sidste år i den karrieredefinerende, belgiske klassiker Flandern Rundt.

I dette årtusind er kun tre ryttere lykkedes med at vinde løbet mere end én gang. Beder man Asgreen tage et kig i spåkuglen, så ser han den belgiske stjernerytter Wout van Aert, der har kørt forrygende stærkt i sæsonens første måneder, være med helt fremme, når dette års udgave skal finde dens vinder. Og Mathieu van der Poel, tilføjer han, stadigt cirkulerende i solen, selv om det hollandske multifænomen har døjet med rygproblemer siden i sommer.

”Han skal simpelthen bare ikke bruge så lang tid som os andre på at komme i form,” konstaterer Asgreen tørt på trekantområdejysk om den mand, hvis baghjul han så iskoldt sad klistret op ad, da de to, i hver deres nationale mesterskabstrøje, trillede ind på opløbsstrækningen i Flandern Rundt i fjor.

Wout van Aert havde de efterladt nogle kilometer forinden på brostensstigningen Oude Kwaremont, hvor mange skæbner er blevet besejlet gennem årene. Den eftermiddag blev den sejrsvante hollænder offer for danskerens udmarvende metoder. Asgreen suste over målstregen og hamrede begge nævner mod sit dannebrogsfarvede bryst, brølende ud i det pandemi-tomme målområde, mens en resigneret og hovedrystende van der Poel fiflede med sin cykelcomputer et par meter bagefter.

Ellers er det ikke, fordi Kasper Asgreen ligefrem brøler sig igennem tilværelsen. En stille og rolig skikkelse er han. For en halv time siden tog han imod med let hængerøv i cowboybukserne og hvide gummisko. Undseelig af statur, nærmest tryllet anonym bag et mundbind, som han bærer af åbenlyse årsager: Ingen tilfældigheder må forplumre forårets store mål, der, foruden Flandern Rundt, tæller det franske monument Paris-Roubaix.

Nu er hængerøven byttet ud med dragten fra verdens konsekvent mest vindende cykelhold, Quick-Step Alpha Vinyl, og han ligner, hvad han er: en kraftfuld cykelstjerne.

Kasper Asgreen

Født 8. februar 1995 i Kolding. I 2009, da han var 14 år, startede han i Kolding Bicycle Club. I 2018 skrev han under på sin første professionelle kontrakt med verdens mest vindende cykelhold, Quick-Step, hvor han stadig kører i dag. Fik sit gennembrud i 2019 med etapesejre i Californien Rundt og Tyskland Rundt og en opsigtsvækkende andenplads i forårsklassikeren Flandern Rundt. I 2021 cementerede han sig som en del af verdenseliten, da han først tog sejren i semiklassikeren E3 Harelbeke og siden vandt Flandern Rundt. Bor i Kolding med sin kæreste, den canadiske cykelrytter Gabrielle Pilote.

Måske, i hans stille sind, vækker denne cirkulære seance i kafferisteriets baggård ham mindelser om barndommens tid som dressurrytter.

Begge hans forældre red på heste, og således begyndte Asgreen, der var blevet bragt til verden i 1995 i Kolding, på det samme. Det gjorde han i mange år og vandt såmænd et par stævner her og der.

Men i 2009 opstod en ufrivillig pause i ridningen; han var blevet for stor til sin hest, Cody, og en erstatning måtte findes. Men hestesøgningen trak ud, og den unge Asgreen, der sammen med sine søskende altid var blevet opfordret til at dyrke en eller anden form for sportsgren, blev rastløs.

Fodbold havde han forsøgt sig med et par år forinden, men uden succes. (Med hans ord: ”Det var lort.”) Tennis ligeså. Det med bolde helt generelt faktisk.

I fjernsynet samme sommer havde han dog fulgt med i Tour de France, verdens største etapeløb, hvor de to klatrere Alberto Contador og Andy Schleck duellerede om den samlede triumf. Jo, dét var noget. Og forældrene, der økonomisk havde forberedt sig på en ny hest, var ”himmelhenrykte,” da det – i stedet for en ny hest – blot drejede sig om en Scott Speedster 20 til deres langlemmede søn. Det følgende efterår begyndte han i Kolding Bicycle Club.

Cykelsportens meritokratiske dynamik tiltalte øjeblikkeligt Asgreen, der nu var fyldt 14 år. Det var, fortæller han, ligesom med ridning:

”Lægger du nogle kræfter og noget energi i det, så giver det også noget afkast. Du er ikke afhængig af andre spillere på banen. Det handler om dig selv og dine præstationer, og om hvor meget du gider at lægge i det.”

I hestesporten havde han været vant til, at der hver dag var noget at se til. Det krævede flid – som han siger: ”Et levende dyr skal jo passes.”

Og Asgreen, pragmatisk og ukompliceret, så ingen grund til, at de ekstra timer, han nu havde fået på hånden, skulle kanaliseres andre steder hen end direkte over i hans nye passion, cyklingen.

Bragende ind på scenen – som et hundredårstalent, der havde gået og gemt sig – kom han dog ikke. I virkeligheden var han ganske ordinær til at køre på cykel. Men han syntes, det var sjovt. Hvilket sådan set var rigeligt. Og så havde han mod på at lære, fortæller Lars Johnsen, mangeårig børne- og ungetræner i Kolding Bicycle Club:

”Kasper lavede ikke frygteligt mange resultater som drengerytter. Og hvis du havde spurgt mig dengang, havde jeg ikke troet på, han ville blive professionel. Men han ville rigtig gerne udvikle sig,” siger Johnsen.

I Kolding Bicycle Club øvede de sig fx en hel del på svingteknikker. Øvelsens grundidé var enkel: Des mindre Asgreen bremsede i svingene, des færre kræfter skulle han bruge på at træde cyklen i gang igen bagefter. Han gik meget op i det, fortæller Lars Johnsen, men søgningen efter grænsepunktet kostede også et par ture på røven. Det tog Kasper Asgreen dog ikke så tungt.

”Han kom jo fra ridesporten. ’Op på hesten igen,’ gik han og sagde. Røg han af, så var det bare afsted en gang til.”

I 2013 blev Asgreen en del af juniorholdet Team Campus Middelfart Vejle. På holdet kørte også Mathias Bregnhøj, der fortæller om en ”meget beskeden herre,” der ikke ”gav så meget for, hvad omverdenen syntes.”

Mens andre havde travlt med damer og byture om vinteren, ”var Kasper mere fokuseret.” I sin holdkammerat så Bregnhøj også konturerne af et stort fysisk talent.

”I juniorklassen kørte vi en enkeltstart, hvor Kasper simpelthen smadrede de andre. Men fordi han havde sat sin chip på styret i stedet for på forgaflen, hvor den altid sidder, fik han registreret en tid, der kun var 10 sekunder bedre end nummer to. I virkeligheden havde han vel kørt et minut hurtigere end den næstbedste. Det var nok ret symptomatisk for Kasper på det tidspunkt,” fortæller Bregnhøj.

Mens han drømte om en tilværelse som professionel cykelrytter, gik Kasper Asgreen på gymnasiet i Kolding. Realist var han også, så mens han gav den, alt hvad han havde, på cyklen, sørgede han også for at passe sin skolegang. Der skulle være noget at falde tilbage på. Et eller andet inden for fysik, eller måske ingeniørskab, tænkte han. Typisk ordnede han sine skoleafleveringer på bagsædet af en bil på vej frem og tilbage mellem cykelløb.

Var det svært at få til at hænge sammen?

Næ, siger han: ”Det var jo bare at gøre det.”

Den samme, nærmest overdrevne pragmatisme griber Asgreen ud efter, når talen falder på den famøse linegang mellem teenagelivets fristelser (sprut, fester, damer, det hele) og sportsmandens opofrelse.

”Det lokkede ikke særligt meget. Jeg ville hellere køre cykelløb end at rende rundt i byen,” siger han.

I2015, mens hans jævnaldrende forsøgte at udstikke en kurs for livet under fuldmåner i Thailand, drog Kasper Asgreen til Tyskland for at køre for et lille kontinentalhold ved navn MLP Team Bergstraße i Weinheim syd for Frankfurt.

Logi – altså når han ikke var på landevejen – skaffede han hos en gymnasieveninde, der var flyttet hjem til sin tyske far, hvor et gæsteværelse stod ledigt. Det var et ungt og uerfarent mandskab, han blev en del af. Resultaterne udeblev, men kilometerne tikkede uanset slutplacering i banken, og tæskene, Asgreen fik, var der også en læring i.

Med hår på brystet fra sin tyske dannelsesrejse og mod på mere blev Kasper Asgreen en del af det danske hold Team Trefor fra 2016, hvis rytterliste også talte Mads Würtz Schmidt (nu Israel Premier Tech) og Niklas Eg (Uno-X Pro Cycling Team).

Samme år skiftede Asgreen sin træner ud. Der skulle mere seriøsitet, mere videnskabeligt funderet rådgivning til. Ikke mere gefühl. I sin lokale cykelbutik i Kolding havde han mødt den personlige træner Rune Larsen, hvis klientliste blandt andre bød på Jakob Fuglsang, som siden hentede store triumfer. Ham skulle det være. Dét var niveauet.

”Jeg husker ikke, at Kasper ligefrem sagde, han ville være verdens bedste. Men han sagde, at han ville tage det alvorligt og gøre en indsats,” erindrer Rune Larsen om den første tid med sin nye klient, som han desuden beskriver som ”jysk på en hyggelig måde” og ”enormt svær ikke at kunne lide.”

Under Rune Larsens vejledning fik Asgreen sat endnu mere skik på træningsflittigheden, mens selve træningen blev optimeret. En gang om ugen, sommetider oftere, talte de sammen i telefon. Fokus lå på detaljerne, på udstyret, kosten. Det mentale. Troen på sejren. For der var et stort potentiale, en stor motor, der blot ventede på forløsning, lurede Rune Larsen.

En foreløbig forløsning indtraf en søndag i april 2017. Kasper Asgreen havde revet sig fri sammen med en enkelt anden rytter, en 20-årig Jonas Vingegaard, til UCI-løbet GP Viborg. På opløbsstrækningen åbnede Asgreen spurten ind forbi byens kasserne, og Vingegaard måtte sande nederlaget. Den unge thybo bankede to gange ned i styret, mens Asgreen jublede.

”Det var lidt næste trin i min karriere at komme ud og få en UCI-sejr, så det er jeg rigtig glad for,” fortalte en tilfreds og beskægget Asgreen til TV Midtvest efterfølgende.

Men resultaterne det år – der også talte en EM-guldmedalje ved enkeltstart i U23-kategorien – vekslede sig ikke til den professionelle kontrakt, som Asgreen ellers havde sat snuden op efter.

Vinteren faldt på, og fanden tog ved ham: Hvis ikke holdene ville tage ham nu, så skulle han denondelynemig sørge for at stå forrest i køen, hvis der pludselig skulle opstå en åbning.

Den åbning kom i foråret 2018. Det belgiske cykelhold Quick-Step, der på det tidspunkt havde været det mest vindende hold fem år i streg, stod midt i en skadeskrise, og Kasper Asgreen, der havde været med holdet på træningslejr i løbet af vinteren, fik sit livs chance. Og tog den. Han viste sig frem som en pålidelig og stærk hjælper, der altid satte holdet først.

I 2019 tog han skridtet videre og begyndte at sidde med, når løbene blev spændende. Han vandt en fornem sejr i Californien Rundt og blev højst overraskende nummer to i Flandern Rundt.

Året efter – i 2020 – holdt han et menneskeædende felt bag sig og snuppede sejren i semiklassikeren Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

Og året efter blev det så til sejr i endnu en belgisk semiklassiker, E3 Harelbeke, og i Flandern Rundt, et af cykelsportens fem monumenter. Netop her så man, at Asgreen kørte cykelløbene så hårdt, at alle hans konkurrenter før eller siden krakelerede. Kasper Asgreen blev en stjerne.

”Han er lederen nu,” siger den tidligere cykelrytter Brian Holm, der arbejder som sportsdirektør for Quick-Step, om Asgreens rolle på holdet.

”Ingen af de andre har vundet et brostensmonument. Han bestemmer. Det er en meget simpel hakkeorden. Nu skal han bare lære at kommandere med de andre.”

Kasper Asgreen er skåret af noget særligt, fortæller Holm.

En tidlig sommeraften i Asgreens debutsæson for Quick-Step ringede han til ham. Han vidste, at Asgreen var i det nordøstligste Italien for at køre etapeløb. De havde vundet dagens etape, Quick-Step, med deres italienske sprinter, Elia Viviani, og Holm og Asgreen sludrede lidt frem og tilbage. Senere på aftenen, inden han lagde sig til at sove, gav Holm sig til at læse løbsrapporten fra dagen.

Det viste sig, at Asgreen havde været styrtet 30 kilometer før mål og var blevet kørt på hospitalet efterfølgende for at blive syet i hovedet. Holm kiggede på tidspunkterne og regnede sig frem til, at han måtte have talt med ham, netop som han var kommet fra hospitalet.

”Dagen efter ringer jeg til ham igen og siger: ’Altså, hvad fanden, du er styrtet og blevet syet i hele hovedet. Det, syntes du ikke lige, var interessant at fortælle mig?’

Så svarede han: ’Jamen, gør det nogen forskel?’”

Denne særlige galskab, som Asgreen besidder, har Brian Holm set i andre store mestre.

”Kasper har nogle grænser i forhold til frygt og smerte, der går længere ud end de fleste andres. Han stresser ikke over det samme, som andre gør. Han er lige på grænsen til at være en særling – ligesom de fleste gode cykelryttere er,” siger Holm og nævner Philippe Gilbert, Niki Terpstra og Asgreens nuværende holdkammerat, verdensmesteren Julian Alaphilippe.

”De hårde træningstider, de afsavn, de lider – det er så meget dagligdag for dem, at det slet ikke virker specielt.”

Kasper Asgreen nyder sin tilværelse. Det er et ”privilegium”, siger han, lige så ofte som han kan komme til det – at nogen betaler ham penge for at køre på cykel. Han gør det, fordi han synes, ”det er sjovt.” Sådan er det bare.

Spørger man ham ind til, hvad der går igennem hans hoved, når smerten siver ud i hver en celle af kroppen på vejen mod sejren, så griner han bare.

Spørgsmålet forekommer ham helt åbenlyst åndssvagt. Som om han kører og tænker på andet end selve fremdriften. Han er jo glad og tilfreds, og hvis han er heldig, kommer han også før over stregen end de andre.

Og hvad så, om det gør ondt i benene? Hvad skulle han dog tænke om dét? Han fokuserer bare på at sidde ordentligt på cyklen, på at holde sig aerodynamisk – og så på at komme i mål så hurtigt som muligt.

Men hvad med når det regner, når surheden tager over, og motivationen slår krøller?

”Man kan bare lade være, hvis man ikke synes, det er sjovt,” siger han.

”Jeg har sgu ikke noget at klage over. Det er bare vand. Man kan lade være, og så kan man se, hvad man får ud af det. Så vinder man altså ikke ret mange cykelløb. Hvad er sjovest: at skippe regnvejrstræningen eller at vinde cykelløb? Jeg ved godt, hvad jeg synes.”

Som Brian Holm siger: I cykelsport er der ingen genveje. Præmissen for sit privilegium beskriver Asgreen sådan her:

”Jeg har aldrig fri, men jeg er heller aldrig på arbejde.”

Med toppræstationerne har der også indfundet sig en anderledes opmærksomhed omkring den danske cykelrytter. Det er han klar over. Betingelserne er blevet sværere. Han smyger sig ikke bare afsted i siden af vejen. Sådan er det at være stjerne. Monumentvinder.

Men Kasper Asgreen tager det som et kompliment:

”Jeg har ikke det samme fysiske talent som de allerbedste. Alaphilippe, Van Aert, Van der Poel. De har flere dage, hvor de er bedre end mig, end jeg har dage, hvor jeg er bedre end dem. Men det motiverer mig at køre mod så gode cykelryttere og give dem kamp til stregen. Og jeg ved, at når jeg har mine dage, så slår jeg dem.”