51.541 tilskuere har fundet vej til stadion til hovedstads- klubbens fjerdesidste kamp i sæsonen, og med kun ét point op til førerholdet Feyenoord er mesterskabskampen helt åben. Ajax er pisket til at vinde, og det kan mærkes på stadion, da Heerenveen kommer foran allerede efter otte minutter.
Inde på banen ser Kasper Dolberg ud, som om han lige så godt kunne løbe rundt på ”sporteren” hjemme i Voel. Der er en elegance over hans bevægelser, og han løber, springer, tæmmer og afslutter med en nærmest nonchalant ubesværethed.
Ajax udligner føringsmålet efter 24 minutter, og kort efter kommer holdet på 2-1, da Kasper Dolberg bliver sendt i dybden og med en præcis tværaflevering finder den hollandske midterforsvarer Matthijs de Ligt, der sparker bolden i mål.
Kasper Dolberg gør ikke det store væsen af sig, men hver gang han har bolden, bliver det farligt. Flere gange skaber han plads til holdkammeraterne med bare en enkelt intelligent berøring.
Men mens de fleste andre fodboldspillere slår ud med armene og råber, når den efterfølgende chance bliver brændt, gør Kasper Dolberg intet. Og når han bliver snydt for et frispark, rejser han sig bare op og løber videre.
”Jeg har ikke noget behov for at stå og skrige ad mine holdkammerater. Hvad godt skulle det gøre? Det er det samme med dommeren. Min far har altid sagt til mig, at der ikke er noget, jeg kan gøre, hvis dommeren ikke dømmer min vej. Det kan kun blive værre, hvis man brokker sig. Det har jeg taget til mig,” siger han.
Annonse
”Hvilken fantastisk vending,” råber en engelsktalende journalist på pressepladserne, da Kasper Dolberg efter 58 minutter modtager bolden, drejer rundt på sin førsteberøring og glider forbi en modstander, inden han bliver nedlagt i feltet. Straffe, og stadion jubler.
Kasper Dolberg rejser sig op, tager bolden og placerer den på 11-meter pletten. Som 19-årig er den kølige dansker allerede holdets faste straffesparksskytte. Han går til bolden, fire skridts tilløb, og sparker den ind, hårdt og højt i højre side af målet til 4-1. Fansene på F-side synger hans navn, så hele stadion gynger: ”Dolberg, Dolberg, Dolberg!”
Selv jubler han ikke.
”Jeg opfatter det næsten ikke, når jeg scorer. Det sker bare,” lyder Kasper Dolbergs eget forsøg på en forklaring på, hvorfor han efter en scoring blot knytter en næve, modtager holdkammeraternes hyldest og derefter lunter anonymt tilbage og venter på, at dommeren fløjter op igen.
Læs hele interviewet med Kasper Dolberg i det nye nummer af Euroman.
