Kasper Dolberg gør ikke det store væsen af sig, men hver gang han har bolden, bliver det farligt. Flere gange skaber han plads til holdkammeraterne med bare en enkelt intelligent berøring.
Men mens de fleste andre fodboldspillere slår ud med armene og råber, når den efterfølgende chance bliver brændt, gør Kasper Dolberg intet. Og når han bliver snydt for et frispark, rejser han sig bare op og løber videre.
”Hvilken fantastisk vending,” råber en engelsktalende journalist på pressepladserne, da Kasper Dolberg efter 58 minutter modtager bolden, drejer rundt på sin førsteberøring og glider forbi en modstander, inden han bliver nedlagt i feltet. Straffe, og stadion jubler.
Annonse
Kasper Dolberg rejser sig op, tager bolden og placerer den på 11-meter pletten. Som 19-årig er den kølige dansker allerede holdets faste straffesparksskytte. Han går til bolden, fire skridts tilløb, og sparker den ind, hårdt og højt i højre side af målet til 4-1. Fansene på F-side synger hans navn, så hele stadion gynger: ”Dolberg, Dolberg, Dolberg!”
Selv jubler han ikke.
”Jeg opfatter det næsten ikke, når jeg scorer. Det sker bare,” lyder Kasper Dolbergs eget forsøg på en forklaring på, hvorfor han efter en scoring blot knytter en næve, modtager holdkammeraternes hyldest og derefter lunter anonymt tilbage og venter på, at dommeren fløjter op igen.
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.
