Klumme: Hvornår opdager fodboldverdenen, at Cristiano Ronaldo ikke har noget tøj på?

”Endnu et kapitel, endnu et smukt kapitel. Jeg er så glad for at score det afgørende mål – flest kampe i Champions League-historien og at score et mål. En storslået aften. Jeg bliver nødt til også at nævne holdets attitude, hvilket er det vigtigste her,” fortalte Cristiano Ronaldo efter kampen, som om han næsten havde glemt, at han også er en del af et fodboldhold. At han ikke kun spiller for personlig merit.

Kort forinden havde han afgjort Champions League-gruppekampen mellem Manchester United og Villarreal. En kamp, der var en taktisk opvisning i kollektiv sammenhængskraft, kølig pasningssikkerhed, koordinerede presaktioner og kyniske kontraangreb. Fra Villarreals side, forstås. Manchester United var – ligesom i den forgangne weekends kamp mod Aston Villa – usammenhængende, statiske og i lange perioder rådvilde. Manchester United vandt kampen, fordi David De Gea pludselig lignede 2014-udgaven af sig selv, og Villarreal ikke har de offensivspillere, man betaler hundredevis af millioner pund for.

Og så, fordi Cristiano Ronaldo som så ofte før stod det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og i minut 95 trykkede læderet ind bag målmand Rulli, der kun kunne slå et hul i luften i frustration. Han var så tæt på at undgå det uundgåelige.

Cristiano Ronaldo, der i kampens første 94 minutter ikke havde sat to fødder rigtigt, smed trøjen og stormede ud mod hjørneflaget med vanlig fornemmelse for narcissistisk selviscenesættelse. ”Bare rolig, Supermand er kommet for at redde jeres tåbelige, lille fodboldklub,” skreg hans tonede mavemuskler (eller var det underbukserne med hans eget navn på?) ud mod de ellevilde fans.

Således var historien om kampen skrevet. Manchester United havde det svært, men vandt, fordi man har investeret i en kynisk målmaskine. ”Mr. Champions League,” som Manchester Uniteds cristianoficerede Twitter-profil kalder ham.

Efter kampen kunne Sir Alex Ferguson-mimeren Ole Gunnar Solskjær, der netop havde leveret et absolut lavpunkt af en taktisk indsats, hylde sin tidligere holdkammerat og nuværende redningsmand. Ikke et ord om, at modstanderens træner Unai Emery gennem store dele af kampen havde udmanøvreret ham. Akkurat som sidst, de to hold mødtes i Europa League-finalen sidste sæson. Manchester United vandt, og så endda i Fergie-time. Og så endda på et mål af endnu en helt fra fortiden.

”Han er sådan en spiller, der altid skal være inde,” lød roserne fra Michael Laudrup efter kampen på Viasat. Scor et mål og alt er tilgivet.

Sandheden er, at Manchester United er et dårligere hold med Cristiano Ronaldo end uden Cristiano Ronaldo. Siden sin ankomst har den 36-årige portugiser scoret fem mål i fem kampe, og det kan man jo næppe klage over. Eller rettere: Hvis målsætningen er, at Cristiano Ronaldo skal score mange mål og skabe en masse interaktion på de sociale medier, er alle målsætninger opfyldt. Hvis idéen med handlen var, at Manchester United skulle blive et bedre fodboldhold, må man konstatere, at holdet har vundet tre af de fem sidste kampe, men spiller dårligt. Villarreal-kampen var en sort svane.

”Cristiano Ronaldos opgave er at score mål, resten må de andre sørge for,” lyder det brovtende fra lædersofaen ovre i hjørnet.

Skål, og tak for det indsigtsrige synspunkt, men det passer ikke. Cristiano Ronaldo er på flere punkter en hæmsko for det Manchester United-hold, der i dele af sidste sæson var dynamisk, hårdtarbejdende og sammenhængende.

Lad mig understrege det indlysende: Cristiano Ronaldo er en fantastisk afslutter, han har fantastisk forberedelse i feltet, og han har en fantastisk forståelse og bevægelse i de offensive nøgleaktioner. Men: Cristiano Ronaldos defensive løbekapacitet er ynkelig sammenlignet med den jævnaldrende og nyligt degraderede Edison Cavani. Manchester Uniteds presspil i går var det mest ukoordinerede og usammenhængende, du kan se på dette niveau. Det er mere Solskjærs skyld end Cristiano Ronaldos, men det hjælper ikke at have en spiller i front, hvis defensive output næsten er ikonisk lille. Hans tekniske niveau er også for nedadgående, så det er hverken hans pasningsspil eller én mod én-evner, der forsvarer hans plads på holdkortet.

Tilsvarende interessant er det, hvordan hans blotte tilstedeværelse gør Manchester United dårligere. Cristiano Ronaldo skal have bolden, når han kalder på den, og det medfører de mest utrolige eksempler på ringe beslutninger fra medspillerne. Pludselig afstår Bruno Fernandes fra en fri skudmulighed fra 18 meter, men forsøger i stedet en håbløs, næsten umulig, stikning mod sin landsmand. Paul Pogba sætter igen og igen bolden på spil med dybe pasninger mod Cristiano Ronaldo, som han alligevel er for langsom til at løbe op. Mason Greenwood skiller sig præmaturt af med bolden i kontraløbene, for ellers har vi balladen med lønkongen oppe foran.

Kunne Cristiano Ronaldo være et værdifuldt aktiv for Manchester United? Utvivlsomt. Men det er han ikke, når Ole Gunnar Solskjær bruger ham som den talisman, hele holdets offensive struktur (hvis man kan kalde den det) er bygget op omkring.

På samme tid i går slog Juventus de forsvarende Champions League-vindere Chelsea med 1-0 i en kollektiv kraftpræstation, hvis man skal tro The Guardians udsendte journalist. Sidste sæson kunne Torino-holdet glæde sig over at udbetale løn til Serie A-topscoreren Cristiano Ronaldo. Mindre detalje: For første gang i 10 år vandt de ikke guld.

De seneste ni år har Cristiano Ronaldo vundet tre mesterskaber. Ikke imponerende, når man har spillet i Real Madrid og Juventus.

Cristiano Ronaldo scorer sine mål, men hvad nytter det, hvis kollektivet lider? Lige nu bør enhver Manchester United-sympatisør drømme sig tilbage til tiden, før ledelsen blev panisk og hentede en spiller, der kaster massive mængder interaktion på sociale medier af sig, men gør Manchester United til et dårligere fodboldhold. Cristiano Ronaldo har ikke noget tøj på. Mon nogen tør hviske det i øret på Ole Gunnar Solskjær?