Det har virket skæbnebestemt fra begyndelsen. Som om det hele har været en bog, vi alle har læst og ved, hvordan ender. For historien om Lionel Messi og Barcelona har været så stramt dramaturgisk opbygget, at der kun har kunne være én slutning på den episke fortælling. Lionel Messi i blaugrana, på holdkammeraternes skuldre og med et stort trofæ i hænderne.
I går bladrede vi alle videre i manuskriptet og så en udvikling i historien, der måske ikke har været utopisk, men snarere virket for flad til, at vi rent faktisk havde forestillet os, at manuskriptforfatterne seriøst ville gå den vej. Men der findes ingen manusforfatter. Der findes kun uendelig grådighed, når det kommer til moderne fodbold. Og sådan endte vi her: Med guds egen fodboldsøn svøbt i olie. Det er som om, at Harry Potter har skiftet til Slytherin. Det er i sandhed en trist dag.
Jeg befinder mig klart i sorgens anden fase: Vrede. Jeg er sur på alt og alle, jeg føler, har haft en finger med i spillet. Mest er jeg vred på Josep Bartomeu, der uden tvivl må være en af de mest uduelige CEO’s, nogen branche nogensinde har set. Han overtager en klub med noget nær det bedste spillermateriale, fodboldverdenen nogensinde har set. Et akademi, der er kendt for at producere verdensklassespillere, og en klubkultur, der er så veldefineret, at selv en engelsk bulldog ville kunne stå for marketingsstrategien.
Seks år senere stod klubben med en milliardgæld, en undervældende og utilfreds spillertrup og havde netop oplevet det mest ydmygende nederlag i mands minde med 8-2 til Bayern München. Værst af alt var det selvfølgelig, at historiens bedste fodboldspiller ville væk for enhver pris. Han endte dog med at blive et år mere, og Josep Bartomeu måtte indse, at der trods alt var grænser for, hvor langt han kunne drive galskaben, og han endte med at forlade den synkende skude i vanære.
Jeg er rasende over, at det lige netop er PSG, der ender med at få Lionel Messi på kontrakt. Den klub står for alt, hvad der er galt med fodbolden. Den nærmest tiltrækker de amoralske og korrumperer enhver ren sjæl, der kommer i kontakt med deres stilrene og moderigtige klæder. Mauro Icardi, der løber afsted med bedstevennens kone. Neymar, der kaster sig på græsset for et godt ord. Selv Kylian Mbappé, der fremstod så sympatisk og ren, virker til at føle sig hævet over masserne. Nu fremstår han arrogant og hoven. Spillertruppen synes at flyde over med dårlig karma, og jeg er bange for, at Lionel Messi lader sig overbevise om, at dydens vej ikke længere er den rigtige.
Desuden er den rene talentpulje, som PSG nu besidder så grotesk, at konkurrencen i Ligue 1 eksisterer på samme niveau, som anstændigheden lever i Donald Trump. Det værste ved skiftet til PSG er dog de reklamemuligheder, Qatarklubben nu har, for at promovere det skandaleombruste VM, der om halvandet år ruller hen over ørkenen i oliestaten. Som om integriteten ikke led nok ved, at lade verdens største sportsbegivenhed tage plads i blodsporet af underbetalte arbejdere, så har de nu muligheden for at lade fodboldens messias blåstemple denne katastrofe af en fodboldturnering.
Og hvordan har jeg det så med hovedpersonens egen rolle i denne skrækkelige udvikling? Muligheden for at Lionel Messi kunne være blevet i Barcelona og spille gratis, eksisterede ikke. Barcelonas økonomiske problemer var så store, at selv ikke en besparelse på 100 procent af Lionel Messis astronomiske årsløn på cirka 500 millioner kroner kunne rede klubkassen. Derfor måtte Lionel Messi skifte, og det var tydeligt på det tårevædede pressemøde, hvor han annoncerede sin endelige afsked, at han ingelunde havde lyst til, at eventyret skulle stoppe.
Jeg har en generel harme mod lønningerne i europæisk topfodbold, og her er Lionel Messi ingen undtagelse. Jeg synes simpelthen, at det er absurd, at nogle mennesker skal tjene så meget. At Lionel Messi så oven i det har en historie om skatteunddragelse bag sig, tjener ikke til billedet af ham som den ydmyge fodboldtjener. Jeg synes, at det er grådigt at skulle betales i omegnen af en halv milliard kroner hvert år og så oveni købet ikke betale, hvad man skal i skat.
Men Lionel Messi er snarere et symptom på en rådden udvikling, end han er en årsag til guldfeberen, som hersker blandt eliten i moderne fodbold. Og jeg har aldrig set ham som en revolutionerende personlighed, der kan ændre samfundsstrukturer. Han er ikke Pep Guardiola, der kan kæmpe Cataloniens uafhængighedskrig. Ej heller er han en Muhammed Ali, der kan inspirere lige så meget med hans ord som med hans næver. Og det er også okay. Ikke alle sportsstjerner behøver at være moralske ledestjerner. Sydamerikanske venner og skindene sølvtøj vil vente ham i Paris, og jeg forstår godt hans motivation.
Lionel Messi var og er en gudsbenådet fodboldspiller, der har transcenderet alle forventninger og forhåbninger til, hvad mennesket kan med en bold ved dets fødder. Han er så absolut den bedste fodboldspiller, jeg nogensinde har set, og tilmed var han forbundet med en klub, der havde den historie og den kulturelle indflydelse, som hans sagte tunge aldrig ville kunne fremane.
Det føltes rigtigt fra første færd. Fra den underskrevne servietkontrakt til den hormonfremkaldende medicin. Fra første mål symbolsk assisteret af den ikoniske Ronaldinho til Champions League trofæerne under den karismatiske catalaner Pep Guardiola. Lionel Messi var og er fodbold i sin reneste form. Kreativ, hurtig, bevægelig og kæbetabende god. Lionel Messis skifte til PSG er et udtryk for fodboldens fordærv, og det er en totalt forfejlet dramaturgisk opbygning af en eventyrlig fodboldhistorie. Legenden er væk, og mytologien er død. Det er romantikkens endeligt.
