Kvindefeltet i US Open 2022 er pivåbent: Her er dem, du skal holde særligt øje med

Ved US Open 2022 siger vi farvel til Serena Williams, den utvivlsomt vigtigste kvindelige tennisspiller i årtier. Det er den altoverskyggende historie for både amerikanerne og det internationale publikum. Men kvindetennis er et sundt sted, selvom den er i en overgangsfase, og det er den blandt andet, fordi det nye kuld står på skuldrene af Serena og storesøster Venus.

Siden Serena Williams’ seneste sejr ved US Open i 2014 har vidt forskellige spillere vundet turneringen: Flavia Pennetta, Angelique Kerber, Sloane Stephens, Naomi Osaka (to gange), Bianca Andreescu og Emma Raducanu. De er alle enten pensionerede, ude på grund af graviditet eller på vej tilbage fra skader og formdyk.

Muligheden for en ny førstegangsvinder er med andre ord rigtig stor, og der er alle muligheder for et uventet Cinderella story, som vi så sidste år med engelske Raducanu.

Lad os dykke ned i feltet hos kvinderne.

Suveræne Swiatek

Efter sin hjemmebanetriumf ved Australian Open i januar chokerede Ash Barty tennisverdenen ved at slutte karrieren. Hun var blot 25 år gammel og på toppen. Hun havde momentum og virkede ustoppelig med sin unikke slice og varierede spil. Hun nåede aldrig at vinde US Open.

Polske Iga Swiatek stod klar i kulissen til at samle depechen op og cementerede sin plads som den nye verdensetter ved at vinde hele 37 kampe i træk. En magtdemonstration og den længste sejrsstime på WTA-touren i dette årtusinde. Undervejs har hun vundet seks titler, ikke mindst Roland Garros. Siden sin første finale tilbage i 2019 har hun vundet alle ni finaler, hun har spillet sig frem til. Hun har ikke afgivet ét eneste sæt i nogen af dem.

Hendes eneste svaghed er andenserven. Taktisk, teknisk, fysisk og mentalt har hun været bedre end resten af feltet. Men usårlig er hun ikke, og ved US Open er hun aldrig nået længere end fjerde runde. Sidste år blev hun slået af OL-vinderen Belinda Bencic, forrige år af Azarenka, som tabte finalen til Naomi Osaka. Polakkens optakt i august har ikke været optimal med overraskende nederlag, hvor forhånden har virket forceret; alligevel er Swiatek det bedste bud på en vinder i New York, men storfavorit er hun på ingen måde.

Osaka har længe været på vej tilbage efter lang tids strabadser, primært mentalt. Japaneren er hardcourt-specialist og har vundet en Grand Slam-titel på netop hardcourt hvert år i 2018, 2019, 2020 og 2021. I år har hun været i finalen i Miami (nederlag til Swiatek), som er blandt årets helt store turneringer, men ellers har hun holdt lav profil på banen.

En stor stjerne er hun dog stadig: Hun har brudt med imperiet IMG og har startet sit eget sportsagentur, som har skrevet kontrakt med Nick Kyrgios. Den folkelige interesse i Osaka er stor, og de tilsvarende store resultater kommer formentlig igen. Sidst på foråret og i løbet af sommeren har man set hende smile mere på banen, end hun har gjort længe. Glæden ved tennis er på vej tilbage, og den har vi savnet. Osaka vandt senest US Open i 2020.

Canadiske Bianca Andreescu, der upåagtet vandt US Open i 2019, er på vej tilbage efter et skadeshelvede. Både hun og Osaka har mange år endnu, og der er brug for dem: WTA-touren er lige nu fattig på gode rivaliseringer.

Den er dog rig på variation: Der er brølstærke spillere som Maria Sakkari fra Grækenland, spanske Paula Badosa og Aryna Sabalenka fra Belarus. De kloge og garvede Petra Kvitova (Tjekkiet) og Simona Halep (Rumænien). Der er kontroversielle Jelena Ostapenko fra Letland, som har et repertoire af slag, de fleste vil misunde hende, og samtidig er blandt tourens mest ustabile spillere.

Et lige så imponerende våbenarsenal besidder tunesiske Ons Jabeur, og selvom hun har været en fanfavorit i nogle år, har hun nu lært at tøjle sine mange muligheder. Som en superhelt, der skal lære sine kræfter at kende, har hun ofte valgt de forkerte løsninger, fordi hun kan så meget med både for- og baghånd. Hendes nyfundne fokus førte hende hele vejen til finalen ved Wimbledon, hvilket er den bedste præstation af en arabisk tennisspiller nogensinde. Hun er et forbillede som få andre i tennis i øjeblikket.

Russisk frygt og fordømmelse af Putin

I Wimbledon-finalen tabte Jabeur til Elena Rybakina, og så blev det en smule akavet: Rybakina er egentlig russisk, og russere måtte som bekendt ikke stille op til Wimbledon grundet krigen i Ukraine. Rybakina skiftede dog nationalitet for få år siden, da Kasakhstan tilbød hende økonomisk støtte til karrieren, hvis hun ændrede sit pas.

Rybakina er høj, har en stor serv og bevæger sig godt på banen. Hun var undertippet flere gange på vej til finalen, ikke mindst i semifinalen imod Simona Halep (som har overtaget Serena Williams’ træner Patrick Mouratoglou) og imod Jabeur i finalen. Den status nød hun godt af, mens Jabeur virkede en anelse tynget. Hvor Jabeur elsker at underholde både på og uden for banen, er Rybakina introvert og fattet. Hun jubler stort set aldrig, ikke engang efter en sejr.

Følsomt blev det imidlertid, da hun skulle møde pressen efter sejren. Og bittersødt. “Fordømmer du krigen og Putins handlinger?” spurgte en journalist midt i sejrsrusen. “Undskyld, jeg hørte ikke spørgsmålet,” prøvede Rybakina først, og da journalisten pressede på, måtte hun undvige med en undskyldning om sit dårlige engelsk.

Det er selvfølgelig mere end bare en dårlig undskyldning. I videoen kan man se Rybakina skæve til siden, hun søger den presseansvarliges blik og hjælp. Rybakina er født og bosat i Moskva. Hendes forældre bor der. Fordømmer hun krigen over for pressen, er det ikke til at sige, hvad der sker med forældrene, og om hun nogensinde vil se dem igen.

Så meget desto stærkere bliver øjeblikket, da en anden journalist spørger, hvordan forældrene mon vil reagere på sejren. Rybakina, der nøjedes med at fejre finalesejren med en arm i vejret, kan ikke længere holde tilbage og bryder ud i gråd.

“I ville jo se følelser,” smiler hun bag tårerne.

Efter Wimbledon har hun holdt en velfortjent forlænget ferie. Skæbnen ville, at hun i sin første kamp efter triumfen mødte ingen andre end Daria Kasatkina, Ruslands bedste kvindelige tennisspiller i øjeblikket. Turneringen i San Jose anses som én af opvarmningsturneringerne til US Open og bød på en ret sikker sejr til Kasatkina, som også vandt turneringen. Mere interessant end selve kampen er imidlertid den russiske sejrskvindes forhold til hjemlandet og Putin.

Denne sommer sprang Kasatkina nemlig ud som lesbisk og benyttede interviewet til utvetydigt at fordømme Putin og krigen i Ukraine. Alene at bruge ordet “krig” er nok til at gøre hende til en fjende af Kreml. At kritikken samtidig kommer fra (gisp!) en lesbisk må være den største fornærmelse for Putin.

Kasatkina er bosat i Dubai, langt fra Rusland, men det gør ikke hendes afstandtagen mindre modig. Mange mener stadig, at sport og politik ikke må blandes sammen. Spørgsmålet er, om de nogensinde kan adskilles igen?

Serena, Coco og amerikanernes desperate håb

Fra Rusland til USA. Hvor står de amerikanske kvinder i håbet om at løfte US Open-pokalen?

Nostalgikerne vil altid håbe, at Serena Williams kan skabe miraklet. Hun har tabt sine seneste finaler i New York i 2018 og 2019 til henholdsvis Naomi Osaka og Bianca Andreescu. Hun har også tabt sine to seneste finaler ved Wimbledon og sin seneste finale ved Roland Garros. Ikke et eneste sæt har hun vundet i nogen af kampene. Hendes seneste Grand Slam-titel var ved Australian Open i 2017, hvor hun var gravid i niende uge, en overmenneskelig præstation af en overmenneskelig atlet.

Overvindelig er hun til gengæld blevet, når hun en sjælden gang spiller. Men hvis regel nr. ét i herretennis er aldrig at afskrive Nadal, må den første regel i kvindetennis være, at Serena altid spiller for at gå hele vejen. Hun er både sulten og rusten, og hun har længe prioriteret familien over WTA-touren.

Det vil kræve et endnu større mirakel end Federers comebacksejr i Australian Open i 2017, hvis hun skal nå i finalen – hun skal blandt andet slå andenseedede Kontaveit i anden runde – men det bliver stort at se hende på hjemmebanen uanset hvad, særligt i år: Serena Williams stopper karrieren efter turneringen. Søster, mester, mor, ikon.

Seneste amerikanske vinder af US Open – og den eneste i dette årtusinde, der ikke hedder Williams til efternavn – er Sloane Stephens, der længe har været en skygge af sig selv. Amerikanerne har dog andre nogle solide spillere. Jessica Pegula (28 år) er født i New York og er landets højest rangerede spiller. Hendes bedste Grand Slam-resultater er kommet de seneste par år, men hjemmebanesucces vil kræve, at andre skuffer. Hun har ikke kvaliteten til selv at afgøre det.

Danielle Collins (28 år) er den nok mest aggressive spiller i WTA-tourens top. Typen, der søger øjenkontakt med modstanderen og brøler hende ind i hovedet ved den mindste lejlighed. Hun har ingen finesse, men saft og kraft og taktisk overblik. Madison Keys (27 år) startede året flot med en semifinale i Australian Open. Foråret og sommeren har skuffet, men sejre i august over Swiatek og Rybakina lover udmærket.

Ser det helt håbløst ud for de amerikanske kvinder? Stortalentet Coco Gauff har WTA-tourens nok bedste defensiv. Hun er blevet 18 år, men er stadig den yngste spiller i top 20. Ja, kun én spiller i top 100 er yngre, tjekkiske Linda Noskova på 17 år. Sidstnævnte kommer næppe til at gøre sig gældende endnu, men husk navnet. Coco Gauff kan spille op med de fleste og nåede sin første Grand Slam-finale i Paris i år, hvor hun fik en lektion af Swiatek. Gauff er i øvrigt rangeret som verdens bedste doublespiller i øjeblikket – den yngste siden Martina Hingis.

Ved Wimbledon tabte Gauff til en anden ung amerikaner: Amanda Anisimova, som fylder 21 år under US Open. Hun har vundet turneringen som junior og har en kvalitet, som mange misunder hende, nemlig evnen til at vinde kampe på en dårlig dag. Netop dén evne er påkrævet for at vinde en Grand Slam, hvor man spiller syv kampe på to uger. Helt til tops kommer hun næppe endnu, og hun døjer lidt med anklen, men talentet er stort, rigtig stort.

Slutteligt bør også Bernarda Pera (27 år) nævnes blandt amerikanerne. I flere år en upåagtet skikkelse, som pludselig har vundet to titler i træk denne sommer. Født i Kroatien, venstrehåndet, en tricky modstander, en ny favorit hos tennishipsteren. I sin finale i Hamborg slog hun verdens nr. 2, Anett Kontaveit fra Estland. Hun skabe fine resultater i New York, men hun skal formentlig forbi Kvitova i anden runde, og de færreste vil forvente det helt store. Men som Andy Roddick altid har sagt: Form og selvtillid er vigtigere end erfaring.

Før vi rammer andedammen, er det på sin plads at nævne sidste års to overraskende finalister ved US Open. Canadiske Leylah Fernandez (snart 20 år) har haft et udmærket 2022 uden at gøre større væsen af sig. Større hype og større pres har hendes overkvinde Emma Raducanu (19 år) fra England følt.

Efter sin overraskende sejr ved sidste års US Open har hun haft det svært. Svigtende resultater, skader og trænerskift har alt sammen medvirket til et ustabilt år. Hun har spillet sig op i løbet af august, men kan næppe gøre sig forhåbninger om mere end en kvartfinale i år.

Dansk reboot

Clara Tauson har haft nogle mildest talt hårde måneder. En rygskade har tvunget hende til at melde afbud til adskillige turneringer. Da hun endelig var tilbage ved Wimbledon, måtte hun trække sig i første kamp efter blot fem partier.

Så meget desto større var lettelsen, da hun var tilmeldt Citi Open-turneringen i Washington i både single og double. Hun tabte sin doublekamp med Emma Raducanu, men begge spillere så ud til at nyde makkerskabet.

Senere tabte hun også sin singlekamp til veteranen Andrea Petkovic, der er blandt WTA-tourens mest interessante karakterer uden for banen: Velformuleret, sjov, anderledes. Og imod Clara Tauson viste tyskeren prøver på, hvorfor hun engang har været nr. 9 i verden. Det var dog tilbage i 2011, og for bare få måneder siden ville Tauson have vundet sådan en kamp uden problemer. Siden har hun vundet et par kampe og haft et par noble nederlag. Både hun og vi må være tålmodige.

Allervigtigst er det, at Tauson i august har spillet hele kampe uden smerter for første gang i månedsvis. Nu har hun brug for to ting: Først og fremmest kamptræning. Dernæst skal hun finde en måde at hive sig selv op på, når det ikke kører.

Clara Tauson er vidunderlig at se på, når hun kan dominere kampene med sin offensive tennis. Men hvor går hun hen i hovedet, når hun ikke kan diktere spillet?

I første runde venter Garbiñe Muguruza, der har to Grand Slam-titler på cv’et. Spanieren har længe forsøgt at finde storformen, men hun bliver en alvorlig styrkeprøve for Clara Tauson. Blot en smule succes på den helt store scene vil betyde alverden for en topatlet på vej tilbage.