I minutterne efter herrelandsholdets nederlag mod upåagtede Kasakhstan var det meningen, at Rasmus Højlund skulle interviewes af TV 2. Tomålsskytten stod endda og trippede, mens Simon Kjær fåmælt gav sit bud på årsagen til derouten i Astana.
Men da TV 2 vendte tilbage fra reklameblokken, var Højlund ingen steder at se. Kaptajn Kjær havde trukket den nye danske folkehelt med sig ind i omklædningsrummet, for som stopperen fortalte senere på aftenen, så var Højlund ”rimelig hidsig.” Kjær mente, at Atalanta-angriberen lige skulle køle af, så det hele ikke bare blev ”følelser.”
Aktionen fik efterfølgende ros fra tv-eksperterne (på nær Kenneth Perez), der gav udtryk for, at Kjær trådte i karakter som anfører. Unge Højlund skulle forhindres i at larme unødigt, var vurderingen. For hvem ville være tjent med, at kometen bragte sig på kollisionskurs med holdkammeraterne? Som Kjær sagde: ”Man skal huske på, at vi er et hold. Vi taber, og vi vinder sammen.”
I fodboldens hyperprofessionaliserede virkelighed er der intet underligt i, at netop dét ræsonnement giver mening for mange. Vi har vænnet os til, at kommunikationen er stram i toppen. Spillere agerer glat, gelinde og samstemmigt i medierne. Taberen står med passende skamfuldt udtryk og bedyrer: ”Jeg må hellere passe på, hvad jeg siger.” Akkurat som Kjær gjorde, hvorefter han ikke rigtig sagde noget. Fodboldspilleren anno 2023 vil helst ikke komme på kant med nogen eller noget. Det hele tages internt – eller i en biografi om 10 år.
Men at en særlig type reaktion er blevet comme il faut, betyder som bekendt ikke, at den altid er sund eller passende. Og zoomer vi ind på landsholdets nuværende situation, er der al mulig grund til at hævde, at Kjærs ”beskyttelse” af Højlund ingenlunde er et sundhedstegn. Tværtimod. Det diplomatiske træk var snarere emblematisk for det, der p.t. er galt med landsholdet.
For tiden tegner der sig nemlig et billede af de danske drenge som mest af alt pæne og ordentlige. Naturligvis allerbedst illustreret ved episoderne til EM: Simon Kjærs beundringsværdige reaktion, da Christian Eriksen faldt om. Ærligheden, der fulgte dagene derpå. Måden hvorpå spillerne formåede at åbne sig for Parkens publikum.
Landsholdspillerne kan altså rumme glæden og den menneskelige skrøbelighed, og så forstår de tilmed at meddele sig afbalanceret og roligt. Men nu er sagen blot den, at den dygtige sportsmand- eller kvinde sjældent kun motiveres af gulerødder, fred og fordragelighed. Oftest er vreden også en drivkraft i dem. Måske endda hævngerrigheden.
Og netop evnen til at rumme og udnytte den slags drifter? Ja, den lader til at befinde sig på et meget lille sted på Hjulmands landhold.
Præstationen i anden halvleg mod Kasakhstan var som snydt ud af næsen på indsatsen til VM i Qatar. Kraftesløs, initiativløs. Ingen rejste sig, da modstanderen fik færden af et såret dansk hold. Hver mand for sig selv - med hver deres håb om overlevelse. Faktisk var Højlund i slutminutterne den eneste, der gav udtryk for nogen mærkbar form for frustration. Den blonde bomber gestikulerede rasende til den serbiske dommer, der kvitterede med en advarsel. Men da Højlund efter kampen åbenbart stod klar til at fortsætte sin udfarende adfærd, fik Kjær altså sat en stopper for foretagendet.
Men kunne det ikke tænkes, at et olmt og aggressivt offentligt udbrud fra Højlund i virkeligheden var netop det, landsholdet havde brug for? Måske harmonien skal brydes for en stund, så den kan genetableres i en ny form. Måske Simon Kjærs, Christian Eriksens og Kasper Hjulmands højskolebevægelse savner en oprørsk skikkelse, der indefra kan sparke det rystede mandskab på plads?
Og hvem kunne være bedre til det end en ung angriber, der til dagligt opererer og trives under den alt andet end pædagogiske Atalanta-træner, Gian Piero Gasperini?
I det hele taget er der noget paradoksalt over det danske syn på sådan en sag.
I årtier har vi efterspurgt en angriber med den rette mentalitet. En slagterhund. En kyniker, der vil trodse den gode stemning for få den sidste fod på bolden. Men i sekundet en sådan mand stormer ind på landsholdet og udråbes til den nye Elkjær, skal brodden tages af. Så står to tidligere angribere i form af Mads Junker og David Nielsen - der i deres aktive karriere blev berygtet for henholdsvis at snyde holdkammerater i poker og en voldsdom - i tv-studiet og roser Simon Kjær for sine lederevner, når snart han forhindrer lidt mulig verbal polemik. På trods af at selvsamme lige har ledt sit hold ind i et forsmædeligt nederlag.
Med den ene hånd skubber vi i Danmark de farverige, frembrusende karakterer frem, alt imens vi dunker dem i hovedet med den anden, så snart de bliver en kende for kulørte. Akkurat som tilfældet var med Nicklas Bendtner. Der findes få andre lande, hvor man i samme omfang ville tillade sig at ironisere over en mand med 30 landskampsmål på cv’et. Mål, der tilmed blev sat ind i den ringeste landsholdsperiode i nyere tid.
Men søndagens lille misere handler ikke kun om landsholdet eller den splittede, danske folkesjæl. Den sætter et andet væsentligt spørgsmål under lup: Hvad skal sportens verden være?
Skal den være en arena, hvor spillere, trænere, medier og fans gnidningsfri bevæger sig mellem hinanden? Hvor den eneste friktion er den, der på forloren vis fremkommer, når Zlatan Ibrahimovic for gud ved hvilken gang poster et billede på Instagram med en hyldest til sig selv. Altså med andre ord et markedstingsstunt, som vi kan slå os lige akkurat så meget på, at vi samtidig bjergtages, når Zlatan kører rundt i en Volvo i fjeldene.
Eller skal sporten faktisk være et sted, hvor der er plads til andet stiv rationalitet og politiske udmeldinger? At se sportens sfære som en art modsvar til vores stadigt mere civiliserede samfund, som sociologien Norbert Elias, eksempelvis har gjort det, betyder selvfølgelig ikke, at homofobien, racismen og volden skal trives der. Men dramaet og følelserne? De skal selvfølgelig være til stede, på såvel som udenfor banen.
Fodbolden må ikke blive et blankpoleret politisk spil, for så er der slet ikke nogen grund til at følge sporten.
Og spørger du mig, kunne Højlund have råbt og skreget lige så tosset, han ville.
Det ville fodbolden – og landsholdet – nemlig kun være blevet bedre af.
