Lars Høgh: "Jeg ser ikke mig selv som specielt sej, men jeg er meget taknemmelig over, at jeg ikke har været angst"

Et øjeblik forsvinder bolden ud af syne op mod det spredte skydække over banen bag Brøndby Stadion, hvor landsholdet træner en sen formiddag i maj, men så daler den ud af modlyset og bliver grebet af Lars Høgh. I samme bevægelse trykker han bolden ind til brystkassen. Det er en ren refleks.

Han kalder bolden for sin bedste ven. Næstefter familien. Derfor får den altid et kram.

”Ind i kassen med dig,” råber han over til Kasper Schmeichel, der slog den lange aflevering og nok mere end én gang har hørt den 60-årige læremesters mantra om, at målmænd kort skal tage bolden ind til kroppen hver gang, den ender i deres hænder, for at vise, at de gerne vil have den.

Efter en legende omgang opvarmning med højt humør for de tre landsholdskeepere er det tid til at skrue op for intensiteten med et træningsprogram, der afspejler Lars Høghs fokusområder for et fodboldholds sidste skanse; placering, timing og gribeevne. Der bliver skudt på mål fra forskellige vinkler, og bolde bokses væk. Lars Høgh justerer, joker, kommenterer og komplimenterer i en næsten konstant kommunikation. Hvert ophold mellem øvelser bruges til små samtaler, og det giver mening, at han kalder sig målmandscoach, ikke målmandstræner. En time senere er træningen slut.

”Det kunne ikke være meget bedre. Det var en fin dag på kontoret,” siger Lars Høgh med sved på panden og et smil i det solbrune ansigt, da han står lænet op ad trådhegnet langs banen og puster ud.

Få herhjemme har haft lige så mange arbejdsdage i branchen. Gennem fem årtier har Lars Høgh sat sit håndaftryk på dansk fodbold, og han har prøvet det meste: Han vandt mesterskaber og pokaltitler i en lang karriere for OB, men han prøvede også at rykke ned fra Superligaen. Han var umulig at passere på Estadio Santiago Bernabeu, da Odense-klubben i 1994 slog Real Madrid ud af UEFA Cuppen, men husker også stilheden på stadion efter et drop. Han stod en brandkamp mod Vesttyskland ved VM i Mexico i 1986, men var også i målet, da en fatal fejl i 1/8-finalen satte Spanien i gang. Fem gange blev han kåret som årets bedste målmand i Danmark, og tre gange kiksede et udlandsophold for ham.

Som sportsdirektør har han siddet på Alex Fergusons kontor i Manchester United og stået bag en stor millionhandel, men han følte sig så kørt over af jobbet, at han startede sit eget firma. Siden har han blandt andet coachet landets bedste målmænd, været på opgave i storklubben Chelsea og haft mere ydmyge forhold på Færøerne.

Men intet i et langt liv med fodbold overgår hans kamp for igen at kunne trække i støvler og målmandshandsker. Efter ni måneders pause er Lars Høgh tilbage i landsholdslejren. På vej mod omklædningsrummet kommer en mand op på siden ham og lægger en arm om hans skulder.

”Det var fedt at se dig på banen igen,” siger han.

”Ja, det er sindssygt. Jeg har nogle vilde procenter imod mig,” svarer Lars Høgh.

Nogle uger tidligere møder jeg Lars Høgh over en kop kaffe i det centrale Odense, hvor han fortæller om sin livstruende kræftsygdom, der blev opdaget kort efter hjemkomsten fra VM i Rusland sidste sommer.

Han følte sig i kanon form efter slutrunden – Danmark gik videre fra gruppen, men røg ud til Kroatien på straffespark – så han skubbede sin ferie for at springe ind i sæsonoptakten hos Brøndby, som han også er tilknyttet. En morgen sagde hans kone Tine til ham, at han var lidt gul i øjnene, men han slog det hen og kørte mod Vestegnen. Efter træningen skulle han slå en streg før hjemturen mod Fyn.

Som sportsfolk har for vane, kastede han et blik på sin urin for at tjekke væskebalancen. Han fik et chok. Det var sort. Som øllen Guinness, siger han. Han ringede til sin læge og tilbragte hele natten på Odense Universitetshospital med få foretaget undersøgelser og en biopsi. Nogle dage efter vendte han tilbage med sin kone og deres to voksne børn for at få svar på prøverne. Han vidste godt, at det ikke var galdesten, men sandsynligvis en form for kræft. Det var han allerede blevet forberedt på, men alvoren var ikke gået op for ham. Da familien ventede på gangen, kom kirurgen forbi dem. Lars Høgh prøvede at løsne stemningen med en frisk kommentar:

”Hvad så, Ole? Er der styr på det?”

Lægen grinede ikke. Han var bare stram i betrækket, husker Lars Høgh.

”Så vidste jeg, at vi ville få et skidt svar til samtalen.”

Prøverne viste, at Lars Høgh havde kræft i bugspytkirtlen. Tumoren sad tæt på en pulsåre og kunne ikke opereres væk, før den blev mindre. Han skulle i intens kemobehandling. På parkeringspladsen foran hospitalet forsøgte familien at samle sig efter samtalen. Lars Høgh fik en pludselig indskydelse.

”Jeg søgte Fadervor frem på min telefon. Jeg er ikke særligt troende, men det var min farmor, og som dreng var jeg med i Kirkens Korshær, når hun serverede mad for de hjemløse. Jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne huske Fadervor, og jeg tænkte, at jeg fik brug for den, fordi jeg ville blive bange for at dø. Men jeg har ikke brugt den en eneste gang i hele det her forløb. I mit hoved har jeg først og fremmest set mig selv rask, men der var også en dør. Bag den var et mørkt rum med negative tanker. Jeg ser mig ikke som specielt sej, men jeg er meget taknemmelig over, at jeg ikke har været angst og derfor nemmere har kunnet styre tankerne væk derfra,” siger Lars Høgh.

For at holde døren til det mørke rum lukket besluttede han ikke at hænge sig i statistikker og procenter omkring sygdommen, men fakta kunne han ikke undgå at høre: Efter et år er omkring 70 procent af patienter med kræft i bugspytkirtlen døde. Efter fem år er tallet lidt over 90 procent, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Chancen for, at kemoen havde den ønskede effekt, var lav.

Et par uger senere skulle hans søn Jonas giftes. Sønnen overvejede at aflyse brylluppet, men efter en samtale med en rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse blev han overbevist om det gode ved at holde fast og køre videre som planlagt.

”Så brylluppet blev holdt,” siger Lars Høgh.

”Det gav os en glæde midt i alt det svære. Jeg var best man og skulle også optræde med band. Jeg spiller bas med et par gamle gutter. Det var godt at have det at koncentrere sig om. Jeg kunne abstrahere. Vi fik øvet tre-fire gange, selv om det var en speciel situation. Mine venner i bandet var jo i chok over min situation, men jeg ville have, at vi kunne trykke den af med vores 10 numre. Vi spillede hamrende godt, alle gæster var på dansegulvet. Brylluppet var så fed en dag, og det gav noget ballast og energi til den følgende tid. Søndag sad vi med tømmermænd og vidste, at tirsdag startede mit kemoforløb, men alligevel var vi glade.”

Lars Høgh fik alle bivirkningerne af behandlingen. Hans lange hår faldt af, han havde kronisk kvalme, fik blister og svamp i munden og tabte sig flere kilo. Han slog sig ned i sit og familiens sommerhus i Kerteminde. Der var dage, hvor han lå i fosterstilling og ikke kunne røre sig af kvalme, men det hjalp med de tusindvis af tilkendegivelser fra nær og fjern og besøg fra blandt andre landsholdsmålmændene Kasper Schmeichel, Jonas Lössl og Frederik Rønnow, der tog til Fyn og hev ham med på restaurant, inden de sluttede aftenen af med at kigge på stjernerne, mens de talte om stort og småt. Samtalerne med hans kone var en del sværere. Hun frygtede det værste og tumlede med mange spørgsmål.

Var Lars væk om et år?

Skulle de sælge huset?

Hvad med Jonas’ lille dreng, deres barnebarn?

”Tine ville gerne tale om de ting. Hvad skulle hun ellers holde fat i? Jeg måtte bare blive hård og sige, at hun skulle snakke med sine veninder om det eller med psykologerne hos Kræftens Bekæmpelse.”

For Lars Høgh var det ikke hvis, men når han blev rask. Han insisterede på at være optimistisk og lavede en handleplan, som han også gør, når han coacher målmænd. Han delte forløbet op i faser:

1. Kemoen skulle virke.

2. Tumoren skulle opereres væk, og han skulle hjem fra hospitalet.

3. Hjemkomst og fokus på vægtforøgelse og genoptræning.

4. Han skulle tilbage på træningsbanen i Brøndby og med landsholdet.

”Jeg var meget styret af at komme mod målet og se et resultat. Det er frygteligt at sige, men jeg tror, min familie har lidt mere end mig. Selvfølgelig har jeg haft det skidt, men jeg så det også som en spændende udfordring. Jeg får næsten dårlig samvittighed over den tanke,” siger Lars Høgh.

Efter to måneders kemobehandling var tumoren skrumpet. I november 2018 gennemgik Lars Høgh en risikabel operation på Rigshospitalet, hvor han fik fjernet noget af bugspytkirtlen, tolvfingertarmen, galdeblæren og en del af mavesækken.

I begyndelsen af 2019 vendte han forsigtigt tilbage på træningsbanen i Brøndby, nogle måneder senere kom han ud af kemobehandlingen, og i maj kunne han sætte flueben ud for det sidste punkt i sin plan med comebacket i landsholdslejren. Lars Høgh har valgt at være åben omkring sin kræftsygdom. Han har blandt andet to gange været gæst i Go’Aften Danmark. Det har ikke været for opmærksomhedens skyld, siger han, men for at komme ud med et positivt budskab. Og det vil han gerne gentage:

”Der er en lys og en mørk side af enhver situation. Man kan ikke styre sine tanker helt selv eller tænke sig rask, men man kan dyrke de lyse sider. Det gør jeg.”

Det kan lyde som letkøbt lommefilosofi, men for Lars Høgh er positivitet en ledetråd i livet. Hvor det kommer fra, kan han ikke svare på. Måske Lars Høgh bare er sådan.

Da han i 2002 begyndte som målmandscoach, tog han tankegangen med sig og besluttede at gå til sit håndværk på en anderledes måde. Primært gennem et større fokus på mentale aspekter, end han selv havde oplevet som aktiv og stadig så i klubberne, hvor udviklingen af målmand først og fremmest foregik med et mål og net og bolde på træningsbanen. Lars Høgh dykkede ned i personlig udvikling og tog kurser i neurolingvistisk programmering og kognitiv coaching i forsøget på at forbedre målmænds præstationer i en resultatfikseret fodboldindustri, hvor presset fra omgivelserne er stort.

”Det var den tyske landstræner Joachim Löw, der sagde, at vi ikke længere kan lægge mere på fysisk, for fodboldspillere er blevet fysiske pragteksemplarer. De er jo monstre nu til dags, hvis du ser på Premier League. Nu er det i de kognitive aspekter, der skal lægges mere på,” siger Lars Høgh.

Stjernekeeperen Gianluigi Buffon har fortalt om at lide af depression og få panikanfald før en kamp i sine unge år hos Juventus. Han følte sig kun set som fodboldspiller og ikke som et menneske. Det er netop helheden, Lars Høgh søger. Han har arbejdet med målmænd i flere danske klubber, og hver gang er fremgangsmåden stort set den samme: Han gransker deres præstationer i kampe og retter til under træning, men han snakker også med dem om alt fra deres dagsrytme over organisationen i klubben og deres rolle på holdet til deres kæresteforhold. Han beder dem udfylde spørgeskemaer og opstiller siden tidslinjer med delmål og et drømmemål.

”Det må ikke være urealistisk. De skal kunne lukke øjnene og se det for sig. De skal føle det, mærke det og høre det: Hvad siger folk til dem, og hvilke følelser fremkalder det i dem? Er der et endnu højere mål, som også rækker ud over fodbolden? Hvad er sidegevinsterne, når målet nås? Det skal de tænke på hver morgen og gerne et par gange i løbet af dagen,” siger Lars Høgh.

Men fodbold handler også om at forhindre fejl. Især for målmænd. Fejl har det med at hænge ved som en skygge. Loris Karius vil nok aldrig blive glemt for sine to drop for Liverpool, da klubben i 2018 tabte Champions League-finalen til Real Madrid. Lars Høgh kender følelsen efter et drop. Engang lavede han et drop i fem kampe i træk og beholdt kun sin plads blandt stængerne, fordi han havde særstatus i OB.

Hvad gjorde du for at overvinde frygten for at fejle?

”Jeg kan huske en træningskamp, hvor jeg stod for ligalandsholdet, mens Peter Schmeichel var på mål for ungdomslandsholdet. Peter og jeg var vidt forskellige. Han var kæmpestor. Han smadrede døren ind, når han ankom, mens jeg kom listende. Under kampen fumlede Peter et langskud i mål. Efter kampen smed han handskerne ud og sagde: ”Lortehandsker.” Problemet var væk. Han var videre. Jeg skulle arbejde hamrende hårdt på træningsbanen og svede min fejl ud af kroppen for at være der igen. Der var ikke så mange hjælpemidler. Jeg ville gerne have haft Peters tilgang til sporten. Til gengæld har mine erfaringer givet mig meget i mit arbejde, fordi jeg har været steder mentalt, hvor det ikke var rart at være efter en fejl. Jeg kender mekanismerne, og jeg har sat mig ind i, hvilke redskaber man kan bruge. Det handler om at finde den lille detalje bag fejlen. Man skal se for sig, hvad man vil gøre næste gang i samme situation. Tag lærdommen ud af fejlen, og så er der ikke mere at bruge den til. Ellers kan den vokse sig stor og føles, som om den ødelægger hele verden: ’Det var placeringen, jeg var uopmærksom...’ Og så får jeg dem til at arbejde med et billede inde i deres hoved, hvor de ser for sig, hvad de gør næste gang.”

Da Lars Høgh lå syg af kemo i sit sommerhus, fremkaldte han selv et særligt billede, som han blev ved med at se for sig. Det blev et drømmemål.

”Jeg så mig selv arbejde med en målmand på træningsbanen, og jeg halvflugtede til bolden. Det er sådan et fedt spark, som kan mærkes op gennem hele kroppen. Der skulle jeg hen igen. Jeg kunne genkalde mig fornemmelsen af at ramme bolden perfekt og lyden af sparket. I min forestilling var mit træningstøj det samme, jeg brugte, da vi mødte Real Madrid.”

Der var kun spillet få minutter af UEFA Cup-kampen på Bernabeu i december 1994, da Michael Laudrup strøg gennem OB’s bagkæde og fik frit løb mod Lars Høgh i målet. Den danske verdensstjerne havde scoret det afgørende mål på Odense Stadion, da Real Madrid vandt 3-2 i de to klubbers første møde, og endnu en scoring fra Laudrups fortryllende fødder ville slukke ethvert håb om et fynsk avancement. Ikke at nogen rigtig troede på det, men mindre kunne også gøre det.

”Vi kom faktisk til Madrid med en vis tro på, at vi kunne lave et godt resultat. Vi blev ikke spillet ud af banen i Odense, og vi var i fantastisk form. Det kunne være uafgjort eller en smal sejr, men at det så gik, som det gjorde, havde jeg ikke ligefrem forestillet mig,” siger Lars Høgh.

Han blev stående på benene, da Michael Laudrup med en kig væk-finte forsøgte at få ham til at gøre et udfald, inden han afsluttede til højre side i målet. Lars Høgh parerede skuddet. Opgøret levede stadig. Fynboerne pressede frygtløst Real-spillerne højt på banen, men blev udsat for et bombardement. Hver gang prellede kuglerne af på keeperen. Den aften havde Lars Høgh en følelse af, at ingen bold kunne slippe forbi ham – oppe, nede, højre eller venstre. Det var lige meget. ’Høghen’ fløj rundt i buret, så Flemming Toft i kommentatorboksen efter endnu en redning udbrød:

”Lad os se den en gang til, hr. Producer.”

Senere kaldte han målmandens indsats for verdensklasse. Det samme kan siges om gutterne i marken, påpeger Lars Høgh. OB’erne var en fysisk stærk flok med hårde hunde som Hemmingsen-brødrene og Michael Schjønberg højt i hierarkiet. Holdet var ledet af den specielle og skarpe træner Kim Brink, der med sans for den mindste detalje omkring kost, udstyr og træning og ild i øjnene pressede spillerne til det yderste.

De kunne aldrig blive gode som Bayern München, men de kunne komme i lige så god form. Der skulle blod på støvlerne, kunne han finde på at sige. Engang til en træning savede hardhitteren Carsten Detlefsen en medspiller ned, som han ikke brød sig synderligt om. Fyren var lige kommet tilbage efter en længere skade. Som anfører – og en humanistisk type i en til tider barsk branche – følte Lars Høgh, at han måtte tage affære.

Han trak den store forsvarsspiller til side og sagde til ham, at han skulle sige undskyld.

”Man kan ikke sige undskyld for noget, man gør med vilje,” svarede Detlefsen.

Har det været en udfordring for dig at passe ind i topfodbold?

”Jargonen i omklædningsrummet er fantastisk, men det er også en hård verden. Der er kontant afregning. Det har jeg haft det fint nok med, jeg har bare aldrig været god til det. Jeg har haft min egen stil og været leder, som jeg kunne være det. Jeg er en samtalende type, og jeg forsøgte at løse konflikterne uden for banen. Men inde på banen var jeg lige så sindssyg som de andre. Jeg råbte og skreg.”

Lars Høgh gjorde også alt, hvad han kunne for at råbe sit forsvar op i anden halvleg på Bernabeu, hvor Real Madrid fortsatte med at skabe chancer. Midtvejs opstod dog pludselig en løs chance til den unge Ulrik Pedersen, der køligt løftede bolden over Canizares. 0-1. På lægterne begyndte tilskuerne at pifte, men i overtiden skulle det upåagtede hold fra Dinamarca gøre ondt værre for dem. Efter et halvkikset udspark fra Lars Høgh endte bolden i venstre side hos Michael Schjønberg, der rev sig fri af en modstander og afleverede på tværs af feltet, hvor Morten Bisgaard dukkede op ved bagstolpen og satte indersiden på. 0-2. Få sekunder senere fløjtede dommeren af. OB havde slået kongeklubben ud. På sidelinjen blev Lars Høgh med et håndklæde over skulderen og våde øjne interviewet til TV 2, men den spanske kameramand havde glemt at tænde for lyden. Ordene står hen i det uvisse, men målmanden lignede ikke én, der netop havde været med til at skabe det måske største enkeltstående resultat for en dansk klub i europæisk fodbold. Han virkede næsten lidt mut.

”Jeg havde en irritation i kroppen. Jeg var smadret. Det hele var så overvældende. Der væltede følelser og tanker rundt i mig. Jeg var seks måneder gammel, da der blev taget et billede af mig med et OB-flag i hånden og en bold og min søster ved min side. Som femårig sad jeg på skødet af mit idol, målmanden Mogens Therkildsen, i bussen på vej til en udekamp. Festerne i klubben sluttede hos os. Min far var holdleder og sad senere i bestyrelsen. Men efter jeg havde været nede i omklædningsrummet på Bernabeu og fået et bad, var jeg klar til at fyre den af,” siger han.

I kvartfinalen tabte OB samlet 1-0 til Parma, men i Odense vil ’Miraklet i Madrid’ aldrig blive glemt. Det samme gælder Lars Høgh. I begyndelsen af 2019 blev 25-året for triumfen markeret før et Superliga-opgør, og på Odense Stadion blev der samtidig afsløret en mur med et maleri af ’Høghen’, der gennem 23 år spillede 817 kampe for klubben, mens byens borgmester Peter Rahbæk Juel har omtalt ham som en af Fyns stolte sønner og nævnt hans navn sammen med komponisten Carl Nielsen og H.C. Andersen.

”Det flippede jeg selv lidt over,” siger Lars Høgh.

Hvordan er det at være så forbundet til en klub?

”Når jeg møder folk på gaden, bliver jeg hængt op for det, hvis OB ikke spiller godt, men det er ikke lige her og nu for mig længere – resultaterne, ledelsen, spillet. Selvfølgelig føler jeg, at det er min klub, men det er mere som kulturhistorie for mig nu. Min datter hænger på en tavle i klubhuset, fordi hun har spillet landskampe. Min far hænger på en mindetavle. Jeg kender alle folk på billederne. Jeg har fået OB ind under huden, som ingen andre har fået det med deres klubber.”

Når Lars Høgh besøger sit foretrukne pizzeria i Odense, får han kindkys af ejeren. Den unge servitrice er bare høflig, da vi en fredag sidst i juni mødes på en café i Kerteminde omkring 20 kilometer længere mod nordøst. Lars Høgh kalder Fyn sit hjemland. Han har altid boet her. Han kunne sagtens leve andre steder, siger han, da vi har sat os ved et bord udenfor. Det er ikke kun lokalpatriotisme eller jordbundenhed, der har holdt ham på øen, hvor landskabet bakker blidt og bogstavet d udtales blødt. Flere gange i karrieren har han været ved at skifte til udlandet, men hver gang glippede det.

Første gang kom en skade i vejen, anden gang blev træneren i portugisiske Boavista fyret, før Lars Høgh satte sin signatur på kontrakten, og tredje gang gik der ged i forhandlingerne med tyrkiske Bursaspor.

Det virker ikke til at ærgre Lars Høgh specielt meget, at det er gået sådan, og som målmandscoach med opgaver hos klubber i øst og vest gennem årene har det været praktisk med en base midt i landet. Det samme gælder i forhold til børnene. Datteren Josefine bor i Aarhus og sønnen Jonas i København. Lars Høgh elsker at trille afsted med sit barnebarn og betragte hovedstadens herligheder:

”Der sker så meget, men der er altså noget ved at køre hjem over broen. Så er det bare ned i gear igen.”

Lars Høgh voksede op i forstaden Sanderum og har stadig adresse i Odense, men den tidligere købstad Kerteminde betyder noget særligt for ham. Han tilbringer en stor del af året i sommerhuset, som hans far købte, da han var barn. De lange somre i kystbyen sidder stadig i ham. Et stykke væk fra vores bord hopper et par kåde knægte i havneløbet fra en lav bro, selv om strømmen er stærk. Engang var Lars Høgh en vildbasse som dem. Det var her, han kravlede op i vandtårnet og røg så mange smøger, at han kastede op. Det var her, han og vennerne gav den gas på diskoteket Den Røde Pimpernel og blev smidt ud, når ”vi var lidt for kække.”

Det var her, han første gang kyssede en pige, og det var også her, at han mødte sin kone Tine på stranden i 1982.

Samme sæson vandt OB mesterskabet med Lars Høgh som målmand. Fem år tidligere havde han oplevet en anden skelsættende begivenhed i sit liv, da han inden en træning blev kaldt ind til Richard Møller Nielsen. Dagen før havde førstekeeperen Erik Bertelsen brækket benet i en kamp, og træneren overvejede sine mulige erstatninger. ’Ricardo’ havde på et par år forvandlet klubben og løftet den op fra en tung tilværelse i 2. division til at spille flot fodbold og være byens førende hold foran lokalrivalerne B1909 og B1913. OB var på mesterskabskurs, og der var ofte over 10.000 tilskuere på Odense Stadion.

Det var en mindre revolution, husker Lars Høgh. OB trænede mere og hårdere end andre hold. Richard Møller Nielsen havde et kartotek over danske spillere og var forberedt på hver en modstander i en detaljegrad, der var usædvanligt seriøs i et lille land, som hyldede amatørånden, og hvor fodbold på første klasse ellers stadig blev anset og udøvet som sjov.

”Du er for lille,” lød det fra Richard Møller Nielsen, da han betragtede den tynde tømmerlærling på 180 centimeter med bølget hår og en mild moustache. Den melding havde Lars Høgh hørt mere end én gang, når han som ynglingespiller trænede med klubbens bedste seniorer. Men træneren kunne som andre i og omkring Ådalen, OB’s klubhus, se talentet.

Lars Høgh var hurtig, havde overblik og god teknik. Ugen efter fik han alligevel chancen. OB vandt 4-1 over AGF på udebane, men efterfølgende hentede træneren den gamle OB-målmand og landsholdskeeper Mogens Therkildsen hjem fra et lærerjob i Flensborg til de sidste kampe i sæsonen, hvor OB første gang vandt DM-guld.

I 1978 fik Dansk Boldspil Union travlt med at indføre betalt fodbold efter et langt tilløb, da den driftige Venstremand Helge Sander og den tidligere udlandsprofessionelle Harald Nielsen afslørede planer om en privat og professionel liga. Richard Møller Nielsen tilbød Lars Høgh en kontrakt under en af deres individuelle træninger og blev noget overrasket, da han blev mødt med tøven. Lars Høgh var i tvivl, om han ville ofre friheden med vennerne. Kontrakter dengang var heller ikke guldrandede, så han skulle fortsat knokle med tømrerfaget ved siden af fodbolden, som ville kræve mere af ham, hvis han skrev under på en kontrakt. Alligevel takkede han ja og blev førstemålmand i klubben, men seriøsiteten var stadig så som så trods de nye tider med penge i dansk fodbold. I cafeteriet blev der spist bøf med brun sovs eller wienerschnitzler og knappet øl op efter træning.

”Da jeg spillede min første kamp, lå en spiller og sov branderten ud på bagsædet i bussen. Det var en anden tid. Det ændrede sig ikke rigtigt de følgende år. Jeg røg stadig og festede ind i mellem. Jeg var i tvivl, om mit talent var stort nok til mere end det. Op igennem 1980’erne blev jeg mere seriøs. Jeg trænede ekstra og løb i mine ferier. Pludselig kunne jeg følge med markspillerne på løbeturene,” siger Lars Høgh.

Hvorfor tog du det valg?

”Jeg fandt ud af, at jeg var god – uden at gøre mig selv bedre, end jeg var. Og så blev jeg far. Min søn blev født i 1985. Det lagde en naturlig dæmper på festlighederne.”

Året efter udtog landstræner Sepp Piontek ham til VM i Mexico. Lars Høgh kom med til slutrunden som tredjemålmand, men han gjorde så god en figur på træningsbanen, at han stod på holdkortet i gruppefinalen mod Vesttyskland på bekostning af Ole Qvist og Troels Rasmussen.

’Dynamit-holdet’ med Olsen, Elkjær, Arnesen, Laudrup, Lerby og de andre helte satte sving i klaphattene derhjemme og henrykkede en hel verden med sprudlende spil. Vesttyskland blev slået 2-0. Lars Høgh blev hyldet for sin indsats. Han fik genvalg til 1/8-finalen mod Spanien i en kamp, som for altid vil stå tilbage som et traume i den kollektive danske fodboldbevidsthed. Danmark kom ellers foran 1-0 som forventet, men så skete det utænkelige: Lars Høgh spillede et målspark ud i højre side af banen, lige uden for feltet, hvor målscoreren og spirrevippen Jesper Olsen var søgt langt ned på en uvant position.

Han tog elegant et træk forbi en modstander, men afleverede så pludselig bolden på tværs ind i det danske felt, hvor den endte hos angriberen Emilio Butragueño, der udlignede i et tomt mål. Butragueño havde siden en fiesta med tre mål mere den steghede eftermiddag på stadion i Querétaro, hvor Danmark smeltede helt sammen.

Plager 5-1-nederlaget dig stadig?

”Den gode oplevelse samlet set fylder mere end afslutningen, men selvfølgelig gør det det. Mange siger: ”Hvorfor sparkede du ikke bare bolden ud over linjen?” Men altså: Hvem fanden spiller ikke bolden til Jesper Olsen? Og han kunne sparke den tilbage til mig. Dengang måtte målmanden samle bolden op. Men havde jeg ikke spillet ham, var fejlafleveringen ikke sket. Så var der måske sket noget andet. Det ved vi ikke. Jeg tager gerne min del af ’æren’ for nederlaget. Jesper har måttet leve med det hele sit liv. Der blev opkaldt et begreb efter ham, ’en Jesper Olsen’. Det er ikke fair. Vi brænder kæmpe chancer, mens Spanien scorer fire mål mere. Det er for nemt at sige, at det kun gik galt på grund af den ene fejl. Vi var lamslåede efter kampen, men jeg må også sige: VM var helt nyt for os. Vi havde været sammen meget længe. Nogle havde ikke noget imod at komme hjem. Det kunne jeg mærke. Måske tog det lidt af skarpheden. Jeg ville ikke hjem. Jeg var jo lige blevet førstemålmand.”

Det blev Lars Høgh aldrig på landsholdet igen. Efter slutrunden i Mexico blev han skadet, og så ”dukkede ham den store isbjørn op,” som han siger med et venskabeligt smil om Peter Schmeichel:

”Inden vi rejste til VM i 1986, sagde jeg til Ole Qvist, at ham den unge Schmeichel kunne blive verdens bedste målmand. Han var ikke en skid bedre end os andre, mente Ole. Han kunne ikke lide ham, for Peter havde i et interview sagt, at Ole Kjær og Ole Qvist ikke kunne noget. Jeg havde fået den sidste målmandsplads i VM-truppen på bekostning af Peter. Men jeg fik jo ret. Jeg kom op mod verdens bedste målmand. Når jeg sad på bænken, plejede jeg at sige: ’Peter er verdens bedste målmand. Så må jeg være den næstbedste.’”

Det affandt Lars Høgh sig med, men måske var det blevet til lidt mere end otte A-landskampe, hvis Richard Møller Nielsen havde set til sin tidligere spillers side, da han i 1990 blev landstræner, men det gjorde han ikke. Lars Høgh blev heller ikke udtaget til EM i Sverige i 1992, selv om han samme år fik Det Gyldne Bur som den bedste målmand i dansk fodbold. Han var på toppen af sin karriere, men måtte se med i fjernsynet, da Danmark blev europamestre.

Hvorfor?

Lars Høgh har ikke lyst til at åbne op for den snak. ’Ricardo’ gik bort i 2014 og kan ikke give sin udlægning, svarer han. Flere steder kan man dog læse, at OB’s brud med Richard Møller Nielsen i 1986 var en bitter affære. Den loyale træner havde skaffet to mesterskaber til Fyn og følte sig snigløbet af spillere og bestyrelse – med Lars Høghs far som et af medlemmerne – da han fik besked om, at klubben ikke ville forlænge hans kontrakt efter en sæson med spændinger i truppen.

”Richard gav mig mere, end han tog,” er hvad Lars Høgh vil sige om den sag, og han pointerer, at de to mænd fandt hinanden igen, med varme og respekt, så han i 1995 var med til at vinde King Fahd Cup i Saudi-Arabien med landsholdet og det efterfølgende år kunne takke af i rødt og hvidt efter EM-slutrunden i England.

I 2000 spillede Lars Høgh sin sidste kamp for OB. Fra den ene dag til den næste afklædte han sig målmandstøjet og iførte sig skjorte som klubbens nye sportsdirektør.

Forgængeren Torben Storm var allerede væk, og Lars Høghs erfaring med business kom fra den uddannelse som speditør, han havde taget ved siden af fodbolden. Oveni det var klubkassen mere eller mindre tom. Det var learning by doing. En dag fik han pludselig en indskydelse. Manchester United havde hentet en spiller i OB’s ungdomsafdeling og skulle bruge hans spillercertifikat. Lars Høgh brugte lejligheden til at ringe direkte op til Sir Alex Ferguson. Den legendariske træner tog opkaldet, og sportsdirektørens hjerte hamrede, mens han fortalte om en ung målmand ved navn Jesper Christiansen, som han havde været med til at hente til OB fra Brønshøj. En usleben diamant.

”De ville gerne se ham. Vi tog afsted. Jeg sad på Fergusons kontor på træningsanlægget med alle pokalerne. Han var klædt i shorts og T-shirt og havde haft hue på, så hans hår stod op som Tintins. Gennem vinduet bag ham kunne jeg se Jesper og Uniteds målmandstræner Tony Cotton. Det var svært at koncentrere sig om samtalen. Jesper trænede med i tre dage og var outstanding. Han greb alle bolde, mens den anden keeper slog dem væk. Efter den sidste træning fik vi en øl og skraldgrinede, fordi det var gået så godt,” siger Lars Høgh.

Manchester United takkede nej til en handel på grund af Jesper Christiansens manglende rutine, men rygtet om hans optræden på træningsbanen havde spredt sig til Skotland, hvor Glasgow Rangers kort efter slog til og betalte cirka 20 millioner kroner for den danske keeper.

I sommeren 2002 stoppede Lars Høgh som sportsdirektør i OB. Parterne havde gennem længere tid forhandlet om en forlængelse af hans kontrakt og kunne ikke helt blive enige om betingelserne, men samtidig havde Lars Høgh gået med tanker om at starte sit eget firma som målmandscoach.

”Det var en fed udfordring at være sportsdirektør, men det gav mig også et indblik i, at rollen ikke passede mig. I klubben hev folk fat i mig for at fortælle om en ynglingespiller, jeg skulle holde øje med. Eller deres søn. Jeg havde været i gamet i 25 år med fodbold næsten hver weekend, og nu havde jeg heller ikke rigtig sommerferie længere, fordi der skulle sælges og købes spillere. Jeg har ikke et familiebillede fra den tid, hvor mobilen ikke ligger på bordet eller i min hånd. Jeg blev nødt til at skabe et fodboldliv, hvor jeg kunne styre mere selv. Nu er jeg trods alt lidt mere fri i den her konsulentrolle, som jeg har haft i mange år,” siger Lars Høgh.

På et tidspunkt under vores interview på caféen i Kerteminde gør Lars Høghs mobiltelefon opmærksom på sig selv. Det er datteren Josefine, der ringer. Lars Høgh undskylder sig og tager opkaldet. Datteren vil blot fortælle om sine dage på Folkemødet på Bornholm, inden hun skal videre til U21-EM som vært for DR Sporten. Men hun vil også lige tjekke op på sin far: ’Har han husket at få taget blodprøver?’ Selv om han er blevet opereret, så er der en ”temmelig stor grad” af tilbagefald. De nøjagtige procenter kan Lars Høgh ikke lige huske, for han har ikke dyrket dem helt vildt, siger han.

”Jeg har lovet Tine at få det gjort en gang om måneden. Jeg gør det udelukkende for mine nærmestes skyld. Jeg fik taget blodprøver på sygehuset den anden dag, men jeg har ikke engang fået svarene. Jeg er ikke bange for dem. I min verden er jeg rask, indtil jeg hører noget andet, så tager vi den derfra.”

Kort efter trækker Lars Høgh afsted med sin cykel. Forude venter en efterårssæson med Brøndby og opgaver med landsholdet. Derefter skylder han sig selv og Tine at finde ud af, om der på grund af kræftsygdomsforløbet skal ske ændringer i balancen mellem arbejde og fritid, siger han. Han driver også et fodboldcenter, sidder i bestyrelsen hos Odense Zoo og er stifter af det sociale projekt Fodbold Fulton, der hjælper drenge til en bedre skolegang gennem fodbold. Der er nok at se til.

Men i dag har han fri. Han peger over mod Restaurant Havnen, hvor han godt kan lide at få en øl og et spil terninger med familien. Han fortæller om fællesspisninger på Lundsgaard Gods lidt uden for byen og om fiskene fra røgeriet, der er bedst, hvis man kommer klokken 12. Det vil han hellere tale om end de undersøgelser, han fortsat skal have foretaget, og de ”vilde procenter,” han stadig har imod sig. Som han siger:

”Jeg er god til at leve i nuet.”

Ved rutebilstationen tager vi afsked. Lars Høgh cykler ad vejen langs stranden mod sit sommerhus.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Portræt, Interview og Oplæste artikler