Han er mand for både mål og assists. Han er en profil i Premier League og ombejlet af de største klubber. Han er en af Europas bedste frisparksskytter og på jagt efter en fornem rekord. Men på landsholdet er der langt mellem Christian Eriksens store præstationer, og det er der ifølge Asker Hedegaard Boye en god forklaring på.
En dansk sportsudøver, der udmærker sig på den internationale scene og fremhæves af ikke bare hjemlige, men også udenlandske medier. En topidrætsstjerne, der ikke alene leverer flotte resultater inde på banen, men oven i købet opfører sig pænt og ordentligt udenfor. Og så skulle alt vel være i den skønneste orden? Ikke helt. For vi er blevet sultne, og vi vil have mere!
Det kan godt være, at Caroline Wozniacki er blandt klodens bedste tennisspillere og har befundet sig konstant i top 20 siden august 2008. Det kan godt være, hun har ligget nummer 1 i verden, spillet sig frem til US Open-finalen to gange og vundet 23 WTA-titler. Og det kan også godt være, at hun i denne måned – for anden gang i karrieren – modtog Women's Tennis Associations hæderspris, der uddeles til den kvindelige tennisspiller, som repræsenterer og promoverer sporten på fornemmeste vis.
Men – for vi må ikke glemme det store og anmassende MEN – hun spiller for defensivt. Hun giver kedelige interview. Hun har aldrig vundet en Grand Slam-titel. Hun er ikke lige så god, som hun har været, og selv da hun var bedst, var hun ikke den bedste. Det var og er Serena Williams, og hende kan Wozniacki bare ikke besejre. Det er vi dybt skuffede over, så skuffede, at historien om Caroline Wozniacki, en af danmarkshistoriens ti vigtigste sportsudøvere, bliver til historien om det uindfriede potentiale, de manglende fem procent.
Det samme gælder for fodboldspilleren Christian Eriksen. Det vi taler mest om er, hvorfor i alverden han ikke kan præstere lige så godt på landsholdet som på klubholdet. Vi ærgrer os over, hvorfor han ikke bare smadrer modstandere som Armenien og Albanien, hvorfor han ikke for længst har kvalificeret Danmark til EM, og hvorfor han kun har scoret sølle 6 mål i 55 landskampe siden debuten 2. marts 2010, den dag Eriksen blev historiens fjerdeyngste debutant i rød og hvidt.Vores bitterhed skyldes Eriksens klasse.
Vi ved, at han er den bedste danske fodboldspiller i de seneste ti år. Vi kan se, at han spiller fremragende for sin klub, Tottenham Hotspur, uge efter uge. Men på landsholdet er han en skygge af sig selv. Både Eriksens motivation og landstræner Morten Olsens taktik har været sat under lup. Men for at forstå situationen må vi se til udlandet. Gør vi det, vil vi se, at Eriksen og landsholdets problemer langtfra er enestående.I årene 2003-04 var Andrej Sjevtjenko Europas bedste angriber (på linje med Thierry Henry). I de to kalenderår vandt Ukraine 5 ud af 20 landskampe. Sjevtjenko var en hårdarbejdende stjerne, hans landshold var elendigt. Pavel Nedved var god på landsholdet, så længe Tjekkiet var fremragende i den sidste halvdel af 1990'erne. Herefter blegnede både holdet og han. Man kan også formulere hovedpinen som en spørgsmålsrække.
Hvorfor mon Lionel Messi skulle bruge syv år i den argentinske landsholdsdragt, før han var i stand til at demonstrere et niveau i nærheden af hans form i FC Barcelona? Hvorfor er Zlatan oftest bedre for Paris Saint-Germain end for Sverige? Hvorfor scorer Cristiano Ronaldo mere end ét mål per kamp i Real Madrid, mens han må nøjes med mindre end det halve sammen med sine portugisiske landsholdskammerater? Svaret er en pålidelig kliché: fordi fodbold er et holdspil. Det er ikke korrekt – som det ellers ofte blive fremført – at et hold ikke er bedre end dets ringeste spiller. Syv verdensklassespiller kan sagtens løfte fire middelmådige. Derimod er det rigtigt, at selv den bedste spiller behøver nogle spillere på omtrent samme niveau for at kunne nå sit topniveau.
Eriksen er en profil i europæisk fodbold. Der findes ikke den toptræner, der ikke kan bruge danskeren på sit hold. Resten af Olsens landshold er i et internationalt perspektiv en flok mere eller mindre formstærke håndværkere. Kasper Schmeichel er en stærk målmand og kan blive endnu bedre. Pierre-Emile Højbjerg ligner en mand, der om få år spiller fast i en topklub.
Men Eriksen er dér allerede. Han er en formidabel kraft på et af de seks bedste mandskaber i Premier League. Det er næppe tilfældigt, at Tottenham i denne sæson kun vandt én ud af tre ligakampe og blot scorede to mål i den måned, hvor Eriksen så til fra sidelinjen som følge af en knæskade. Han scorer mål, og han lægger op til scoringer. Han har Premier Leagues 15.-højeste rating ifølge statistikbanken WhoScored, og kun Mesut Özil, Dimitri Payet og Santi Cazorla kreerer flere chancer per kamp. Men det er særligt én kvalitet, der udmærker danskeren – hans direkte frispark.
Eriksens to foreløbige Premier League-mål i denne sæson er begge sat ind på frispark, og det endda i en og samme kamp. Efter de to scoringer i Swansea blev værternes målmand, Lukasz Fabianski, bedt om at forholde sig til sin overmand. »Om han er den bedste frisparksskytte, jeg har stået over for? Det ved jeg ikke, men han er i hvert fald den eneste, der har scoret to frisparksmål mod mig i samme kamp. Der har I nok selv svaret. Han formår ikke bare at kroge bolden over muren og inden for målrammen, han gør det med kraft, sagde polakken.
Og Eriksen er på rekordjagt. Hans seneste fire ligascoringer er frisparksmål. Det er et bemærkelsesværdigt mønster, der i tiden efter 1992 kun er overgået af den nuværende Sunderland-spiller Sebastian Larsson, som scorede seks i træk for Birmingham City. I perioden fra Eriksens Premier League-debut i september 2013 til i dag er ingen anden spiller tæt på at matche danskeren. Tottenham-spilleren har således scoret seks frisparksmål, de nærmeste konkurrenter (Gerrard, Mata, Mirallas, Rooney og Luis Suárez) har scoret tre.
Blandt de aktuelle Premier League-spillere har kun Mata (20 pct.), Touré (16,7) og Óscar (15,4) en højere scoringsprocent på frispark end Eriksen (15). Mindre imponerende bliver det ikke, når vi sammenligner danskerens seks træffere på knap to og en halv sæson med fortidens giganter i Premier League: David Beckham skulle bruge ni sæsoner på at score 15, mens Henry og Zola scorede 12 på henholdsvis otte og syv år.
Eriksens evner som frisparksskytte er andet og mere end prikken over i'et. Det er i stedet det endegyldige bevis på hans internationale klasse. Frisparket er et af den moderne fodbolds sandhedsøjeblikke. Her kan man hverken bluffe eller filme, her kan man ikke læne sig op ad sine medspillere. Holdsporten bliver for en stund reduceret til et individuelt anliggende. De fleste har vel efterhånden hørt sangen om, at Cristiano Ronaldo kun har scoret på 2 af sine seneste 90 frispark. Det siger mere om disciplinens sværhedsgrad end om portugiserens mangler.
Annonse
Det kræver uhyggeligt hårdt arbejde og en koncentrationsevne ud over det sædvanlige. Eriksens klubkammerat Eric Dier har sagt det klarest:
»Han er fantastisk til at sparke frispark. Han træner det rigtig meget. Hver gang vi får et frispark, ved vi, at vi har en god chance for at score. Det er et vigtigt våben at have. Jeg tror ikke, jeg har set en bedre frisparksskytte. Jeg håber, han en dag vil lære mig, hvordan han gør.
Det ville være synd at sige, at vi ligefrem har vadet i fremragende frisparksskytter. Daniel Wass scorede fem gange på frispark i 2014. De fleste fodboldinteresserede danskere over 30 år kan huske Lars Højer Nielsens hærgen i Superligaen. Både Jan Mølby og Frank Arnesen var stærke skytter. Men også her rager Eriksen op. På landsholdet har han scoret tre frisparksmål. Det er svært at sætte en finger på. Det skulle da lige være, at han ikke har gjort det i 25 måneder. 25 måneder! Og så er vi vist tilbage ved Wozniacki.
