Hvad har en burgerbar i Frederikssund til fælles med et kapel i Lombardiet?

Jeg punkterer lige uden for Skibby. Vinden har stødt mig i ribbenene med hurtige, gentagende slag, siden jeg drejede nordpå efter Roskilde. Bag mig nærmer en lastbil sig, til venstre står en afpillet birk, på marken til højre kværner en traktor. Omkring den skriger mågerne, himlen er grå som kattesand, og jeg er mildest talt træt af mit foretagende.

Dagens menu: Jeg skal cykle små halvanden hundrede kilometer gennem Sjællands efterårslandskab for at finde inspiration til en tekst om sæsonens sidste store løb i herrernes cykelsæson, Lombardiet Rundt. For et par dage siden fortalte jeg min redaktør, at jeg ikke ville skrive en klassisk optakt til løbet. Jeg var træt af optakter efter en lang, strabadserende sæson. Og så synes jeg i øvrigt ikke, at det ville klæde De faldne blades løb med en masse slap spekulation angående styrkeudmålingen mellem tilbagevendte Vingegaard, måske efterhånden udkørte Pogacar og så Enric Mas, der i sidste weekend sejrede i det hårde Giro dell’Emilia. Lombardiet Rundt fortjente et essay, der hyldede den smukke, ophøjede begivenhed, løbet er for mig.

Men kan man finde det i et efterårsforblæst Sjælland, blandt knoldede marker og gennem landsbyer på vej i vinterhi?

Der er jo noget med efteråret. Løvet på landevejene, min nok sidste tur på raceren i denne omgang, året, der søger sin afslutning, Lombardiet Rundt, der runder cykelsæsonen af, og ikke mindst: Alejandro Valverde og Vincenzo Nibali, som stopper deres karrierer efter lørdagens løb.

Tidligere på ugen talte jeg med den nu pensionerede journalist fra La Gazzetta dello Sport og forfatter til bogen ’Pantani was a god’, Marco Pastonesi, der fortalte mig, at han altid havde følt sig gammel og sørgmodig ved afslutningen på hver udgave af Lombardiet Rundt. Han bruger vintermånederne på at tage ny luft ind, så han kan gå den nye sæson i møde med et friskt sind.

Men vigtigere var nok en forestilling, jeg har om cykelsporten. Nemlig, at der i den findes genvej ind til nogle følelser, nogle store erkendelser, der kan være svære at nå, hvis man ikke er i færd med at træde sin vej gennem et landskab. Den idé om cykelsporten stammer ubestridt fra de store fortællinger, som har lydt, siden sporten trillede ud af sin vugge omkring overgangen til det 20. århundrede, og som ordsmede sidenhen har forædlet i årtier – i Danmark naturligvis bedst eksemplificeret ved Jørgen Leth, men for mig også i særdeleshed ved forfatter og filminstruktør, Daniel Dencik.

Med andre ord: Hvis jeg selv klikkede i pedalerne, ville der nok melde sig nogle smukke sandheder om essensen af Lombardiet Rundt, og hvad det vil sige at cykle igennem efteråret.

Allerede fra morgenstunden, før jeg overhovedet er kommet op på cyklen, spekulerer jeg på hvilke sandheder, der kunne være tale om. Jeg leder på Strava efter en rute, der fordrer store tanker. Der skal i hvert fald være noget vand. Og så skal jeg køre ad veje, jeg ikke har set før.

Starten er ikke fængende, som det altid er tilfældet, når man skal ud af København på cykel. Der er vejarbejde i Glostrup. Min GPS bimler og strejker, så jeg må trække telefonen op af lommen for at komme videre. Der er kommet en ny besked. Jeg har fortalt en ven, at jeg skal cykle en lang tur for at skrive et essay. Nu spørger han, hvad vinklen skal være. Jeg slår ’Fabriksparken’ op på Maps og smider telefonen tilbage i lommen.

Efter industriområdet kommer det grønne. Her har jeg været før, tænker jeg. De høje bakker, der altid overrasker mig, fordi man sjældent ser den slags i Danmark. Måske det er en gravhøj, slår det mig, men jeg finder senere ud af, at Herstedhøje åbenbart består af byggeaffald fra Nørrebro. Da man i 1970’er og 1980’erne fornyede området omkring Blågårds Plads, rev man en masse gamle bygninger ned og smed skidtet herude på Vestegnen. Nu ligger der et naturcenter ved foden af bjerget af affald.

Imens jeg snor mig mellem brune marker, tænker jeg på min tekst. Eller. Jeg er nærmere på jagt. Efter en eller anden form for erkendelse, en stemning, noget jeg kan bruge. Men det skyldes ikke kun, at jeg skal skrive et essay og cykler en tur, at jeg har det sådan. Det ved jeg også godt. Hvis jeg var blevet professionel fodboldspiller, ville jeg havde været én af dem med utallige ritualer før kampene.

Jeg spiser en sammenklapper med peanutbutter ude foran rensningsanlægget i Roskilde. Ruten har ledt mig den her vej, men nu har nogle håndværkere sat et gitter op, så jeg ikke kan komme videre. Samtidig er mine lemmer begyndt at sitre lidt. Min forestilling var, at jeg skulle indtage min frokost ved fjorden. Nu bliver det altså her. Et par af håndværkerne griner da også let, men de lader til at forstå. En lettere sukkerkold kontorrotte på afveje.

Jeg vender cyklen, kører med lidt mere energi op ad den bakke, jeg lige er kørt ned ad, og finder en ny vej, der skal føre mig først vestover Sjælland og siden op mellem Roskilde Fjord og Issefjorden.

På en lang, lige strækning fortæller jeg mig selv, at den skal have fuld pedal. At det kan rykke noget at tvinge benene op i tempo og flytte hænderne ned i grebene. Jeg afsøger min hukommelse for andres pointer om efteråret. Rasmus Nikolajsen skriver jo så fint om bladenes vej mod jorden i sin digtsamling ’Hvad skal vi med al den skønhed?’ Og når Jørgen Leth fortæller, at efteråret er som en tung kulisse, der bliver skubbet ind på scenen, har han også helt ret. Stille og roligt farver efteråret alting rødbrunt. Det hjælper mig bare ikke. Hverken tallet på min GPS, der viser antallet af tilbagelagte kilometer, eller min tankestrøm flytter sig rigtig nogen vegne.

Og så punkterer jeg altså. Lige uden for Skibbys byskilt. Det er ikke en siver. Slangen er helt flad med det samme. Jeg triller ud til siden og finder mit grej frem, imens snottet drypper fra overskægget. Da jeg er i gang med at hive slangen ud af dækket, kører et par teenagedrenge forbi på el-løbehjul. ”Held og lykke,” råber den ene, efterfulgt af et grin fra den anden.

Jeg ignorerer dem, men tænker, at jeg får brug for meget mere end det, hvis jeg skal få skrevet en tekst i tide. I stedet for at lave seriøs research har jeg tullet rundt herude uden at nærme mig så meget som én brugbar tanke om Lombardiet Rundt, Nibali og Valverde eller efteråret. Og så skal jeg tilmed skifte den her forbandede slange og cykle 60-70 kilometer endnu, før jeg er hjemme.

Jeg kører gennem Skibby, der lader til at være ligeglad med mine anstrengelser. Der er pizzeriaer nok, men den lokale cykelhandler er åbenbart lukket, så jeg kan ikke købe en ekstra slange, hvis uheldet nu skulle ske igen. Det kan også være det samme, tænker jeg. Jeg gør mig ikke flere forestillinger.

Vejen tager mig videre nordpå og over Kronprins Frederiks Bro. Jeg har krydset broen utallige gange på bagsædet i bil som barn. Min mormors bror boede her i området, og når vi hver sommer besøgte ham, skød jeg efter skive med luftgevær, spiste æblekage og så Tour de France i hans stue. Jeg har aldrig lagt mærke til, at der på østsiden af broen ligger en grill. Den hedder Route 66 U.S Burger Café, men ser mere lun og varm ud end en normal havnegrill. Den ser amerikansk ud på den der danske, karikerede måde. Jeg overvejer kort, om det ikke er for idiotisk at besøge en grillbar i Frederikssund, når jeg snart har deadline på en artikel om Lombardiet Rundt. Men det kan sgu være lige meget nu.

Jeg sætter cyklen ved en bænk, går ind ad døren og stiller mig i kø bag en gråhåret mand, der parkerede sin lyseblå Suzuki i gruset, lige da jeg svingede ind. Han bestiller kun en jordbærmilkshake. Intet andet. Jeg beder om en flæskestegssandwich og en Squash, og imens jeg venter på en barstol med et tæppe om mine kolde ben, ankommer der flere rejsende. Et kærestepar med en hund. Det ligner, at de bare vandrer omkring på Sjælland, for de har store rygsække på, telte og soveposer. De er nok omkring de 30, manden har lagt hår og et stor rødt skæg, kvinden bare langt brunt hår. De skal have det hele. ”King-burgeren,” tror jeg, han siger. Med ekstra ost og så fritter, cola, Sprite.

Jeg hygger mig i det lille skur, hvor væggene er plastret til med billeder af burgere og amerikanske skilte. Den gråhårede får sin jordbærmilkshake og går igen. Han ser tilfreds ud. En anden mand kommer ind og sluger en pølse. Jeg har lyst til at spørge parret, hvad de mon vader rundt i Frederikssund for, men de ligner ikke nogen, der har brug for en samtale, så jeg funderer selv videre over, hvorfor de mon er havnet her. Om de også er på jagt efter et eller andet, eller simpelthen bare farer omkring og ser, hvad vejen byder dem.

Jeg får en indskydelse, som er åndssvag, men ikke desto mindre sand for mig: Route 66 U.S Burger Café i Frederikssund er lige nu Madonna del Ghisallo-kapellet for mig. Altså kapellet på toppen af Ghisallo-passet, som i 1949 blev udnævnt til cykelsportens helt egen helligdom af paven, fordi Lombardiet Rundt og Giro d’Italia kom forbi bjerget så ofte. Og fordi et gammel sagn fortalte, at en greve i middelalderen havde været forfulgt af røvere, da han kom til det lille kapel, og at synet af Jomfru Maria havde ledt banditterne væk. Madonna del Ghisallo blev derfor udråbt til de rejsendes beskyttere, og med symbolikken på plads tændte paven altså en evigt brændende flamme, som blev fragtet til kapellet af Fausto Coppi og Gino Bartali. I dag er kapellet, hvis vægge blandt andet prydes med Coppi og Bartalis henholdsvis celeste-farvede og gule cykler, ét af cykelsportens mest ikoniske steder.

Jeg spiser min flæskestegssandwich, der er god, og da varmen og sukkeret fra sodavanden har sat sig i benene, triller jeg videre ud i Frederikssund. Byen ligner jo ikke ligefrem Como, som Lombardiet Rundt har mål i denne lørdag, men mindre kan også gøre det. Stille og roligt finder jeg en eller anden form for dynamik i trådet, imens bladene falder af træerne. Striberne på vejen flyder forbi, som masterne langs et fremadstormende tog gør det.

Jeg tænker på, at cykling handler om turde miste kontrollen. Det gør så meget andet jo også, men i cykling er gevinsten stor, hvis du formår at give slip. Der findes vel ikke nogen sportsgren, der er sværere at kontrollere end cykling. Du kan måske tælle hver kalorie og teste ruten tusinde gange, men når startskuddet lyder, så kan en vildfaren kat, en punktering og 200 konkurrenters luner komme i vejen for dit mål. Så du bliver nødt til at være åben for, hvor vejen og løbet fører dig hen.

På lørdag tager ruten rytterne i feltet fra Bergamo til Como, som tilmed bliver Valverdes og Nibalis endestation. De to har kørt rundt om jorden flere gange, end man kan tro, i løbet af deres karriere, men alligevel er der er rigeligt plads til store overraskelser, når de sidste 253 kilometer skal tilbagelægges på lørdag. Sådan er det i cykelsporten. Lader du vejen føre dig, dukker åbenbaringerne op. Måske på Ghisallo, måske på stejle Civiglio, måske på Route 66 U.S Burger Café i Frederikssund.