For mig er det bedste EM-minde fra 1984, da Preben Elkjær i det 86. minut af den afgørende gruppekamp mod Belgien lobbede bolden over Jean-Marie Pfaff. Danmark havde været bagud 0-2, men da det så sortest ud, fik landsholdet vendt kampen på hovedet og kom tilbage. Jeg så den med min far i mine forældres hjem i Gentofte, og det havde hidtil været en meget kontrastfyldt slutrunde med et snævert nederlag til Frankrig – og en storsejr på 5-0 over Jugoslavien, der havde fået os til at drømme stort.
Da Elkjær scorede målet på Pfaff, som på det tidspunkt var verdens måske bedste målmand og til daglig stod for mit favorithold, Bayern München, spurtede jeg rundt i stuen sammen med min far. Jeg hylede og skreg, og min far var lige så begejstret, for vi troede jo pludselig, at vi skulle vinde hele skidtet.
I dag tænker jeg stadig, at det var lykkedes, hvis bare Elkjær havde sparket straffesparket mod Spanien i semifinalen ind, men på mange måder var det jo også, hvad der gjorde den slutrunde så god. Den havde virkelig det hele, og det var den, der sparkede min interesse for landsholdsfodbold i gang. Særligt fordi, det var Danmarks gennembrud på den internationale fodboldscene. Vi blev ikke bare anerkendt som et fodboldland, men også for at spille flot fodbold.
