Mads P. er blevet en af verdens bedste cykelryttere: “Jeg kan ikke blive ved med at spilde år på at gakke rundt og miste koncentrationen”

Hvorfor har du valgt at lave en biografi på det her tidspunkt i din karriere? Jeg tænker, at der er mange sejre i vente endnu.

”I min verden behøver en biografi ikke kun at handle om ens sejre. Det var oprindeligt Per Bausagers (medforfatter til bogen, red.) idé. Vi har haft nogle cykelture efter nogle af mine løbsblokke, hvor vi har snakket om, hvordan jeg har det. Og på en af de her ture i foråret 2019 spurgte han mig, om vi ikke skulle begynde at optage vores samtaler og lave en bog ud af det. Jeg kunne godt lide idéen, fordi det ville blive en frisk og aktuel fortælling, modsat hvis jeg skulle sidde og grave minder frem om 12 år.”

Hvorfor lige Per Bausager som medforfatter?

”Jeg har kendt Per, længe inden vi skrev bogen. Men for mig handlede det egentlig ikke om tillid. Det handlede om Pers evner til at skrive. Hvis man følger ham på Facebook, vil man vide, at han skriver skidesjovt. Han er god til at fange folk, og så har han et rigtig godt billedsprog, som jeg virkelig godt kan lide. Det var ham eller ingen.”

Er det normal kutyme, at nuværende prof-ryttere cykler med de gamle drenge?

”Nej. De kører for langsomt. Rent træningsmæssigt er det spild af tid. Jeg vil ikke engang gå så langt at kalde det træning. Jeg tager bare træningstøjet på og ruller en tur. Men det er skidehyggeligt. Hvis han skulle kunne bruges til noget rent træningsmæssigt, skulle han sætte sig op på en scooter, ha ha.”

Det minder mig om en anekdote i bogen, hvor du kører motorpace efter ham på en scooter. Efter I er færdige, tager du lige en tur for dig selv, fordi du lige skal have nogle flere kilometer i benene. Hvad er det længste, du har kørt på samme dag?

”400 kilometer. Det kørte jeg i mandags. De første 300 af dem var med min gode ven og holdkammerat Jakob Egholm, og vi var lige nede at runde Møn. Men da vi var færdige, besluttede jeg mig for at tage 100 mere.”

Det er to dage siden. Har du ømme stænger i dag?

”De har det faktisk okay. Jeg var selvfølgelig lidt træt til sidst på turen, men sådan er det.”

Noget skal du jo også lave i off season.

”Præcis.”

Hvor meget træner du nu?

”400 kilometer-turen var den sidste for mig i en hel måned, så nu skal jeg bare geare helt ned og ikke sidde på en cykel indtil engang i november.”

Er det noget, du har glædet dig til efter sådan en lang sæson?

”De første to uger er altid meget rare, men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg har for meget krudt i røven til at nyde en hel måned. Der er det vigtigt at have en selvdisciplin, men også en træner, der kan holde mig lidt i ørene og sørge for, at jeg slapper af. Men jeg tror også, at det er sundt at komme til at savne at cykle, og så kan jeg bruge tiden på at pakke huset ned og gøre klar til at rykke mod Schweiz.”

Ja, hvordan bliver det at rykke ud af landet? I bogen er du jo meget fast determineret på, at det er noget, du ikke skal.

”Det bliver… nyt. Jeg har aldrig troet på, at jeg skulle bo i udlandet, men nu er der nogle omstændigheder herhjemme, der gør, at det er bedst sådan, og så tager vi det som en oplevelse. Nu hvor det er kommet tættere på, er vi begyndt at glæde os. Forhåbentlig gør det, at Lisette og jeg får mere tid sammen. Herhjemme har jeg altid et eller andet, jeg skal nå, men dernede er det bare mig og hende, og det bliver rart.”

Hvor flytter I hen?

”Zug. Det er 30 minutter syd for Zürich, lige ved Alperne.”

Så du kan få en del højdemeter ind i din træning?

”Ja, men det kommer ikke til at gøre den store forskel. Jeg har ikke planer om at blive bedre på de lange stigninger, for så går jeg bare på kompromis med noget andet.”

Wout van Aert vinder aldrig Touren, hvis han bare smider nogle kilo og bliver endnu bedre på de lange stigninger?

”Det kommer han aldrig til. Den diskussion kan vi lige så godt skyde væk. Han kommer heller aldrig til at prøve.”

Hvad hvis han har vundet samtlige monumenter?

”Han kommer ikke til at have vundet Lombardiet Rundt inden for de næste år. Det er 5.000 højdemeter, og folk på hans og min størrelse når en grænse, der ofte ligger omkring 4.000 højdemeter, hvor vi får kniven. 1.000 mere oven i hatten, det tror jeg ikke på, han kan klare. Lombardiet Rundt er modbydeligt løb. Føj. Det har jeg heller ikke selv behov for at køre, som det er lige nu. Jeg vil køre dem, jeg kan vinde. Resten er jeg sådan set ligeglad med.”

Apropos ryttere med store motorer: I bogen beskriver du Kasper Asgreen som en ’helvedes stodder’, når det kommer til at køre stærkt på en cykel. Hvem er den ledeste stodder på en kold træningstur i Danmark: dig selv eller Asgreen?

”Uha, det er ikke så tit, at vi tager dem sammen, da jeg har base her i Holbæk, og han har i Kolding. Men Kasper er mere typen, der bare kan sidde med gashåndtaget i bund, end jeg er. Så jeg må nok pege på ham.”

Udefra set gav Tour-starten, de fire etapesejre, Jonas Vingegaards samlede sejr og fejringen på Rådhuspladsen et indtryk af, at I blev lidt tættere i gruppen af danske ryttere. Passer det?

”Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle binde os tættere sammen som gruppe. Jeg er jo ret tæt med Kasper i forvejen, men jeg taler ikke med Jonas, når vi ikke cykler. Det har Touren ikke ændret på. Der er selvfølgelig en god dynamik os danskere imellem, men vi ikke er en decideret vennegruppe, hvor vi tager ud for at spise en middag sammen. Søren (Kragh Andersen, red.) og Kasper (Asgreen, red.) er to af mine venner, og vi kan godt gøre det, mens andre ’bare’ er kolleger. Nationalitet er ikke nødvendigvis et bindemiddel. Vi kører på forskellige hold, og vi bor forskellige steder, så det anser jeg egentlig som meget naturligt.”

Så du går heller ikke rundt og savner et dansk World Tour-hold?

”I min verden er det sundt, at os danskere ryttere skal konkurrere om at komme ud i verden på hold, der ikke er danske. Et dansk World Tour-hold kunne godt blive en sovepude. I tiden med CSC/Saxo Bank/Tinkoff-holdene blev de andre hold skræmt væk fra de danske ryttere, da der var en opfattelse af, at CSC/Saxo Bank/Tinkoff altid tog de bedste 10 danskere, så hvorfor overhovedet kigge den vej. Vi har aldrig haft så mange danskere på World Touren, som vi har nu, så i min verden er det godt, at der ikke er et dansk World Tour-hold. Til gengæld kunne jeg godt tænke mig, at der kom mere støtte til de danske Continental-hold, for det er dem, der spiller en nøglerolle, når det kommer til at udvikle danske prof-ryttere.”

Hvad er årsagen til denne her helt vilde sæson, du har haft?

”Jeg har generelt været mere fokuseret og bevidst om, at jeg faktisk har en udløbsdato. Jeg kan ikke blive ved med at spilde år på at gakke rundt og miste koncentrationen. Så alderen, seriøsiteten og fokusset har virkelig gjort sit indtog hos mig: at gøre alt, hvad der skal til for at få succes. Jeg vil gerne gå i seng hver aften og vide, at jeg ikke kan gøre mere, end jeg har gjort.”

Var det derfor, at Paris-Roubaix, hvor du blev fanget bagerst i feltet tidligt i løbet, da det hele splittede op, irriterede dig så meget?

”Ja, for det var så dum en fejl, der kom af, at jeg mistede fokus i en halv time, og det var den halve time, der kostede det hele. Jeg ved ikke, om det var blevet til et resultat i sidste ende, men jeg gav ikke engang mig selv chancen for at jagte et godt resultat. Det er et præmieeksempel på, at hvis du taber fokus, så kan hele korthuset vælte. Alle forberedelser er spildt. Men nu ved jeg det også til næste år.”

Var det sæsonens største skuffelse?

”Uden tvivl. Med Flandern Rundt vidste jeg, at jeg havde givet alt. Og selvom jeg kun manglede 10 meter for at komme med op over Kwaremont, så kunne jeg ikke gøre mere, end jeg gjorde. Der var bare slukket, kræfterne var brugt op. Men at miste fokus på den måde i Paris-Roubaix var og er frustrerende på en anden måde, og så er det den eneste DNF (Did Not Finish, red.), jeg har i år ud af 84 løbsdage.”

Apropos Flandern: Er det ikke lidt frustrerende at se sådan en som Tadej Pogačar gå ind på jer klassikerrytteres banehalvdel og køre så godt i et løb, han aldrig har kørt før?

”Nej. Han skal være velkommen, for han er så god for cykelsporten, og han skaber noget virkelig stort for den. Jeg bliver nok træt af det, hvis alle begynder at gøre som ham, men jeg klarer det fint lige nu. Det viser, at cykelryttere i dag er mere komplette, og at man også selv skal være mere komplet, hvis man skal vinde noget.”

Nu har vi talt nok skuffelser. Hvad har været sæsonens højdepunkt?

”Selvfølgelig betød Tour-etapen meget, for det er jo det største løb i verden, og alle ved, hvad Touren er. Men jeg vil også sige, at 19. etape i Vueltaen er en af de etaper, jeg vil huske. Hele holdet kørte så godt, det var nærmest Pro Cycling Manager-stil hele dagen med mig som styrmand. At få et helt hold til at arbejde på den måde er noget, man kan være stolt af.”

Har du givet dig selv en ’godt gået’-gave oven på sæsonen?

”Ja, det har jeg faktisk.”

En ny plæneklipper til havearbejdet?

”En Audi RS6.”

Ja okay. Det er lidt noget andet. Jeg troede faktisk, at du var en BMW-mand?

”Det er jeg også, men de har ikke ordentlige stationcars med meget skub i.”

Du går meget op i, hvad der er lirens, kan man læse i bogen, men omvendt er du ikke for fin til at køre med skærme. Jeg har ladet mig fortælle, at du også kører med ringeklokke. Hvordan hænger det sammen?

”Der er forskel på cykelløb og træning.”

Ja, men der er vel stadigvæk nogle, der er for forfængelige til at køre med skærme og klokke, når de træner?

”Ja, det har du ret i. Og det kan godt være, at jeg får røg for at have skærme på min cykel, men i det mindste får jeg passet min træning, fordi jeg ikke er drivvåd efter halvanden time. Så jeg vil hellere have skærme på min cykel, end jeg vil skippe mine træningsture. Og når det kommer til ringeklokke, så synes jeg godt, at man kan være det bekendt over for de andre på vejen. Det gør ingen forskel for mig eller andre, der kører på en racer, om der sidder en klokke under frontpinden. Jeg hader de gange, hvor jeg glemmer den, og jeg kører op bag nogen og skal råbe ’bagfra!’. Jeg kører også altid med lygter, for jeg vil da hellere komme helskindet hjem fra træning, end jeg vil køre rundt og se smart ud uden lygter. Så på med en ringeklokke, skærme og lygter: Det er lirens at passe sin træning.”

Hvordan lyder det helt perfekte cykellook i din verden?

”Kig på næsten samtlige billeder af mig i 2020, ha ha. Ej, jeg er faktisk ligeglad med farven på cyklen, for mig kan den være neongul, og hvis vi så siger, at den er det, så skal der være sorte detaljer på cyklen. Trøjen må i min verden godt være samme farve som cyklen, men shortsene skal være sorte – de hvide går ikke, i hvert fald ikke til mig. Skoene skal være hvide, der er ikke noget der, og sokkerne skal helst også være hvide. Til nøds kan de matche trøjens farve.”

Hvilket tøjmærke kører I i næste år?

”Santini.”

Hvornår tror du, at et brand som Pas Normal Studios gør sit indtog i det professionelle felt?

”Jeg har virkelig meget respekt for det, de har bygget op, for det er virkelig stort og flot, og deres cykeltøj er virkelig fedt rent æstetisk. Men styrken i deres æstetik er jo også, at det er så enkelt, og hvis der lige pludselig skal til at stå ’Trek’, ’Segafredo’ og ’Bontrager’ på, så er stilen allerede ødelagt. I sidste kommer det dog ned til, at der er rigtig lang vej til at komme ind i prof-verdenen, og de har ikke noget aerodynamisk aspekt overhovedet, så mit bud er, at de er meget langt fra at gøre deres entré.”

Et spørgsmål til ære for alle de supermotionister, der kører Sjælland tynd og mangler noget sukker på vejen: Hvor er det bedste sted at lave bagerstop?

”Lejre Bageren (svaret falder prompte, red.). De har en bondesnegl, der er en blanding mellem en højsnegl og en brunsviger, en virkelig fedtet satan, men den er klasse. Og så lige en halv liter Mathilde-kakao. Så kan du godt lige tage et par timer mere. Eller du skal faktisk tage et par timer mere.”

Her til sidst: Hvis der er én rytter, du skal slå i dit drømmeløb – lad os sige, at du kører ind på velodromen i Roubaix med en konkurrent – hvem er der så tale om?

”Ja, hvem fanden er det? I bund og grund er jeg jo pisseligeglad med, hvem jeg slår. Men altså det vil da være lirens at køre ind med Asgreen. Så kan han få lov til at åbne sin lange spurt. Jeg skulle meget gerne slå ham alligevel. Det vilde er, at selvom det lyder absurd, at to danskere kører alene ind på velodromen, så er det ikke urealistisk. Det kan godt lade sig gøre. Det er der, dansk cykling er i dag.”