Danmarks verdensmester: "Nogle gange havde jeg lyst til at lægge mig i grøften og sige: ’Fuck det, jeg stopper’"

September, 2019

Normalt sidder verdensmestertrøjen på ryttere som Peter Sagan, Alejandro Valverde og Philippe Gilbert. Store navne, berømte vindere, som i det efterfølgende kalenderår kører rundt, promenerende, i den regnbuefarvede trikot. I forårsklassikerne, i Giroen, i Touren og i Vueltaen.

I hele det år ser man, at der i alle løb, store som små, bliver holdt en behørig afstand til verdensmesteren. Hjælperytterne kommer op, nærmer sig langsomt, siger tillykke, udviser respekt. Men også alle de andre – kaptajnerne, sportsdirektørerne, soigneurerne og massørerne – nikker pænt og anerkender de vandrette blå, røde, sorte, gule og grønne streger imprægneret på brystet af den hvide trøje. Trøjen, som rytteren bærer som bevis på, at han ikke bare er den bedste. Han er verdens bedste.

De andre ryttere i feltet triller slet og ret op og skal lige hilse, veksle et par ord og fx sige: ”Wow, det er vildt.” Og normalt køres der triumftog på hjemegnen, hvis man, hvilket er de færreste forundt, har sejret ved VM i linjeløb, som det rettelig hedder. Og normalt giver trøjen en helt særlig aura til den rytter, der får lov til at bære den i 12 måneder.

Men 2019 var ikke et normalt år. Her var intet, som det plejede at være. For på en regnvåd søndag i slutningen af september i udkanten af Leeds tog fanden pludselig ved en på det tidspunkt 23-årig dansker ved navn Mads Pedersen. Han stammer fra Tølløse på Midtsjælland, og op til da havde han været et relativt ubeskrevet navn, altså hvis vi måler på den helt store verdensrangliste-klassement-i-Grand-Tours-klinge.

50 kilometer fra mål valgte Mads P., som han blot kaldes, at det var nu, at han skulle være med helt fremme i feltet på de vindblæste, engelske landeveje. Kort efter stak han af og satte efter to udbrydere, som var et par minutter foran – og så gav han ellers alt, hvad han havde i sig.

Faktisk burde Mads Pedersen – denne dag iklædt dannebrogstrikoten lige som resten af det danske VM-hold – ’bare’ have kørt en pre-final. Planen var, at han skulle køre, så stærkt han kunne, hente de forreste, hvis han kunne, og så bane vejen for de to på papiret klare stjerner blandt danskerne, nemlig Michael Valgreen og Jacob Fuglsang.

Når så Mads Pedersen havde sat kursen frem mod de afsluttende kilometer i målbyen Harrogate og kørt de andre favoritter i feltet trætte, så ville enten Valgreen eller Fuglsang sætte det sidste ind i spurten. Formentlig begge med en ret god chance for at vinde – eller som minimum at kunne dyste med om medaljerne.

Men det var ikke sådan, det kom til at gå. For på et tidspunkt indså Jacob Fuglsang, at Mads P., den unge, nærmest ukendte holdkammerat, faktisk havde benene til at gå hele vejen. Det betød, at Fuglsang – med feltherrens syleskarpe overblik – selv trådte i baggrunden, afskærmede alle angreb i feltet og dermed sørgede for, at der kun var tre ryttere tilbage i finalen. Den italienske storfavorit Matteo Trentin, schweiziske Stefan Küng – og Mads Pedersen fra Tølløse. Det, der derefter skete, er et vaskeægte stykke dansk idrætshistorie. Så skelsættende en bedrift, at Rolf Sørensen slet og ret brød ud i tårer under kommenteringen af spurten i Harrogate hjemme fra studiet hos TV 2. For Mads Pedersen havde guldben den dag. På de afsluttende 100 meter forcerede han pludselig og efterlod en afmægtig Matteo Trentin bag sig.

Mads P., som ingen rigtigt vidste, hvem var, strøg først over målstregen. Kort efter lagde han sig på ryggen på asfalten og begravede sit ansigt i sine hænder. Assistenter og trænere fra det danske VM-hold spurtede over til ham, de kunne næsten ikke tro det, mens Matteo Trentin, der således blev nummer to, trissede resigneret væk fra målområdet med et udtryk i fjæset, som kunne være en bedemand værdig.

Et halvt minut senere strøg Michael Valgren, der kom ind som nummer seks, direkte hen til Mads Pedersen. Han lagde armene om sin yngre holdkammerat og udbrød: ”Fuck.” Og tilføjede så: ”Fuck, hvor er jeg stolt af dig.”

Marts, 2020

Normalt kører indehaveren af VM-titlen som nævnt rundt i den regnbuefarvede trøje i en hel sæson. Men ligesom 2019 ikke var et normalt år, så er 2020 det mildt sagt heller ikke. Mads Pedersen nåede blot at iføre sig VM-trikoten ved officielle starter i løbskalenderen i et par måneder, før alting var forandret.

Den 11. marts, da coronavirussen var begyndt at sprede sig, og dagen før statsminister Mette Frederiksen trykkede på stopknappen, befandt Mads Pedersen sig i Nice sammen med sit amerikanske hold, Trek-Segafredo. Her var han i fuld gang med at køre Paris-Nice, et løb, som skulle være den sidste finpudsning frem mod forårsklassikerne i Belgien og i Holland, der ventede i den følgende måned.

”Jeg var topklar. Jeg havde sat alt ind på at gøre en god figur, især i Paris-Roubaix, og jeg havde det faktisk helt fint med at køre i verdensmestertrøjen. Ja, ja, den lægger et pres på én, men det er også en trøje, der aftvinger behørig respekt. Jeg begyndte sæsonen i Tour Down Under i Adelaide i Australien. Her kom mange op til mig og skulle lige have en snak, og selvom der var en del rygklappere, så var opmærksomheden fed. Man får lidt mere plads i feltet i VM-trikoten, man vokser lige 10 centimeter mere i højden. Jeg var virkeligt opsat på at lave nogle gode resultater i den, men så kom corona og smadrede det hele,” siger Mads Pedersen.

Efter en dags betænkningstid meldte Trek-Segafredo ud, at man trak sig fra Paris-Nice. Mads Pedersen overnattede på holdets hotel ved Rivieraen og satte sig så ind i en af holdbilerne og kørte fra Sydfrankrig hjem til Holbæk. 2.200 kilometer i et stræk.

”Jeg koncentrerede mig egentlig mest om ikke at blive bitter. Men det var ikke helt let. Jeg mener, efter VM havde jeg jo blot kørt 17-18 starter, og det var fandeme irriterende, at jeg næsten ikke kunne få lov til at vise VM-trøjen frem på grund af en virus. Det var, som om alting blev vendt på hovedet, og det var sgu lidt af en nedtur at stå i den situation blot et par måneder efter, at jeg havde vundet i Harrogate og ligget der på asfalten i målområdet. Helt færdig, smadret, med kramper i baglårene. Hvor min massør, Jon, var en af de første henne ved mig og sagde:

”Mads, du er fucking verdensmester. Jeg elsker dig.”

Hvor min agent og resten af staffet fra landsholdet kom spurtende hen til mig, og hvor jeg fik stukket en telefon i hånden, og en eller anden sagde: ”Det er kronprinsen.” Og så må man jo hellere tage den. ”Tillykke, det er jo vanvittigt fedt, at der er en dansk mand, der har vundet VM i cykling nu,” sagde kronprinsen.

Det var helt vildt for mig, at vores kronprins, som følger med i vores sportsgren og alt det, vi kæmper for, pludselig var i røret. Det var stort at få sådan en hilsen fra ham selv, og at det ikke bare var en pressechef eller en anden, der lavede det opkald.”

Vel hjemme i Danmark holdt Mads Pedersen sin form ved lige, uvis på hvor længe corona-epidemien ville sætte cykelsporten på standby. Han tilbragte især den ekstra fritid sammen med sin kone Lisette, som han er blevet gift med i efteråret 2019, og begav sig ellers hver morgen ud i den regnbuefarvede VM-trøje på sine vanlige træningsruter i Midtsjælland og på bakkerne og landevejene ved Abbetved og Veddinge i Odsherred.

Oprindeligt boede Mads Pedersen og hans hustru i Åvang ved Tølløse, men da de i foråret blev trætte af at bo til leje, flyttede de ind i et nyt hus i Holbæk.

”Træningsmulighederne i Holbæk er bare bedre. Vinden kommer ind fra øst, der er halvanden time til Roskilde, to timer til Ballerup, det er tæt på lufthavnen, og sammen med mine træningspartnere Jakob Egholm og Axel Merkcx kører jeg mine faste ruter, som for det meste går på små veje omkring Lejre og Roskilde. Der er ikke så mange biler, og vi kan køre hurtige omgange og intervaller i det småkuperede terræn. Det er fedt at træne her.”

Har du altid VM-trøjen på, når du træner?

”Altid! Jeg har en god slat af trøjerne liggende derhjemme, og jeg holder dem rene. Jeg hopper ikke op på cyklen i en beskidt trøje. Den skal jo også vises frem, og når jeg kører rundt på landevejene i det midtsjællandske, er der altså alligevel ret mange, der lige overhaler og stopper mig og skal have et foto eller en selfie.”

Lader du nogensinde nogle af dine træningsmakkere eller dine kammerater køre i trøjen?

”Aldrig! Er du gal, mand. Der er noget specielt over den trøje. Den er min. Det er ligesom den gule førertrøje. Julian Alaphilippe låner jo heller ikke sin ud til hvem som helst.”

April, 2013

Mads Pedersen er vokset op i Tølløse sammen med sine to brødre, sin mor og sin far. Han var, for nu at sige det mildt, en dreng med krudt i røven. Timerne i skolen skulle bare overstås, og så var det ellers ud på cyklen på de lokale landeveje. Som syvårig begyndte Mads Pedersen at træne i Holbæk Cykle Klub, 20-30 kilometer fra barndomshjemmet, og når han ikke tilbragte tiden på cyklen, kørte han ræs med kammeraterne i sæbekassebiler hjemme i Tølløse.

Mads P. var ikke særligt høj af sin alder, men da han nåede puberteten, gik det stærkt. Han ’voksede helt vildt’, og samtidig begyndte han at drømme om en dag at køre Tour de France. Oven i det fulgte hans temperament med. Han kalder sig selv en ’rigtigt dårlig taber’, og det gjorde, at han hver dag lagde det ekstra til og blev ved med at træde i pedalerne og bide smerten i sig, når han drog ud på sine faste træningspas.

Hver dag var hans far, Claus, der arbejdede som vognmand, med under træningen. Faktisk var det Claus, der år ud og år ind kørte pace foran Mads Pedersen – på scooter.

”Jeg stoler blindt på min far. Det skal man også gøre, når man ligger med forhjulet klinet op mod det bagerste af en scooter, der kører med 70 kilometer i timen på en regnvåd landevej. Jeg kan takke min far for alt. Ud over den daglige træning i alt lige fra en time til seks timer rejste han med mig rundt til cykelløb i Danmark og Tyskland, og jeg ved ikke hvor. Min far er ikke cykelrytter, han er nærmere en småtyk motionist, ha ha, men jeg har altid set op til ham. Det har betydet alt, at jeg kørte pace med ham, da jeg var lille.”

I puberteten dedikerede Mads P. sig totalt til cyklingen. Han fik arbejde i en cykelbutik i Holbæk og begyndte at nørde med alt omkring cykel-udstyret. Han satte røde kabler og hvide kæder på sin racer, monterede enkeltstartsstyrbånd på landevejscyklen og begyndte at tage sin venstre cykelsko på før den højre, når han skulle træne. Det var vigtigt, at alt spillede 100 procent.

Samtidig udviklede han sit talent i Holbæk Cykle Klub, fik sporten ind under huden og trænede hver dag sammen med andre talentfulde ryttere, der holdt sammen i tykt og tyndt – og med lokale, frivillige kræfter som evige indpiskere i klubben.

I 2012, da Mads P. var 17 år, skiftede han til Team Roskilde Junior, og året efter, i april 2013, hentede han sin karrieres første, bemærkelsesværdige triumf, nemlig i brostensløbet Paris-Roubaix Junior for U19-ryttere. Sejren var kulminationen på utallige års benhårde træningsridt og det første klare tegn på, at her var en potentiel fremtidig, dansk verdensklasserytter.

Som bevis på sejren fik Mads Pedersen overrakt en lille brosten, den mindre version af den klassiske brosten, vinderne af Paris-Roubaix kunne tage med sig hjem. Og fra den dag af tillod Mads Pedersen sig at stile efter de helt store resultater.

August, 2019

Den første halvdel af sæsonen frem mod VM i Yorkshire var ’noget værre lort’ for Mads P. Året før, i 2018, havde Tølløse-rytteren opnået en overraskende andenplads i den belgiske en-dags-klassiker Flandern Rundt, og nu skulle han for alvor ud og bevise, at det resultat ikke var en engangsforestilling.

”Men intet spillede for mig. Jeg havde store forventninger til mig selv, nok også for store. Jeg knoklede helt vildt i Flandern i 2019, men det er bare et svært løb. Der er 200 mand med, der altså godt kan finde ud af at køre på cykel, alle fra verdenseliten. 30 af dem er absolutte topklasseatleter, som hver især kan specifikke ting. For at køre med dem skal alt gå op på dagen, og det gjorde det så ikke for mig lige der,” siger Mads Pedersen.

Hele foråret var én lang skuffelse, og det gjorde bestemt heller ikke tingene bedre, at Mads P. havde valgt at henlægge sin træning til Mallorca. Tanken var, at han her kunne finde fokus og bygge styrken op. Han flyttede til den spanske solskins-ø i tre måneder for at træne sammen med en holdkammerat, men det havde langt fra den ønskede effekt.

”Det bed mig i røven, at jeg tilbragte så lang tid på Mallorca. Jeg er et familiemenneske uden lige, og jeg vil gerne være så tæt på min familie og venner som muligt. Dernede sad jeg jo bare og gloede, når vi ikke var ude på cyklerne. Det var en vildt dårlig beslutning, så da vi nåede sommermånederne, trak jeg en streg i sandet og tog hjem.”

Omtrent samtidig fik Mads Pedersen besked om, at han var udtaget til det danske landshold, der skulle dyste ved verdensmesterskaberne i september, og vel hjemme i Holbæk gik han tilbage til basics, tilbage til det, der virkede. Helt konkret genoptog han sin scootertræning med sin far, og i hele august og første halvdel af september havde han kun sigtet rettet ind på ét mål: VM i England.

Sammen med sin far og sin personlige træner, Andreas Steensen, udfærdigede han en klar, detaljeret plan.

”Andreas kender jeg fra Saxo-holdet, og han er bare en kæmpe nørd. Han er en freak, når det handler om træningsmetoder. Han er egentligt meget stille, men man ved også bare, at når han kommer med noget, er det uhyggeligt velovervejet. Seks-syv uger før VM sagde Andreas til mig: ’Hvis du taber dig tre kilo og følger mit træningsprogram, kan du køre dig i top-10 i Yorkshire. Hver dag i træningen skal du gå ud og køre som død og helvede og ødelæggelse og så håbe på, at du klarer den igen i morgen.’ Det var ekstremt, og nogle gange i den periode havde jeg lyst til at lægge mig i grøften og sige: ’Fuck det, jeg stopper.’

Det var næsten fysisk umuligt, hvad han og min far pressede mig til. Men jeg gav den lige et skud mere på intervallerne og på de små bakker tæt på mit hjem i Midtsjælland. Jeg kørte til grænsen og også lidt ud over den. Efter den første uge, udbrød jeg: ’Det var lige godt satans.’ Pludselig kunne jeg køre hurtigere og længere end før, og til sidst var det mig selv, der pressede yderligere på i forhold til distancen og intensiteten. Jeg kørte lige en halv time mere, end jeg burde, og jeg endte med at tabe mig fire kilo.”

En uge før løbsstart i Leeds deltog Mads Pedersen med sit hold Trek-Segafredo i Grand Prix d’Isbergues, som afvikles sådan cirka midt imellem Lens, Calais og Dunkerque i det nordlige Frankrig. Det regnede hele dagen, vejene var spejlglatte, og da løbet var slut, havde Mads P. hentet sæsonens første sejr. Han kørte solo til sidst og vandt med 38 sekunder foran sin tyske holdkammerat John Degenkolb.

Søndagen efter blev han Danmarks første verdensmester i landevejscykling for herrer, da han kørte over målstregen i Harrogate foran den italienske storfavorit Matteo Trentin, der formentligt den dag i dag fortsat går rundt og surmuler over sit nederlag.

Juni, 2020

Vi har næsten været tæt på før. Leif Marcussen fik sølv ved VM i Leicester i 1970, Jørgen Marcussen fik bronze i Nürburg i det daværende Vesttyskland i 1978, og Bo Hamburger fik sølv ved de professionelles landevejs-VM i San Sebastian i 1997. Læg dertil, at Matti Breschel både vandt bronze ved VM i Varese i Italien i 2008 og to år senere kørte sig til en VM-sølvmedalje i Geelong i Australien.

Det var dog først, da Mads Pedersen nærmest ud af det blå kom, så og sejrede, at vi, den stolte, danske cykelnation, endelig kunne se Dannebrog stige til vejrs efter et VM i landevejscykling. Fra den ene dag til den næste blev Mads P. et kendt navn i hele cykelverdenen, og scenen var derefter sat til et års parade i karavanen iført den trikot, alle ryttere drømmer om at bære.

Men så kom coronaen. Mads Pedersen kørte hjem fra Nice i ét stræk, og siden marts har han ikke haft mulighed for at deltage i cykelløb. Til gengæld har han fået ekstra meget tid til at drøne rundt i sin nyerhvervede BMW M4, til at trille rundt på sin røde Vespa på vejene på Sjælland sammen med sin hustru, Lisette, og til at se gamle, danske film.

”Min kone siger, at jeg har støv på hjernen. Men det at se gamle klassikere er en god måde for mig at restituere, og de skal helst være med Dirch Passer,” siger Mads Pedersen.

Han har også ’betalt’ lidt tilbage til sin far, Claus, ved at købe en cykelbutik i Holbæk, som faderen nu bestyrer på fuld tid. Udover selvfølgelig når han befinder sig på scooteren foran Mads P. og sætter tempoet i pacen på landevejene uden for Tølløse.

For træningen skal vedligeholdes. I takt med at verden langsomt er begyndt at åbne op, er også cykelsporten begyndt at vende tilbage til noget, der ligner normalen. Mads Pedersen træner lige nu mellem fire og seks timer om dagen, og inden længe bliver sæsonen i UCI-regi formentligt genoptaget. Det første løb, han og Trek-Segafredo skal køre, hvis alt går efter planen, er Vuelta a Burgos i Spanien i slutningen af juli (efter redaktionens deadline). Få dage senere står den på Polen Rundt.

Ved begge etapeløb kan den 24-årige danske verdensmester på ny trække den regnbuefarvede trøje over hovedet. Men vanen tro holder han benene på jorden.

”Jeg vil gerne forsøge at holde mig under radaren. Det er sådan, jeg har det bedst. Egentlig vil jeg helst snige mig uden om al opmærksomheden og bare passe mig selv. Men det ændrer jo ikke på, at jeg har en klar målsætning for de kommende måneder og for resten af sæsonen,” siger Mads Pedersen.

Hvad er den målsætning?

”Ja, jeg går selvfølgelig efter at vinde VM igen, ha ha. Ej, spøg til side, men det kunne da være ret sejt at vinde den to gange.”

Hvad med Tour de France?

”Der kan stadig ske mange ting, men hvis jeg skal køre Touren, så tager jeg til Frankrig for at være hjælperytter. Ruten er meget kuperet i år, og på holdet tror vi stærkt på, at Richie Porte kan køre med om podiet denne gang. Men hvis jeg kommer med, og der falder noget min vej, så går jeg selvfølgelig efter det.”

Efter et forsømt forår, hvor intet var som det plejede, står Mads Pedersen nu foran et hæsblæsende efterår. Når cykelkaravanen igen begynder at rulle, kommer der med det samme tryk under kedlerne. Først skal der køres Tour de France, der er blevet rykket fra juli til slutningen af august, og allerede ugen efter Tourens sidste etape, hvor rytterne indtager Paris, bliver VM i landevejsløb afholdt i Schweiz. Mads P. får altså – trods alt – tre-fire måneder, hvor han kan køre rundt i VM-trøjen i feltet.

”Selvfølgelig er det ærgerligt, at jeg ikke får lov til at vise den trøje mere frem. Men jeg gider ikke græde over spildt mælk, og om 10 år vil jeg stadig kunne sige, at jeg havde striberne i en hel sæson,” siger Mads Pedersen.

Hvad stiler du efter, når denne sæson er slut?

”Tour de France næste år. Helt klart. Det bliver det vildeste nogensinde. Touren er blandt de tre største, tilbagevendende sportsbegivenheder i verden, og i 2021 skal vi køre 100 meter fra, hvor jeg bor. Hold kæft, hvor ville det være stort at vinde på den af de tre danske etaper, der går hen over broen og slutter med finalen i Nyborg. Det ville jo redde hele ens karriere.”

Nu har du jo allerede vundet VM?

”Jo, men altså, at vinde en etape i Tour de France i Danmark … Prøv lige at overveje det.”