September, 2019
Normalt sidder verdensmestertrøjen på ryttere som Peter Sagan, Alejandro Valverde og Philippe Gilbert. Store navne, berømte vindere, som i det efterfølgende kalenderår kører rundt, promenerende, i den regnbuefarvede trikot. I forårsklassikerne, i Giroen, i Touren og i Vueltaen.
I hele det år ser man, at der i alle løb, store som små, bliver holdt en behørig afstand til verdensmesteren. Hjælperytterne kommer op, nærmer sig langsomt, siger tillykke, udviser respekt. Men også alle de andre – kaptajnerne, sportsdirektørerne, soigneurerne og massørerne – nikker pænt og anerkender de vandrette blå, røde, sorte, gule og grønne streger imprægneret på brystet af den hvide trøje. Trøjen, som rytteren bærer som bevis på, at han ikke bare er den bedste. Han er verdens bedste.
De andre ryttere i feltet triller slet og ret op og skal lige hilse, veksle et par ord og fx sige: ”Wow, det er vildt.” Og normalt køres der triumftog på hjemegnen, hvis man, hvilket er de færreste forundt, har sejret ved VM i linjeløb, som det rettelig hedder. Og normalt giver trøjen en helt særlig aura til den rytter, der får lov til at bære den i 12 måneder.
