Mark Peters mistede begge ben, da en vejsidebombe eksploderede i Afghanistan. Nu stiller han op til Para-OL: ”Min force er brutal kraft”
I 2009, i den afghanske Helmand-provins, eksploderede en vejsidebombe under fødderne på den udsendte soldat Mark Peters, der mistede begge ben. I dag er han på det danske landshold i kørestolsrugby, som skal til De Paralympiske Lege, og Peters har tilsidesat alt og alle for at opfylde drømmen om en medalje i Paris.
JEG TRÆNER STORT SET hver dag. Mandag og onsdag aften er der rugbytræning. Nogle gange lidt cardio om morgenen. Tirsdag har jeg både styrke- og konditionstræning. Torsdag det samme. Fredag hviledag. Nogle gange bliver det først lørdag, men så træner jeg fredag. Og så kører jeg typisk cardio igen søndag. Mandag starter jeg forfra.
Hvis vejret er dårligt, hopper jeg typisk på min assault bike ude i garagen. Eller jeg bruger min SkiErg, en maskine, hvor man trækker ned i nogle snore. Men hvis vejret er godt, så finder jeg en god vej med noget nyt asfalt. Og så ligger jeg og kører accelerationer op ad bakke. Den første gang, jeg fik at vide af en træner, at jeg skulle gøre det, var jeg sådan: ’Er du vanvittig, mand?’
Men det er en fantastisk øvelse, bakkesprint. Det giver nogle eksplosive muskler, så du kan gå fra 0 til 100 i kørestolen. Det er meget vigtigt at kunne gøre i en kamp. Hvis du ikke kan sætte hurtigt i gang, så kan modstanderne bare holde dig nede. Men hvis du er eksplosiv, kan du smutte afsted.
Annonse
JEG ER IKKE DEN BEDSTE, vi har herhjemme, men jeg er nok den hurtigste. Min force er brutal kraft. Jeg er bedre i forsvaret end i angrebet. Når jeg skal forbi nogle på banen, så flytter jeg dem i stedet for at køre udenom.
Jeg har nærmest sat alt andet til side for min drøm om at vinde en medalje ved De Paralympiske Lege. Jeg er lige blevet gift, men jeg har meddelt min kone, at bryllupsrejsen i så fald må blive efter PL. Hun må gerne komme med til Paris. Hun kommer bare ikke til at se mig, ud over når jeg spiller.
SPILLET HAR VIRKELIG udviklet sig og er blevet mere taktisk. Førhen havde alle bare ét line-up. Sådan var det bare. Hvis du sad på bænken, kom du kun ind, hvis kampen allerede var afgjort. Nu om dage er spillet væsentligt mere krævende, folk er så hurtige og stærke, at du bliver nødt til at skifte ud undervejs.
Efter mange kampe kan man godt mærke, at ens arme er ved at være godt brugte. Jeg vil tro, at en kamp i kørestolsrugby svarer til at løbe et halvmaraton. Og så gøre det igen dagen efter. Og dagen efter. Så begynder trætheden at melde sig. Mange tyr til smertestillende, i den udstrækning det er tilladt. Vi bruger også strøm, det vil sige elektroder, vi sætter på musklerne, så man nærmest sidder og spjætter. Recovery-massage hedder det. Jeg har også kompressionsærmer, som jeg sætter på armene. Og når vi kommer til Paris, skal vi helst undgå overhovedet at bruge kræfter uden for kamp. Der er det at foretrække at få anskaffet sig en elscooter.
VORES DRØMME ER himmelhøje. Det er det ædle metal, vi gerne vil have. Selvfølgelig er det det. Men det kommer til at kræve det ypperste fra os, hvis vi skal gå hele vejen. Vi ved godt, at alt skal gå op i en højere enhed. Men vi tror på det. Og for nogle er PL også en mærkelig størrelse. Det er før set, at underdoggene slår til og ender på toppen af det hele.
Jeg tror dog ikke, at der er nogen, der undervurderer os. Førhen har de kunnet tromle os, men vi har vist, hvad vi er i stand til. Modstanderne ved godt, at hvis de giver os en lillefinger, så æder vi hele deres arm.
Annonse
Mark Peters
(f. 1983) Under en udsendelse til Afghanistan mistede Mark Peters i 2009 begge sine ben og sin venstre tommelfinger efter at være blevet ramt af en vejsidebombe. Debuterede i 2014 på det danske landshold i kørestolsrugby. Paris 2024 er Peters’ andet PL. Også ved legene i Tokyo i 2021 deltog landsholdet, men røg ud i gruppespillet. Til daglig optræder Peters for Parasport Frederiksberg Falcons.
