Stort interview med FC Barcelonas Martin Braithwaite: ”Jeg er fuldstændig ligeglad med, om du kan lide mig eller ej"

72 MINUTTER var spillet på Camp Nou, da fjerdedommeren ved sidelinjen hævede udskiftningstavlen med nummer 19 i neongrøn. En dansk fodboldspiller trådte frem til kridtstregen i lyserøde fodboldstøvler og gav high-five med begge hænder til sin holdkammerat.

Martin Braithwaite for Antoine Griezmann.

En vestjyde ind, en fransk verdensstjerne ud.

Hans første aktion i FC Barcelonas rød- og blåternede trøje var uheldig: Et indlæg med venstre ben, der var tiltænkt holdkammeraten Lionel Messi, sejlede ud over baglinjen. Men med fem minutter tilbage slog Braithwaite til. Han fik listet bolden indover fra venstre side, målmanden nåede at få hånden på, men denne gang endte den foran fødderne på Messi, som tog et par træk og scorede til 4-0 mod bundholdet Eibar. Fire minutter senere var danskeren også involveret i målet til 5-0, og efter kampen kaldte medierne hans præstation for en ’drømmedebut’.

I en verden, hvor fodboldspillere ofte bliver beskyldt for ikke give nok af sig selv og for at gå mere op i penge end i selve spillet, er Martin Braithwaite af en anden art. Han er åben og dedikeret på grænsen til det ekstreme. Og så er han dét, ingen andre danske spillere er eller har været længe: 28-årige Martin Braithwaite er Barcelona-spiller. Det havde ingen set komme for bare nogle få måneder siden, måske på nær ham selv. Men han lader til oprigtigt at være ligeglad med den tvivl, der klæber til det mest spektakulære klubskifte for en dansk fodboldspiller i mere end et årti. Han behøver ikke omverdenens accept.

”Mange mennesker har behov for bekræftelse, men det har jeg ikke,” siger Martin Braithwaite. ”Jeg er fuldstændig ligeglad med, om du kan lide mig eller ej. Du kan synes, jeg er en idiot, eller at jeg er en god person. Det betyder ingenting. Det eneste, der tæller, er, at jeg ved, hvad jeg står for, og at mine nærmeste gør det samme.”

Michael Laudrup har sagt, at du med klubskiftet har vundet i lotteriet, og at du kan være heldig at gøre det så godt, at du kan komme videre til en midterklub i Spanien. Hvad tænker du om sådan en udtalelse?

”Det er ikke noget, jeg hverken har set eller spekuleret over. Men samtidig er det slet ikke første gang, at andre har tvivlet på mig, eller hvad jeg kan opnå. Heldigvis fungerer verden sådan, at det er mig, der styrer min fremtid, ikke andre. Det er først, når jeg lader min overbevisning påvirke af, hvad de siger, at det bliver et problem, og derfor lukker jeg alt ude.”

Martin Braithwaite giver et eksempel fra sine kampe med det danske landshold.

”Inden vi skulle til VM i 2018, spekulerede eksperterne i, at jeg var med på et yderligt mandat, og at jeg måske ville blive siet fra til den endelige trup. Hver gang jeg selv blev spurgt, svarede jeg: ’Jeg ser mig selv som starter.’ Jeg var hundrede procent overbevist, og jeg lod mig ikke gå på. Og hvad skete der? Jeg gjorde det godt i optakten, under VM blev jeg starter, og siden har jeg været fast mand og ikke set mig tilbage.”

MARTIN BRAITHWAITES DEBUT for FC Barcelona fandt sted 22. februar 2020. Små tre uger senere blev La Liga – den bedste spanske fodboldrække – suspenderet og Spanien lukket ned med udgangsforbud og undtagelsestilstand som følge af den globale corona-pandemi. Blot tre kampe fik han, inden karrierens største chance blev sat på standby. Martin Braithwaite, der indtil da havde været midlertidigt indkvarteret på et hotel i Barcelona, forlod Catalonien og vendte hjem til familien, der endnu havde bopæl i Madrid.

Vi taler sammen første gang i slutningen af april på en Skype-forbindelse. Han befinder sig i kælderetagen i sit hjem i den spanske hovedstad, hvor han holder sig i form, til La Liga begynder igen.

For at kunne følge FC Barcelonas konditionsprogram har han købt et løbebånd, der ifølge ham selv ’tog en halv dag at samle’. Klubbens træning udgør dog kun en tredjedel af hans eget træningsprogram, fortæller han. Barcelona har givet spillerne to fridage om ugen, men han holder kun én.

”Jeg kigger på min karriere som et maraton. At jeg træner én dag mere om ugen, gør ingen forskel i morgen. Men over tid bliver én ekstra træning om ugen til mange.”

Tidligere trænere og holdkammerater beskriver også Martin Braithwaite som en spiller, der gerne laver ekstra selvtræning, når de andre er gået i omklædningsrummet.

Et familiemedlem fortæller, at Martin Braithwaite i vinterpausen i 2010, da han endnu var en ung opkomling i Esbjerg forenede Boldklubber, tog til USA for at gå en måned i træningslejr hos tidligere NFL-spiller og Hall of Fame-medlem Will Shields, der er gift med en af hans mors veninder og en nær ven af familien Braithwaite. På ’68 Inside Sports’, som er Will Shields’ træningscenter i Kansas, blev han udsat for træningsøvelser af en helt anden hårdhed, end han var vant til.

”Efter første træning løb jeg ud på toilettet og brækkede mig,” husker Martin Braithwaite.

Will Shields fandt ham ude i omklædningsrummet:

”Er det dig, der har kastet op ud over det hele?”

Martin Braithwaite løj og sagde nej.

”Det var en forfærdelig, men også fantastisk måned. Jeg lærte, at jeg kunne presse mig selv på en helt anden måde, end jeg var vant til, og jeg kom hjem som en hurtigere og mere eksplosiv spiller.”

På grund af udgangsforbuddet i Spanien har Martin Braithwaite stort set ikke været uden for en dør i flere uger. Mad og dagligvarer får familien leveret til kantstenen, og kun når han går i haven for at træne fodbold – ofte med børnene som selskab – får han frisk luft.

”De første to dage var jeg i dårligt humør,” siger han.

Han kom for sent op og udskød sin træning til om eftermiddagen, og det gjorde ham stresset, fordi han følte, at han var bagud. Men nu har han sat sin hverdag i system, han træner om morgenen, og alt er tilrettelagt efter, at han skal være i sit livs form, når fodbolden begynder igen.

I løbet af nedlukningen er Martin Braithwaite også blevet far for anden gang. Sønnen Valentino blev født 18. april, og det har bragt den samlede børneflok i hjemmet – hvor der både tales dansk, engelsk og fransk – op på fire drenge med de to børn, som hans kone, franske Anne-Laure Louis, har fra et tidligere forhold.

”Det gik stærkt. Normalt ville vi have været på hospitalet et par dage, men på grund af coronakrisen var vi der kun 24 timer, inden vi blev sendt hjem igen.”

Får I noget nattesøvn for tiden?

”Vi har været heldige. Han sover overraskende godt, og når han vågner, er min kone god til at tage sig af ham.”

Hvad har det betydet for dig at blive far?

”Jeg føler, det har gjort mig til en rigtig mand. Det har givet mig en helt anden fornemmelse af ansvar over for andre end mig selv.”

Hvordan?

”Som fodboldspiller lever man en omskiftelig tilværelse. Jeg kan skifte klub fra den ene dag til den anden, men efter jeg har fået en familie, er jeg nødt have dem med i alle mine beslutninger: Hvordan påvirker det mine børn at flytte til et andet land og skifte skole? Jeg kan ikke længere kun tænke på mig selv.”

MARTIN BRAITHWAITE BLEV født i Esbjerg 5. juni 1991 og voksede op i forstaden Fovrfeld, ikke langt fra den lokale fodboldklub Sædding-Guldager Idrætsforening (SGI). Hans mor er vestjyde, og hans far er født i den tidligere britiske koloni Guyana i Caribien, men flyttede til USA som 14-årig.

I slutningen af 80’erne arbejdede Heidi Braithwaite som au-pair i USA. Hun mødte Keith Braithwaite på en dobbeltdate i San Francisco arrangeret af Heidis veninde, hvis kæreste var bror til Keith. Hun var 21 år, da hun blev gravid. Parret blev gift i USA, og kort efter fødslen flyttede Keith til Danmark for at hjælpe med at opdrage deres søn, som ifølge Heidi Braithwaite nærmest kom ud med en bold under armen.

”Lille Martin med sus i gummiskoene,” stod der på et udklip fra den lokale avis. Udklippet hang på Philip Michaels børneværelse, han er Martin Braithwaites onkel og kun syv år ældre. Billedet stammer fra et arrangement i Sparekassen Bikuben i Holsted, hvor Heidi Braithwaite arbejdede, og hvor der blev uddelt fodbolde. Hendes kolleger fik sig et chok, da den toårige dreng sendte kuglen afsted med en fart, der fik dem til at frygte for inventaret. Da Martin Braithwaite blev tre, meldte faderen ham ind i SGI, men det var for tidligt for den lille dreng, og først året efter begyndte han at spille i klub.

Men fodboldkarrieren kunne være endt, inden den rigtigt var begyndt. I børnehaven begyndte Martin Braithwaite en dag at halte på det ene ben, og siden holdt han helt op med at gå for i stedet at kravle. Hans forældre sendte ham til lægen for at få ham scannet.

Han var fem år gammel, da han fik konstateret Calvé-Legg-Perthes syndrom. Det er en børnesygdom, som angriber lårbenshovedet og kan resultere i permanent nedsat bevægelighed i benet. Den rammer i gennemsnit fem ud af 100.000 mennesker, og Martin Braithwaite husker, at det føltes, som om han pludselig kun havde ét ben.

Han sad i kørestol i to år for at skåne sin hofte. Det gjorde ham flov, og han følte sig anderledes end de andre børn. En mulig behandling mod Calvé-Legg-Perthes syndrom er en operation, hvor hoften udskiftes, men til alt held gik sygdommen med tiden i sig selv. Heidi Braithwaite husker stadig sin drengs frustrationer over ikke at kunne bevæge sig, som han plejede.

”Det var en hård tid, og det var svært at få Martin til at sidde stille. Han var jo vant til at spæne rundt på en fodboldbane.”

ALLE, DER HAR GÅET TIL FODBOLD som dreng, ved, at der altid er en spiller i byen, som skiller sig ud fra mængden. Ham, de andre holds trænere og forældre taler om inden en kamp, og ham, som større klubber begynder at sværme om i lilleput-alderen. I Esbjerg og omegns årgang ’91 var den spiller Martin Braithwaite. Selv når han var småskadet, tog træner Kasper Kristensen ham med til kamp, fordi modstanderne altid satte to mand til at dække ham op. Han blev ikke mindre iøjnefaldende på de vestjyske fodboldbaner af, at han havde brun hud og afrohår. På Fourfeldtskolen et stenkast fra barndomshjemmet var Martin Braithwaite og Philip Michael de eneste børn, som ikke så pæredanske ud.

”Du har ikke lyst hår og blå øjne som de andre. Så hvis du vil på holdet, er du nødt til at arbejde dobbelt så hårdt som dem,” formanede Keith Braithwaite.

Han kalder sin søn en god dreng, der aldrig lavede ballade.

”Vi har været blessed,” siger Keith Braithwaite, der ofte veksler mellem dansk og engelsk. Det eneste eksempel på dårlig opførsel, han kan huske, er dengang han tog sin 10-årige søn i at ryge en cigaret med en klassekammerat. Straffen var et hårdt hiv i underlæben og en kraftig formaning om, at han aldrig skulle så meget som tænke på at ryge igen. Keith Braithwaite var en hård far. Det lægger ingen i familien skjul på. Han er vokset op i Brooklyn, New York, og her lærte han, at hvis du vil frem i verden, må du selv tage din plads, inden en anden kommer og tager den fra dig.

”Jeg pressede ham til grænsen. Men jeg har altid forklaret ham, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, så han kunne forstå det. Man kan godt sige, at jeg har været hård ved Martin, men jeg har også altid givet ham 100 procent opbakning og troet på ham.”

Keith Braithwaite kørte sin søn frem og tilbage til alle kampe, og han har været ’hele Danmark rundt,’ som han siger. Han så med på sidelinjen og råbte højlydt. Flere gange forsøgte trænerne at fortælle Martin Braithwaite, at han skulle lytte til dem og lukke sin far ude. Men det var lettere sagt end gjort.

Spillede han dårligt, foregik bilturen hjem i total stilhed, og så vidste han, at der ventede en ordentlig skideballe, når de kom hjem. Mere end én gang måtte han løbe grædende ind til sin mor, der fungerede som modvægt til faderen.

Da han var ni år, var han med sit hold til ’Anders And Cup’ i Brande. I finalen var de foran 1-0 med få minutter igen, da modstanderne fra Silkeborg reducerede og fik overtaget i kampen. Martin Braithwaite var skiftet ud, men blev sat ind igen.

”Det er op til dig nu,” råbte hans far fra sidelinjen.

Bolden kom hoppende på midten af banen. Martin Braithwaite flugtede til den. Hans træf på bolden var perfekt, og den strøg forbi målmanden og op i hjørnet. Målet sikrede SGI turneringssejren. Spillere, trænere og forældre brød ud i vild jubel. Den unge Martin Braithwaite græd af glæde. Fra sin far fik han blot et anerkendende nik.

”DE ANDRE BØRN ville gerne vinde. Jeg var nødt til at vinde for ikke at skuffe min far,” siger Martin Braithwaite i dag om det pres, han blev udsat for.

”Det var en hård tid. Jeg forstod det ikke. Nogle gange tænkte jeg: ’Kan min far ikke lide mig?’ Efter jeg er blevet ældre, har jeg lært at forstå de ting, han gjorde. I dag er min far min bedste ven, og vi kan tale om alt.”

Hvad har det betydet for dig?

”Det har givet mig en vis hårdhed. Jeg tror, at mit drive og min ærgerrighed for at nå helt til tops kommer fra det skub, han gav mig i en tidlig alder. Han pressede mig hårdt, men i sidste ende var det, fordi han ville mig det bedste.”

Vil du udsætte dine egne sønner for samme pres?

”De er stadig små, og børn skal have lov til at være børn. Men når de kommer til mig og spørger: ’Far, hvorfor træner du så meget? Gør alle fodboldspillere det?’ så forklarer jeg dem, at det er, fordi jeg har store mål, og hvis jeg skal nå dem, må jeg træne hårdere end de andre. Efterhånden som de vokser op, vil jeg gerne lære dem, at der ikke er nogen begrænsninger, og at lige meget hvad de vil, kan de opnå det, hvis bare de har den rette mentalitet og arbejder hårdt nok. Det er det vigtigste, jeg har lært af min egen far.”

Rådgiver han dig stadig om fodbold?

”Vi taler tit om fodbold, og han kan godt sige sin mening. Men i dag presser han mig selvfølgelig ikke på den måde. I stedet er jeg blevet min egen største kritiker.”

Hvordan?

”Jeg kigger konstant på, hvordan jeg kan forbedre mig selv. Jeg analyserer mine egne præstationer ned i mindste detalje. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg tænker fodbold 24 timer i døgnet.”

Hvad siger din kone til det?

”Nogle gange er jeg ved at drive hende til vanvid. Når hun spørger, hvorfor jeg sidder og glor ned i min telefon, er jeg i gang med at læse en artikel om ernæring, lede efter nye træningsøvelser eller studere en video af en spiller, jeg kan blive inspireret af.”

Unge danske spillere bliver tit kritiseret for ikke at være mentalt stærke nok, når de tager til udlandet. Har du haft en fordel på grund af din far?

”Det tror jeg. Mange spillere giver op og vender tilbage til Danmark, når de oplever modgang i udlandet. Det har aldrig været en mulighed for mig. Selvfølgelig har jeg haft op- og nedture i min karriere, men jeg vidste, at uanset hvor hårdt det måtte blive, skulle jeg nok nå mit mål i sidste ende.”

Martin Braithwaite tøver et øjeblik på skærmen.

”Jeg har en virkeligt stærk mentalitet, og det er helt sikkert takket være min far. Uanset hvor jeg spiller nu, mærker jeg intet pres, for jeg har været under et sindssygt pres, siden jeg var lille – ingen kulisse kan måle sig med det. Lige meget hvor du sætter mig ind, går jeg bare på banen og er helt kold.”

Også da du spillede dit første El Clásico (arvefjendeopgør mellem FC Barcelona og Real Madrid, red.)?

”For at være helt ærlig betragtede jeg det som enhver anden kamp, da jeg kom på banen. Det var først efter kampen, jeg tænkte over det.”

DET VAR i en idrætstime i 5. klasse på Fourfeldtskolen, at Michael ’Mex’ Pedersen første gang fik øje på Martin Braithwaite. Den tidligere professionelle fodboldspiller i Esbjerg og spanske Osasuna – der fik sit tilnavn i ungdomsårene, fordi han havde boet i Mexico med sin familie – arbejdede efter fodboldkarrieren nogle år som folkeskolelærer. Han var vikar i idræt for Martin Braithwaites klasse og underviste dem også senere i geografi.

”Jeg kunne hurtigt se, at han virkelig kunne spille fodbold. Og jeg kunne mærke, at han havde respekt for mig, fordi han vidste, at jeg var tidligere fodboldspiller,” siger Michael Pedersen, der de seneste tre et halvt år har været træner for det danske U17-landshold.

Han så ofte Martin Braithwaite spille fodbold i frikvarteret, og en dag foreslog han, at det måske var på tide at skifte lille Sædding-Guldager ud med storebror Esbjerg fB. Martin Braithwaite skiftede som 14-årig, men var kun i Esbjerg i kort tid, inden han blev tilbudt en kontrakt i FC Midtjylland. Midtjydernes daværende akademidirektør Claus Steinlein, der ’kan sælge sand i Sahara,’ som Heidi Braithwaite siger, kom på besøg, og Martin Braithwaite blev en del af ungdomsakademiet på Heden. Men tiden blev præget af skader, og ’Mex’, der i mellemtiden var blevet talentchef i EfB, lokkede ham tilbage til Esbjerg.

Allerede i 2009 var 17-årige Martin Braithwaite begyndt at træne fast med seniortruppen. Han spillede på det danske U19-landshold og havde også været til prøvetræning i italienske Reggina og engelske Newcastle. I Esbjergs ungdomsafdeling sendte man gerne talenter på prøve i udlandet, men reglen var, at en ungdomstræner fra klubben skulle følge med. Da Newcastle via en dansk talentspejder spurgte efter Martin Braithwaite, kunne det dog ikke lade sig gøre at få en træner med. Michael ’Mex’ Pedersen, der ikke ville frarøve sin spiller muligheden for en prøvetræning i en Premier League-klub, ringede derfor hjem til familien for at få tilladelse til at sende ham alene afsted. Forældrene var ikke til at træffe, og i stedet fik ’Mex’ fat i Martin Braithwaites morfar, Frede Christensen. Han fortalte om prøvetræningen, hvortil morfaren svarede:

”Men det er lidt ærgerligt, at det ikke er en større klub.”

Michael ’Mex’ Pedersen var forbløffet. Men historien fortæller noget om mentaliteten i familien Braithwaite, mener han. Selv husker Frede Christensen ikke længere den præcise ordlyd.

”Men jeg havde nok gerne set ham i Liverpool eller Manchester United,” siger han med et grin.

I MARTS 2011 lå Esbjerg fB på en delt sidsteplads i ligaen. Efter 12 nederlag i streg blev daværende cheftræner Ove Pedersen fyret, og assistenttræner Jess Thorup blev forfremmet med Michael ’Mex’ Pedersen som sin højre hånd. Under Ove Pedersen havde Martin Braithwaite fået debut og var blevet en del af førsteholdstruppen, men han havde svært ved den erfarne Superliga-træners stramme, defensive spillestil. Trænerskiftet i Esbjerg fik derfor stor betydning for Martin Braithwaite, som fortæller, at ’Mex’ er den person, der har betydet mest for hans karriere.

I den første kamp skulle Esbjerg til Farum og møde FC Nordsjælland, der lå lige over nedrykningsstregen. Opgøret blev spillet på en usædvanligt dårlig bane. Martin Braithwaite startede på bænken, men blev skiftet ind efter 69 minutter. I slutminutterne kom han løbende mod baglinjen og lagde an til et indlæg med venstre ben. Men da han satte højre fod i græsset, gled han på det ujævne underlag, vred i benet og måtte lade sig udskifte med store smerter.

Efter kampen, som Esbjerg vandt 2-1, faldt dommen: Et brækket lægben, der krævede en operation og seks uger i gips. Martin Braithwaite måtte se sine holdkammerater rykke ud af Superligaen på sidste spilledag fra tribunen, men uden for banen tog han samtidig et vigtigt skridt i sin karriere.

Holdkammeraten Kevin Conboy, der brækkede næsen i en hovedstødsduel i samme kamp, fornemmede, at skadesperioden ændrede noget i indstillingen hos den unge angriber.

”Jeg tror, det var dér, det for alvor gik op for ham, at professionel fodbold er hårdt arbejde,” siger han.

Martin Braithwaite begyndte i de seks uger at læse bøger om mentaltræning, og han skrev sine mål for fremtiden ned på sedler, som han hængte op hjemme i sin lejlighed. På anbefaling fra sin onkel så han dokumentaren ’The Secret’ fra 2006, der handler om The Law of Attraction – loven om tiltrækning – som er en del af den amerikanske New Thought-bevægelse. Filosofien bag er, at mennesker og deres tanker er lavet af energi, og at lige tiltrækker lige; tænker man positive tanker og handler derefter, vil man tiltrække positive ting i sit liv – og omvendt. Kritikere kalder det pseudovidenskab, men tilhængere – heriblandt Oprah Winfrey – betragter filosofien som en naturlov, og det samme gør Martin Braithwaite, der sammenligner den med tyngdekraften.

”Nogle af verdens mest rige og succesfulde mennesker lever efter de samme principper. Du skal være chaufføren i dit eget liv, ikke en passager. Det handler om at tage ansvar, og det kan være hårdt, for det indebærer ikke kun at tage alle de fantastiske ting, der er sket i ens liv på sig, men også alle de forfærdelige. Den energi, du sender ud, er også den, du får tilbage,” siger han.

Tvivler du aldrig?

”Alle kan komme i tvivl, også jeg. Men så minder jeg mig selv om, at mange af de ting, jeg har sagt ville ske, er sket. Det er måske ikke sket på det tidspunkt eller på den måde, jeg forestillede mig – men det er sket. Da jeg rendte rundt i 1. division med Esbjerg, skrev jeg nogle navne ned på udenlandske klubber i en notesbog, jeg gerne ville spille for, og da jeg åbnede den flere år senere, stod der ’Toulouse FC’.”

Du har sagt, at du ikke ville være nået dertil, hvor du er i dag, hvis du ikke havde brækket dit ben i Esbjerg.

”Det er jeg stadig overbevist om.”

Hvad gjorde det ved dig?

”Når du sidder ude og ikke kan gøre det, du elsker, stiller du dig selv nogle spørgsmål. Jeg spurgte mig selv: Gør jeg nok? Svaret var nej. Jeg trænede allerede hårdt, men jeg vidste, jeg kunne træne endnu hårdere. Fra det punkt besluttede jeg mig for, at jeg ville være fuldt dedikeret hvert eneste minut af hver eneste dag til at blive den bedste fodboldspiller, jeg kunne blive.”

MARTIN BRAITHWAITE opsagde sin lejlighed i Esbjerg en dag i marts 2013. Han fortalte ikke noget til nogen, men den unge angriber, der havde fået sit gennembrud i Superligaen, følte sig overbevist om, at han ville blive solgt til udlandet den følgende sommer.

”I mit hoved så jeg mig selv være solgt, og så begyndte jeg at opføre mig, som om det allerede var sket. Jeg spurgte mig selv: Hvad er det logiske at gøre? Hvis jeg skulle videre til sommer, skulle jeg jo alligevel sige min lejlighed op.”

I januars transfervindue havde det ellers været småt med interessen for den unge Esbjerg-spiller. Han fik at vide, at FC Nordsjælland ville have ham, men han havde ingen intentioner om at skifte til en anden dansk klub. Marts blev til august, Martin Braithwaite var flyttet hjem til sine forældre, og selv i den nærmeste familie begyndte de at spørge: ’Tror du virkelig, det kommer til at ske denne sommer?’

Han var så småt begyndt at indstille sig på, at han måske først ville komme til udlandet den følgende vinter. Men en torsdag i august ringede hans agent. Han fortalte, at præsidenten for en udenlandsk klub ville komme for at se ham spille. Efter kampen ville han så enten vende tommelfingeren op eller ned. Om fredagen, 11. august, skulle Esbjerg møde AGF hjemme på Blue Water Arena. Kampen endte 5-1, og 22-årige Martin Braithwaite scorede Esbjergs fjerde mål.

Efter kampen mødtes han med klubpræsidenten. Først her fik han at vide, at det var franske Toulouse, der var tale om. Martin Braithwaite tog afsted til landsholdssamling og lod sin agent tage sig af forhandlingerne. Fem dage senere blev han solgt til den franske klub for en overgangssum på to millioner euro. Det dyreste salg hidtil i Esbjerg fB’s historie.

”DE HAVDE SET mig spille, men jeg tror ikke, de var klar over, hvor hurtigt jeg ville tilpasse mig.”

Martin Braithwaite landede fuld af selvtillid i Toulouse 16. august 2013, to dage efter han havde scoret sit første landskampsmål i Danmarks 3-2-nederlag til Polen. Den første kamp med sit nye hold så han fra tribunen på Stadium de Toulouse. Holdet spillede med to på toppen, og undervejs blev den ene angriber skadet. Det betød, at Martin Braithwaite fik chancen fra start allerede ugen efter mod Monaco. I kamp nummer to scorede han sit første mål. Martin Braithwaite forlod Toulouse igen fire år senere, i 2017, som klubbens anfører og topscorer. Det var derfor overraskende for mange, at hans næste skridt skulle være Middlesbrough, en klub i den næstbedste engelske række.

”Der var interesse fra Premier League. Men jeg var ikke interesseret i en bundklub. Middlesbrough havde kæmpe ambitioner ligesom mig. De havde en ung træner, de ville spille god fodbold og stillede sig ikke tilfredse med bare at rykke op. Klubben ville spille med i toppen, og de overbeviste mig med deres projekt, selv om jeg egentlig så mig selv på en højere hylde,” siger han.

Men Middlesbrough og Martin Braithwaite fik en dårlig sæsonstart, og i december blev træner Garry Monk fyret. Hans erstatning var Tony Pulis, en hård hund, der er kendt for defensivt, fysisk betonet fodbold med lange bolde og lange indkast. Det var ikke en spillestil, som passede Martin Braithwaite. Samtidig forsvandt også de store armbevægelser og snakken om at blive en etableret top-10 klub i Premier League, der oprindeligt havde lokket ham til klubben.

Følte du, at de løb fra de løfter, de havde givet dig?

”Træneren kiggede ikke min vej, og det er fair nok. Men hele klubbens projekt ændrede sig. Jeg følte, at de pissede i bukserne for at holde varmen. Nu skulle vi spille kick-and-rush og ’bare’ rykke op.”

Var det en fejl at tage til Middlesbrough?

”Sådan ser jeg ikke på det. Jeg kigger på, hvor jeg er nu, og det har været en del af den vej, som har bragt mig hertil. Men jeg er ærgerlig på klubbens vegne. Prøv at se, hvor de er i dag.”

Middlesbrough ligger i skrivende stund i bunden af den næstbedste engelske række.

Martin Braithwaite blev lejet ud i to omgange, først til franske Bordeaux og siden til Madrid-klubben CD Leganés, som han skrev en permanent kontrakt med i sommeren 2019. Han beskriver tiden i Middlesbrough som en af de sværeste i karrieren.

”Jeg sad på bænken i den næstbedste række i England og skulle stadig fortælle mig selv, at jeg ville komme til at spille i en af de største klubber i verden. Det kræver noget særligt mentalt.”

FORBINDELSEN SKRATTER. Martin Braithwaite sidder i sin bil et sted i bjergene vest for Barcelona på vej hjem til Madrid. Turen tager seks timer hver vej, og han kører med en særlig tilladelse, der dokumenterer hans ærinde i tilfælde af, at han skulle blive stoppet af det spanske politi for at overtræde udgangsforbuddet. Det er en onsdag eftermiddag i starten af maj, og Martin Braithwaite har været i Barcelona for at blive testet for COVID-19 på klubbens træningsanlæg, inden førsteholdstruppen genoptager træningen den følgende fredag.

”Det er en lidt lang køretur for at få stukket en vatpind i halsen,” siger han.

Martin Braithwaite og hans kone har fundet deres kommende hjem i Barcelona. Lejekontrakten er netop faldet på plads, og når han kommer hjem i aften, er det kun for at pakke, overnatte og vende om. Til flytningen har han lejet en større bil, hvor der er plads til hele familien.

”Det bliver godt for mig endelig at komme på plads. Det har været en mærkelig periode, først på hotel i Barcelona og så tilbage til Madrid,” siger Martin Braithwaite.

Når Martin Braithwaite ikke træner, bruger han meget tid på at læse. På Instagram lagde han i april et billede op, hvor han sidder med sin nyfødte søn i den ene arm og en bog i den anden. ’10 Minute Toughness’ står der på forsiden af bogen, som er skrevet af den amerikanske præstationscoach Jason Selk. Den handler om mentaltræning for atleter, blandt andet visualiseringsøvelser, som er en meditationsteknik, Martin Braithwaite har benyttet sig af siden Esbjerg-tiden.

Han visualiserer om morgenen, når han vågner i sin seng, og igen om aftenen, inden han lægger sig til at sove. Andre gange tager han tid ud af sin dag og sætter eller lægger sig ned med lukkede øjne. Der skal helst være ro omkring ham, men efterhånden er han blevet i stand til at forsvinde så langt ind i sig selv, at han helt kan ignorere lyden af sine børn, der leger i baggrunden. Han fortæller, at visualisering handler om mere end blot at danne et billede i sit hoved; alle sanser tages i brug, og det er evnen til at fornemme de helt små detaljer, som gør oplevelsen virkelighedstro.

”Det kan være en helt konkret situation i en kamp,” siger Martin Braithwaite. ”Hvad gør jeg, hvis jeg kommer alene igennem med målmanden? Jeg lever mig helt ind i det. Jeg fornemmer boldens overflade mod min støvle, jeg mærker græsset under mig og adrenalinen, der pumper i min krop. Jeg kigger op og ser målmanden komme ud af sit mål. Jeg ved, at jeg skal holde hovedet koldt. Det handler om at vente på, at han gør det første udfald. Først dér laver jeg min afslutning.”

Idéen er at vænne sig til situationen, så hans krop kan genkende den, når den opstår i kamp. I sidste ende skal det gerne resultere i, at Martin Braithwaite scorer flere mål. Men han ser også større ting for sig, som langsigtede drømme og ambitioner.

”Jeg har prøvet at visualisere, hvordan det føles at stå på balkonen på Rådhuspladsen og have vundet EM eller VM med Danmark. Jeg kunne se mine holdkammerater omkring mig, og jeg kunne se befolkningen på pladsen nedenfor og mærke euforien.”

Men det er måske ikke så realistisk?

”Jeg bryder mig ikke om ordet realistisk. Det er en begrænsning. Jeg ved godt, at nogle tænker: ’Ham der, han er skudt i hovedet’ når jeg siger, at jeg drømmer om at vinde en slutrunde, men det tager jeg mig ikke af. Omvendt er det heller ikke noget, jeg går og siger højt til alle og enhver hele tiden. Det har jeg ikke behov for.”

18. NOVEMBER 2019 gik en anden af Martin Braithwaites visualiseringer i opfyldelse. Den aften var det danske landshold i Dublin for at spille den sidste og altafgørende EM-kvalifikationskamp mod Irland. 2.700 medrejsende danske fans var på plads i udebaneafsnittet. Et enkelt point ville være nok til at sende Danmark til slutrunden, mens et nederlag kunne koste deltagelsen ved EM på hjemmebane.

Martin Braithwaite startede inde på venstre kant. Kampen var en taktisk affære med få chancer, og særligt det danske spil bar præg af kampens betydning. Men efter 73 minutter tog højre back Henrik Dalsgaard et træk ind i banen og slog et indadskruet indlæg med sit venstre ben. Braithwaite snød sin irske oppasser, kastede sig frem og nærmest karatesparkede bolden i mål med spidsen af sin højre fodboldstøvle. Og på trods af en sen irsk udligning og en håndfuld nervepirrende slutminutter lykkedes det: Martin Braithwaite havde sendt Danmark til EM – præcis som han havde set det for sig på forhånd.

”Jeg havde visualiseret gennem lang tid, at jeg skulle score det afgørende mål i den kamp. Jeg havde set, at jeg ville få en stikning fra midten af banen mellem to forsvarere, lave en skudfinte og sparke den ind. Sådan gik det ikke helt, men det vigtigste er ikke, om tingene sker præcis, som jeg har visualiseret dem, men at den følelse, jeg skaber, sætter sig i mig. Da Dalsgaard trak bolden over til sit venstre ben, vidste jeg, at den ville komme indover. Hvis du genser målet, kan du se, at jeg løber, før han sparker. Det var, som om min krop bare tog over og udførte det, jeg havde set ske. Jeg var in the zone.”

Martin Braithwaites mørke øjenbryn og brune øjne giver hans ansigt et alvorligt udtryk, når han sidder og fortæller bag computerskærmen. Når han optræder på tv, kan han derfor ofte komme til at fremstå en smule kølig og reserveret – også da han blev interviewet efter det afgørende mål i Dublin. ’Hvorfor ser du altid så sur ud, når du bliver interviewet?’ driller hans mor og søstre ham ofte med.

Indimellem har det også betydet, at folk har opfattet ham som arrogant. Men sådan beskriver hverken familie, trænere eller tidligere holdkammerater ham. I stedet bruger de ord som sjov, åben og imødekommende, en side af vestjyden, som også viser sig, når hans ansigt indimellem åbner sig i et bredt tandpastasmil.

Når det kommer til EM, er der dog ikke meget at smile over. Turneringen er udskudt til næste sommer på grund af coronakrisen, og dermed må Martin Braithwaite og resten af landsholdet vente endnu et år med at træde ind på banen i Parken til første hjemmekamp mod Finland. Men som med det meste andet i tilværelsen bruger Martin Braithwaite ikke meget energi på negative ting, han ikke selv har kontrol over:

”Jeg var selvfølgelig ærgerlig, lige da jeg fik beskeden, men jeg havde også forståelse for, at der findes ting, som er større end fodbold. Jeg er mest ked af det på Åges (Hareide, red.) vegne. Vi spillere ville gerne have gjort det færdigt sammen med ham.”

EN AFTEN i begyndelsen af februar i år ringede Martin Braithwaites telefon. Det var hans agent Hasan Cetinkaya.

“Prøv at høre, Martin. Barcelona er interesserede. Det er seriøst.”

Martin Braithwaite sad bag rattet i sin bil og havde netop hentet sin søn fra fodboldtræning. Han var på vej hjem til sit hus i Boadilla Del Monte, en forstad med godt 50.000 indbyggere lidt vest for Madrid. Få dage forinden var januar-transfervinduet lukket. Familien havde købt nyt hus, og han var midt i en god sæson som fast mand for Leganés. Et klubskifte lå på ingen måde i kortene. Men i mellemtiden var der opstået en helt ekstraordinær situation i FC Barcelona.

På grund af skader var den catalanske storklub havnet i akutte angrebsproblemer. Først gik den uruguayanske stjerneangriber Luis Suárez’ knæ i stykker, og siden blev franske Ousmane Dembélé meldt ude resten af sæsonen. Det efterlod ganske få alternativer til de offensive pladser i et tætpakket kampprogram, men der fandtes en løsning: Hvis en La Liga-klub kan dokumentere, at en spiller er skadet i mindst seks måneder, kan den på grund af en særlig regel i spansk fodbold få dispensation til at hente en erstatning uden for transfervinduet hos en ligakonkurrent. Og i Barcelona havde sportsdirektør Éric Abidal udset sig en dansk landsholdsspiller til at lukke hullet i angrebet.

Knap et par uger efter det første opkald ringede Hasan Cetinkaya igen. Han fortalte, at Barcelona havde bedt ham om at flyve til Catalonien for at begynde forhandlingerne.

”Det er ikke for sjov, at de inviterer mig. Det er dig, de vil have,” sagde han.

Martin Braithwaite undlod at fortælle nogen, hvad der skete i kulissen – end ikke hans kone fik besked. Han havde før oplevet konkret interesse fra andre klubber, men hvor handlen til sidst var gået i vasken. FC Barcelona og Leganés var endnu ikke blevet enige om købet, og meget kunne stadig gå galt.

Hen over weekenden blev forhandlingerne mere og mere konkrete. Historien ramte medierne, og hans mor sendte en SMS: ’Hvad er det for noget med Barcelona?’ En veninde havde fortalt hende om rygterne. Martin Braithwaite løj og svarede, at det kendte han ikke noget til. Men mandag aften, den 17. februar, kunne han ikke skjule det længere. Hans kone havde også læst historierne i medierne og var begyndt at kigge underligt på ham.

”Der er noget, jeg skal fortælle dig,” sagde han.

”Jeg ved godt, hvad det er,” svarede hun.

Tirsdag morgen blev Martin Braithwaite kaldt til møde af træneren og præsidenten i Leganés. De fortalte, at de var blevet kontaktet af Barcelona, der ville købe ham fri. Men de havde ikke modtaget et officielt bud endnu. Til træning bad de ham tage det roligt og passe på sig selv.

”Det var en speciel følelse. Jeg plejer at give mig hundrede procent, men pludselig var jeg meget påpasselig. Jeg måtte under ingen omstændigheder blive skadet,” fortæller Martin Braithwaite.

”Hele den spanske sportspresse var til stede for at få en kommentar, men jeg kunne ikke sige noget. Klubben indløste min frikøbsklausul dagen efter. Jeg blev hentet i privatfly og fløjet til Barcelona, hvor jeg skulle gennemgå mit lægetjek. Onsdag aften skrev jeg under på kontrakten, og dagen efter blev skiftet officielt.”

VI TALER SAMMEN sidste gang i slutningen af maj. I Barcelona er familien rykket ind i det nye hjem et kvarters kørsel fra klubbens træningsanlæg, og Martin Braithwaite er gået i gang med at indrette sit nye fitnessrum derhjemme. Han vil helst ikke fortælle, hvilket kvarter i den spanske storby det nye hus ligger i. I udlandet er fodboldfans helt anderledes nærgående end hjemme i Danmark. Det lærte han, kort efter han var flyttet til Toulouse i Frankrig, hvor fans opsøgte ham på hans hjemmeadresse for at få et glimt af den nyindkøbte angriber fra Esbjerg.

I mellemtiden er Martin Braithwaite også kommet på græs igen. FC Barcelona har genoptaget træningen, og det er blevet offentliggjort, at den spanske liga genoptages i juni. Mens samfundet har været lukket ned, har han skrevet lidt med nogle af de andre spillere og deltaget i et par videomøder, da truppen skulle forhandle lønnedgang som følge af krisen, men ellers har kontakten med hans nye holdkammerater været begrænset.

”Jeg føler, at jeg nåede at falde til i truppen, inden alt lukkede ned. Men selvfølgelig er der mange af mine holdkammerater, jeg ikke kender så godt endnu,” siger Martin Braithwaite, der fortæller, at han taler meget med det hollandske stortalent Frenkie de Jong, men også Antoine Griezmann og de andre franske spillere i truppen, da han selv taler flydende fransk.

Da han trådte ind i omklædningsrummet til sin første træning i februar, havde hele truppen taget opstilling i to lange rækker på hver sin side af ham. Martin Braithwaite skulle løbe igennem, mens alle klaskede ham i nakken og på ryggen. Det er et fast indvielsesritual, ikke bare i Barcelona, men i de fleste spanske klubber, fortæller han. Han er glad for den modtagelse, han har fået i klubben. Selv de spillere, han før kunne finde irriterende at stå overfor som modstander, har overrasket ham positivt.

Han bryder sig ikke om ordet hierarki, når han bliver bedt om at beskrive dynamikken i den stjernespækkede trup, der tæller navne som Suárez, Busquets og ikke mindst Lionel Messi.

”Når du siger ’hierarki’, lyder det, som om nogen i truppen føler sig bedre end andre. Det er slet ikke den energi, der er i Barcelona. Men der er spillere, som har været her i mange år og vundet alt, der er værd at vinde. Selvfølgelig er der en naturlig respekt om dem, og når jeg ser på dem, bliver jeg bare motiveret til selv at opnå alt det, de har opnået.”

Hvordan er dit forhold til Messi?

”Han er en af de bedste fodboldspillere nogensinde, men han er helt nede på jorden uden for banen. Til træning har han været god til at give mig råd og små fif til, hvordan jeg eksempelvis skal tage mine løb uden bold. Han deler konstant ud af sin erfaring, og jeg kan altid spørge ham om råd.”

Da du kom til klubben, var der mange skader. Nu vender en spiller som Suárez snart tilbage. Kan du være bekymret for, hvad det betyder for dine chancer for spilletid?

”Jeg tænker slet ikke på den måde, som dit spørgsmål lægger op til. Jeg tænker kun, at det er fantastisk for holdet, at der kommer en spiller tilbage, som kan hjælpe os med at opnå resultater som hold.”

Men han er vel også din konkurrent?

”Det er ikke mig, der bestemmer, hvem der spiller. Jeg gør mit eget bedste, og jeg glæder mig bare til at spille og træne med en af verdens bedste angribere, når han er klar igen.”

Der har været rygter om store udskiftninger i Barcelona-truppen til sommer. Kan du være nervøs for, at du kan ende med at blive lejet ud eller solgt igen?

”Overhovedet ikke.”

Hvad visualiserer du, når du ser dit ophold i Barcelona?

”Jeg ser kun succes for mig. Alle i og omkring klubben forventer, at vi vinder trofæer, og når jeg visualiserer fremtiden, ser jeg, at vi vinder det hele. Det er det her, jeg har kæmpet for i så mange år: At spille for en klub, der spiller med om mesterskabet og Champions League. Ikke en klub, der spiller for at undgå nedrykning eller for at blive nummer 10. Jeg føler endelig, at jeg er, hvor jeg gerne vil være.”

Er det helt forkert at sige, at du har været heldig?

”Det var ikke planen, at jeg skulle til Barcelona nu. Min agent og jeg havde aftalt, at jeg skulle tage et skridt op til en klub lige under øverste hylde og så eksplodere. Det var en ekstraordinær mulighed, der opstod, og jeg er sindssygt taknemmelig for, at det skete. Men omvendt er jeg ikke overrasket.”