Maskinen fra Østerild: "Der skal gives en albue i ny og næ, og det er min svaghed"

Det er midt i oktober, den sidste sol skinner, og der er lige så få skyer på himlen, som der er biler på vejene. Vi er på en anonymt udseende landevej et sted i Thy, foran os cykler Michael Valgren i sit lyseblå Astana-tøj.

En stille og rolig træningstur, havde han sagt, da han trak de hvide strømper over sine glatbarberede ben hjemme i forældrenes køkken. Alligevel er speedometerets røde nål tættere på 40 end 35.

Valgren banker gennem landskabet med en mekanisk ro, det ene tråd griber det andet, ingen bevægelse bliver spildt, mens landevejen snor sig gennem hans hjemstavn. Åbne horisonter med flade marker bliver til bugtende bakker, åbner sig igen, inden en hvælving af trækroner lukker sig om ham, og orange blade hvirvler ned.

På vej op ad en mindre bakke rejser han sig fra sadlen, og hans overkrop forsvinder i den blå himmel. På hans højre side vajer en dannebrogsvimpel, på venstre står en hvidkalket kirke.

Han suser videre mod kysten. Ruten er indøvet, de plejede at cykle den hver nytårsdag, Valgren og vennerne.

Altid med indlagt bakkespurt oppe på den 47 meter høje bakke, Bulbjerg, hvor førstemanden kunne nyde sejren og den uendelige udsigt over Skagerraks vildskab.

Valgren klikker ud af pedalerne og svinger det ene ben over sadlen, skoene knirker i gruset. Da han tager cykelhjelmen af, bruser vestenvinden i hans lyse lokker. Hans blik er fikseret på et bestemt stykke ingenting midt ude i havet.

”Derude plejede Skarreklit at stå,” siger Michael Valgren. Ordene forsvinder næsten i vinden.

”Min far kommer her nogle gange for at kigge efter klippen,” fortsætter han. ”Det kan jo være, den kommer tilbage, som han siger. Men det gør den aldrig.”

Engang tårnede klippen sig op ude i Skagerrak. Men i 1978 åd bølgerne det sidste af dets fundament, og under en kraftig storm styrtede den i havet. Nu lever den på tungerne af de mænd, der så den.

”Jyllands eneste klippe, eneste faste bolværk mod havet,” skrev Steen Steensen Blicher om Bulbjerg. Alligevel dryssede Hitler betonbunkere udover den vestjyske kyststrækning og gjorde det til et bolværk mod englænderne.

Fra sin plads på toppen af Bulbjerg lader Valgren sit blik følge kyststrækningen til venstre. Det første, han ser, er Lild Strand. Her plejede hans far, Søren, at smide sin første fiskekutter i vandet – indtil den en efterårsdag i 1997 sank på åbent hav, og en kollega måtte redde ham fra den synkende skude.

Bag et indhug i kysten kan han ane Hanstholm, hvor farens nye kutter ligger til kaj. Før lønnen lå i millionklassen, arbejdede Michael Valgren på havnens fiskeauktion.

Længere inde i det yndige land finder man hans hjemby Østerild. Det er smørhulsdanmark – eller den rådne banan på københavnsk. Her ophører han med at være Michael Valgren og bliver Søren og Gittes knejt.

2018 har været det mest succesfulde år i Michael Valgrens karriere. De tusindvis af kilometer i det vindblæste landskab, han knoklede sig igennem som ung, er kulmineret i store sejre i forårsklassikerne Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad. Sejre, der har bragt den 27-årige cykelrytter op som et af nutidens største, danske sportsnavne.

Med successen er fulgt en ny kontrakt. I slutningen af sidste år skiftede han fra Astana til det sydafrikanske hold Dimension Data. Udover en millionløn kom også nyfundet ansvar i rollen som kaptajn – et ansvar han forsøger at vokse ind i – og muligheden for at cementere sig for evigt i cykelsportens historiebøger.

Nytårsturene med de lokale drenge er skiftet ud med sæsonstart i Australien, og smørhulsdanmark er erstattet med træningspas i fyrstedømmet Monaco, som er hans nye base.

Lige nu er forventningspresset lagt på hylden. Valgren er hjemme i Danmark for at få de sidste forberedelser på plads, inden han og kæresten Sissel Hundahl skal giftes i Aarhus. Det mest presserende i hans sind er dog, hvorvidt drengene får stablet en polterabend på benene for ham.

”Jeg håber fandeme, at der bliver én. Så skal vi drikke et hundrede bajere.”

Polterabenden, skal det vise sig, bliver til noget. Sammen med sine barndomskammerater kører han den dag markræs (de smadrer fem biler), spiller poker (han elsker at oddse og kan godt smide 1.000 kroner på en fodboldkamp) og remixer klassikeren ’Smilende Sussi’ om til ’Smilende Sissel’, der også bliver spillet til brylluppet (ifølge hans venner skal han ikke satse på en sangkarriere efter cyklingen). Og de drikker tæt ved et hundrede bajere.

I cyklingens benhårde univers af sindssyge skabninger og geniale galninge er det lykkedes Michael Valgren at forblive den søde dreng fra Østerild, der bare gerne vil have, at alle kan lide ham.

”Nå, skal vi ikke komme videre,” siger han, ”jeg fryser.”

Han svinger foden tilbage over sadlen, klikker i pedalerne, og før bilen er startet, er han nede af Bulbjerg og er blevet til en prik i dalen.

Søren og Gittes knejt triller det sidste stykke op ad grusvejen til forældrenes murstenshus. Han drejer ind af indkørslen, forbi familiens gadekryds Kimmi, der logrer ustyrligt med halen, og hen til skuret ved siden af huset, hvor han åbner døren. En mekanisk, repetitiv hakken strømmer ud fra dybet.

”Nå, der sidder du?” siger han til sin far, Søren Valgren, mens han stiller sin grå kulfiberracer ved siden af en bunke fiskegarn lige uden for skuret. Dagens dont er overstået.

Faren sidder krumbøjet over en symaskine og reparerer de fine masker i et fiskenet, mens sønnen lægger sit cykelgrej på plads i skuret. Den aldrende fiskers ansigt bærer tydeligt præg af årenes slid i havets saltvandsvind, og han er klædt i sit fiskertøj, et par overalls. Søren Valgren har altid syet sine egne net. Det er billigere, og så er han sikker på, at det fungerer, når han sejler ud på havet og fanger sin løn.

Ingen af de to mænd fjerner opmærksomheden fra, hvad deres hænder arbejder med, mens de på få kvadratmeter danser rundt med hver sit værktøj. Den dominerende lyd er synålen, der stryger op og ned, ind og ud af maskerne. Mellem dem pulserer en svag brummen. Fyldestgørende for en dybdegående samtale i et jysk far-søn-forhold.

”Ja, der skal jo arbejdes,” svarer faren.

Der blev aldrig vist mange følelser i hjemmet i Østerild, da Michael Valgren var barn. Hans far er en hårdtarbejdende, fåmælt mand, der passer godt på sine børn og tit søger ud i naturen – eller på sin fiskekutter – for at finde ro.

Hans mor, Gitte Valgren, er et mere hjemligt væsen, der elsker at hygge i sofaen med kaffe og kage. Antallet af gange, sønnen har henvendt sig til sine forældre med store problemer og dybe, følsomme snakke, kan tælles på én hånd. Ikke at han ikke har stolet på dem. Men de var klipper, som ikke viste svaghed, siger Michael Valgren:

”Vi er en meget konfliktsky familie. Jeg er blevet meget bedre til at åbne op og er ikke konfliktsky længere. Det er meget bedre bare at få det ud. Jeg kan blive frustreret over, at mine forældre er sådan, men de er også blevet blødere med alderen. Der kommer en tåre i ny og næ. Min søster blev gift sidste år, og min mor græd hele dagen, hvis man bare sagde noget til hende. Det har jeg aldrig set før.”

Michael Valgren rumsterer bag sin far i et par minutter, før han forlader skuret – han trænger til at komme i bad. Søren Valgren løsriver sig fra sin symaskine for at spørge, hvor sønnike har været henne. Ude og vende ved Bulbjerg, siger Michael Valgren, der desværre ikke kan berette om en klippe, som er genopstået fra havets bug.

Faren svarer med en ny brummen og returnerer til arbejdet.

Lysten til at konkurrere og vinde er familiens blod. Gitte og Søren Valgren kørte i mange år i pendulfart mellem sportshaller og ridestævner med deres energiske unger – Michael, lillesøsteren Julie og de to ældste, Kim og Morten. Gitte kunne knap holde sin begejstring i ro, når hendes børn var ude at dyste, hvorfor hun på sidelinjen stod med sammenbidte tænder for at skjule, at hun råbte: ”Kom nu!” af ungerne. Og far Søren forærede ikke bare lige sine børn sejren i noget som helst, den slags skulle man gøre sig fortjent til.

At Michael Valgren var i besiddelse af et overordentligt stort vindergen, stod tydeligt klart, da han som helt ung udfoldede sig på Thys kringlede landeveje – i vind, slud, regn og sol. Han var blevet forelsket i farten, i naturen, de tynde dæk, det hårde slid, smertens tilfredsstillende rus.

”Det er nok derfor, jeg er kommet dertil, hvor jeg er i dag. Det er ikke kommet let til mig, og jeg har kæmpet for det,” siger Michael Valgren.

Leder man efter beviser på hans talent, skal man blot stikke hovedet ind på barndomsværelset i Østerild. Her har Gitte draperet væggene i trøjer fra hans cykelkarriere. Den gule og den blå førertrøje fra hans to sejre i Post Danmark Rundt. Dannebrogstrøjen, han kunne smykke sig med, da han blev dansk mester i 2014. Den dybe, røde førertrøje fra det år, hvor Alberto Contador vandt Vuelta a España, og den trefoldige verdensmester Peter Sagans skriggrønne sprintertrøje fra Tour de France – givet til danskeren af superstjernerne som tak for hans selvopofrelse og styrke. For at knuse sig selv i andres tjeneste.

Michael Valgren slår røven i sædet. Vi er ombord på hans fars fiskekutter. Han har sat sig ved roret i styrerummet og fisker en blød Prince-chokoladekiks op af en pakke.

”Jeg tror, billedet er fra min farfars tid,” siger han og peger på et solbleget fotografi af Skarreklit; ”Det er sindssygt, at den bare forsvinder. At naturen er så vild.”

Valgren har ikke været meget på den lyseblå kutter. Faren er altid stævnet alene ud på de hårde dage. Han plejede at stå op klokken 03 og sejle ud i ly af mørket ved firetiden:

”Jeg tror aldrig, jeg har været med ham ude fra Hanstholm. Kun da han lå ved Lild Strand. Og det var på rolige ture. Ellers tror jeg faktisk ikke, han ville have os med. Der var han på arbejde. Og hvis man ikke er helt fiskestærk, kan man godt blive søsyg.”

Alligevel er der et par minder, der har suret sig fast. Han kan huske dage, hvor havet var blik, og han sammen med sine søskende kunne sidde i stævnen og lade vinden ruske i sit hår. Og han kan tydeligt se for sig, hvordan han som 10-årig hev en torsk på mere end fem kilo i land sammen med sin far. Det var han stolt af. Søren Valgren gav ham 500 kroner for den og svor, at den var blevet solgt på fiskeauktionen.

”Det ved jeg godt nu, at den ikke gjorde. Men I kan nok tro, at jeg fik fortalt det i skolen. Det er eddermame længe siden,” siger han og vader ud på dækket.

Nogle gange drømmer han om at stævne ud med nogle venner, sin far og en kasse øl på en fisketur. Eller at tage med faren ud en dag, hvor der virkelig skal hives garn i land. For at se, hvordan han arbejder. For at forstå ham bedre. Michael Valgren svinger sig over rælingen og er tilbage på fast grund.

Det blæser på Hanstholm Havn, vinden bærer lugten af fiskefoder med sig. Havnen er domineret af grå betonfirkanter, hvor fiskeriet er blevet tvunget ind i den industrielle tidsalder. De farverige fiskekuttere fremstår som levn fra en svunden tid.

Havnen har ikke kun været stedet, hvor faren tjente sine penge, så familien kunne få mad på bordet. Den har også formet den unge Michael Valgren. Han skuer i retning af den auktionshal, hvor han selv plejede at tjene til føden, da han var i de tidligste år af sin cykelkarriere. På fiskeauktionen var han ’skriver’. Det betød, at han skulle notere, hvem der købte fiskene, og hvilken pris de blev solgt til. Han skulle være rap på fingrene, for: ”Det gik sygt stærkt med at sælge de fisk.” Hver dag stod han op før fanden fik sko på for at arbejde mellem tre og fem timer under de brovtende fiskere og havnearbejderes vinger.

”Det var hårdt at skulle hjem og cykle bagefter. Der var ikke altid energi til at træne med det samme, men det var jeg nødt til. Jeg vidste godt, hvad jeg ville, og det var at være cykelrytter.”

Stemningen var ofte ophedet på auktionen, og de hårde ord bølgede frem og tilbage, når auktionarius spillede fiskerne ud mod hinanden.

”Han var eddermame hård. Han var hård i munden.

Han ville sige ting som:

’NU MÅ I KRAFTEDEME TAGE JER SAMMEN, I KAN IKKE SIDDE OG GIVE FISKERNE SÅDAN EN LORTEPRIS!’” siger Valgren, imens han gør sin stemme dyb og med tunge fagter laver sin bedste parodi på fiskeauktionaren.

”Men det var typisk spil for galleriet. Han var kun hård på arbejdet. Derudover var han pisseflink.”

Michael Valgren var dybt fascineret af fiskermiljøet, men samtidig var han også en outsider, der stod på kanten og kiggede ind. For ung og blød til for alvor selv at tillægge sig det hårde ydre.

Minder det dig om cykelsporten?

”Jo, på en måde. Du skal være sød nok, men du skal også være hård. Hvis du er en sød fyr, kan du måske få lov til at sidde mere i læ. Men du skal også være kontant og kunne sige ’fuck jer’.”

Der er ingen mellemvej for Michael Valgren. Heller ikke når han træner. Ude på asfalten lider han altid. Er der god fart i stængerne, har han vundet. Så har han en ’kongedag’. Går det elendigt, er det et nederlag for ham.

”Jeg kæmper mod mig selv hver dag, når jeg træner,” siger han, da vi i bilen forlader Hanstholm og ramler ind i sidevinden på den bumlede og blottede landevej mod Klitmøller – en vej, som kun undgår at blive slugt af havet takket være de store kampesten, der udgør et værn mod Vesterhavet. På landsiden arrer den ene bunker efter den anden et råt kystlandskab med klitter og siv til horisontens ende.

”Jeg kan skide godt lide at cykle. Men jeg har det, som om jeg er på arbejde. Folk tror, at jeg er afslappet, når jeg har været ude og cykle i fire timer. Men det er jeg ikke. Jeg har brug for at være alene bagefter. Det kan de ikke forstå. ’Du har jo lige været alene i flere timer,’ siger de. Men jeg har ikke haft tid til at bearbejde ting. Jeg har været for fokuseret.”

Her på landevejen er der blevet udkæmpet mange modbydelige slag mellem Michael Valgren og hans gamle træningskammerater. Sådan nogle, der smager af opkast, blod og hån.

”Du starter med at køre sammen i en gruppe, men til sidst sidder alle bare alene. Det er fedt herude i klitterne og sivene. Jeg har tit kørt op mod vinden, lige som når man kører op ad et langt bjerg. Det er råt, og det er fandeme hårdt at køre her. Også psykisk. Du kan selvfølgelig bare sætte farten lidt ned, men det går jo ikke.”

Nej, det går ikke at sætte farten ned. Det er sket to gange i Valgrens karriere. Begge gange har han været ved at gå helt i stå og haft brug for et stort puf ude fra for at fortsætte med at køre.

Den første gang var han 19 år og kørte på talentholdet Glud og Marstrand. Han klarede sig dårligt i skolen. Var ikke længere øverst i hierarkiet. Havde hjertesorger. Og blev ramt af en mild vinterdepression, som han forsøgte at kurere ved at være en konge af natten.

”Den vinter var jeg faktisk stoppet. Jeg sagde til min mor, at nu gad jeg ikke cykle mere. Jeg syntes, det hele var belastende.” Det var Gitte Valgren ikke helt tilfreds med:

”Hun tvang mig ikke til at fortsætte, men hun sagde, at det burde jeg nok lige genoverveje. Vintersæsonen er altid hård for mig. Det er der, du har mulighed for at være social. Men du skal også træne. Du kan ikke altid lege gadedreng i byen og så være træningsnarkoman om dagen.”

Samtidig havde et ordentligt lag vintersul sat sig på hans krop, men skæbnen ville, at han netop på det tidspunkt blev inviteret med på træningslejr af Bjarne Riis og Saxo Bank-holdet.

”Jeg tænkte: ’Det kan ikke passe, at du skal forspilde sådan en chance.’ Jeg var vildt overvægtig. Jeg var så stor.”

Faktisk var han så tyk, at ungdomslandstræneren næsten ikke ville lade ham tage med. Men af sted kom klumpen fra Thy. Og trods de ekstra kilo på sidebenene var der så meget power i ham, at han efter et par træningslejre mere fik en professionel kontrakt med det danske storhold. Oplevelsen gav ham nyt mod på livet som cykelrytter.

Michael Valgren er flere gange blevet kaldt tyk af sine trænere, selv om det i dag er svært med det blotte øje at se, hvor de overflødige kilo skulle befinde sig på hans krop. I trods har han besluttet, at han gerne må veje et par kilo mere, end den gængse sportsdirektør ville ønske. Det gør ham stærkere og polstrer ham mod sygdom i kulden. Og så hjælper det ham især mentalt. Det giver plads til en bytur nu og da, så rastløsheden kan få høvl.

”Min vægt påvirker mig dog stadig nogle gange,” siger han. Usikkerheden sidder i ham, og som ung brød han kontakten med en ven, fordi denne havde lavet sjov med Valgrens vægt.

”Alle kan jo se, at jeg ikke er den tyndeste kniv i skuffen. Men hvis jeg prøver at sulte mig selv, så går det helt galt. Så har jeg ingen power.”

Bilen skyder op af en lille bakke på den anden side af Klitmøller. Det er tydeligt, at Michael Valgren er et voldsomt rastløst væsen. Det ene øjeblik halvvejs ligger han ned på bagsædet, det næste sidder han lænet helt fremme og tjekker telefonen. Konstant rykker han rundt på sin krop. Han ”går i spåner”, hvis der ikke sker noget hele tiden, hvis han ikke kan bevæge sig.

Anden gang, Valgren var tæt på at stoppe som cykelrytter, var, da han som nyprofessionel på Saxo Bank sad alene i en lille lejlighed i den italienske by Lucca. Her skulle han leve munkelivet. Sove og træne. Han blev ramt af en ensomhed, som han gik og puttede med – lige som man havde gjort derhjemme i hans barndom.

”Jeg flyttede derned for tidligt,” siger han og omtaler pludselig sig selv som ’du’. Måske for at skubbe oplevelsen på afstand. ”Din bedste ven var køleskabet og fjernsynet. Det var en dårlig kombi. Når du skulle trøste dig selv, kunne du kun spise.”

Heldigvis blev han trukket på ret køl af en kraft, som var drevet ind i hans liv: kærligheden. Han havde mødt Sissel, som han var blevet kæreste med, og selv om hun også kommer fra Thy, greb hun følelserne mere åbent an. Hun læste til psykolog og nægtede at acceptere, at Valgren pakkede sine dystre tanker væk. Til sidst flyttede han til Aarhus, hvor hun gik på universitetet.

”Hun har virkelig åbnet mig op, og jeg har arbejdet helt vildt på at blive bedre til at sige tingene. Hvis du finder en pige, der på den måde accepterer dig som cykelrytter, så er du nået langt. For vi er sgu specielle og meget mig-mig-mig-orienterede. Så hun er en ’keeper’,” siger han.

Cykelsporten bygger på en perlerække af vanvittige individer. Hvem drømmer ellers om at kæmpe sig op ad nogle af verdens største bjergsider, bare for at kaste sig ned ad dem igen med 80 kilometer i timen – i en skør kamp for en gul, pink eller regnbuefarvet lycratrøje?

Nutidens stjerner bliver altid målt og vejet mod Madonna-figurer som den italienske gudeskikkelse Fausto Coppi, der fik kælenavnet ’Campionissimo’ (’Mestrenes mester’) og belgiske Eddy Merckx, der blev kaldt ’Kannibalen’, fordi han fortærede sine konkurrenter i suveræne sejre. På samme alter er den lige så legendariske antihelt Marco Pantani, kendt som ’Il Pirata’ (’Piraten’), der alene og deprimeret døde af en overdosis kokain på et hotelværelse i Rimini efter dopingrygter havde ekskluderet ham fra cyklingen.

Hvad er dit forhold til de mytiske skikkelser i sporten?

”Man husker dem, fordi de, som Jørgen Leth ville sige, var nogle ekvilibrister.”

Michael Valgren snøfter i kulden.

Han interesserer sig ikke for fortidens monstre. Han har ikke bladret i cykelbibelen. Og han har ikke noget ønske om at blive udødeliggjort, når han en dag pensionerer raceren.

”Jeg vil helst bare huskes for at være en god cykelrytter med nogle gode resultater.”

Der er langt fra ’Kannibalen’ og ’Il Pirata’ til Michael Valgren i mere end en forstand. Lige siden han blev professionel – og endnu mere i sin nye rolle som kaptajn – har han kæmpet med at skulle skrue bissen på. Som hans træningspartner Luke Rowe engang sagde til ham: ”Du er for sød til det talent, du har.”

”I cykelsporten tager man en facade på, man skal være hård. Man kommer ikke langt ved at have bløde albuer. Der skal gives en albue i ny og næ, og det er min svaghed i et cykelløb. At jeg ikke er kontant nok,” siger Michael Valgren.

Cykelfeltet er som en modbydelig skolegård. De skruppelløse mobbere lukrerer på det mindste svaghedstegn for at give sig selv en fordel. Hvis du giver plads, mister du den position, der kan være den afgørende faktor mellem at blive sejrherre eller en af næsten 200 tabere. Er du først blevet skubbet til siden, går rygtet om din sårbarhed, og så bliver de ved og ved og ved.

”Det er noget, jeg arbejder med og er begyndt at tænke over i år. Jeg gider ikke slås, når der mangler 100 kilometer. Men når jeg kommer i finalen, så er jeg blevet hård. Så skubber jeg igen. Jeg har fundet ud af, at på vores niveau er vi meget lige. Det er de små ting, der tæller. Hvis du kan spare nogle kræfter, så er du bedre til sidst,” siger han.

Udover kyndige kommentarer fra trænere og ’sofaseere’, der har kaldt ham en ’vatpik’, har hans egne refleksioner presset ham til at gøre det bedre. Før plejede han at træne hårdere og hårdere. Men det er ikke altid løsningen.

”Jeg er begyndt at reflektere over mine fejl. Jeg tænker over de småfejl, jeg laver, så jeg kan rette op på dem. Det kan godt være, jeg er en sød dreng. Men jeg bryder mig ikke om folk, før jeg lærer dem at kende. Hvis jeg sidder i feltet og tænker, at det er et taberhold, eller én er et fjols, så er jeg iskold overfor dem. De er nemmere at give en albue. Jeg siger hverken hej eller hilser. Det er meganederen, men sådan er jeg. Også.”

”Vil I have et lift?” lyder det fra en ung gut med hovedet ud af bilruden. En grå Peugeot er kørt op på siden af os, mens vi går langs landevejen udenfor Østerild. Den unge mand har lige afbrudt Michael Valgren midt i en beretning om ungdommens drengestreger.

”Nej, ellers tak. Vi er bare på vej ind i hundeskoven,” svarer Valgren. Bilen suser videre.

”Han skal nok i Thylejren og tænkte, at vi skulle have det sjovt. Det var da sødt,” siger han og vender tilbage til historien.

Sammen med en håndfuld kammerater var han løbet op til kirken i Østerild og havde ringet med klokkerne midt om natten. Byens ældre indbyggere var vågnet og havde troet, at der var udbrudt krig. Valgren fik sit livs største skideballe af sin mor, Gitte. Listen af narrestreger hos ballademageren

Michael tæller også at tænde lyset på fodboldbanen om aftenen, så StimorOle (som hedder Ole og arbejdede på Stimorol-fabrikken) jagtede rødderne rundt i byen, og at stjæle lidt slik fra tankstationen og flasker fra diskoteket Dampmøllen i Thisted.

Vi åbner lågen til hundeskoven. Himlen forsvinder bag trækronerne. Valgren fortæller om, hvorfor han besluttede sig for at skifte væk fra det kasakhiske hold Astana til rollen som kaptajn på Dimension Data – et sydafrikansk mandskab, som nærmest ingen sejre havde i 2018 og derfor desperat var på jagt efter en ny leder.

Under overvejelserne om et holdskifte afslørede Valgren over for sin gode ven Luke Rowe, at han egentlig var klar til at blive hjælperytter på et andet hold. Måske på ét, hvor han kunne ofre sig for en kaptajn i Tour de France. Briten afviste dog pure den idé.

”Du skal være leder. Du er for god til at arbejde for andre,” lød den klare besked fra Sky-rytteren.

Før Valgren foretog sit valg, havde flere af cykelsportens største hold – som Sky og Quick Step – forsøgt at få ham til at skrive under på en kontrakt. Men de mest vedholdende var Dimension Data. Holdets ledere snakkede under den afsluttende Tour de France-fest i 2018 interesseret med Sissel, og da hun og Valgren planlagde deres bryllupsrejse, inviterede holdet dem til Sydafrika og sørgede for hus og bil.

”Det er vigtigt, at de tænker på personen Michael og ikke bare på mine resultater. Det er vigtigt, at de sætter pris på én. Sådan vil jeg også være som kaptajn.”

Vinden er begyndt at rive. Snakken falder på, hvilke løb Michael Valgren gerne vil vinde. Han nævner Flandern Rundt og sin drengedrøm om en etapesejr i Tour de France eller Giro d’Italia.

Podiet i et af de store etapeløb kommer han dog nok aldrig til at stå øverst på. Han vil, siger han, ikke ofre så meget af mennesket i sig selv i jagten på en samlet Tour-sejr.

”Der tror jeg, at du går på kompromis med for meget i dit liv. De skal fandeme træne lidt hårdere. Leve lidt mere seriøst. Det er jo fint for dem, der kan det og synes, at det er nice. Men jeg tror ikke, at jeg orker.”

Men så, ud af det blå, kommer monstret op i den søde, rolige thybo. Det er den ikoniske regnbuestribede trikot, verdensmestertrøjen, der lokker det frem i ham. Fantasien og drømmene får pludselig frit spil.

”Det er historien, striberne. Man får en trøje at køre rundt i – og anerkendelse. Når du har vundet VM, så er du fandeme en karl. Du er altså noget, hvis du kan køre med om VM-sejren. Matti Breschel, eksempelvis, er et stort navn. Folk siger, at han er for nedadgående, men bare det, at han er blevet nummer to, tre og syv til VM, har for mig gjort ham udødelig i cykelsporten.”

Hvis du vinder et VM, så vil dit navn jo stå der for evigt?

”Ja. Mig fra lille Østerild. Mig, som kommer fra en lille pisby. Det ville være vanvittigt. At vinde VM er helt sikkert mit største mål.”

Michael Valgren krydser over boldbanen, hvor han plejede at lave løjer.

”Derinde bor StimorOle,” siger han og peger: ”Jeg har kysset hans datter.”

Uden for nabohuset ligger en mand på knæ. Han er i gang med at reparere hoveddørens trappetrin.

”Det ser ud til, at du arbejder, Erik,” råber Valgren. Manden rejser sig og går os hastigt i møde. Selespænderne i hans overalls er på lidt af en opgave.

”Du er i Danmark igen,” svarer Erik, mens hans kone frejdigt åbner hoveddøren og hilser på byens stolte søn. De snakker om løst og fast, vejret, det kommende bryllup, det nye hold, det nye liv.

”Man skal passe på, at man ikke roser dig for meget,” brummer håndværkeren.

”Nej, det må du endelig ikke gøre. Så stiger jeg helt op til skyerne. Det er Erik, der har lært mig alt, ikke Erik,” kommer det med et stort grin fra Valgren.

”Jeg ser ham som en kommende Tour de France-vinder. Bare vent og se.”

”Jeg har faktisk lige sagt, at det kommer jeg nok aldrig til at blive.”

”Jo, gu gør du så.”

”Nå. Kanon.”

”Nogle få kilo mindre, så er den der. Men altså, når man ser de der hulkindede ryttere som Froome og dem der, så er det alligevel svært at forestille sig dig se sådan ud.”

”Ja, så skal jeg gå rundt sådan her hele tiden,” siger Valgren, mens han suger kinderne helt ind.

De griner begge.

”Nå, jeg må hjem og øve. Kan I nu have det pænt,” siger Michael Valgren. Han hilser høfligt farvel og sætter kursen tilbage mod forældrenes hus.

Vi går i stilhed et par øjeblikke.

”Nu skal jeg vinde Tour’en lige pludselig. Det var lige godt satans!” udbryder Valgren, da vi er udenfor hørevidde, før han skridter videre gennem disen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling og Cykelløb