Fortalt af Matti Breschel.
Jeg elsker virkelig VM. Og jeg brugte enormt meget tid på at forberede mig, ligesom jeg gjorde op til Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Til VM er meget bare anderledes, fordi du er sammen med dine landsmænd og indgår i et andet system.
På de professionelle hold er der jo fuldstændig tjek på tingene efterhånden. Der er store holdbusser og mange folk omkring dig. På landsholdet er det hele mere amatøristisk.
At være til VM føles lidt som at være en ung rytter igen. Landstræneren går altid rundt og tripper, og man kan mærke, at der ikke er styr på det hele. Man sidder på billige klapstole, og soigneurerne bruger stadig den gode gamle kamfer-creme. Man kører i noget andet tøj, så du er nærmest skrabet helt op i skridtet, inden løbet går i gang, fordi bukserne sidder ad helvedes til.
Og så bliver der glemt de der små ting, som altid huskes på holdene. Det kan være tapen til at sætte øresneglen fast med, men så får man bare et stykke gaffatape på øret i stedet for. Men alt det elskede jeg virkelig.
VM er indbegrebet af de ting ved cykelsporten, jeg forelskede mig i som dreng. At det hele var lidt røvballeagtigt.
På søndag tror jeg, vi får et løb, der minder om det fra 2010. Altså et progressivt løb på de store boulevardveje, hvor det hele ikke eksploderer så hurtigt, som vi eksempelvis så sidste år i Belgien, hvor Remco Evenepoel, Benoit Cosnefroy og Magnus Cort gik i udbrud med næsten 200 kilometer igen. Det var jo nærmest udtryk for en form for storhedsvanvid. Så et udbrud vil nok få 10-15 minutter afhængigt af, hvilke nationer der er med i det, og så vil de store nationer tage ansvaret.
Med omkring 3-4 omgange igen forventer jeg, at Evenepoel og Pogačar forsøger at komme afsted på Mount Pleasant (Mount Plesant passeres 12 gange, én gang på hver omgang. Stigningen er 1,1 kilometer lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,7 procent, red.). De vil nemlig meget gerne gøre løbet så hårdt som muligt. Hvis Wout van Aert, Mathieu van der Poel og co. går med der, er alt åbent. Hvis de venter, kommer næste eksplosion længere inde i finalen. I det hele taget er jeg spændt på, hvordan belgierne griber løbet an. Sidste år kørte Evenepoel jo fuldstændig sit eget løb og ødelagde det for van Aert. Så det bliver interessant at se, om de kan enes.
Til VM i Australien i 2010 kommer jeg ikke med i udbruddet, da de store drenge åbner op i pre-finalen. Jeg ender med at sidde på mellemhånd. Da jeg senere bliver hentet af feltet, tænker jeg, at løbet er kørt, og at jeg allerede har brugt en patron for meget. Heldigvis sidder jeg sammen med Chris Anker Sørensen, og han lykkes med at overbevise mig om, at det ikke er slut. At jeg skal tro på det.
Da finalen begynder, kommer jeg også afsted igen, men bliver sat fra en gruppe med Cadel Evans, og Fränck Schleck. Philippe Gilbert sidder alene ude foran dem. På den sidste stigning får jeg krampe, men kommer alligevel over i nogenlunde tilstand. Da jeg rammer toppen, ser jeg Chris Anker Sørensen og Anders Lund (nuværende landstræner, red.) og råber til dem: ”Vi kører kraftedeme om guldet!”.
Derefter sætter Chris sig forrest i gruppen og kører Gilbert og alle andre ind. Da Chris er færdig, går Anders i gang med sit arbejde, og han kommer først igennem opløbssvinget og kører en god, lang lead out for mig. Derefter har jeg 100 meter, hvor jeg tror, jeg vinder. Men så kommer Thor Hushovd bagfra og bliver verdensmester.
Danskerne skal forsøge at gemme sig lidt og spille på, at de er undervurderet i år. Så de skal ikke tage for meget ansvar, men passe på sig selv og lukrere på, at de store stjerner på et tidspunkt laver fejl. Formår de det, kan de nå rigtig langt.
Magnus Cort skal eksempelvis gamble lidt og gemme kræfterne til spurten, for det er han hurtig nok til. Jeg vil jo gerne tro rigtig meget på ham (Matti Breschel er sportsdirektør for Cort på EF Education-EasyPost, red.), men han har ikke været super overbevisende på det sidste, og gassen er måske ved at gå lidt af ballonen efter en lang sæson. Men jeg har snakket med ham, og han er motiveret og tror selv på, at han kan nå langt. Mikkel Honoré er også spændende, for han er godt kørende netop nu, og han forstår at køre den slags løb her.
Det er altid hyggeligt at være i landsholdslejren op til løbene. På dit normale hold kan du nogle gange ende med at sidde sammen med en russer til aftensmad. En du ikke rigtig kan tale med. I landsholdslejren taler alle det samme sprog og forstår dine dårlige jokes.
Jo, min andenplads i 2010 var et godt resultat. Men det, jeg husker tilbage på i dag, er, hvor stort det var at køre med om guldet til VM sammen med mine to gamle kammerater, Chris Anker Sørensen og Anders Lund. Vi er vokset op sammen, og så sidder vi pludselig og gør det samme, som vi gjorde for 10-15 år siden. Her var vi bare til VM som professionelle i stedet for som drenge på de danske landeveje. Det styrker dig selvfølgelig som rytter i situationen, men jeg tror også, at det er kendetegnende for det danske landshold. At rytterne er gode til at stå sammen og tilsidesætter egne ambitioner, hvis det er nødvendigt.
Nerverne kommer altid op til løbet. Der adskiller VM sig ikke fra andre løb. Folk går i boks.
Jeg tror, Anders Lund har haft en udfordring de seneste år, fordi danske hold er blevet så godt.
Flere gange har der jo været mere end én kaptajn på holdet til VM, og det er sådan noget, der kan ødelægge et landshold under selve cykelløbet, hvis man ikke passer på. Det kan også påvirke den gode stemning i lejren, som er vigtig at bibeholde, når man skal være i Australien i to uger sidst på sæsonen. Alle er trætte.
VM-løbene passede mig godt rent teknisk. VM er jo et omgangsløb, hvor man lynhurtigt lærer ruten at kende og finder ud af, hvor man kan spare kræfter. Jeg overlevede på, at jeg forstod at passe på mig selv. At jeg kunne sidde og fire på stigningerne og lade alle de store stjerner lave deres fejl. Jeg vidste, at min besøgstid var på sidste omgang, og som regel evnede jeg at få røven med op over stigningerne, selv om der på papiret var lidt for mange højdemeter i løbene. Og så havde jeg selvfølgelig også bare drømmen om at blive verdensmester med mig som motivationsfaktor. Hver gang.
Jeg synes godt, ruten må veksle fra år til år, så den passer til forskellige typer af ryttere. Men sådan et rent sprinterløb, som vi kørte nede i Qatar i 2016, må meget gerne undgås. Det er under VM’s værdighed. Der skal i hvert fald være en lille stigning på ruten, og den må også meget gerne være rigtig, rigtig hård. Det er fint, at VM placeres rundt omkring i verden. Rytterne forstår også godt, at cykelsporten skal være global.
Jeg har det udmærket med, at det i dag er VM-resultaterne, som definerer min karriere, selv om jeg meget gerne ville have byttet min tredjeplads i 2008 og andenpladsen i 2010 til en guldmedalje og cykelsportens smukkeste trøje.
Danskerne er på ingen måde favoritter i år, men VM er heldigvis fuld af overraskelser og tager altid uventede drejninger. Ligesom det gjorde i 2010.
