Med hjælp fra Gud og en ekstrem arbejdsetik er Mattias Skjelmose gået fra klassens taber til Danmarksmester

DANNEBROGSTRIKOTEN SIDDER tæt om hans overkrop, da Mattias Skjelmose Jensen ser op fra sin cykelcomputer og vinker. Han er åleslank, som kun cykelryttere kan være det: Kinderne er indsunkne, taljen er smal, og armene er tynde som cykelslanger.

Det er tydeligt at se på Mattias Skjelmose, at trikoten, der viser, at han vandt danmarksmesterskabet i linjeløb tidligere på året, er en fornøjelse at køre rundt i på de så velkendte cykelstier rundt om Amager, selvom han synes, den er lidt flashy. Men det er måske det eneste år i livet, hvor han har mulighed for det. Så den skal udnyttes.

Generelt betyder det noget for ham, hvordan han tager sig ud. Han vil gerne se godt ud – både på cyklen og i civil. Han har lige erhvervet sig en ring, der kan måle hans aktivitet, puls og i det hele taget kan hjælpe ham med at optimere hans fysik. Den er, siger han, meget pænere end det armbånd med samme funktioner, han havde før. Ringen her er faktisk decideret ”fed”.

Der er selvsagt noget, der er vigtigere end æstetikken: at blive en god cykelrytter, måske endda verdens bedste. Det er det, hele Mattias Skjelmoses liv drejer sig om. Han har ingen fritidsinteresser eller et stort socialt behov, der skal plejes. Alt, han gør, gør han for at komme til tops i cykelsporten. Det er den indstilling, der driver værket Mattias Skjelmose. En indstilling, der er en konsekvens af hans opvækst.

”Jeg har altid været lidt en taber i livet, helt generelt. Jeg var ikke den, pigerne kiggede efter. Jeg var ikke den bedste i skolen. Jeg var ikke den, der udviklede mig tidligt og fik store muskler. Jeg var lidt småtyk. Generelt havde jeg ikke rigtigt noget kørende for mig,” fortæller han langs diget ved Amager Fælled.

Han stryger ubesværet på sin postkasserøde Trek-cykel rundt om sin barndoms-ø. Vurderet ud fra hans stemmeføring er pulsen ikke steget ét slag, siden vi hoppede på cyklen. På den har han noget kørende for sig, forklarer han. Det var her, han første gang oplevede følelsen af at få succes med noget:

”Efter jeg indså, at jeg også var elendig til fodbold, startede jeg som 12-13-årig i Amager Cykle Ring, fordi mine forældre sagde, at jeg skulle gå til sport. Her gik det ret hurtigt op for mig, at jeg kunne blive noget andet end en taber, hvis jeg arbejdede hårdere end de andre – at jeg kunne blive en vinder. Og det er bevidstheden om, at jeg er nødt til at arbejde hårdere end de andre, der har gjort mig til en god cykelrytter.”

DEN INDSTILLING, han har, er inspireret af blandt andre den afdøde basketballstjerne Kobe Bryant. ’Mamba Mentality’, kaldte han det. For Kobe Bryant handlede det om at møde til træning midt om natten, flere timer før holdkammeraterne, for at perfektionere sit hopskud. For Mattias Skjelmose er det at køre seks timer i møgvejr, når der står fem timer på træningsprogrammet, modsat nogle af konkurrenterne, der nøjes med at køre tre eller fire timer, fordi det er vådt, koldt og i det hele taget ikke særlig sjovt.

Cykelsportsekspert hos Eurosport og tidligere sportsdirektør Brian Holm er stor fan af Skjelmose, og indstillingen er en af de ting, som han fremhæver ved sin amagerkanske landsmand.

”Han tænker på cykling 24 timer i døgnet, og det er nok det, der gør ham så god,” siger Brian Holm og nævner et par gange, at de begge er fra Amaar’, og at knægte fra Amaar’ er bygget af noget særligt.

Om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige, men ikke desto mindre har Mattias Skjelmose i en alder af blot 22 år fået sit store, internationale gennembrud i år: Han ligger nummer 10 på den officielle, individuelle verdensrangliste. Han kørte som den eneste rytter i top-10 i alle Ardenner-klassikerne og blev nummer to i Fléche Wallone, som velsagtens kan kaldes det uofficielle VM for ryttere med et eksplosivt antrit på korte, stejle stigninger (puncheurs kaldes den ryttertype blandt cykelfans). Og i juni kronede han sin forårssæson med en sejr i det prestigefyldte etapeløb Schweiz Rundt foran verdensstjernen Remco Evenepoel.

Brian Holm er ikke overrasket over, at Skjelmose står, hvor han gør i dag. For fire år siden fortalte den danske cykelrytter Mikkel Honoré (som dengang kørte for Deceuninck-Quick-Step, hvor Holm var sportsdirektør), at der var en ung dansker, som gjorde indtryk på sine kommende holdkammerater.

”Jeg vidste for alvor, at der var krummer i knægten, da Mikkel Honoré fortalte, at han havde snakket med Vinzenco Nibali efter Trek-Segafredos (nu Lidl-Trek, red.) træningslejr i starten af 2020, hvor Skjelmose, der dengang var 19 år, var blevet inviteret med. Efterfølgende havde Nibali brokket sig – på den gode måde – til Honoré over, at der var en eller anden ung dansker, som ondulerede ham opad igen og igen. ”

LAD OS SPOLE TIDEN tilbage til anden etape af det ugelange etapeløb Catalonien Rundt sidste år. På en nedkørsel styrtede Mattias Skjelmose ud over en skrænt, men uden den store betænkningstid klatrede han tilbage på vejen og råbte: ”Jeg har det fint, jeg har det fint, bare giv mig min cykel.”

Reaktionen var, synes Skjelmose selv, helt naturlig. Men responsen på internettets normalt grusomme kommentarfelter sugede han til sig på det catalanske hotelværelse samme aften.

”Jeg så videoen bagefter og følte mig som en fucking rockstjerne, fordi alle syntes, jeg var møgsej i den situation. Men det er ikke sejt at styrte ud over en skrænt. Det er jo dumt. Men som cykelrytter er du vokset op med, at hvis du ikke har slået dig, skal du tilbage på cyklen i en fart, og hvis du har slået dig, skal du stadig tilbage på cyklen. Jeg tænkte ikke over, at jeg lige var faldet ud over en skrænt. Jeg tænkte ikke over, at hvis jeg var faldet længere ud over, kunne det være gået rigtig galt. Jeg tænkte kun på, at jeg skulle tilbage på cyklen i en fart.”

Dengang blev han i det interessevækkendes tegn blot kaldt ”dansker” i overskrifter hos medier som TV 2 og Ekstra Bladet. I dag skriver de bare ”Skjelmose”.

SELVOM TEMPOET aldrig bliver tilnærmelsesvist højt denne behagelige sensommerfredag, finder Mattias Skjelmose en myslibar frem fra baglommen på cykeltrøjen og lyner en smule ned foran, da vi har kørt i en time.

Når han gør det, kommer en halskæde med Jesus Kristus hængende på et let bøjet kors ved kædens ende til syne. Den korsfæstede figur får et kys som fejring, når han kører alene over målstregen til sejr i store og små cykelløb, hvilket han blandt andet har haft mulighed for ved årets danmarksmesterskab og i endagsløbet Maryland Cycling Classic. Efter kysset slår han korsets tegn og peger mod himlen.

Mattias Skjelmose er nemlig en kristen mand. Som barn blev han opdraget i Guds tro; han gik i katolsk privatskole, og når tiden er der, går han stadig i kirke. Når han har brug for hjælp, bruger han troen aktivt og helt konkret ved at lukke øjnene, folde hænderne og sige en bøn til Gud, hvor han beder ham om støtte til at finde løsningerne på de problemer, han står over for. Han tror på, at Gud lytter og hjælper ham. Holder hånden over ham. Derfor er en tak til de højere magter på sin plads, når han kører alene over målstregen som sejrherre, mener han.

Det gør han bare ikke nok – takker Gud for hjælpen, altså. Skjelmose er, siger han selv, god til at bede om hjælp, men dårlig til at sige tak for den. Det vil han blive bedre til. Ikke kun ved at køre oftere alene i mål, men han vil huske at takke ham (han tror, at Gud er en mandlig figur, men det er helt i orden, synes han, hvis nogen har en anderledes opfattelse af, hvilken skikkelse Gud er), selv når solosejrene ikke står i kø.

Og det budskab går igen: Han vil give tilbage. Til sin familie, til sine venner, til sine holdkammerater. Og til sin Gud.

SKJELMOSE SIGER SELV, at han er dårlig socialt. At han er dårlig til at omgås andre mennesker. En cykeltur rundt om Amager med ham gør ikke noget for at bevise den påstand. Men han nyder ikke at være i rollen, hvor han er nysgerrig og omvendt deler ud af sig selv, siger han. Hans sociale behov er små, og når han har været ude at træne med et par cykelrytter-venner, har han fået det sociale samvær, han har brug for den dag.

”Jeg kan godt finde ud af at tale med mennesker, men jeg synes ikke, at det er rart at åbne mig for mennesker, jeg ikke kender. Men det kan være en god idé, fordi jeg forstår godt, hvordan verden hænger sammen. Det er nødvendigt at give noget af sig selv, når man er professionel sportsstjerne.”

Når han kommer hjem fra træning eller er undervejs på de lange transportdage i bus eller fly, lytter han i stedet til podcasts, lydbøger, ser Instagram-videoer eller læser bøger. Valget af emner skiller sig mere ud: Bøgerne er skrevet af – og podcastene er gæstet af – amerikanske mentaltrænere, der taler om forskellen i mindsettet på vindere og tabere, hvordan du bliver den bedste, og hvordan du holder motivationen oppe og fastholder dit fokus på dine mål. På hans Instagram fylder algoritmerne feedet med inspirerende TED-talks.

Munkelivet, som alle cykelryttere lever i varierende grad, elsker han. Der er aldrig noget, der er sjovere end at jagte målet om at blive verdens bedste cykelrytter. Der er ingenting, der har været svært at give op, siger han uden at tænke to gange.

Men kan det virkelig passe? Der må da være dage, hvor en burger med ekstra fritter på sofaen lyder mere fristende end en cykeltur med ømme stænger i regnvejr? Nej, siger han. For det første siger den fede og usunde mad ham ingenting. Han er i det hele taget ikke det store madøre.

Og når han en sjælden gang skal have et skub for at komme ud og passe sin træning, hiver han fat i sin bedste ven Matias Malmberg, som kører for et lavere rangeret, tysk hold. I det hele taget har den jævnaldrende cykelrytter og kammerat haft en kolossal betydning for Skjelmoses karriere, ja, han har faktisk reddet den:

”Hvis det ikke var for ham, var jeg nok ikke cykelrytter længere. Han var den eneste, der virkelig var der for mig, da jeg havde allermest brug for det og var rigtig ked af det. Han var den eneste rigtige ven, der lyttede, og han var den eneste, der behandlede mig normalt. Jeg føler aldrig, at jeg kan betale Matias tilbage for det, han har gjort for mig. Han var helt sikkert med til at redde min karriere bare ved at være der, da alle andre vendte mig ryggen.”

Perioden, han omtaler, var i 2018, da han fik en kort (fordi myndighederne slog fast, at han ikke havde til hensigt at snyde) karantæne for at have indtaget et forurenet kosttilskud. Men det er ikke noget, Skjelmose har lyst til at dykke ned i. Det er fortid, siger han, og for hans vedkommende er fremtiden langt mere interessant.

TIL VINTER flytter Mattias Skjelmose til det område i Schweiz, hvor holdkammerat Mads Pedersen bor. For en klatrestærk rytter med Tour de France-ambitioner kunne man fristes til at tro, at han flytter til alpelandet for at få bedre træningsforhold (eller i hvert fald fortælle omverdenen, at det er den primære årsag til flytningen), men Skjelmose er ikke, som sportsstjerner er flest. Han er ublu som få, og anderledes er det ikke, da han forklarer årsagen til, at han flytter sydpå, væk fra sin familie og kæreste i København.

”Vi har kun en kort årrække til at tjene vores penge, så jeg har altid sagt til mig selv og andre, at hvis det ikke giver økonomisk mening at blive boende, ville jeg flytte. Vi er alligevel på så mange træningslejre, at jeg nok skal få kørt nok i bjerge. Altså, jeg elsker at træne og være herhjemme, men når det så er sagt, er det alligevel nemmere at bo tæt på Alperne.”

Han ser nu også godt tilpas ud, som han sidder her med korslagte ben på Yellow Bird Coffee ved Amager Strand, hans stamkaffebar, hvor han altid gør hold, når han har det såkaldte bagerstop. Han bestiller en flat white og et stykke bananbrød, som han altid gør. Den første kaffe ryger hurtigt ned, og han bestiller en kop til. Med de store, lidt firkantede cykelsolbriller skiftevis i panden og for øjnene læner han sig tilbage i terrassestolen, kigger lidt væk og smiler eftertænksomt med kaffefarvet mælkeskum fra kop nummer to på overlæben. Kan han virkelig undvære det?

”Det er en virkelig stor beslutning for mig at flytte væk, for min familie betyder alt. Men omvendt er det også vigtigt for mig, at min familie ikke kommer til at mangle noget. Hverken nu eller i fremtiden. Jeg vil have penge nok til at give tilbage til min familie, der har ofret enormt meget for mig. Det er bare sådan, jeg er opdraget.”