Vi har fået tilsendt følgende rejseberetning fra 'Tom Boonen and friends Charity Cyclo Cross' i Belgien af skribenten Morten Okbo og fotografen Jakob Kristian Sørensen:
Vi er i byen Mol i det nordøstlige Belgien på grænsen til Holland. Den lokale cykelstjerne Tom Boonen afholder sit årlige velgørenhedsløb 'Move to Improve' og dagen er delt op i løb for tidligere ryttere og efterfølgende et løb bestående af de stadigt aktive. Begge felter er en blanding af store internationale stjerner og lokale helte. Publikum er mødt talstærkt op.
Blæst og regn slår ingen ud på disse kanter, for i det cykelgale Belgien er Tom Boonen et navn på linie med Michael Laudrup og kronprins Frederik tilsammen. Han er folkelig, men alligevel lidt for feinsmeckere. Både mænd og kvinder stimler sammen hver gang han rører på sig, og i dag er folk kommet for at klappe af ham, af hele initiativet og senere drikke VIP-øl og donere penge til formålet : At støtte børn og unge med særligt motoriske problemer. Organisation har blandt mange Boonen som ambassadør. Dagen er hans bidrag.
Annonse
Kul og atomkraft. Sådan ser han ud. Det er altid chokerende at se ham i live, han er klassisk smuk som en filmstjerne men udgyder samtidig fuld trussel. Han står bare dér og ligner et kraftværk. Han er kæmpestor, som en oprejst bjørn men med de elegante lidt dovne bevægelser som kun toppen af sportsfolk besidder. Der synes at være noget børnelærdom i det. Ikke at ødsle med bevægelserne. At lagre dem. Sportsfolk bevæger sig rundt i en underlig form for konstant alarmberedskab, parate til - i cykelrytterens tilfælde - hurtigt at hoppe op på en cykel og køre solen sort.
Banen er svær for landevejcykelrytterne. Sand, plørede stier og spejlglatte asfaltstykker fyldt med nedfaldne blade. Inden starten går stirrer de ud over campingpladsen hvor arrangementet afholdes. For de flestes vedkommende er sæsonen forlængst forbi, de er i bunden af formkurven og stiller kun op, fordi Tom har spurgt. Nu står de i 8 graders varme, de skutter sig, og nogle af rytterne ligner, de er kommet i tvivl. Var det alligevel klogt at dukke op her idag?
I forhold til crossrytterne har landevejsrytterne ikke en chance. Den senere vinder hos de aktive, hollandske Lars Boom, er da også tidligere crossverdensmester og selvom han starter et minut efter feltet, er han simpelthen for god i det smat.
Løbene er en blanding af cirkusløjer, småfjollede skænderier og alvorlighed. Som topidrætsmand er der ingen, som lægger sig frivilligt. Kan man ikke vinde, kan man enten drille de andre eller øve sig i den 'bikehandling', det umulige underlag tilbyder. På en så vanskelig rute fornemmer man for eksempel, hvor eminent en rytter som supersprinteren André Greipel er på cyklen.
Senere, efter præmieoverrækkelsen og de officielle takketaler og sponsorpleje, kan man bevæge sig rundt blandt rytterne, få autografer og tage billeder. Noget af det mest fascinerende i cykelverdenen er sproget. Fordi det er et lydsprog. Det er et sprog uden krop og intellekt. De fleste ryttere er lavmælte, de står roligt, kroppen som et tempel. Stoisk ro. Der er små gestikulerende attituder, men intet genkendeligt brænder igennem. Intet vil binde dem til nogen særlig europæisk egn. Alt er aftegninger af noget andet. De er kopier af tidligere efterligninger.
De fleste ryttere taler fem-syv halve sprog, ganske meget kommunikation fungerer blot via mundvige, skuldertræk, små gloser og blink. Det er enestående at overvære. Enkelte kan sige ingenting og alting på en gang. Vendinger man kan spekulere flere dage over. Rytterne er et produkt af hele det internationale cykelsamfund. Det findes kun talt og kan ikke skrives ned.
Annonse
Og sådan kan man tænke om det. Eftermiddag glider over i aften. Det enorme VIP-telt fyldes med de rigeste publikummer, lokale sponsorere og de sædvanlige branchefolk i cykelverdenen. Vi pakker sammen og drager tilbage til Bruxelles. Om morgenen kan vi læse i avisen at arrangementet samlede en lille cool million sammen. Tom Boonen var svært tilfreds.
