”Du skal vide, at det er en meget stor ære og et stort privilegium at blive inviteret til dette arrangement”, siger min tyske kollega, der har skrevet om ure i 30 år for tyske og italienske specialmedier.
TAG Heuer har udvalgt 15 medietyper fra hele verden, der får lov at være med til lanceringen af deres to nye ure på Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford.
Vi bliver fløjet ind fra hele verden, hentet i lufthavnen af hver vores chauffør i hver vores sølvfarvede Mercedes, som holder og venter på os hele dagen, og budt velkommen til VIP-loungen med udsigt over hele Old Trafford, hvor TAG Heuers PR-armé tager imod med tag-selv-buffet og goodie bags.
Annonse
Et par gamle Manchester United-ikoner, den tidligere engelske landsholdsanfører Bryan Robson og venstrebacken, ’Mr. Dependable’, Denis Irwin, der nu arbejder som ambassadører for klubben, er her også.
Så venter vi tre timer. Vi kan bruge ventetiden på at læse den præfabrikerede pressemeddelelse fra TAG Heuer, som fortæller om de to ure, og om det, der først er sket om nogle timer. Det ene ur hedder TAG Heuer Carrera Heuer 01 Chrono in-house Caliber Manchester United.
Det andet har Manchester United- og Formel 1-tema, fordi TAG Heuer også er sponsor for Formel 1. Ur-firmaet har en tradition for synergi – som man nok ville sige i branchen – med sport, herunder racerløb, for eksempel det ur, der kaldes ’ teve McQueen’, som coolere-end-cool-ikonet bærer i filmen Le Mans fra 1970.
Denne torsdag i februar på Old Trafford handler det ikke om andet end synergi og ”partnerskaber”. Det hedder ”en partner”, ikke en sponsor, når de store brands blandt andet betaler for at klubben kan give en tidligere verdensklassespiller som Wayne Rooney mere end 125 millioner kroner i årsløn.
I sidste måned rykkede Manchester United op på førstepladsen på Deloittes liste over de rigeste fodboldklubber for første gang siden 2005. Selv om klubben ikke er med i Champions League. Selv om klubben ligger nummer seks i Premier League.
Vi skal vente længe på girafferne ved dagens arrangement, Zlatan, Rooney, David De Gea og Ander Herrera, og jeg falder i snak med to af deres forgængere i klubben, Denis Irwin og Bryan Robson. De fortæller anekdoter om deres gamle holdkammerat, Peter Schmeichel, der i øvrigt også er ambassadør for klubben, især i Asien.
Annonse
Jeg spørger de to klublegender, hvorfor Manchester United anno 2017 ikke scorer flere mål på deres absurd mange oplagte chancer i Premier League, hvor det gang på gang kun bliver til uafgjort for storklubben, der var vant til at vinde – og vinde stort - i 20 år indtil manager Sir Alex Ferguson stoppede i 2013.
Bryan Robson har altid været kendt for at være en kontant mand både på og uden for banen. Han var altid skadet, fordi han kastede sig ind i nærkampene, og så spillede han videre.
”Det er ikke uheld, at vi ikke scorer, og det er heller ikke fordi modstanderens målmand altid står deres livs kamp mod os. Gode spillere scorer mål på deres chancer.”
Vedholdende rygter siger, at Manchester United er blevet enige med Antoine Griezmann om hans personlige krav. Det er nok, derfor Manchester United har brug for venner som TAG Heuer.
Moderne fodbold virker nogle gange underligt sterilt i forhold til i gamle dage, hvor der blev råbt og skreget som i Serie 6. Fodbold er blevet glat, i hvert fald den del af den, vi får lov at se, når kameraet er tændt. Spillerne er – trods tatoveringer, blonderet hanekam og koreograferede fejringer af scoringer – mere businessmænd på kontoret, end man nogensinde havde forestillet sig, fodboldspillere kunne blive.
De brølende hanbavianer som Peter Schmeichel, Stig Tøfting, Vinnie Jones, Patrick Vieira, Gennaro Gattuso og Oliver Kahn er væk. (Kun trænerne er tossede; Diego Simeone, José Mourinho, Bo Henriksen – og de står uden for linjerne.)
Måske er det ikke kun i Manchester United, der er blevet så stille, men man kommer til at savne Danmarks og Bayern Münchens rottweiler med de nedrullede strømper, Søren Lerbys visdomsord ”fodbold er ikke for de stumme”.
Annonse
Det var Lerby, der råbte til enhver landsholdsdebutant i spillertunnelen inden en landskamp: ”Og dig, hvad fanden du så end hedder: Du holder bare din kæft, og hvis du får bolden, giver du den til mig!”
Jeg spørger Lerbys engelske åndsfætter, Bryan Robson:
Du var selv en leder, der gik forrest på banen, senere kom Roy Keane og typer som Rio Ferdinand og Nemanja Vidic i Manchester United. I dag er der ingen, der siger noget, i hvert fald ikke inde på banen. Mangler der en leder?
”Fodbold er blevet meget mere stille i dag. Der er ingen, der råber og skriger mere. Men fodbold bør ikke være stille.”
Dengang Bryan Robson og Søren Lerby spillede var der dog heller ingen sponsorer, undskyld: partnere, der betalte de svimlende beløb for at være partnere, som de store firmaer, for eksempel TAG Heuer, gør i dag.
TAG Heuers øverste chef er den passionerede og karismatiske Jean-Claude Biver. Han er også chef for Hublot under LVMH Group, så det er samme familie. I 2010 mødte jeg Monsieur Biver til et lignende arrangement i New York med Manchester United, da klubbens officielle ”timekeeper” var Hublot. Dengang sagde schweizeren, at det var et forhold for livet.
Men da Alex Ferguson stoppede som manager, sagde Jean-Claude Biver også farvel på stedet. Klubbens profil og brand tog skade af først David Moyes’ alibifodbold og senere Louis van Gaals ked-dem-ihjel-filosofi. Hublot flygtede, og Manchester United fik det amerikanske middelklassemærke Bulova som ursponsor.
Sidste år kom Mourinho, og så kom Jean-Claude Biver tilbage. Hublot er sponsor for Mourinho, så det hele hænger sammen. Hublot er et luksusbrand, der mest laver ure til sekscifrede beløb, mens TAG Heuer er mere ”affordable”.
”Vi ser helst, at Manchester United vinder, men det er et af de meget få brands, som ikke er afhængig af resultaterne,” siger Jean-Claude Biver.
Den altid smilende og helt skaldede urboss ved, hvad han gør.
”Manchester United har 650 millioner fans. Vi er specielt stolte af dette partnerskab, fordi det er en nøgle til at promovere vores brand i Asien, hvor Manchester United er et af de mest elskede brands, der findes.”
Så går vi ned til selve lanceringen af urene i klubbens Megastore, der forinden er blevet ryddet for kinesere og indere på merchandise-massakre i dagens anledning.
Vi venter. Fotografer, kameramænd, og en gruppe fans, der er blevet håndplukket fra hele verden, står oven på hinanden bag en afspærring. Tiden går. En DJ spiller noget øredøvende muzak. Der går mere tid. En toastmaster prøver at holde stemningen højt.
Til sidste kommer de, spillerne. Næsten en time for sent.
De kommer gående som Quentin Tarantinos Håndlangerne, Reservoir Dogs i deres officielle klubjakkesæt - Zlatan, Wayne Rooney, David De Gea og Ander Herrera. Men Zlatan smiler.
Først holder Manchester Uniteds kommercielle direktør Richard Arnold en lang tale om, at tid er noget, der aldrig kommer tilbage. Og det har han ret i, tænker man, efter at have ventet i timevis.
Jeg har altid været lidt bange for Zlatan. Man har set ham æde journalister til morgenmad på pressemøder, set ham nidstirre modstandere og linjedommere, som aldrig blev mennesker igen. Man har hørt historierne om balkanbomben fra rosengård, der kan starte et slagsmål i et tomt værelse.
I dag ligner han en engel. Måske er han bare i godt humør, måske er der ingen, der har generet ham. Jeg har altid været fascineret af Zlatans psyke og personlighed. Er han sådan altid, som vi ser ham på banen? Er han megaloman, sociopat, ligeglad med alle andre end sig selv?
Jeg finder aldrig ud af det, men i dag, da jeg ser ham, findes der ikke andre ord for det, Zlatan er, end ”flink”. Så skulle det lige være ”sød”. Og ikke på en psykopatisk måde. Han virker decideret rar. En fan, der har købt det første ur, bliver præsenteret.
Han er flyttet fra Australien til Manchester for at kunne se alle kampe med Manchester United. Og Zlatan smiler og nikker anerkendende, og siger ”nice” for sig selv, som den eneste. Zlatan er engageret i alt, hvad der foregår, og reagerer på toastmasterens præsentation af den glade superfan. De Gea og Rooney ser mest ud som om de tænker på, hvad de skal have til aftensmad, eller hvilke designersneakers, evt bil, de skal købe bagefter.
Vores TAG Heuer-vært Jean-Claude Biver råber en flammende brandtale om, at man ikke skal have et ur for at kunne se, hvad klokken er. Klokken kan man se gratis på sin iPhone eller computeren og alle andre steder. Men et ur er en historie. Han er så passioneret, at man køber hele talen, og tænker, at sammenligningen kan overføres på meget andet, der er blevet gratis og flygtigt i den moderne verden. Man får helt lyst til at købe et nyt ur.
Zlatan med vores journalist.
Ude på stadion sidder José Mourinho og fryser og skutter sig i sit trænersæde. Han ligner sig selv og ser sur ud. Nu skal spillerne ramme nogle lamper i en konkurrence. Wayne Rooney får flest point. Så skal festbomben Jean-Claude Biver prøve. Han griner over hele hovedet. Det gør Zlatan også.
Jean-Claude Biver har en gård oppe i alperne, så han har medbragt sin egen ost med en diameter på en meter. I programmet er det præsenteret som ”Cheese Ceremony”. Rooney og Zlatan skal i fællesskab save osten midt over. Det kan de ikke, så Jean-Claude Biver og Zlatan må i fællesskab brække osten over det sidste stykke. Da det er lykkedes, tager Biver halvdelen af osten over hovedet og brøler som Rocky eller en spiller, der lige har fået overrakt en pokal, og Zlatan knækker sammen af grin.
Det er min heldige dag. Zlatan er i godt humør. Og marketingschefen fortæller, at alle har spurgt om det. Men jeg er den eneste sammen med godfather Jean-Claude Biver, der får lov at få et billede med spillerne til artiklen. Og ét med Zlatan. Men ingen spørgsmål.
Og Zlatan er jävla flink. Da billedet er taget, siger jeg, jeg er fra Danmark, og Zlatan smiler sit brede Zlatan-smil og siger ”Tack så mycket.”
