Michael Mørkøv er verdens bedste lead-out-rytter: "Når jeg skal køre med en sprinter, er det lige før, han føler sig heldig over, han får lov at køre med mig"

Falder det dig naturligt at have en lederrolle på dit hold?

”Ja, men mit arbejde er også blevet lettere, fordi jeg gennem årene har vundet mine holdkammeraters tillid og har fået skrabet en vis anciennitet til mig. Når jeg skal køre med en sprinter, så er det lige før, han føler sig heldig over, at han får lov at køre med mig. Jeg skal ikke overbevise ham om specielt meget. Da Sam Bennett kom til Quickstep for et par år siden, spurgte jeg ham, hvordan han gerne ville gribe spurten an. Der sagde han: ’Jeg følger bare dig. Det, du gør, er det helt rigtige.’ Det siger noget om den position, jeg har kæmpet mig til som lead-out-specialist (den rytter, der fører sprinteren frem, før spurten begynder, red.), og det føles helt fantastisk. Jeg er lige så stolt over min position i sporten og den respekt, der er omkring mig i feltet, som jeg er over de individuelle resultater, jeg har opnået. Og det betyder enormt meget for mig, at den respekt ikke alene er kommet på baggrund af mine evner på cyklen, men i lige så høj grad for den måde, jeg er på over for mine kolleger og konkurrenter.”

Hvad er det, der gør dig til så god en lead-out-rytter?

”Det skyldes min fysiske kapacitet, men endnu vigtigere så gør min erfaring og min alder, at jeg kan bevare overblikket og roen, når massespurten starter. Jeg går ikke i panik, og jeg tænker ikke: ’Det er nu eller aldrig.’ Jeg kører ind på de sidste 200 meter med selvtillid og troen på, at det kan lykkes. Jeg har også et stort kendskab til de andre lead-out-ryttere. Jeg kender deres tendenser, om de kører for tidligt, hvilken fysisk formåen de har, og om de viger eller ej i en sprint. Jeg sidder på hjul af de stærke ryttere, og jeg udnytter deres kræfter, indtil jeg skal bruge mine egne. Mine evner består 30 procent af min fysiske kapacitet og 70 procent af min erfaring og min knowhow. I mange andre sportsgrene mister man sin plads på holdet, når der kommer en, der er yngre, hurtigere og stærkere end en selv. Men inden for cykling er erfaring guld værd, og det bliver værdsat på en helt anden måde. Jeg oplever ofte, at jeg klarer mig bedre end de unge ryttere, der er fysisk stærkere end mig.”

Michael Mørkøv

Født 30. april 1985 i Kokkedal og uddannet tømrer. Han begyndte sin karriere som banerytter, hvor han blandt andet var med til at vinde guld ved verdensmesterskaberne i parløb i 2009, 2020 og 2021. I samme disciplin vandt han guld ved OL i Tokyo i 2021 sammen med Lasse Norman Hansen. Som professionel har han kørt på hold som danske Team GLS og Team Saxo Bank samt russiske Team Katusha, inden han i 2018 skiftede til Quick-Step Alpha Vinyl. Blev i 2012 udtaget til sit første Tour de France og har i alt deltaget i Touren seks gange. Hans force er på flad vej, hvor han betragtes som en af verdens bedste lead-out-specialister, hvilket blandt andet indbragte ham kåringen som verdens bedste hjælperytter i en afstemning foretaget af cykelmediet La Flamme Rouge. Bor i Rødovre med sin kone og tre børn.

Hvordan udviklede du dine kompetencer som lead-out-rytter?

”Jeg følte for en del år siden, at jeg havde niveauet til at vinde nogle mindre etapeløb, men det harmonerede ikke med min motivation om at vinde de allerstørste løb i verden. Det var jeg simpelthen ikke hurtig nok til. Jeg stod derfor med valget om at være topscorer i Superligaen eller at finde en måde, hvorpå jeg kunne være midtbanespiller på et Champions League-hold. Da jeg i 2016 skiftede til Katusha, der havde Alexander Kristoff på holdet, begyndte jeg at studere massespurterne, og jeg kunne se, at der var et stort og uforløst potentiale i at være lead-out-rytter. Den bedste på det tidspunkt var Mark Renshaw, der kørte for Mark Cavendish, men der var ikke rigtig andre end ham derude. Der var et hul i markedet, så jeg brugte hele vinteren op til sæsonstarten på at studere og analysere massespurterne, og samtidig prøvede jeg at overbevise mine holdkammerater om mine taktiske overvejelser. Dem købte de heldigvis ind på, og vi fik en rigtig fin start med en række etapesejre i blandt andet Tour of Qatar og Tour of Oman, som jeg havde en stor andel i.”

Hvordan bidrager du med din erfaring?

”Jeg kan godt lide at snakke med de unge ryttere, når vi er ude til løbene. Jeg taler med dem om dagens taktik – hvornår de skal hente vand, og hvornår der skal trækkes i feltet. Men jeg taler også med dem om livet som professionel cykelrytter generelt. Jeg giver dem råd om, hvordan de indretter deres tilværelse professionelt og bedst muligt i forhold til deres privatliv. Det er ikke alle unge ryttere, der er lige modtagelige, og jeg vil ikke presse for meget på, så jeg prøver kun at gøre det med dem, der vil. Fabio Jakobsen (Quick-Step Alpha Vinyls unge sprinterstjerne, red.) har fra start af slugt alt, hvad jeg og de andre erfarne ryttere på holdet har fortalt ham. Ham elsker jeg at kunne være med til at hjælpe.”

Hvad er din selvopofrende stil på landevejen kommet af?

”Jeg er ikke vokset op med visheden om, at jeg var et stort talent. Det har aldrig været sådan, omverdenen har set mig, og jeg har ikke været én, man spåede ville vinde mange løb, som man fx har gjort med Mads Pedersen. Det betød, at jeg havde en meget ydmyg tilgang, da jeg skrev kontrakt med Bjarne Riis’ Team Saxo Bank i 2009. Jeg følte nærmest, at jeg kun fik kontrakten, fordi jeg kørte i par nummer syv sammen med Alex Rasmussen til Københavns seksdagesløb. Jeg kan tydeligt huske, at jeg til første samling med holdet var utrolig bange for, at de ville komme og sige til mig, at de havde skudt lidt over målet med at signe mig. På det tidspunkt var min målsætning bare at gennemføre løbene. Det kan lyde uambitiøst, men på det tidspunkt var det virkeligheden.”

Hvor tror du, at du ville ende, hvis du var sprinteren, de andre kørte for?

”Indimellem er jeg ikke i tvivl om, at jeg selv ville vinde, men det bruger jeg ikke energi på at tænke over. De sprintere jeg kører for, har kæmpet for deres position, og det har de gjort ved at sidde fremme i spurterne i deres yngre år og vundet dem. Det kunne jeg ikke, da jeg var ung. Jeg prøvede et par gange, og det var ikke nogen stor succes. Men hvis jeg kigger isoleret på nogle enkelte afslutninger i fx Tour de France, hvor jeg har ligget allerforrest med 150 meter til mål, føler jeg, at jeg godt kunne have vundet nogle af dem.”

Cykelryttere slår nu om dage tidligere igennem. Hvorfor tror du, at det er sådan?

”Jeg er ikke i tvivl om, at det er, fordi sporten er renere end for 20 år siden. Når helt unge ryttere kan komme fra juniorrækkerne og slå igennem på højeste niveau, fortæller det mig, at man nu i højere grad har de samme forudsætninger for at vinde, og at sporten er så tæt på at være ren, som den kan blive. Det er ekstremt positivt. Der er også kommet mere viden omkring sporten, og det gør, at selv helt unge ryttere i en alder af 14-16 år kører og træner som professionelle cykelryttere. Og når de så bliver 18-19 år, har de levet som professionelle i fire-fem år. Det kan dog også give nogle udfordringer, fordi der ikke sker en seriøs forandring for dem, når de bliver professionelle, og så kan det være svært at tage det næste skridt op. Men for nogle af de danske cykelryttere, der er slået igennem de seneste par år, har det ikke været tilfældet. De har tilsluttet sig feltet af verdens bedste ryttere fra start af.”

Hvad betyder mest for dig; dine egne sejre eller de triumfer, holdet henter?

”At vinde guld i parløb ved OL i Tokyo i 2021 er det ypperste, jeg har opnået i min karriere. Den sejr er tilskrevet mit eget navn. Men jeg er også stolt af min etapesejr i Vuelta a España og mine medaljer ved verdensmesterskaberne i banecykling. Men når det er sagt, får jeg en enorm glæde af at være med til at vinde en etape til min sprinter. Da jeg sidste år hjalp Mark Cavendish til fire etapesejre i Tour de France samt den grønne trøje, følte jeg lige så meget, at det var mine egne sejre. Mit navn står selvfølgelig ikke på de sejre på Pro Cycling Stats (et medie med alverdens cykelstatistikker, red.), men jeg går i seng om aftenen med følelsen af, at jeg havde en afgørende rolle i de sejre. Og det er måske den store forskel for mig i en alder af 36 år, i forhold til da jeg var 25 år, hvor jeg var mere fokuseret på at skrabe så mange resultater til mig som muligt. Jeg har fundet ud af, at det mere handler om følelsen, man går i seng med om aftenen, end hvad man er noteret for personligt.”

Hvad er dit mål for denne sæson?

”At få en plads i årets Tour de France, der har start i Danmark. Det er jo ikke engang en drengedrøm, for jeg havde aldrig forestillet mig, at Tour de France på et tidspunkt ville starte i Danmark. Jeg bor selv i Rødovre, og årets første etape starter fem kilometer fra, hvor jeg bor. Mit mål handler selvfølgelig også om at være i den bedst mulige fysiske forfatning, for så tror jeg, at vi som hold med Fabio Jakobsen som sprinter har gode muligheder for etapesejre, når vi kører i Danmark. Det er nogle etaper, der lægger op til massespurter, og det er noget, vi på Quick-Step Alpha Vinyl er specialister i.”

Hvordan kører man en god lead-out?

”Min fornemmeste opgave er at få holdet til at spille sammen, og her er det vigtigt, at jeg har mine holdkammerater og mine kaptajners tillid. De stoler 100 procent på det, jeg beder dem om, fordi de ved, jeg kan noget særligt. Derudover er det vigtigt at have to-tre gode folk med mig, der kan hjælpe med at bringe sprinteren forrest og frem i en position, hvor han har plads til at sætte spurten ind. Det skal gerne ske 200 meter før målstregen. Det værste, der kan ske, er, hvis han ikke har den fornødne plads til at sprinte, eller at vi sidder for langt tilbage. Hvis jeg kører alene med min sprinter, handler det om at improvisere og træde sig ud af det.”

Er du verdens bedste lead-out rytter?

”Det er jeg for ydmyg til at svare på. Jeg har stor respekt for mine konkurrenter, og jeg går aldrig ind i en spurt og tænker, at jeg er den bedste. Jeg går analyserende til dem, jeg skal køre og konkurrere imod. Når det er sagt, har jeg efterhånden en selvtillid i, at det jeg gør, ofte er det rigtige, og samtidig ved jeg, at jeg har fysikken til at kunne træde mig ud af problemerne, hvis jeg skulle ende i en dårlig situation.”

Din kontrakt udløber i 2023. Hvad står den på bagefter?

”Jeg tager et år ad gangen. Men altså … Vi begynder at komme tættere på OL i 2024, og hvis jeg kan få det til at hænge sammen med familien derhjemme og min fysiske formåen, kunne jeg rigtig godt tænke mig at prøve at genvinde guldet fra OL i Tokyo.”